Tabu – om skismaet mellem at frygte døden og ønske døden!
Lige lidt om mig selv
Mit navn er Kim Legarth – jeg er 34 år, født i Odense og har nu været præst i 7 år, hvoraf de 6 år er tilbragt som præst i Horne og Asdal ved Hirtshals.
Jeg er gift og har en dejlig dreng, Josva. Jeg lever på mange måder i en smørhul og har gjort det i mange år – så tankerne om at se døden som noget ønskeligt, har aldrig strejfet mig.
Jeg er præst! Jeg er ikke psykolog – jeg ved stort set ikke noget om psykologi, andet end det jeg har lært ved at snakke med mennesker.
… jeg kan noget, som en læge og en psykolog… eller andet indenfor sundhedsbranchen ikke kan – vi har et lidt længere perspektiv end nogen andre.
Jeg er præst – jeg er kristen. Og det vil sige, at mit udgangspunkt ikke er en sundhedsfaglig ting, men at det er min erfaring med Gud og mine medmennesker – både privat og i mit arbejde som præst. Og de eksempler, jeg bruger er blevet sløret og anonymiseret så meget, at I ikke kan finde frem til hvem, jeg taler om. Men samtidig er det vigtigtste i deres fortælling holdt fast.
Jeg håber, at det her bliver et oplæg, der bliver afbrudt en masse gange, så vi kan få en snak igang, så vi alle sammen går beriget hjem.
For jeg ligger inde med noget viden og oplevelser, og I ligger inde med viden og oplevelser… så hvis vi kan være rundhåndet og dele ud af det, vi har, så vil det jo ikke være så tosset.
Min holdning til livet er, at det er smukt og at det er en stor gave, som vi har fået af Gud. Jeg har en Gud, som jeg også må se som min far, og hvor jeg må leve i tryghed. Jeg har det også sådan, at livet er værdifuldt og værd at leve og skal leves, også selv om det er fyldt med smerter og lidelse.
Knappen
Det kan jeg naturligvis godt sige – mig, der aldrig har oplevet virkelig smerte og modgang på min egen krop. Tanken om at vælge døden eller se døden som noget attraktivt for mig selv, har aldrig været i nærheden af at blive tænkt. Det tætteste jeg har været på det var, da min kone fødte tvillinger 3 måneder før tiden – altså alt alt for tidligt. Den ene af disse to, pigen Anemone, døde efter lidt over et døgn. Der er vel ingen grund til at fortælle, at vore liv lå i ruiner, for det gjorde de. Jeg kan huske at jeg manglede en knap ude ved elevatorene, for der var en knap med skriften “op herfra” og en “ned herfra”… men jeg manglede en knap, hvor der stod “væk herfra”. Ikke sådan bare fysisk væk fra sygehuset, men komme væk fra alle problemerne, væk fra kuvøserne, væk fra døden… Tanken om selvmord var overhovedet ikke til stede, men tanken om bare at forsvinde for en kort stund var til stede… havde det ikke lige været for den lille tapre dreng, der lå i sin kuvøse og ikke havde andre her i livet end mig og hans mor.
Jeg synes faktisk det er blevet et ret godt billede – sådan en knap med ordene “væk fra det hele”. For nogle mennesker er den knap, “væk herfra”, forbundet ikke med at søge ud på gaden som vagabond og så på den måde stikke af fra smerterne, problemerne… nej, for måske bærer de i sig selv årsagen til at de har smerter og problemer. Så de kan simpelthen ikke bare rent fysisk stikke af, for nissen flytter med. For dem, er knappen “væk fra det hele” forbundet med døden. Væk fra det liv, der ikke føles som nogensomhelst gave.
Digteren Mads Nielsen, I ved ham, der også skrev befrielsessangen “En lærke letted” skriver et sted:
Hver dag er endnu en gave
hvis rigdom vi ikke ved
en nyskabt verden ned alt det
umuliges mulighed.
Vi skal her i formiddag være sammen under overskriften “skismaet mellem at frygte døden og ønske døden” om det, at ikke alle mennesker ser en ny dag som en gave, ja, den nye dag kan måske endda føles som en plage. Endnu en dag med smerte. Endnu en dag, hvor hovedet ikke kan få ro for de tusindevis af tanker, der er ved at sprænge hovedet i stumper og stykker. Endnu en dag, hvor jeg er på flugt fra en fortid. Åh nej, ikke endnu en dag – lad mig dog komme væk. Og nogle kommer så langt ud, at døden pludselig er attråværdig, for den kan give mig ro. Den kan en gang for alle fjerne mine smerter, som jeg simpelthen ikke kan holde ud længere.
Døden i Bibelen
I mit arbejde støder jeg meget ofte på døden – heldigvis er det oftest det gamle menneske. Få af dem dør på sygehuset, de fleste dør enten på plejehjememt eller i deres hjem og lejlighed, hvor de – som det hedder – sover stille ind. Omkring dem sidder de voksne børn, og skiftes til at holde den dødende i hånden – den dødende, der vågner og kigger lidt rundt på sine børn, for så at falde i søvn igen… og pludselig vågner mor så bare ikke igen fra de småblund. Jeg har talt med mange mennesker, der har siddet ved siden af deres far og mor i de sidste døgn.
“Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt
og sæt dig ved min side
og tal til mig som ven med ven
om hvor vi snart skal ses igen
og glemme alt vort kvide”
Mor sover… hun trækker vejret ureglmæssigt… der går længe mellem hver indånding… vejrtrækningen stopper – mor er død. Jeg tror nok, at vi alle vil være enige i, at det er en smuk død. Sørgelig – ja, for det er mor, der ligger og er død… men alligevel – det kunne ikke være bedre.
Selv om ordene “smuk” og “død” ikke burde høre sammen… men alligevel: Det er en “smuk død”, når vi nu lever i en verden, hvor døden er naturlig, for den er ikke naturlig. Bibelen fortæller os, at da Gud havde skabt alt, og set, at det var godt… så gik det galt, og døden kom ind i verden.
Første gang vi hører om døden i Bibelen er det som en trussel fra Gud, at i det øjeblik, at Adam og Eva spiser af træets frugt i Edens Have, da skal du “dø døden”, som der egentlig står i den hebræiske tekst. Eller: Spiser du, da er døden der vis og sikker. Døden er en straf.
I kender historien – Adam og Eva spiser… men de dør ikke døden… de bliver godt nok smidt ud af Edens Have, men de dør ikke døden, men den lå i dem, den ventede på dem. Men vi skal ikke mange sider om, før døden viser sig, men da er det ikke dem selv, men et af deres børn, endda på en meget modbydelig måde: et mord. Et brodermord. Kain slog sin bror Abel ihjel.
Døden hav de krævet sit første offer – døden var kommet ind i verden. Døden var kommet ind i verden som en konsevens af døden – også som en måde at begrænse syndens effekt på. At der er en naturlig afslutning på synden – døden siger: Hertil og ikke længere.
Bibelen beskriver døden som noget naturligt fra da af: “Vel skal vi alle dø og blive som vand, man hælder ud over jorden, det kan ikke samles op igen” (2 Sam 14,14). Det er noget, naturligt, som ligger et eller andet sted ude i fremtiden. Vi aner ikke, hvornår vi skal dø – det får den store Kong David fra Det gamle Testamente til at udbryde: “Der er kun et skridt mellem mig og døden” (1 Sam 20,3). Så tæt er døden på enhver af os, at der kun er et skridt mellem os – livet er skrøbeligt, så et forkert trin og vi kan havne i hænderne på døden.
Døden kommer, når Gud ønsker det, for ligesom enhver anden ting i livet, har sin tid, sådan har døden det også.
“Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred.” (Prædikernes Bog 3,1-8)
Gud bliver præsenteret som ham, der bestemmer over liv og død. Bestemmer over, hvornår vi skal dø – det er ham, der har givet os livet, og det er ham, som vil tage det fra os igen. Det koster ikke Gud nogen større anstrengelser, ligesom da han skabte os: “Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tøre ind, blomsterne visner” (Es 40,6).
Gud er herre over liv og død – så derfor er det også forkert at tage et liv. Et af de ti bud hedder kort og godt: “Du må ikke slå ihjel”. “Du må ikke begå drab”. Og derfor – siger mange -er det også forkert at begå selvmord, for det er netop at begå et mord på sig selv, og det er en synd. Ja, en synd, som man ikke kan få tilgivelse for, fordi man jo ikke kan bede om tilgivelse, fordi man er død, når den er begået. (XXX) Men det kan vi vende tilbage til….[1]
Ønsker døden
Bibelen siger, at det er Gud, der er herrer over liv og død – og ham, der i sidste ende siger: Hertil og ikke længere.
Men vi ved også, at der er mennesker, der længes efter døden, netop fordi døden siger hertil og ikke længere. Smerten når hertil og ikke længere. Sygdommen når hertil og ikke længere. De onde tanker når hertil og ikke længere.
Vores første tanker er naturligvis selvmordet, at man tager sit eget liv, og da livet ikke er noget, man kan tage, men noget man kan få, så mister man livet, når man tager livet. Man dør.
Går man tilbage i historiebøgerne, så dukker der tegn på selvmord og ønsket om at dø – de dukker op i de tidligste skrifter. For 4000 år siden skrev en ægyptisk digter om sin fortvivelse i fire korte digte. Digtene afspejler et depresivt, måske endda psykotisk sind. Han skriver:
“Se! Mit navn er afskyet
Se! Mere end stanken af ådsel
på hede sommerdage
…
Døden er foran mig i dag
som en mand længes efter at se sit hjem
når han har været fængslet i årevis”.
Og han sammenligner døden med duften af myrra og duften af en lotusblomst. Altså noget han længes efter og synes er smukt. Bibelen er en bog til mennesker om mennesker og Gud, så derfor kan man også læse om længslen efter døden, at man simpelthen er nået et lavpunkt i sit liv.
I Bibelen læser vi om en mand, der hedder Job. Han har den ene modgang efter den næste, og han holdt fanen højt hele vejen igennem, og kunne sige “Herren giver, Herren tager, Herrens navn være lovet”, han var ramt af sygdom og fattigdom, så selv hans kone tilsidst opgav på hans vegne: “Forband Gud, og dø” (Job 2,9). Men lige netop, som han tror, at nu er han nået bunden, nu kan det ikke blive værre… ja, så tager den lige en tand til, så det faktisk bliver alt for meget for ham – nu var han så langt ude, at selv hans tro ikke kunne hjælpe ham.
Gid den dag, jeg blev født, var slettet, den nat, da det lød: En dreng blev undfanget! Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv? Jeg kunne have ligget i ro, jeg kunne have sovet og fundet hvile Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned, som børn, der aldrig ser dagens lys? Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede,
til dem, som længes efter døden, der ikke kommer, som søger den mere end nogen skat,
som glæder sig og jubler og fryder sig, når de finder deres grav, til en mand, hvis vej er skjult, og som Gud spærrer inde? Mine suk er blevet mit daglige brød, min stønnen vælder frem som vand. Det, jeg frygter for, rammer mig, og det, jeg gruer for, kommer over mig. Jeg får ikke fred, ikke hvile, ikke ro for den rædsel, der kommer. (Job 3)
Mange af de store personligheder i Det gamle Testamente har også været tynget af selvmordstanker, hvor den største af dem er Kong David (Salme 13,2-4) og der er endda også skrevet om syv, der rent faktisk også begår selvmord (Et på grund af ære (Dommerbogen 9,52-54), en på grund af hævn (Dommerbogen 16, 25-30), en på grund af nederlag og afvisning (1 Sam 31,4), en på grund af afmagt og som en slags impulsiv idé (1 Sam 31,5), en fordi han var blevet tilsidesat (2 Sam 17,23), en i oprør (1 Kg 16,15-20) og en på grund af depression i kølvandet på materialisme og skyld (Mat 27, 3-5).)
Den psykiske lidelse
Men hvorfor ønsker man at dø ved at tage sit eget liv? Ja, dem det lykkes for – kan man af gode grunde ikke spørge. Og det er ganske få, der efterlader sig afskedsbreve. Det andet sted, hvor jeg var præst, var der en ung pige på 12 år, der begik selvmord… det sidste hun skrev til sin kære farfar var en SMS: “Farvel” XXX
Men de der gør, og forklarer hvorfor de vælger at tage livet af sig selv, ja, de har alle gode grunde til selvmord, eller i det mindste synes det sådan for dem, der søger det – de synes, at de har alle gode grunde for at dø… men det hele bliver så igen så kompliceret, for de fleste ville have endnu bedre grunde til at forblive i live og gør.
En har skrevet “Selvfølgelig ønsker jeg ikke at dø, men det er smerteligt at leve” (87). Nogle andre: “Jeg kunne ikke udholde det mere”, “Jeg er træt af at leve”, “Der er ingen grund til at fortsætte”. “Det er bare fordi jeg ikke har kunne kommet overens med livet som sådan. Gud være min sjæl nådig”. En stor digter, jeg husker ikke navnet på vedkommende, skrev “Somme tider formørkes geniet og synker ned i sit hjertets mørke brønd” (s. 82).
En af mine rigtige gode venner, lider af skizofreni, og har også i sine slemmeste perioder været selvmordstruet… havde lyst til at skærer pulsåren over, tanken om at han så ville dø, var så slet ikke indefor hans horisont. Jo, nogle gange ramte tanken ham, at “jamen, jeg kan da også ligeså godt få afsluttet det hele”. Men oftest var det sådan, at han havde lyst til at skære i sig, for at flytte fokus fra hovedet og alle de slemme tanker der var dér, og så over på noget helt andet, kroppen, smerten. Ikke at det hjalp, for det var heller ikke til at være i kroppen – ja, han kunne ikke være nogen steder.
Fælles for de fleste selvmord og selvmordsforsøg er, at dem, der ønsker at dø, på en eller anden måde er psykisk ødelagt – så det er ikke sært, at en bog om selvmord hedder “Når mørket sænker sig”. Pludselig kan man altså møde så meget mørke, at man ikke kan tænke klart og problemerne vokser en over hovedet. Selvmord er ligesom når man er ved at tabe et parti skak, og man så skubber alle brikkerne på gulvet – det løser ikke problemerne, men det for problemerne til at forsvinde.
Den fysiske lidelse
For tre uger siden kunne man i TV2-nyhederne følge en uhelbredelig syg mands sidste tur ned igennem Europa og til Schweiz, hvor det er tilladt med aktiv dødshjælp.
Det var udsigtsløst for ham – han ville dø snart, og lidelsen ville ikke være til at holde ud. Da vi ikke tillader aktiv dødshjælp herhjemme, var han nødt til at betale en masse penge og altså dø i et fremmed land, langt hjemme fra.
Grunden til at han ønskede at TV2 skulle følge med ham på hans sidste rejse, var at han ønskede en debat omkring aktiv dødhjælp. Det lykkedes så ikke – den var i hvert fald meget kort. Men han argumenterede med, at hvis han havde været en ko, med samme lidelser, så ville man give dens ejer en bøde for ikke at få den slået ihjel. Men vi mennesker, må åbenbaret godt lide – så vi er faktisk bedre og mere human overfor dyrene end vi er overfor os selv.
Jesus bliver på et tidspunkt i Bibelen spurgt: hvad er det største bud i loven, og han slår to bud sammen. Budet om kærlighed til Gud og kærlighed til vores medmennesker. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Dernæst kommer: ”Du skal elske din næste som dig selv” (Mark 12,30-31).
Vi skal altså elske vores næste som os selv! Er det næstekærligt at lade et menneske ligge i respirator, eller holdt kunstigt i live på en eller anden medicinsk måde – og dermed forlænge det menneskes lidelser? Er det næstekærligt at sætte en stopper for det liv eller er det næstekærligt at lade kroppen give efter lidt efter lidt? Men de ti bud er jo ret klarer hvad det angår ”Du må ikke begå drab”.
Men samtidig må vi sige, at den medicinske udvikling er så langt fremme, at vi kunstigt kan holde mennesker i live, som førhen var døde helt af sig selv tidligere. Vi er blevet bedre til at holde folk i live, men ikke til at give dem en fremtidsudsigt, men tværtimod bare en udsigt til at kroppen til sidste trods medicin og maskiner giver op. Og det rejser jo store etiske spørgsmål – er aktiv dødshjælp imod budet? På den ene side ”jo det er imod budet”. På den anden side: Er det næstekærligt at blive ved med at holde dødens nådige lindring væk?
Jeg er modstander af dødhjælp – også fordi jeg klammer mig til livet længere end jeg kan tillade mig det. Hvornår er en livsforlængende og livsopholdende behandling meningsløs, og hvornår er den ikke? Og det bliver jo heller ikke nemmere at tage stilling til de her ting, når jeg samtidig er så naiv, at jeg tror på en Gud for hvem intet er umuligt. Heller ikke helbrede et dødsstemplet menneske.
Jeg er modstander af aktiv dødshjælp, for er det ikke en glidebane – hvor stopper det? Først er det de døende, dernæst er det måske de håbløst syge – hvem bliver de næste? Og godt nok er diskussionen nu om samfundet skal kunne tilbyde aktiv dødshjælp, men kunne vi tænke os en situation, hvor samfundet påbød aktiv dødshjælp… ”vi har ikke råd til at holde vedkommende i live længere”.
Jeg er modstander af aktiv dødshjælp, men jeg er en tøvende modstander. For jeg kan nok være modstander før jeg står i sådan en situationen. Jeg kan nok stå her i dag og være modstander, og så komme hjem til en sød og rask kone. Men hvad i det øjeblik det rammer mig eller en af mine kære? Hvad om jeg vågner i morgen og knap nok kan bevæge mig – eller trække vejret? Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg håber, at det at jeg har gjort mig tanker om det nu – kan give mig styrke, når jeg måske ikke tænker så klart. Jeg håber først og fremmest, at samfundet vil tage vare på mig, når jeg ikke selv kan. Jeg håber først og fremmest på at have en støttende familie, der vil sidde ved min side, holde mig i hånden, bede, når jeg ikke selv kan. For jeg tror ikke på aktiv dødshjælp, men jeg håber på en aktiv livshjælp. Reformatoren Matin Luther skriver i sin forklaring til budet om ikke at slå ihjel: ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke skader vores medmennesker eller gør ham noget ondt. I stedet skal vi hjælpe ham og vise omsorg for ham”.
Jeg håber på aktiv livshjælp, så jeg må få en værdig afslutning blandt dem jeg elsker. Vi skal ikke fælle den endegyldige dom over hinanden, og sende hinanden ud på den sidste rejse. Vi skal hellere give hinanden følgeskab til det sidste.
————————————-
Opsummering
Så der er to hovedgrunde til at man kan ønske døden: Begge har at gøre med sygdom, om den så er fysisk eller psykisk.
Men et er, at man længes efter døden, der er også noget i de fleste af os, der frygter døden – eller i hvert fald, der er noget, der gør, at vi ikke bare vælger døden.
Frygten for tilintetgørelsen
Min ven, der lider af skizofreni skrev til mig:”Jeg har altid været bange for at dø, fordi jeg ikke vil forsvinde og ikke eksistere mere. Jeg tror jeg er bange for at skulle være væk, og samtidig være alene”.
Hvis det passer, det vi læser i Bibelen, så vil ingen nogensinde være alene – heller ikke i døden. Kong David skriver i Det gamle Testamente:
“Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast” (Sl 139, 7-10).
I Det Nye Testamente læser vi om Jesu død og opstandelse, og derefter mister døden sin endegyldige betydning. Den omrejsende forkynder, Paulus, skriver i et af sine mange breve: “Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?… Gud ske tak som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus” (1 Kor 15,54-57). Bibelen fortæller os, at vi ikke bare er som vand, der bliver hældt ud på jorden, og ikke kan samles op igen … men at enhver af os, vil blive samlet op igen. Hver eneste søndag bekender vi i kirken, at vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Vi tror, at vi vil leve for evigt – og har vi levet her på jorden med Gud, så vil vi også leve i evigheden med ham.
Salmedigteren Grundtvig skriver
“Døden er den sidste fjende
vi med Gud skal overvinde”
Men døden er stadigvæk noget voldsomt og uhyggeligt – Grundtvig bruger et billede på det at døden indtræffer: Han siger:
Før døden med sin istap-hånd [fantastisk sigende billede, ikke: En istaphånd] gør skel imellem støv og ånd, bortvifter hjertets varme, indslumre skal jeg da med lyst, som barnet ved sin moders bryst, i dine frelserarme
En anden salmedigter, Brorson, piller alt det, man kan frygte, totalt af døden og står faktisk og griner af sin egen grav:
Mit hjerte i mig ler, når jeg min grav besér; ej blomsterdal, ej fyrstesal så tryg en seng mig vise skal. Min død er færgemand til livets faste land
Derfor er døden i sig selv ikke noget, vi skal frygte. Ja, Paulus skriver endda et andet sted: “For mig er livet [Jesus] og døden en vinding… Det trækker i mig fra begget sider [altså både fra livet og fra døden]. Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Jesus, for det er langt det bedste, men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer” (Fil 1,21-24).
Så døden som død er ikke noget vi skal frygte – der er en, der har sagt det så ligetil: Han frygter ikke døden, for når jeg er her, så er døden her ikke… men når døden er her, så er jeg her ikke. Og det er rigtigt, og så alligvel rammer han ikke hovedet på sømmet, når han siger det. For netop, vi er jo ikke nogle øde øer, som lever isoleret i forhold til hinanden…. sådan burde det i hvert fald ikke være.
Paulus glædede sig til at død, for så kunne han være sammen med Jesus i evigheden, men han havde stadigvæk en opgave her i livet, så det er mest nødvendigt at jeg bliver her… “af hensyn til jer”.
Jeg talte med en mand på omkring de 80, der lige havde fået at vide, at han havde kræft, og at der ikke var noget at gøre. Han kunne vælge en kur, der bare ville give ham en forringet livskvalietet den sidste tid, eller også kunne han lade sygdommen brede sig af sig selv, men så være nærværende de sidste dage han havde tilbage. Han valgte naturligvis det sidste. Men han sagde til mig: Ved du hvad – jeg har hele mit liv været nysgerig efter at undersøge ting… og det er jeg stadigvæk. Jeg er så nysgerig efter at se hvad der er på den anden side af døden. Hvad der venter mig efter døden”.
Vi skal ikke frygte døden, men vi skal heller ikke længes efter døden.
Frygten for hvad der sker med familien…
Så en af de ting, man kan frygte ved døden er ikke for mig selv – for når jeg er her, er døden her ikke og når døden er her, er jeg her ikke… men det er mine kæreste.
Jeg har læste en del afskedsbreve fra folk, der begik selvmord. Og noget af det, der gik igen var de pårørende – familien – vennerne, der blev ladt tilbage. En del skriver: Nu må du endelig ikke tro, at det er noget forkert du har gjort… for du har været mere for mig end man overhovedet kunne forvente – og du har hjulpet mig mere end man kunne forvente.
En gamel syg dame var også bekymret for sin mand – for hvordan i alverden skal han kunne klare sig, når jeg nu dør? Han har ikke lavet mad de sidste 40 år, hvor vi har været gift, så hvordan skal han klare sig?
Eller der er den ældre mor, der har passet en psykisk syg søn derhjemme, og måske endda holdt sig længere tid i live end “normalt”, for at kunne tage sig af sin søn. Og når så moderen dør, så ser de andre søskende pludselig hvor syg deres bror egentlig var, og hvor meget deres mor egentlig gjorde.
Den religiøse frygt
En gammel mand – bange for at blive dømt til helvedes pinsler.
Ikke længes ikke frygte
Jeg kan godt se, at der er et dilemma: Længslen efter døden, frygten for døden. Og der kan man jo så sidde fast – i en mellemting og derfor heller ikke nyde det liv, man har fået. Man kan ikke, når man sidder fast i det dilemma. Der kan være nok, der gør, at man kan ønske døden – og der kan på den anden side være nok, der gør, at man ikke vælger døden, fordi man frygter døden.
På den ene side vil jeg sige: Der er ingen grund til at frygte døden – i hvert fald, hvis man er kristen og tror på Jesus, så er der ingen grund til at frygte døden. For han vil tage imod enhver troende og så står der “han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller pine skal være mere. for det, som var før, er forsvundet” (Johs åb 21,4). Der er ingen grund tilat frygte døden – der er ikke en tilintetgørelse, og tror man på Jesus, så vil man leve resten af evigheden sammen med ham.
Så er den ene side af dilemaet væk – dvs. nu kan man så vælge døden, hvis frygten er væk. Nej, man skal ikke vælge døden, fordi man frygter døden, men man skal vælge døden fra, fordi man elsker livet. Men hvad så med smerten, hvad med problemerne, hvad med… alt det, der gør, at jeg længes væk fra livet?
Ja, der er det, at vi som medmennesker kommer ind i billedet – der er det, at sundhedsvæsenet kommer ind i billedet – det er det, at jeg som præste kommer ind i billedet. For at vi må kunne hjælpe og hjælpe hinanden til at se livet som noget værdifuldt. Som en gave. Som en opgave. Som en velsignelse. For det er ikke sådan, at der er mennesker, der ikke er brug for… det tror jeg simpelthen ikke på. Det kan godt være, at man er i en periode af ens liv, hvor man har brug for rigtig meget hjælp for at komme videre… og man så dér kan føle sig overflødig og som en klods om benene. Men jeg tror ikke at der er nogle mennesker, der ser deres nærmeste som en klods om benene og som overflødig. Og jeg tror, at har man så fået den hjælp man har brug for, så er man også dér et værdifuldt menneske, der kan hjælpe andre.
Hvem er det, der bedste kan hjælpe andre? Er det sådan en som mig, der så godt som ingenting har prøvet her i livet, eller er det et menneske, der har været igennem hele møllen, og stadigvæk er i live? Er det succeshistorien eller er det ham eller hende, der har været en fiasko?
Jeg tror virkelig, at vores tro på Jesus kan hjælpe os – at Jesus kan hjælpe os. Han siger i et af mine yndlingssteder: Kom til mig, alle I som er trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile”… kom til mig.
En af mine gamle klassekammerater i gymnasiet ligger for døden lige nu – kræft i leveren. Den kemoterapi, der kunne udskyde døden, kan hun ikke tåle, så lige nu får hun bare det bedste ud af det, trods smerter og udsigten til den tidlige død. Men hun er rolig – vel er det forfærdeligt, især for hendes mand og deres to små børn… hun er på alder med mig. Men hun hviler i troen på Jesus – hun kan ikke forstå Gud, forstå hvorfor det her sker… men hun stoler på ham alligvel.
Hun frygter ikke døden, men ser den som en befrielse for sine smerter og som en indgang i evigheden.
Den ven, jeg har, der lider af skizofreni og frygtede døden og samtidig ikke kunne holde ud at leve har skrevet det her, som jeg gerne vil afslutte med:
Nu jeg er kristen holder jeg mig fast i Guds løfte om, at vi skal leve evigt hos ham (siger jeg til tankerne når de dukker op).. det er min måde, og den virker egentlig næsten altid, så dét er skønt! Tænk at Gud kan hjælpe, når alle tanker er tænkt og alle forslag forkastet. Så kommer Gud, og Hans løfter er stærkere end al angst og al nød.
Hvor har det også hjulpet at møde kristne, som har tænkt over tingene, og som ærligt kan sige, at de ikke er bange for døden. Det har flyttet min angst meget på afstand!! Min præst er en af dem. Han fik mig til at grine, for da jeg spurgte om han var bange for at dø, sagde han : Nej da? Hvorfor tror du at jeg skulle være bange for det? – – Hold op..jeg lo, for tænkte jeg: “Ej hvor befriende!!!!”
Afslutning
Jeg vil gerne slutte af med Mads Nielsens digt:
Hver dag er endnu en gave
hvis rigdom vi ikke ved
en nyskabt verden ned alt det
umuliges mulighed.
[1] selvmord – ingen religiøst eller kulturelle sanktioner knyttet til selvmordene, der er beskrevet i Bibelen. Men kristendommens historie bød på strengere Du må ikke begå drab – Augustin skrev: Selvmord kan aldrig retfærdiggøres. Stred mod budet om drab. Luther: Selvmord var djævelens værk, en af de utilgivelige synder.
