Hun virkede på en måde så ensom. Jeg vinkede til hende, hver eneste gang jeg så hende på gaden. Når jeg kom kørende i bil, når jeg cyklede og kun med risiko for at styrte på cyklen kunne få hånden op til en hilsen. Jeg VILLE hilse… og resultatet var det samme: Det tomme blik, der kiggede på mig. Kort sagt: Ingen reaktion.
Det var for et par år siden, så det ungdommelige protesterede inde i mig: ”Det skulle være løgn!” Jeg nægtede at lade være med at vinke. Så jeg indledte min lille ”vinkekrig”. Den varede halvandet år – så kapitulerede jeg. Så kunne det også være det samme – og jeg stoppede med at vinke. Jeg kan stadigvæk huske, da jeg kørte forbi hende den første gang efter min ”kapitulation”…
Jeg kom i tanke om min lille historie, da jeg en af de sidste gange skulle have konfirmander, før deres konfirmation. Det handlede om ”diakoni”. Det er et vældigt ord – det betyder vel blot en praktisk næstekærlighed. Kristendommen i arbejdstøjet. ”Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød” – sådan havde jeg sunget for konfirmanderne (de gad vist ikke rigtig synge med den dag).
Jeg havde fundet en historie om en rengøringskone på medicinstudiet, der en dag kom i snak med en af underviserne. Hvordan havde hun det på sin nye arbejdsplads? Jo, svarede hun, før gjorde jeg rent på en fabrik helt alene. Her er der mennesker omkring mig hele tiden – men mærkeligt nok, så føler jeg mig mere ensom nu. Der er nemlig ingen, der taler til mig – du er den første, der har snakket med mig i dag. Til eksamen fik læreren indføjet et sidste spørgsmål – ved siden af spørgsmål om hvad navnet på den og den knogle og muskel er. Skriv fornavnet på rengøringsassistenten her på instituttet. Ingen svarede på spørgsmålet. For læreren var det vigtigt at kende navnene på muskler og knogler – men det var lige så vigtigt at man kendte navnet på den person, som disse muskler og knogler sidder på.
Diakoni er ikke højtsvævende – noget, man skal have bestemt tøj på for at foretage. Noget man skal have uddannelse for at kunne. Og man skal gerne gøre det i et bestemt lokale i byen – enten kirken eller Parasollen. Nej, er det ikke først og fremmest at åbne øjnene – og se de mennesker omkring sig? Løfte hånden for at hilse på den kvinde, der ser ensom ud. Smile til den modgående på gågaden, som man pludselig får øjenkontakt med? Sætte indkøbskurven på plads i stakken for manden foran i køen… når den vel at mærke er tømt.
Og det – ikke bare for at opfylde en lov om ”du skal elske din næste som dig selv” – eller at du skal tage imod den fremmed, enken og faderløse – som vi kan læse om i Bibelen. Men gøre det, fordi det er rigtig at gøre det. Det er godt at gøre det. Fordi vores kristentro af sig selv får os til det. Hvis jeg kom hjem med en buket blomster til min kone og hun spurgte, hvorfor hun skulle have den, så er det rigtige svar ”Fordi jeg elsker dig. Det forkerte svar, som sikkert vil få hende til at kaste blomsten tilbage i hovedet på mig, er ”fordi jeg skal opfylde loven om næstekærlighed”.
Vi lever i et kristent land – så lad os leve som kristne. Se hinanden, tale med hinanden, være med hinanden – også selv om vi måske ikke kender den anden.
Jeg kan stadigvæk huske første gang jeg mødte den ensomme kvinde efter at jeg havde besluttet mig for at stoppe med at vinke til hende. Hun løftede hånden, vinkede og smilte til mig. Og jeg til hende… måske syntes hun, at jeg så lidt ensom ud. Uanset hvad, så kørte jeg videre og var glad inderst inde resten af dagen. Det kan et enkelt vink gøre.
