Vores gode frelser sagde en gang, at hvad hjertet er fyldt med, løber munden over med. Sådan er det både positivt og negativt. Hvad vi beskæftiger os med og hvad der fylder os, er både hvad vi først bringer på banen i en samtale. Men jeg tror også at det gælder hvad der kommer ind: Hvad hjertet er fyldt med, stirre øjnene sig blinde på. Skal vi have postet et brev – de sjældne gange, hvor det sker – så springer postkassen frem i bybilledet og vi ser dem overalt – hvor vi normalt ikke ville lægge mærke til dem. Ja, eller sådan var det i hvert fald, da der var postkasser spredt rundt i byen og vi rent faktisk brugte dem. Eller: Da jeg for godt et år siden gik og overvejede om jeg skulle være præst i Haderslev, så var der noget om Haderslev overalt – og ikke bare på grund af reformationsjubilæet sidste år! Eller da jeg gik og havde lyst til en tur til Rom, så var det som om alle på Facebook rejste til Rom – og det kun var mig, der skulle blive derhjemme med kedelige madpakker og ikke-italiensk aftensmad. Hvad hjertet er fyldt med, stirre øjnene sig blinde på.

Og er man lidt nørdet omkring en ting, så ser man også det overalt – ikke bare i perioder, men hele tiden. Som præst og især som kristen er jeg lidt nørdet omkring Jesus. Jeg hører referencer till ham overalt – til min kones store irritation stopper jeg ofte de film vi ser midt i det hele for at skrive en note med et citat fra filmen. For den kan godt bruges i en prædiken. ”That’s a good vending. Maybe vi can use that in another… prædiken” – I et lidt omskrevet citat fra The Julekalender.
På samme måde har jeg det sidste halve år glædet mig hver eneste gang jeg cyklede på arbejde og blev overhalet af en bybus. En lokal ejendomsmægler havde leget lidt med sin titel – og pludselig var han ikke en upersonlig ejendomsmægler, han var ”Din EGEN domsmægler”. Og så var det at præstens hoved gik i selvsving.

For i mit univers har jeg faktisk min egen domsmægler – i hvert fald i åndelig forstand – nemlig Jesus. I det bibelske univers findes tanken om en guddommelig domstol, hvor vi skal gøre rede for vores handlinger, hvor vi skal dømmes eller frikendes i forhold til hvordan vi har levet vores liv. Nu kender jeg mit eget liv på nærmeste hold – og jeg ved at i sådan en situation vil være mere ”på den” end ”med på den”. I Det gamle Testamente møder vi et menneske, der nærmer sig at være perfekt. Der er i hvert fald ikke meget, man kan anklage ham for, han hedder Job. Og alligevel siger Job: Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? … det kan ikke gendrive én ud af tusind anklager.
Det kunne jeg også have sagt – selv om jeg er præst og burde være bedre end jeg er, så vil jeg heller ikke kunne gendrive en ud af de mange anklager, der vil kunne rejses imod mig sådant et sted. Men så er det godt, at jeg har ”min egen domsmægler”, Jesus. Som kristne er vi ikke bedre end andre – vi har bare en bedre mægler. For vi har en domsmægler, der kan vende en klar tabersag til en klar vindersag, for han har simpelthen ødelagt bevismaterialet, taget skylden på sig og betalt hvad vi skylder. Så når den høje dommer kigger op og spørger hvad jeg har at sige til mit forsvar, så rejser min domsmægler sig op og siger: ”Kim han er uskyldig, jeg har betalt for ham”. Og dommeren giver ham ret.

Jesus er fantastisk! Jeg har godt nok aldrig set ham, ved ikke hvordan han ser ud, hvordan hans stemme lyder. Men i det halve år, hvor jeg cyklede bag efter bussen med reklamen for ejendomsmægleren, så var min Jesus pludselig sønderjyde, havde runde briller – og et behageligt smil. Jeg har endda talt med ham i telefonen, da vi skulle se på hus i Haderslev. For Jesus er min egen domsmægler…