Gud spreder håb – også i sprækkerne

Man siger, at kært barn har mange navne. På latin hedder planten Taraxacum, i daglig tale kalder vi den mælkebøtte eller løvetand. I Vendsyssel siger vi troldhekse – jeg ved ikke, hvad den hedder her i Sønderjylland. Der er også dem, der kalder den fandens mælkebøtte, men det synes jeg faktisk er lidt synd. For jeg kan godt lide mælkebøtten.

Den er smuk, når man ser en hel mark lyse gult. Men det, jeg virkelig holder af ved den, er dens styrke og sejhed. Haveejere og flittige hænder prøver at få bugt med den – den bliver luget, revet op med rode, der bliver asfalteret og lagt fliser. Men mælkebøtten lader sig ikke kue. Pludselig finder den en lille revne i asfalten, og vi ser et glimt af grønt og gult – og så ved vi, at mælkebøtten har vundet igen.

Jo, jeg elsker mælkebøtten, fordi den er en lille sejlivet oprører. Den er et billede på kærligheden og livet selv, der finder vej, blomstrer og spreder nye frø midt i alt det planlagte og kultiverede.

Kan det betale sig?

Vi lever i et af verdens rigeste lande, og derfor hører vi konstant, at vi skal spare. Sådan har det været så længe jeg kan huske og det bliver nok ikke bedre i tiden, der kommer.
Alt skal kunne betale sig.
Tingene skal kunne køre rundt, og rundt, og rundt.
Det lyder som Niels Hausgaard i nummeret ”Rundt skal det gå” fra 1992, hvor omkvædet lød det:
“Vi fra vores side mener, at kunst og kultur skal kunne betale sig selv. Det skal gå rundt, og rundt, og rundt, og rundt, og rundt og rundt.”

Tingene skal køre rundt. Det skal kunne betale sig. Vi skal være sikre at de penge og resurser vi bruger ikke kan bruges mere frugtbart et andet sted. Det skal køre ”rundt og rundt og rundt og rundt og rundt”.
Men tænk hvis Gud var lige så sparsommelig? Hvis han kun satsede på dem, hvor det kunne betale sig? Hvis han kun gav nåde og kærlighed til dem, der allerede var gode nok eller som havde potentiale? Nej, Gud er ikke sparsommelig. Han lider ikke af “cost-benefit”-tænkning og han ville nok dumpe allerede ved første eksamen på Handelsskolen. Gud er ødsel! Han satser på dem, alle andre har opgivet. Alle dem, som han ved ikke vil give noget – men han satser alligevel. Han satser på dig. Han vil os.

Gud sår sit ord overalt, uden at regne efter, hvor det bedst kan betale sig. Han strør det ud med en overflod, der kan virke uforståelig for os. Han giver sin kærlighed til alle – ikke kun til dem, der ser ud til at kunne bære frugt, men også til dem, hvor alt umiddelbart ser håbløst ud. Han giver, fordi det ligger i hans natur at give.

Sprækken i asfalten

Måske forstår vi det ikke altid. Måske synes vi, at Guds kærlighed nogle gange virker spildt. Men han giver ikke op. Hans ord kan finde vej selv i de mindste sprækker. Ligesom mælkebøtten trodser asfalt og fliser, sådan trodser Guds ord alle de forhindringer, vi sætter op. Det finder en vej også, når vi tænker, at det i hvert fald var spildte Guds ord på mig.

Jeg har mødt en del, der siger, at de synes, at det vist var spildt, at de havde hørt Guds ord. Der skete ikke den store forandring med dem. De blev ved med at være bekymrede eller blev ved med at gøre forkerte ting. Jeg kunne godt tænke mig at have samme frimodighed til at sige det samme som ungdomspræsten Olfert Ricard sagde til den unge teologistuderende Kaj Munk. Munk gik til præsten og sagde: “Jeg synes ikke, at kristendommen udretter det allermindste med mig.” Ricard svarede: “De ved jo ikke, hvor meget værre De ville have været, hvis ikke den havde været.”
Som vi skal synge om lidt:
Glæden er den, at vi ikke skal spørge,
hvad der i grunden kom ud af vort liv.
Glæden er den, at vi ikke skal sørge
for vore gerningers rette motiv.

Gud satser på os, ikke fordi vi er perfekte, men fordi han elsker os. Han ser noget i os, vi ikke altid selv kan se. Og han fortsætter med at så, uanset hvordan jorden ser ud.

Den gode jord

Derfor kan man alligevel godt spørge: Men hvordan bliver vi den gode jord, hvor troen får lov til at vokse? Hvordan undgår vi at lade bekymringer, fristelser og travlhed kvæle det, Gud har plantet i os?

Jeg tænker, at det starter med at give Gud plads. At tage os tid til stilhed, bøn og refleksion. At lytte til hans ord og lade det arbejde i os. Vi kan ikke altid styre vores omstændigheder, men vi kan åbne vores hjerte for Gud og stole på, at han vil lade troen vokse.

Og så skal vi huske den lille troldheks, mælkebøtten; den finder en sprække og vokser. Guds ord finder en vej, selv når det ser umuligt ud.