Jeg vil gerne begynde med at sige det forbudte ord ”synd”. Vi bryder os ikke rigtig om at snakke om ”synd” og ”synder”, og hvorfor? Det er jo ikke et sjovt emne, dystert. Det kan også hurtigt komme til at handle om at pege fingre, handler om at dunke andre i hovedet med deres fejl, det handler om social kontrol, det handler om de rigtige og de forkerte, og sjovt nok, så er jeg meget ofte på de rigtiges hold.
Så det er en af grundene til at vi ikke kan lide at snakke om ”synd”, jeg skal ikke dømme, det lader jeg ”Vorherre” om at gøre.
Lad os nu sige, at i dag handler det ikke om ”de andre”, det handler om dig og mig. Lad os prøve lade være med at snakke om synd, som om det handler om ”de andre”. Lad os prøve at pege fingeren væk fra de andre og ind på os selv.
Og det mærkelige er, at vi ikke selv der helt kan lade være med at sammenligne os med de andre.
I den forgangne uge så jeg en udsendelse om kristenlivet i Vestjylland. Det var et fantastisk tidsbillede fra 1986. En gammel kone blev interviewet på plejehjemmet og hun sagde: Jeg har nok i min grønne ungdom også været med …. ” og så holdt hun en lille pause ”ret og slet i balsalen, men IKKE de offentlige, kun de indbudte”.
På den ene side, så fortæller hun, at hun sank så dybt, at hun gik ud og dansede i sin ungdom – men hun var ikke så slem, som så mange andre, for hun gik kun til dans til private arrangementer, ikke arrangementer, hvor alle og enhver kunne komme.
Det er ikke fordi jeg skal hænge hende ud, men jeg kender det fra mig selv: Jeg ved jo godt, at jeg ikke er perfekt, men jeg har aldrig lavet den slags fejl, som naboen har gjort… Der er altid nogen, der er værre end mig. Jeg ved jo, at jeg ikke er perfekt, men derfor vil jeg alligevel gerne holde en nogenlunde facade udadtil. For hvad siger de andre?
Lidt lige som gamle Stine – hun lå på sit dødsleje og havde tilkaldt præsten. Præsten sad ved siden af sygesengen og den dødende og afkræftede Stine lå i sengen. Hun ville betro sig til præsten en sidste gang:
– Jeg har været en meget stor synder i mit liv.
Præsten tog Stines hånd:
– Ja, det er rigtigt Stine, det er også hvad jeg har hørt.
Og gamle Stine løfter hovedet fra puden – pludselig var kræfterne tilbage i hendes stemme:
– HVEM har sagt det?
Synd er den store menneskelige fællesnævner. Der er mange forskelle mellem os mennesker, men der er en store fællesnævner: Vi er syndere. Nu kan jeg godt lide at samle svampe – men jeg samler sådan set ikke svampene. Svampen er nede i jorden, også plukker jeg det, som svampen skyder op af jorden. Sådan med synd. Der er handlingen, men handlingen er bare et symptom på at vi er synder. Synd er ikke kun handlingen, nej, synden er mere et rige, vi fødes ind i. Og det er så voldsomt, at det eneste, der kunne få os ud at dette rige, var at Gud blev menneske, levede, døde og opstod. Takket være Kristus er vi revet ud af dette mørke rige, da han døde og opstod.

Synd betyder adskillelse. Synden adskiller os fra Gud. Går vi ned i dagens billede med Jesus som vintræet og vi som grenene, så adskiller synden os fra vintræet og forhindrer os i at modtage den livgivende saft og kraft fra Kristus. Synden gør os ufrugtbare. Når vi lever i synd uden at erkende det, svækkes vores forhold til Gud og en dag vil vi faktisk ikke engang opdage det, for så er vi klippet af og ligger som den visne gren på jorden.
Så langt må det bare ikke komme. Her kommer skriftemålet og nadveren ind som en frigørende, rensende handling. Vi skal erkende og bekende vores synd, og så vil Gud rense os og beskære os og skære det væk, som ikke kommer fra ham. Skær det væk, som afbryder livsforbindelsen til dig. Gud lader din nåde bryde de lænker, der holder os tilbage fra at leve i din kærlighed. Og som kapper livsforbindelsen til dig.
Gud beskærer vintræet. Denne beskæring er ikke for at straffe os, men for at vi kan bære mere frugt. Når vi synder, kan vi med rette føle os adskilt fra Gud, men skriftemålet giver os muligheden for at lade Gud komme til og rense os og genoprette forbindelsen til ham. Det minder os om, at selv når vi falder, står Kristus klar til at løfte os op, så vi igen kan bære frugt til hans ære.
Det er en mulighed for at anerkende vores svagheder og tage imod Guds styrke. Vi skal leve et liv, hvor vi konstant søger at blive fornyet i Kristus, ligesom vintræet konstant renses for at forblive sundt. Lige som en gren hele tiden suger næring og kraft fra træet. Det er ikke en engangshandling, men en proces.

Men kan vi ikke bare nøjes med at gå til nadver? Det er et rimeligt relevant spørgsmål. Sker der ikke det samme ved nadveren? Jo, når vi spiser brødet og drikker vinen, modtager vi det som en påmindelse om Jesu offer for vores synder. Nadveren er en konkret handling, hvor Gud rækker os nåde og tilgivelse, og vi kan gå derfra som tilgivne syndere.

Men nadveren er også den kristnes festmiddag. Det er et fællesskabsmåltid. Nadveren springer tid og sted og binder os sammen med hele Guds kirke, både de levende og de døde. Vi kommer som vi er, og Gud serverer det bedste for os. Og i denne middag er der ikke tale om hurtige snacks, men om det fineste måltid: Kristi legeme og blod. Det er lidt som en evig invitation til et festmåltid, der aldrig slutter.

Så ja, vi kan godt ”nøjes” med at gå til alters, men i dag flytter vi nadverens tilgivende budskab og flytter det over i skriftemålet. Går du til skriftemål om et øjeblik, så vil du konkret høre over dig: “Jeg tilsiger dig dine synders nådige forladelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. Dig – dig – dig – du modtager ikke bare Guds løfte om tilgivelse, du får den tilsagt. Du er tilgivet, du er løst fra syndens bånd.
Så det vil sige, at når du så vender tilbage til alteret efter skriftemålet til nadveren, så behøver du ikke længere være tynget af din skyld, for du er allerede frigjort ved Guds nåde. Nadveren er ”befriet” som bærer af tilgivelse og nu er det alene evighedsfesten tilbage. Du kan gå til alters med glæde, fordi du har fået dine synders forladelse. Det, som begyndte i skriftemålet med anger og erkendelse, slutter med en fejring af Guds nåde ved alterbordet.
Så lad os gå til alters to gange i dag. Den første gang – for at høre: Du er tilgivet. Uanset hvad du har med dig: Jeg tilgiver dig, siger Kristus.
Og anden gang med hjertet fyldt af taknemmelighed og mundvigene trukket op i et smil – for vi går som tilgivne syndere til Guds festmiddag.  I dag kan vi virkelig gå herfra med lettede hjerter og smil på læben, som om vi har vundet i lotteriet – for det har vi faktisk! Vi har vundet friheden fra syndens magt, vores forbindelse til livstræet er genetableret, og det er virkelig noget at smile af.