Hvor må det være forfærdeligt at være blind – at man lever i en sort verden med dufte, lyde, følelser… men intet lys, ingen ansigtstræk, som man kan genkende på lang afstand. Intet af det, der fryder vores øje. Jeg har læst om en mand, der hedder Bob Edens – han var blind i 51 år, indtil han en dag blev opereret af en dygtig kirurg. Det var en kompliceret operation, men den lykkedes, så han Bob pludselig kunne se – og det var overvældende for ham. Her er hvad han fortæller: ”Jeg havde aldrig troet at gul var så… gul. Jeg har simpelthen ikke ordene for at beskrive det – jeg er forbavset over farven gul. …. Jeg kan se månens form – og jeg kan ikke lidt noget bedre end at se et fly flyve hen over himmelen og efterlade en lang streg efter sig. Og naturligvis solopgang og solnedgang.. Og om natten ser jeg på stjernerne i himmelen… Du kan simpelthen slet ikke forstå hvor vidunderligt det hele er”.
Det lyder lidt som noget mærkeligt noget, at man kan være forbavset over at farven gul er så gul, og at man kan glæde sig over art se et fly flyve af sted… men alligevel, så kan man nok mærke at der må være noget om det. Vi tager hele vores verden af lys og forme som en selvfølge, men har man aldrig set det og skal man først til at bevæge sig rundt i en helt ny verden, så må alting virke ekstra overvældende.
Tænk at blive seende, når man har været blind – og det er netop det under, at blive seende, jeg vil have fat i i dag. Og der er to måder, jeg kan fortsætte min prædiken på. Den ene er at sige, at ”Her i dag hører vi om en mand, der bliver helbredt af Jesus. Før var han blind, men nu kan han pludselig se, fordi Jesus greb ind.” Den anden måde er at sige: ”Her i dag hører vi om en flok mennesker, der bliver helbredt af Jesus. Før var de åndeligt blinde, men nu kan de pludselig se, fordi Jesus greb ind.” For faktisk sker der to slags undere i den tekst, jeg lige har læst: Der sker det under, at en mand, der fysisk er blind, bliver seende – og der sker det under, at en flok mennesker, der er åndeligt blinde bliver seende.
Ja, faktisk viser det sig, at den blinde mand, der sidder og tigger ved siden af vejen… at han i virkeligheden er den person, der kan se mest.
Vi har disciplene og så har vi hele flokken af mennesker, der fulgte efter Jesus. Jesus slår fast overfor sine disciple: ”Se vi går op til Jerusalem – dér skal menneskesønnen dø på en forfærdelig måde! Men tre dage efter vil han stå op fra de døde”. Godt nok siger Jesus ikke ”Jeg skal dø og jeg skal opstå”, men der kan der ikke være nogen tvivl om, at han taler om sig selv…. og alligevel forstår de ikke noget af det, han siger til dem. Når vi læser det i dag kan vi undre os over, at de da ikke kunne fatte det – det var da så tydeligt. Set i bakspejlet har de nok undret sig over, at de dog ikke fattede det. De var som blinde – en blindhed, der nok først forsvandt i det øjeblik, da de stod foran den tomme grav. ”Jamen sagde han ikke….”
Vi har også flokken – en masse mennesker, der går foran Jesus, og de går forbi den blinde mand. Det blinde mand vil naturligvis lige høre hvem det er, der kan samle så mange mennesker, og han får svaret: ”Det er Jesus fra Nazareth, som kommer forbi”. Den blinde mand råber pludselig op: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”.
Flokken af mennesker kendte Jesus på hans accent – han er fra Nazareth. Den blinde mand kendte Jesus på hans kraft og magt. De så ham bare som den nyeste superstar fra Nazareth. Den blinde mand så ham som Davids søn, Messias. ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”.
Selv om den blinde mand ingenting kan se, så har han alligevel ”set” mere end de mennesker, der fortæller hvem der kommer forbi. Det er ikke bare ”Jesus fra Nazareth”, der kommer forbi, det er ”Jesus, Davids søn”, der kommer forbi. Den blinde mand viser, at han allerede har tro på Jesus som Messias. Ordet ”Davids søn” er den titel, som jøderne brugte om Messias, den salvede konge, der skulle komme og befri det undertrykte folk. Den blinde mand havde sikkert hørt om Jesus og de ting, Jesus havde sagt og gjort – og han havde troet det, som han havde hørt. Hans øre var hans øjne. Selv uden et fysisk syn kunne manden se, at Jesus var den lovede Messias, Davids søn.
Han råbte ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”.
Jeg har alle dage undret mig over, at flokken begyndte at true af den blinde mand, for at få ham til at tie stille. Et er at de viser sig kolde, fordi de ikke skaber kontakt mellem ham og Jesus, men noget andet er, at der står, at de truer ham. Det er Lukas, der skriver det her – og de gange han ellers har brugt ordet ”truer” er voldsomme steder. Det er steder, hvor Jesus truer af dæmoner for at få dem drevet ud af en besat (Luk 4,35). Eller da Jesus stilnede stormen på søen, så står der, at han rejste sig op og truede af stormen og bølgerne (Luk 8,24). Folk siger ikke bare ”shhh” til ham – nej, de truer ham voldsomt til at tie stille.
Hvorfor truede de ham? Var det bare fordi det var pinligt, og fordi de ønskede at undgå gadeoptøjer midt i Jeriko? Hvis det bare var derfor, så kunne de jo bare have tysset på ham – det var vel ikke nødvendigt at true ham. Eller var det fordi de faktisk godt forstod hvad den blinde mand antydede. At de faktisk godt forstod, at manden råbte, at Jesus var den lovede konge… den lovede Messias… den lovede frelser? Det kan han ikke mene – han skal bare tie stille! Jesus kunne nok stå som en interessant lærer – ja! Han kunne også godt stå som en profet… men at han var Messias. Nej – det hører ingen steder hjemme!
Men manden lod sig ikke stoppe – han råber højere og mere intenst: ”Davids søn, forbarm dig over mig”. Og manden fik det han råbte efter og bad om – han fik sit syn. ”Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud”.
Den blinde mands vidnesbyrd om Jesus – at han var frelseren – og Jesu helbredelse af manden åbnede flokkens øjne. Nu kunne de også se – deres åndelige blindhed var væk og erstattet af en lovprisning af Gud. Prøv læg mærke til, at Lukas også har bemærket det skifte. Da Lukas begynder sin fortælling, så beskriver han flokken som ”en skarer” – og her til sidst er det ”folket”. De har forstået dagens lektie – og fra at være en skarer bliver de et folk – Guds folk.
Jesus helbreder altså både en fysisk blindhed og en åndelig blindhed. Hvad er egentlig værst: Fysisk blindhed eller åndelig blindhed? Sådan lige i en håndvending vil det måske være let at sige, at det er den fysiske blindhed der er værst, men er det egentlig det? Jeg har citeret Hellen Keller før, men hun var en blind amerikansk forfatter, der mistede sit syn 19 mdr. gammel. Hun blev spurgt om det ikke var forfærdeligt at være spærret inde i konstant mørke. Hun svarede ”Det er bedre at være blind og kunne se med hjertet, end at have to øjne, men alligevel ingenting se”.
Der findes mange kloge mennesker, meningsdannere i vores land, der nok virker til at have styr på deres livssyn, og som nok kan sætte enhver til vægs i en debat, men når det kommer til kristendommen, så virker de så underligt blinde. Det er ikke fordi de ikke ved noget om kristendommen – ja måske ved de faktisk mere om kristendommen end os, men dybest set, så er det som om de alligevel ikke har fattet en brik af det. Er de ikke blinde, så er de i hvert fald farveblinde – de ser, men de ser ikke andet end grå og kedelig teori, og ikke det levende og grønne, der er i kristendommen.
Der skal et under til før vi kan se hvem Jesus egentlig er, for at vi kan se hvad kristendommen egentlig er. Kun Jesus kan gøre det under – kun Jesus kan sige: ”Din tro har frelst dig”. Og han rækker også i dag hånden ud mod dig – ligesom mod den blinde mand – og siger: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”. Du er ikke kommet i kirke uden nogen grund – Jesus har kaldet dig og han ønsker at hjælpe dig i det, der er dit problem i dag. ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”. Svar ham – giv ham dit svar og han vil give dig sin hjælp.
