Jeg tror de fleste af os vil være enige i, at penge ikke er alt, men alligevel vil vi jo gerne have nogenlunde styr på vores økonomi. Forholdet mellem indtægter og udgifter skal om ikke give et overskud og opsparing, så det i det mindste balancere. Vi arbejder eller har arbejdet hårdt for vores penge – og vil naturligvis have så meget ud af dem som overhovedet muligt.
Men hvorfor skal vi læse om penge i kirkebladet? Det ser man i ” Nyhederne med Finans” eller læser om i avisernes økonomisektion, hvor de grønne pile på KFX-indekset gerne skulle gå opad og opad. Men Bibelen har også en bemærkning til vores økonomi, for pengene er jo egentlig ikke vores… selv om vi har knoklet for dem. Siger vi, at alt hvad vi ejer tilhører Gud, jamen så må pengene også være hans. Så må pengene også være hans, som vi har fået betroet af ham. Vi er bare forvaltere af Guds penge, og det store spørgsmål er så: Hvordan tager vi os af dem – bruger vi verdens finansielle plan eller Guds finansielle plan?
Verdens finansielle plan kan man sammenligne med et vand-reservoir, en vandbeholder, en cisterne, der skal samle vand sammen til dårlige tider. ”Pengene fosser ud af statskassen” – kan I huske, at det var en af Anders Fogh Rasmussens standardbemærkninger til SR-regeringens økonomiske politik? Pengene fosser ud… de skulle jo gerne fosse ind og give overskud og grønne plusser.
Guds finansielle plan er langt mere en vandkanal end en vandbeholder. Og en kanal samler ikke sammen, men spreder – vandet har en retning og et formål: At blive brugt. Ikke på os selv, men på Guds arbejde, på mission, på vores medmennesker i nød.
Verdens plan siger: ”Tjen, tjen, tjen, forøg din velstand”. Hvad er resultatet? Misundelse og måske had fra andre medmennesker. Man er bange for at miste det, man har fået. Min kone, Judith, og jeg var en tur i Berlin, og gik en aftentur forbi den amerikanske ambassade, der repræsenterer den største økonomi i verden. Og den var hegnet ind, bevogtet på alle leder og kanter. Hvad godt er det at have en stærk økonomi, hvis man er nødt til at leve i frygt?
Penge giver ikke sikkerhed – de giver ikke ro. Der er ikke glæde eller fred i, hvad du ejer og skraber sammen.
Guds plan er kanalen – er vi velsignet med penge, så er vi blevet det for at velsigne andre med dem. Ikke for at holde det tilbage, som vi har fået – men ved at give det videre. Den store forskel lyder: Nogle modtager for at beholde – andre modtager for at give. Nogle investerer i værdipapirer andre investerer i mennesker.
Vores økonomi skal ikke været en særskilt del af vores liv, som vi beholder for os selv i forhold til Gud. Som kristne har vi betroet Gud det dyrebareste vi har, nemlig vores sjæl – vores evige fremtid. Hvordan tør vi gøre det, hvis vi ikke engang tør tiltro ham vores penge, der er forgængelige? Jesus siger et sted: ”Giv så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med”. Det, du giver fra dig, skal aldrig nogensinde blive taget fra dig – for så samler du dig en skal i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. Og hvor din skat er, dér skal dit hjerte være.
Gud har et eneste mål med alt det, han har betroet dig: Velsignelse. Han vil velsigne dig med dine penge, og han vil, at andre skal velsignes gennem dig. Så er du en vandbeholder eller en vandkanal? Følger du verdens finansielle plan eller Guds? Gud har en plan – en frelsesplan til liv og til fred.
