Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer?
Sådan siger Kingo i salmen ”Op al den ting” – svaret på det spørgsmål er: Kingo lovpriser Gud.
Paulus taler om en person – nok ham selv – det har været oppe i himmelen. ” om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det [han]  blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale” (2. Kor 12,3-4). Han ville ikke udtale hvad han havde set – og for at han ikke skulle blive hovmodig over de åbenbaringer, han havde set, blev der givet ham ” en engel fra Satan, som skulle slå mig” (vers 6-7).

En af de store hits for tiden på det kristne bogmarked er en bog, der handler om en, der oplever at se ind i paradiset. Bogen dokumenterer en treårig dreng, der tror at han har besøgt himmelen. Historien er fortalt af drengens far, en evangelisk præst. Drengen afslører sine åbenbaringer over en periode på 3 år.

Selve åbenbaringen skete, da den 3 årige Colton fik foretaget en ekstrem kritisk operation efter en sprængt blindtarm. Efterhånden begynder drengen at fortælle og løfte sløret for hvad han har oplevet dér på operationsbordet.

Er det hele ikke bare løgn og latin?
Som ”bevis” på at det hele er sandt, der bliver fortalt om i bogen, anvendes tre eksempler, som Colton umuligt kunne have vidst noget om… men som han ikke desto mindre vidste:

1. At han havde haft en død storesøster, der døde før hun blev født. At det overhovedet var en pige, vidste end ikke forældrene. Men Colton mødte sin søster i himmelen – hun var adopteret af Gud.
2. Han genkendte sin farfar som ung – havde kun set billeder af ham som gammel – og vi er unge i himmelen.
3. Han så sin far bede og anklage Gud i et rum alene uden ”vidner”

Ja, og så var der alle de bibelske ting, som et barn ikke burde vide, men som Colton altså vidste, fordi han havde set det hele ”in person”.

Jeg vil ikke til at sætte spørgsmålstegn ved at drengen overhovedet har oplevet noget – selv om det virkelig er oplagt at være skeptisk. Både over at det kunne være en overspændt religiøs dreng, der havde overhørt forskellige ting i menigheden og over kaffebordet – eller det kan være en dreng påvirket af medicinen, der taler[1]… og at det bare kan være en økonomisk trængt præst, der lige finder på en spændende historie.
Det lader jeg skeptikerne om. Til det kommer også, at de fleste af Coltons observationer i himmelen er ikke udenfor det, der kan være muligt og som kunne have fundet sted. Men der er nogle informationer og indsigter, som vi ikke læser om i Bibelen. Lad os prøve se lidt på det.

Biblen contra ”Himlen findes virkelig”
Her fremhæver jeg forskellige punkter, hvor bogen teologisk skærer mig i øret. Du kan evt. springe til ”Bibelen alene – et reformatorisk grundprincip”, hvis det bliver lidt for langhåret.

Om de kristne
Bogen påstår, at de kristne får vinger og kommer til at ligne engle (s. 101-102) i himlen – dels at de frelste i himlen har vinger. Og det er sandt, at der ikke står noget i Bibelen om at de kristne IKKE skal have vinger. Så det er måske bare en ekstra og ny information – eller også er det forkert.
Men helt ærligt: Hvad skal vi bruge vinger til? Hvad er lige meningen – er der tyngdekraft i himmelen, så vi skal have vinger for ikke at falde ned på jorden? Eller er det noget Gud havde vist barnet for at han nemmere kan forstå det?
Jeg tror ikke, at vi bliver engle eller får vinger. Bibelen fortæller, at vi får et opstandelseslegme/herlighedslegme som Jesus og da Jesus ingen vinger har, så skal vi heller ikke.

Colton beskriver også endetidskrigen (s. 180), ”hvor Jesus, og englene og de gode mennesker skal kæmpe mod Satan”. Jeg har sådan set læst i Bibelen om, hvordan de sidste tider begynder med at Jesus kommer til syne på skyerne og kalder alle de kristne til sig. Det vil sige på jorden er der ingen kristne – hvem er det så, der kæmper som gode mennesker og spurgt lidt frækt: Hvad laver faderen så dernede?

Om Gud
Faderen fortæller i bogen, hvordan Gud vendte ryggen til Jesus, da han hang på korset “fordi han ikke havde kunnet gennemføre sin plan, hvis han havde set på det bare et øjeblik mere” (s. 196). Nej, det er ikke derfor – alt det helt til sidste hændelse på korset var Guds vilje: Jesus skulle knuses (Es 53,10). Gud fortrød ikke på målstregen – men vendte ansigtet væk fra Jesus fordi Jesus blev til synd for os. Og for at Jesus dér på korset som det eneste menneske nogensinde skulle opleve gudsforladtheden.
Jeg tænker lidt: Hvad er det for en svag Gud, der vender ryggen til, fordi han ikke kan klare mere? Jeg tænker også på hvad det sjælesørgerisk betyder, at der kan komme et punkt i menneskelig elendighed, hvor Gud vender ryggen til. Det er sikkert noget andet, når det er hans egen søn, der hænger dér… men tanken er nærliggende.

Om Jesus
Der er noget, der ikke stemmer overens med det billede af Jesus som Bibelen har og det bogen her har.
1) Jeg troede, at Jesus i sig selv giver fred og tryghed, men Colton skal åbenbart have englene til at synge for at få ham til at få det bedre (s. 15-16).

2) Bogen beskriver, hvordan Jesus har sårmærker på håndfladerne (s.95) – dvs. Jesus blev korsfæstet gennem håndfladerne. Jeg har ellers lært at – det er måske makabert – men at hvis naglerne var gået ind dér, så ville håndfladerne ikke kunne holde kroppens vægt oppe.
Dette billede ville passe rigtig godt til mange af de billeder, der normalt bliver tegnet af den korsfæstede… men det bliver det ikke mere rigtigt af. Faderen forsvarer på nettet dette ved at sige, at så bar fødderne blot vægten og ikke hånden. Tjoh!

Og så er der det med billedet af Jesus – ikke bare de forskellige små beskrivelser rundt om, som beskriver ham lidt som en glansbilled-konge” (i modsætning til beskrivelsen af Jesus i Johs. Åb.), der ridder på en regnbuehest som lyder som noget fra My little Pony, men det portræt, der er på side 191. Jeg tænker lidt, hvis det var Jesu vilje, at vi skulle vide, hvordan han så ud, ville han så ikke have ladet evangelierne beskriver ham detaljeret? Troen er netop at vandre i tro, ikke i skuen. Et eller andet sted er der en fare for afgudsdyrkelse/overtro med sådan et billede. Og er det ikke også en rimelig amerikansk udgave af Jesus? En blogger har spurgt lidt sarkastisk: Ligner Jesus Kenny Loggins (en amerikansk sanger)? Ja, og der er da en del ligheder mellem sangeren og frelseren.

Noget andet: Jeg har forsøgt at google Akiane Kramarik, der har tegnet dette billede, Prince of peace” Og fra de visioner, har hun åbenbart lært dette af Jesus:

“Jesus shared with us: ‘I am the way, the truth and the light. No one comes to my Father, but through me.’ I feel that he invited us to participate in the divinity. Each of us is one of kind [sic] original path to the way of truth and light, and without our individual love and effort we cannot understand and reach God”.
Desværre har jeg ikke kunne finde dette citat andre steder end hos folk, der er kritiske overfor Akiane Kramarik – så jeg ved ikke om citatet er så troværdigt. Men er det sandt, så er maleriet af Jesus, en Jesus, der lærer, at han selv ikke er den eneste vej til himmelen – og som taler lidt som Djævelens fristelse af Eva i 1 Mos 3,5.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis det er den samme Jesus, som drengen i “Himlen findes virkelig” har mødte som lære noget sådant… hvad er det så for en “Jesus”?

Om Helligånden
Iflg. hvad jeg læser i Bibelen, så er Helligånden bosiddende i den kristne, men alligevel beder Colton for sin far, for “du havde brug for Helligånden” (s. 138) og alligevel skyder Helligånden kraft ned, når faderen prædiker (s.166/167).
Den evangeliske lærer om Helligånden siger, at Helligånden (givet os i dåben) bor i os og giver os dér hvad vi har brug for. Vi har derfor ikke brug for mere eller mindre Helligånd, men hvad vi kan have brug for, er at åbne os mere for Helligånden. Helligånden gives os en gang – for altid. Og dér i os, giver han os hvad vi har brug for. Ikke som et skud fra oven – men som en iboende kraft.
Skal man sætte det lidt på spidsen, så beskriver faderen sig selv som en præst, der ikke har Helligånden… hmmm…

De døde børn
Colton møder sin ufødte og døde søster – og får at vide, at Gud adopterer døde børn (s. 129). En meget smuk tanke, men jeg tænker lidt: Er det ikke nok at være hans barn sådan som alle døbte også er? Hvad er forskellen på at have Gud som far gennem dåben eller gennem adoption?
Der er noget smukt og sjælesørgerisk fint i at kunne sige sådan noget – men så længe vi ikke har det fra Bibelen, så er det ikke troværdigt og sandt. Man kan ud fra Bibelen kun sige, at døbte børn bliver frelst – derfor er dåben så usigelig vigtig, for her bliver barnet skubbet fra det usikre håb om at Guds kærlighed må få Gud til at agere, som vi håber det, og over til det sikre løfte, der bygger på Guds ord.

Bibelen alene – et reformatorisk grundprincip
Min grundregel er, at ting skal positivt begrundes ud fra Bibelen – ellers er vi på meget usikker grund. I FAQ på bogens hjemmeside står der (skrevet af faderen?): “It is important to us that nothing stated is in direct opposition to God’s Holy Word.” Altså så længe noget i profetierne ikke modsiges af Bibelen, så er det sandhed. Faderen Todd Burpo ligger endda sin egen skepsis til side: “hvis han virkelig havde set Jesus og Guds engle, så var det nu hans tur til at lære mig noget” (eller som det hedder på engelsk: I wanted to become the student not the teacher” (s.90). Kort sagt: Han ligger alt sin teologiske uddannelse til side, fordi nu står han overfor en, der har oplevet sandheden og som ikke har været igennem et teologisk tærskeværk.
Men bør vi ikke måle alt i forhold til Bibelen?

Er det for tungt?
Nu har jeg skrevet nogle punkter her, men kunne sikkert have fundet mere. Er det for tungt – er det et for tungt teologisk maskineri, jeg her udsætter bogen for – og som det slet ikke er meningen, man skal gøre? Det er i hvert fald, hvad jeg har fået at vide fra en del sider – og når nu bogen fremelsker en himmellængsel, så er det vel ikke så tosset?
Men skal vi ikke afprøve alt – hvad vi hører og hvad vi læser i forhold til Guds ord? ”Mine kære, tror ikke enhver ånd, men prøv om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden” (1 Johs 4,1). Og folk i den første menighed modtog evangeliet med glæde og granskede skrifterne for at se om det stemte overens med Skriften (ApG 17,11).

Tænker lidt, hvorfor skulle Gud have tilbageholdt ting og informationer fra Bibelen for at afsløre det 2000 år efter for en fireårig dreng, hvis far skriver en bog, der (iflg. bogens bagside) “vil ændre dit syn på evigheden og give dig mulighed for at tro som et lille barn”. Ja, vi skal tro som et lille barn – men den tro skal ikke bygge på nye visioner, men på Guds evigt-gældende ord.

Og hvad siger Skriften så om de samme ting, som bogen her omhandler? Og er der overensstemmelse mellem det og så hvad Bibelen skriver? Tjah – mit bud på et svar er: Nej – ikke fuldstændig, Men det store spørgsmål er så: Gør det noget?

Men bogen ”virker”
Ja, gør det noget, at ikke alt rammer fuldstændig teologisk rigtigt? Det er jo blot et vidnesbyrd, som vi skal forholde os kritisk overfor. Det er et vidnesbyrd, som giver os en himmellængsel og lyst til at læse mere i Bibelen. Og vi har jo også traditioner i vores kirke, som vi ikke har bibelsk belæg for – hvorfor skulle det her så være værre?

Bogen rammer tillige et følelsesmæssigt behov hos mange mennesker – især for dem, der har mistet en af deres kære og nu søger at finde ud af om de har det ok og om vi skal ses igen. Sådan en viden vil være til trøst – helt sikker – men jeg vil altså sige, at det er farligt at gå udenfor Skriften og hente trøst hos kilder, som ikke er bibelsk og ikke kan verificeres.  For hvad sikkerhed er der så i den trøst?

Men hvad  med argumentet: Bogen giver mig en himmellængsel – bogen giver mig lyst til at læse mere i Bibelen? Ja, alting, der giver os lyst til at læse i Bibelen er vel godt. Jeg kan vel som Paulus kun være glad over det (”Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over” (Fil 1,18). Men er du så glad over faktum eller over fiktion?

Vi skal holde os til Guds ord – og den enfoldige sandhed, der findes dér og dér finde vores glæde og himmellængsel. Hvad siger det om os kristne, hvis vi skal have sådan en bog ved siden af for at få den glæde? Den viser os som kristne, der ikke læser nok i Bibelen – for så ville vi have glæden og længslen allerede.

Hvad skal jeg sige?
Jeg vil begynde med Kingos spørgsmål: Hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg sige om denne bog? Jeg ved det ikke. Rent fortællermæssigt er den bestemt ikke læseværdig – den er simpelthen alt for snakkende og indeholder beskrivelser og fortællinger, som blot er fyldstof og ikke har nogen som helst relevans til selve fortællingen.
Og så er der indholdet. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal mene om en bog, der er ubibelsk og som gør krav på at være sandhed, der skal ændre mit syn på evigheden. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om en bog, som måske… måske ikke er et produkt af en Guds indgriben, eller det modsatte (for også Djævelen kan komme som en lysets engel).
Og tillige har jeg fået bogen foræret, og kan vel ikke tillade mig at være alt for kritisk overfor den.

Så jeg vil blot sige: Afgør selv hvad du mener – og læg den så fra dig, og læs grundbogen i stedet for. Du får det ikke sandere eller mere uforfalsket end dér.

 

[1]  “What we do know about that and other types of drug-induced conditions of mind (even dream states, meditation, and an overworked imagination) is that multitudes of people have reported experiences that seem to validate everything from clinical or near-death events to past-lives journeys to abductions on UFOs. They also reveal information for which they had no basis of knowledge prior to their experiences. It may be that an altered state of consciousness creates a condition in which the mind is like a blank screen, open to outside input. Spirit entities, whose goal it is to undermine the Word of God and deceive the world, might have that ability to program the blank screen and could therefore take advantage of anyone in such a highly susceptible condition (see Dave Hunt, Occult Invasion , pp. 187-90). But again, no one knows for sure how such things take place (http://www.thebereancall.org/content/heaven-real-real-exercise-discernment-0)”