For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Kender du det, at der er et menneske i dit liv, som du aldrig kan tilgive?
Jeg tilgiver hende ALDRIG!!
Det, han har gjort er forfærdeligt – det er utilgiveligt.

Det kan være, at du har lært at leve med, at sådan er det – du har lagt låg på. Du har skrevet den person ud af dit liv. Men lige så snart du omtaler vedkommende, så dukker naget op, presset på brystkassen.

Det kan være at personen er ligeglad – og det kan være at personen er så ligglad, at personen er død. Men mindet om ham eller hende er mere end levende i dig. For det var ham, der gjorde det… det var hende, der gjorde det.

Og tænker du dig rigtig om, så har du faktisk svært ved at bede fadervor, hvor vi beder ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.

Det lyder så nemt – men  ”Tilgivelse er ikke for tøsedrenge” – hedder bogen her. Der er en, der har sagt det på den måde – tror nok at det er C.S. Lewis – at alle synes tanken om tilgivelse er smuk, lige indtil de selv har noget at tilgive.

Men alternativet til at tilgive er at du bliver knust –
det er dig, der lider under det,
det er dig liv, der bliver berørt af negative følelser og had.

Kunne det ikke være befriende at slippe for de negative tanker.
Nogle gange kan det være som at forsøge at holde en badebold nede under vandet – det er en livslang kamp. Vil du slippe for den kamp?

Før jeg kom til Haderslev var jeg arresthuspræst i Hobro, hvor jeg så den kriminelle bag den hårdkogte facade. Bag overskrifterne i avisen. Bag de hadefulde kommentarer på Facebook.

Og oftest fandt jeg et menneske, der led under hvad han eller hun havde gjort. Især husker jeg en, der havde klæbet cellevæggene til med små post-its, hvor der stod forskellige udgaver af ”Tilgiv mig”. Han vågnede hver nat skrigende, badet i sved.

Han tog dommen på sig, han kunne have fået mindre, mente hans forsvarsadvokat, men han tog imod den størst mulige straf, vel vidende at selv en hårdere straf kunne ikke give ham det, som han søgte efter: Familiens tilgivelse for hvad han havde gjort.
Han fik sin dom, som han er ved at afsone – men at afsone er ikke det samme som at sone. Soningen er smerten, som følger ham måske resten af livet. Byrden, som ligger på hans skuldre. Den fører ikke noget sted hen, den stiller ikke offeret tilfreds – men den er måske eneste vej for vedkommende til at han en dag kan se sig selv i øjnene i spejlet. Og alligevel.

En drabsdøbt siger det på denne måde om skyldsfølelsen.
”… fordi der ikke findes nogen forsoning og tilgivelse for den type forbrydelse, jeg har begået, så er broerne brændt ned både foran og bag mig. Det fængsel jeg sidder i her, det liver større, når jeg kommer ud. Men det vil stadigvæk være der. Jeg bliver aldrig færdig” (Poulsen 2014: 50).

Nogle gange bærer forbrydelsen straffen i sig selv.

– Vi kan ikke komme igennem livet uden at pådrage os skyld over for andre mennesker
– vi kan ikke komme igennem livet uden at der er nogle, der skader os.

Den eneste vej ud i frihed er tilgivelse.

Tilgivelse er aldrig enkel, tilgivelse kan ikke sættes på en formel.
Selv om mange har forsøgt at definere hvad tilgivelse er, så vil selve tilgivelsen altid være større.
Vi kan ikke bestille tilgivelse – vi kan ikke lære at tilgive på et kursus, men vi vil her det kommende halvår have fokus på tilgivelse i et håb om du må finde vej ind i tilgivelsens befrielse.

Der vil undervejs være mulighed for samtale, sjælesorg, forbøn og skriftemål – arbejde med tilgivelsen er ikke bare teoretisk, men er liv. Hverdagsliv.

 

Både den forurettede og den, der forurettede ved at tilgivelse ikke er for tøsedrenge. Det kræver at tilgive – og det kræver at sone.
Tilgivelse koster – og soning er er smerte.
Soning skal gøre ondt.

Præsten, der dræbte sin kone og forsøgte at skjule drabet på forskellig vis, da han fik sin dom på 15 år lød der et ramaskrig: Det er for lidt. Det krænker vores retsbevidsthed.

I arresthuset i Hobro var der en af de ansatte, der sagde, at han ikke havde noget imod at tage sit jagtgevær med og så gå ned i gården med et par stykker af dem, der sad i arresten. Det ville også være godt for dem selv.

I Hebræerbrevet står der hvad man kan kalde en soningsteologisk grundregel: ”der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebr 9,22).

 Vi ved fra vores menneskeliv, at det er rigtigt: Det skal gøre ondt at gøre andre ondt.

Skal man sone, så er det ikke nok bare at afsone og sidde og tælle ned fra 1 år til 15 år, men det skal gøre ondt. ”der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebr 9,22)

I Det gamle Testamente læser vi det for fuld udblæsning:

Prøv forestil jer, at I kommer ind i templet i Jerusalem på en hvilken som helst dag.
Prøv tænk på alle de dyr, der bliver båret hen for at blive slagtet… ikke for at blive spist af mennesker, men for at blive ofret til Gud… vel at mærke den levende Gud.

Da Kong Salomon skulle indvie sit tempel blev der ofret hundrede tyve tusinde dyr (1 Kg 8,63). Templet er foruden at være Guds sted også et dødens sted – der er blod og luften er fyldt med røg fra brændt kød. Pøj!
Og efter at man i hundredvis af år har ofret dyr på dyr, så afsløres der sidst i Bibelen: “blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort”. Det konstaterer forfatteren af Hebræerbrevet “blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort”.

Hvad skal så alle de mange ofringer til for?

 

 

 ”I ofringerne ligger en årlig påmindelse om synder” (Hebr 10,3). Det handler om den årlige Store forsoningsdag. Men i ofringerne ligger der en påmindelse om synder. Det var slet ikke meningen, at ofrene skulle fjerne synden – det skulle hellere være en slags reminder om synden. De skulle tjene som en pædagogisk påmindelse om at synd og død hænger sammen. Ethvert offer erklærede det og ethvert offer fortalte den samme historie: Man kan ikke synde uden at det fører død med sig. Det var brændt ind i blodet på folk og røget ind i ethvert lyttende hjerte: Synd er alvorligt – hvert eneste dødende dyr betød at et liv blev bragt til afslutning. Synd er alvorligt – det er et forspildt liv.

Og derfor hader Gud synden. Gud hader synden, for han ved hvad synden gør ved os. Den ødelægger os og vores verden. Bare et enkelt kig i avisen viser os med al ønskelig tydelighed hvad synden gør ved os mennesker som individer, hvad synden gør ved os som nation og hvad synden gør ved os som menneskehed. Det ser Gud også, og derfor hader han synden, for han elsker os, og hader alt det, der ødelægger os. Der findes intet, der kan få Guds vrede til at flamme op i ødelæggelse, som synd. Gud og synd kan ikke være sammen. Så hellig er Gud, at alt synd og al ondskab i nærheden af ham dør. Det fortæller os noget om hvor alvorlig synd er. Synd kræver altid død – Gud citeres i profeten Ezekiels bog for at sige: ”Den, der synder, skal dø” (Ez 18,4).

Syndens løn er død – siger Paulus. Synd er ikke bare noget, der skal tages let på, nej synd er majestætsfornærmelse mod den mægtigste konge, universets herre. Er der en synd, så kræves der død – det kræver Guds hellighed og retfærdighed.
Synder du, uanset hvad, så kræver det, at nogen dør. Der findes ingen større eller mindre synder i den sammenhæng. Måske har synden større eller mindre konsekvenser for dine medmennesker, men prisen for en synd er det samme: Død. Og derfor hader Gud synden og derfor ”der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebræerbrevet 9,22).

Synd er spildt liv – dit spildte liv. Hver synd er også en majestætsfornærmelse mod den evige Gud. Og derfor kan Gud ikke bare lade din synd være ustraffet, fordi hans majestæt, hans ære, hans storhed vil blive krænket, hvis han så igennem fingre med synden. Gud, ikke mennesket, er centrum for al virkelighed – derfor er en synd, en synd imod ham, for han har som skaberen af alle ting, retten over alle ting. Han har en ukrænkelig retfærdighed og ære.

Ved vores synd foragtede vi Gud,
 vi nedgjorde ham,
vi trampede på hans ord og hans herlighed ned i snavset.
Al synd er foragt for Gud, før den er til skade for mennesket.
Al synd viser os, at vi ønsker flygtige fornøjelser frem for den evige glæde ved Guds fællesskab.

Så derfor har han båret over med synden – indtil et vist tidspunkt. Derfor har han stillet sig tilfreds med ofrene i templet, selv om de ikke fjernede synd og urenhed. Men der kom et tidspunkt, hvor Gud ikke længere kunne eller ville holde denne vrede tilbage over synden. Vi kender tidspunktet og stedet for Ground Zero, hvor Guds retfærdige vrede ramte menneskeheden: Golgatha.

 

 

Paulus skriver i Romerbrevet: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.  Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus” (Rom 3,22b-26).
Gud bar over med de tidligere syndere – lige indtil et punkt. Men i stedet for dig, hang Jesus på korset.

Hvad alle de andre ofre i tempelet ikke kunne skaffe – det skaffede Jesus på korset.
Men så meget skulle der altså til.
En retfærdig og syndfris død – ja, Guds død.
Gud pint, hånet og dræbt for dig og mig.
Men så var der heller ikke brug for flere ofre – Jesu offer var det sidste, for det fjernede alt synd.

Gud er en frelsende Gud – det er det dybeste i ham. Tanken om at et eneste synder skal gå fortabt ridder ham som en mare. Og samtidig kunne han ikke lade synden forblive ustraffet. SÅ derfor: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes men have et evigt liv”.

Ordet “han gav” betyder lidelse. Vi tænker meget på Jesu lidelse, men har vi nogensinde tænkt på Gud fars lidelse. Her tænker jeg ikke at hvad der skete med Jesus, det skete også med Gud, fordi Jesus er Gud. Det passer… men jeg tænker også, at Gud led som Gud Far, da Gud søn døde på korset.

Jeg kan huske, hvordan det blev så overvældende for mig, da jeg blev far for første gang i 2007. Dette kendte bibelvers blev pludselig meget dybere. En far, der gav sin søn? Ofrer sin søn? Det er simpelthen ikke til at forstå. Der står ikke, at Gud mistede sin søn – der er mange mennesker, der har mistet deres barn ved en ulykke eller sygdom. Men Gud mistede ikke bare sin søn, men gav sin søn. Hengav sin søn.

Lad os prøve lave et tankeeksperiment – du har en søn.
Kunne du forestille dig, at give din søn til en menneskepøbel, så de kunne gøre ved ham, som de ville?
Kunne du stå i et vindue i dit hus og bare stå og kigge på, at en vred menneskepøbel spyttede på din søn, slog din søn, mishandlede din søn og til sidst dræbte din søn  
– kunne du bare stå og kigge på, også selv om du havde mulighed for at stoppe det i løbet af ingen tid?
`NEJ!
Gud kunne let have stoppet det – men han gav – fordi han elskede os.

Det er så hovedrystende, at det overgår den menneskelige forstand – at det blive Guds søn, der skulle ofres. Det er jo nærmest guddommelig vanvid – men det kalder vi det ikke her inde i kirken. Vi har et græsk ord for ordet ”guddommelig vanvid” – det er ordet evangelium. Og oversat direkte, så betyder det ”Et glædeligt budskab”.

En indisk konge havde en statsminister, der blev kristen og bekendte sin tro for hele folket. Han fortalte kongen, at han troede på en frelser, der var kommet til verden for at frelse syndere. Kongen ville afskedige ministeren på grund af hans kristne tro, men lovede dog at beholde ham, hvis han kunne besvare et spørgsmål: Når jeg vil have noget udført, siger jeg det til min tjener. Hvorfor skulle kongernes konge komme til jorden i egen høje person? Hvorfor lod han ikke bare nogle tjenere gøre det nødvendige?”

Ministeren bad om et døgns betænkningstid. Han lod en dukke fremstille og klæde på, så den lignede kongens toårige barn. Mens kongen var på rotur, blev dukken på et aftalt tegn fra ministeren kastet i vandet. Kongen sprang straks ud og svømmede hen til det, som han troede var sit barn.

Bagefter spurgte ministeren, hvorfor kongen selv var sprunget i vandet, han kunne jo bare have ladet en af sine tjenere gøre det. “Mit faderhjerte tvang mig til det” svarede kongen. Da forstod han også, hvorfor Gud selv måtte stige ned for at frelse menneskene. Sådan er Guds faderhjerte også i dag overfor alle mennesker – fyldt af kærlighed. Guds faderhjerte drev ham til at ofre sig selv for vores skyld. Han gav sin søn hen i døden for os, for at vi kunne leve – leve til evig tid.

 

 

Der er mange synsvinkler vi kan lægge på korset. Men en enkelt lyder:
Gud kunne have valgt at straffe alle onde mennesker, alle mennesker, der har gjort noget forkert.

Men i stedet sendte han sin søn, der døde på korset.
Og nu kan vi være fri.
Nu kan jeg være fri.
Nu kan du være fri.

På korset så Gud på Kristus og så dig
– nu ser han på dig, og ser Kristus.

Din synd blev tilregnet ham -hans retfærdighed blev tilregnet dig.

Det kostede Gud sin søn.

Resultatet er: Du er en tilgivet synder – grib ud efter det.

Tag imod det.
Lev i det.
 Du er en tilgivet synder.

Lad det være baggrunden for det næste halvårs tema: Tilgivelse.
Du er en tilgivet synder.

”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

 

---

Tale holdt i Ansgar, Haderslev den 12. august 2021