Vi er nu ved vejs ende med vores gennemgang af den fortabte søn. I ved historien om den yngste søn, der får udbetalt sin arv fra sin far, før faderen er død. Tager ud og bruger alle pengene – kommer i dyb krise og er ved at dø af sult og vender tilbage til sit hjem. Dér løber faderen ham i mødet. Møder ham med fest ikke med bebrejdelser og krav til hvordan tingene nu skal være. Og lignelsen slutter med at den ældste søn, der var hjemme, nægter at komme med til fest.
Faderen i Jesu lignelse er naturligvis Gud – Gud i Jesus. Gud, der søger mennesket – finder mennesket, før mennesket kommer til ham, som fornedrer sig og frelser ham. Denne yngste søn, det er dig!

I går læste vi om hvordan faderen kommer løbende imod sin søn, hvordan han får medynk med sønnen, falder ham om halsen og kysser ham. Det har været overvældende for sønnen, der ellers havde haft en plan, sådan at han kunne møde faderen med en oprejst pande.
”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere”.

Han har siddet i svinestien og gennemtænkt hvordan han kan komme og i hvert fald biddrage med et eller andet
– han kan vise hvad han dur til ude på marken.
– Han kan tjene til sin egen føde.
– Hvis faderen vil tage sig af ham igen, så vil han måske kunne arbejde sig opad i systemet og hierarkiet, få mere og mere respekt – måske endda blive fastansat. ”Lad mig gå som en af dine daglejere” – det er det religiøse system – det er alle religioners sigte: Jeg kommer til gud eller guderne – og så skal jeg gøre et eller andet. Jeg skal fortjene mig til at blive forsonet med Gud.
Jeg tør vædde med at faderens overrumplende reaktion med overvældende kys og omfavnelse, slog benene væk under sønnen. Havde han forventet noget andet? Havde han forventet det, som Claus talte om i går: En far, der sagde ”Hvad sagde jeg? Havde jeg ikke ret?”. Måske endda en far, der ikke kom ham i møde, men som han skulle krybe ind til i hjemmets fineste stue, og dér kunne han så komme med sin velforberedte tale.
Faderen kommer og omfavner ham – omfavnede den svinestinkende synder. Ved I hvad det er et tegn på? Det er et tegn på fuld forsoning!!  Fuld forsoning – intet mindre.
På hvilken baggrund? Jo, fordi sønnen kom. Fordi sønnen kom med et angrende hjerte.
Sønnen holder alligevel en del af sin tale: ”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn”. Hvad mangler han?
” lad mig gå som en af dine daglejere”. Hvorfor har han ikke det med? Det er der en rigtig god forklaring på. Sønnen forstod, at han lige havde modtaget nåde. Fuldstændig overvældende, generøse og uforståelig nåde.
Der er ikke nogen betænkningstid – der er ikke nogen prøveperiode! Sønnen bliver med det samme indsat på sin gamle plads som barn. Han skal ikke fortjene sig til noget som helst. Han kom med en lovmæssig idé – ja, en typisk religiøs idé om du skal fortjene din plads hos Gud. Sønnen forstod, at han var blevet givet fuld barnekår, søn-forholdet var genoprettet ”sådan her” (knips) bare fordi han kom! Kom i tillid og angrende! 
Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer
…undskyld, men jeg elsker altså det ord her, Tachu, Skynd jer. Faderen ønsker ingen forsinkelser. Det her er af den allerstørste vigtighed for faderen. ”Skynd jer” indikerer, at det skal ske øjeblikkeligt! Det er frelsens ufattelige mirakel. Og det sker, øjeblikkeligt!

Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer, at komme med den fineste festklædning.
Hvad er den fineste festklædning? Enhver far har noget tøj, der bare er det bedste. Det er dit smokingsæt derhjemme – du ved den, som konen altid finder frem til dig, når du skal til fest ude i byen. Det er det sæt tøj, du bruger til de store begivenheder.
Og sådan var det også den gang – bortset fra at den gang, var det en klædning, som faderen havde fået fra sin far – som det fineste. Og sådan var den sikkert gået ned igennem generationer og som kun blev brugt ved MEGET fantastisk begivenheder i familien. Ofte var denne festdrag reserveret til den ældste søns bryllup – hent den fineste festklædning og giv HAM den på.
Hvad er det, der sker? Jo, jeg giver ham min værdighed, jeg giver ham min fulde ære. Er det ikke fantastisk? Der er ingen gerninger, der er ingen genoprettelsesperiode. Der er kun fuld og hel nåde! Gør ham til min søn – jeg giver ham min fulde ære, hele min værdighed

”Sæt en ring på hans finger” – familie-ringen, som han bruges til at signere aftaler på faderens og familiens vegne. Hent den – giv ham den på.
Giv ham min værdighed – og giv ham min autoritet.

– og giv ham sko på fødderne. Daglejere gik barfodet – kun tjenere inde i huset og sønner gik med sandaler.
Sønnen får alle husets privilegier.

Og kom med fedekalven – når mine konfirmander skal lave denne lignelse som et skuespil, så er der altid en, der vil spille den fede kalv. Men fedekalven – den var reserveret til at skulle bruges ved den ældste søns bryllup – i den er der mad til 3-400 mennesker. Der er nok til en kæmpe grillfest for hele landsbyen.

”For min søn her var død, men er blevet levende igen. Han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste”

Det vi læser her i aften sker for den mest ekstreme synder – den mest nedværdiget synder, som Jesus kunne opfinde. Han bliver overdænget af nåde. Jesus kunne ikke beskrive en mere uværdig synder end denne dreng. Til den synder bliver der givet ære, autoritet og fulde barnekår.
Du og jeg er den synder. Og du skal ikke gøre andet end vende om, gå i dig selv – vende dig i retningen af Gud, og lige så snart du begynder at kigge efter ham, så står han lige foran dig, kysser dig – og genindsætter dig som hans barn. Kan det beskrives med andet ord end: Forbløffende fantastisk?

Sådan fungerer nåden! Sådan er frelsen, ikke på baggrund af dine gerninger, men på trods af dine gerninger – uden nogen prøveperiode, men øjeblikkelig, bare fordi du vender om, og så er Gud der allerede! Genindsætter dig som sit elskede barn med værdighed, autoritet og ære.
Sådan er nåden. Den nåde, der frustrerer den menneskelige stolthed – som frustrerer det religiøse system, fordi det bringer kaos ind i en verden, hvor man skal yde for at nyde. Det som vi hører den ældste søn sige – ham ude fra marken.
Lignelsen er netop talt til den ældste bror, der kommer og brokker sig til faderen: HVORFOR HAR JEG IKKE FÅET NOGET efter alt det, jeg har gjort.
Lignelsen er talt til den ældste bror, der giver ondt af sig, fordi faderen omgiver sig med en synder som sin lillebror.
Lignelsen er – sagt med andre ord – talt til farisæerne og de skriftkloge, der ikke brød sig om at Jesus var sammen med syndere – især ikke syndere som dig og mig. Så jo, vi ved godt, hvordan lignelsen ender. Det står godt nok ikke her i teksten – men det så vi Langfredag. Lignelsen ender med at den ældste søn griber faderen og korsfæster ham.
Det er nåde – så langt gik Gud i Jesus, at han blev korsfæstet for det.
Nåde – det er den nåde, der tilgiver alle fejl og synder.
Nåde – den nåde, der elsker ud over hvad der kan forklares.
Nåde – den nåde, der nægter at blive reduceret til kun at være halvt Gud og halvt dig og dine gerninger, men kun fuldt ud nåde. Den nåde, der ikke vil vide af ”et tidligere barn, nu daglejer” – men som kun vil vide af at gøre dig til et barn.
Den nåde, der kalder på lovsang, der skaber lovsang og tilbedelse.