Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:

Vi lever i verdens slaraffenland, verdens Disney Land. Vi har det så godt og under normale omstændigheder, så bemærker vi knap nok at vi er privilegerede, fordi vi tager det for givet. Sådan er det bare.

Vi kan gå hen og glemme Gud – for vi klarer os jo vældig fint uden ham, lever i frihed, fred og gode kår. I den tidligere østblok forsvandt forfølgelsen i takt med at jerntæppet forsvandt. Men fra at kirken var et centrum i folks liv, så er kirken nu blevet glemt. Ja, vores domprovst formulerede det på den måde: ”Man har ikke bare glemt Gud, men man har glemt, at man har glemt Gud”.
Har vi også glemt at vi har glemt Gud?
Både ja og nej….for indtil videre har vi Gud med… et eller andet sted i baghovedet. Biskop Jan Lindhardt udtrykte det på denne måde, at danskerne er skrabelods-kristne. Når vi skraber i overfladen, så er der gevinst, så kommer troen frem.
Faktum er i hvert fald, at vi henvender os til Gud, når vi ikke magter livet mere.  Gud dukker frem i vores bevidsthed, når livet gør ondt. Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu udtalte: ”Der findes ikke nogen ateister i et fly med motorproblemer”.
En Sygehusepræst på Skejby Sygehus ved Aarhus sagde at om natten forvandles sygehuset til byens største bedehus: Gud lad mig leve og opleve endnu en dag.
MEN det er ikke altid at Guds dukker frem som noget positivt.
Vi forstår ikke at Gud tillader lidelsen, sygdommen og døden.

Vi forstår ikke at det rammer os.

Vi forstår ikke hvis vi bliver ramt af modstand… hvorfor tillader Gud sådanne ting?!

Hvorfor er der ondskab i verden, når Gud ifølge sin stillingsbeskrivelse skulle være kærlighed?!
Og jeg kender det fra mig selv, at det er når livet gør ondt, at Gud er mest i min bevidsthed – på de andre dage, der kan jeg jo klare mig selv.
Og derfor forstår vi dybest set ikke den tekst, jeg lige har læst fra Bjergprædikenen:
 I er salige, fordi I forfølges.
”Fryd jer og glæd jer”.

Vi forstår ikke hvorfor man kan tale i så positive vendinger om lidelsen, for lidelsen står for os som fravær af Guds nærvær.

Vi forstår ikke hvordan Bonhoeffer kan skrive:
Dog giver du os den bitre kalk at drikke
fyldt op med lidelsen, den skarpe vin
så tager vi den med tak og frygter ikke,
når blot den hånd, der rækker den, er din.

Nej, føj da… den skarpe vin er jeg da helst fri for.

Vi forstår ikke, når kristne fra Eritrea endda med direkte ord beder os:
Lad vær med at bed at forfølgelsen forsvinder, for kirken vokser under forfølgelsen.
Lad vær med at bede at lidelsen må forsvinde, for er det Guds vilje at vi skal lide, så ønsker vi ikke andet.

Hvad… det kan da ikke passe!! Lidelsen skal da bedes væk!
 For selv om vi kan tale poetisk smukt om lidelse, så er lidelse ikke smuk og ophøjet, men fysisk lidelse,

når de kristne i Eritrea bliver sat til tvangsarbejde på markerne i blomsterindustrien.

Når de holdes som fanger i fragtcontainere i den ulidelige varme. 

Mår de kastes i fængsel borte fra deres elskede uden udsigt til at se en ende på fangeskabet. Et fangeskab påbegyndt uden nogen som helst rettergang.

En kirkeleder i Eritrea har siddet i fængsel siden 2004 under kummerlige forhold.
Hans familie og børn er flygtet fra Eritrea, da de fik nys om at nu ville de komme efter dem – med den hensigt at pine deres far og mand ved at pine dem.
De lever nu i asyl i et land langt borte. De længes efter deres mand og far – efter deres tidligere liv fædrelandet. Kirkelederens datter siger:

”Vi har det svært, men vi holder fast ved Jesus…. Jeg er meget lykkelig, især fordi jeg tilhører Gud. Jeg er også lykkelig, fordi jeg er datter af en af Kristi fanger. Han er den bedste far, der findes! En skønne dag vil Gud gribe ind – det tror jeg af hele mit hjerte. Han står ved sine ord”.
 
Gud står ved sine ord… Når vi beder til Gud, så skal vi have i baghovedet: Han står ved sine ord. Gud er mægtig og kærlig – også selv om alt andet objektivt set råber det modsatte.

”Jeg løfter mine øjne op til bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himmelens og jordens hersker”.

Ja, Gud er ikke blot oppe på bjergene langt fra os, han er nær ved ethvert af sine børn – også det barn, der lider. Alting er i hans stærke hånd – også det barn, den troende, der lider.
Lidelsen er ikke et fravær af Gud, et bevis på hans magtesløshed, men et bevis på at vi kristne er under angreb fra det onde, som ønsker at kvæle den gode bekendelse hos os.
Om det angreb så hedder forfølgelse eller materialisme, så har det samme mål: At lukke vores mund, så vi ikke bekender Jesus som frelseren. Forfølgelsen – ikke for vores egen skyld, men for retfærdighedens skyld, for Jesu skyld, den er et hæderstegn, for sådan forfulgte man også profeterne, der også gik med Guds ord. De forfølges på grund af deres tro, så derfor ”fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene”.
Se opad – forbi bjergene – se på den anden side af døden, og vid det, som Paulus slår fast i Romerbrevet: ” Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.« (Rom. 8,18).

Da Bonhoeffer blev hentet i sin celle og ført bort for at blive henrettet sagde han: ”Vi står ved slutningen, for mig er det begyndelsen på livet”.

Vi skal ikke lade tanken om lidelse og forfølgelse eller latterliggørelse og tilsidesættelse skræmme os bort fra troen, men modsat:

 Lad os favne troen desto stærkere, for vi har et håb, der er større end verdens trusler. Hvad hjælper det at man vinder hele verden, men at man må bøde med sin sjæl.

 Vi har en frelser, der vil at vi må ønske himlens belønning stærkere end verdens belønning. Vores hjerter skal være i himmelen, vores håb skal være rettet mod himmelen, vores længsel skal være mod himlen og vores glæde skal primært være i himmelen.

Det giver ikke verdensfjerne mennesker, der er ubrugelige på jorden, tværtimod… Folk, der har deres hjerter så meget rettet mod himmelen, at de ikke frygter noget som helst, men tværtimod frydes midt i forfølgelsen, sådanne radikalt frie og glade mennesker er virkelig jordens salt og verdens lys.