Foråret er på vej, også selvom vi vel knap nok har haft vinter. Jeg tror, jeg har været ude og skovle sjapsne to gange denne sæson. Alligevel kan vi mærke, at dagene bliver lysere, og at noget nyt er på vej. I weekenden læste jeg, at anemonen igen er brudt frem i Kaj Munks præstegårdshave. En lille blomst – og dog en stærk forkynder af håb.
Kaj Munk levede i en tid, hvor mørket syntes at tage over. Fra besættelsen og frem havde han følt sig kaldet til at vække Danmark til at handle og stå op imod tyskerne. Men i 1943 begyndte noget at ske. Modstanden vågnede. Og da han den første dag i marts samtidig fandt sin anemone blomstre, så han det som et tegn: Håbet spirer, også når alt synes tabt.
Kaj Munk var ikke en mand, der veg tilbage for sandheden. Han brugte sin stemme til at kalde på retfærdighed og trodsede den frygt, som besættelsestiden førte med sig. Han vidste, at håb ikke er passivt – det kræver handling, tro og vilje til at stå fast. Hans mod kostede ham livet, men hans ord lever videre og minder os om, at selv i mørkets stund er der lys for dem, der tør tro.
Vi har brug for håb. Her og nu. Vi lever i en tid, hvor krigen i Ukraine går i sit tredje år. Verdensordenen, som vi troede var stabil, er lagt i ruiner. En politiker sagde for nylig, at han faktisk savnede den kolde krig – for selvom der dengang var usikkerhed, så var det på en sikker måde. Man vidste præcis, hvem der var ven, og hvem der var fjende. I dag synes alt uforudsigeligt, og frygten for, hvad fremtiden bringer, kan føles tung. Vi ser klimaforandringerne tage til, uroligheder rundt om i verden og en hverdag, hvor mange kæmper med ensomhed, sygdom og økonomisk usikkerhed. Netop derfor har vi brug for håb. For håb er det, der gør, at vi kan løfte blikket og tro på, at mørket ikke får det sidste ord.
Vi har brug for håb. I livets sene efterår kan det føles, som om alt visner. Vi mister dem, vi holder af. Kroppen bliver svagere. Men midt i livets vinter kan Gud lade håbet spire på ny. For vi tror på en Gud, der skaber liv af døde, som sender sin søn til verden for at give os nyt liv.
Jesus er det største håb, verden har kendt. Han kom til os i ydmyghed, levede iblandt os, led for vores skyld og sejrede over døden. Påskens budskab fortæller os, at mørket aldrig får det sidste ord. Hans opstandelse er beviset på, at livet og lyset vinder.
Kaj Munk skrev: “For denne rene farve, den er mig som en vårens dåb, den la’r mig nyfødt arve en evighed af håb.”
Så lad os se efter de små tegn på håb. En blomst, der bryder gennem den kolde jord. Et venligt smil. Et kærligt ord. En hånd, der rækker ud til en, der har brug for hjælp. En flok mennesker, der, der samles i bøn og fællesskab. De er alle små forkyndere af Guds løfter. Og vi ved, at når vi holder fast i Kristus, er vores håb ikke forgæves.
For håbet er ikke bare en følelse – det er en virkelighed, som Jesus har vundet for os. Han siger selv: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” (Johannes 11,25).
Lad os derfor leve i dette håb. Lad os tage imod Guds løfter med troens tillid og vide, at ligesom anemonen bryder igennem den mørke jord, sådan vil Gud lade nyt liv vokse frem i os.
