I går fortalte min telefon mig, at jeg havde taget færre skridt lørdag end dagen før. Samtidig poppede en besked op fra banken: “Se, hvor meget du har sparet op sidste år!” Og som om det ikke var nok, kunne jeg på de sociale medier se, hvordan andres nytårsforsætter allerede bar frugt – billeder af sunde måltider, før- og efterbilleder fra træningscentret, og opslag om nye succeser på arbejdet.
Jeg lagde telefonen fra mig med en følelse af, at jeg ikke helt kunne leve op til noget af det. For er det ikke sådan, vi ofte har det? Alt skal måles, vejes og dokumenteres. Vi måler kalorier og skridt, arbejdsopgaver og præstationer – ja, selv min arbejdstid som præst ender hver måned i et Excel-ark. Alt sammen for at finde ud af: “Kan det betale sig?”
Vi måler vores skridt og kalorier med apps på telefonen, vi vejer vores mad for at holde styr på kostplaner, og vi tæller likes og følgere for at vurdere vores værdi på sociale medier. Selv vores børns trivsel bliver vurderet i tests og nationale karakterer – kan de følge med, ligger de over eller under gennemsnittet? Alt skal kunne dokumenteres, sammenlignes og sættes i skemaer.
Det er godt nok helt tilbage i december 1994 at første afsnit af Lars von Triers spøgelses-tv-serie, Riget, løb over skærmen. Jeg kan huske den dystre stemme begynde med ordene: ”måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige”.
Sætningen har aldrig sluppet mig. Passer det ikke også i dag? Tror vi, at teknologi og videnskab alene kan løse alle vores problemer? Overser vi det åndelige og jagter kun det synlige og målbare – hvad enten det er karriere, status eller materielle goder? Når alting skal måles, risikerer vi at miste forbindelsen til det, der ikke kan vejes – ånd og indre værdier. Hvordan måler vi kærlighed, tro eller glæden ved et barns latter? Hvordan sætter vi tal på en samtale, der virkelig betyder noget, eller på roen, der indfinder sig, når vi finder tid til at være stille med Gud? Dette evige fokus på det målbare skubber os længere væk fra det væsentlige – fra det, der nærer vores sjæl.
Engang stræbte man efter at opnå en sund sjæl i et sundt legeme, men jeg synes mere og mere vi skubber det med den sunde sjæl til side.
Jeg ved ikke om du er en af dem, der i hvert fald overvejer at have et nytårsforsæt. Igen i år bedrager jeg mig selv med åbne øjne og tænker, at jeg i år skal spise sundere, jeg skal have en kødløs mandag, en ”meatless Monday”. Og hvordan gik det lige, når der var tilbud på flæskesteg på årets første mandag? Jeg skal motionere mere, jeg skal spare lidt mere sammen. Kort og godt: Det er fysiske forandringer, hvad med det åndelige? Det virker til at jeg er rullet ind i det selvbedrag, at jeg moralsk set faktisk klarer det rigtig godt. Ellers ville mit nytårsforsæt måske være at jeg bør være mere gavmild, at jeg i år bør være mere tilgivende og mindre fordømmende. Mindre mistroisk. Det er normalt mig, der kører bil hos os, men den anden dag kom mine børn hjem efter at være blevet kørt af min kone. Og de kom hjem og sagde: ”Far, ved du hvad: i dag var alle idioterne blevet hjemme”. Måske skulle jeg være lidt mere eftergivende, når jeg sæter mig ved rattet.
En sund sjæl i et sundt legeme. Den største fare for os kristne er nok ikke overåndelighed, men at materialisme, det målbare. Vi udskyder det åndelige, ser det åndelige som noget som noget, vi kan prioritere, når der er plads og tid til det i forhold til noget vigtigere.
Og så møder vi i dag teksten om Jesus som 12 årig i templet. Jesus blev ikke i templet, i sin fars hus, men tog med sine forældre hjem til Nazareth. Jesus var i sin fars hus, men blev ikke på bjerget, men hans tilbagevenden til Nazaret viser hans menneskelige ansvar. Her i Nazarethhullet var der intet af det store og åndelige, som man kunne finde i Jerusalem. Der er bare det daglige arbejde, de samme mennesker, de samme opgaver. Her er ingen dramatiske begivenheder. Ingen mirakler, bare stille og rolig vækst.
Teksten til i dag slutter med ordene: ”Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.”  Lad os prøve kigge på de to ting: 1) Jesus gik frem i visdom 2) Jesus gik frem i yndest hos Gud og mennesker.
Jesus gik frem i visdom – en gave fra Gud, men også noget, der kræver tid og tålmodighed. Visdom er ikke det samme som viden og eksamenspapirer – det mest vise menneske, jeg har mødt, havde ikke læst mange bøger. Visdom opstår sjældent i larmen fra verden eller i jagten på succes. Den opstår i de små øjeblikke, i mødet med mennesker, i hverdagslivet med Gud. Jesus voksede i visdom ved at leve midt i verden, men med blikket rettet mod Gud.
Jesus gik frem i yndest hos Gud og mennesker. Det er et vigtigt fokus. For vi kan nogle gange tro, at det åndelige liv handler om at fjerne sig fra verden – at trække sig tilbage i bøn og fordybelse. Men Jesus levede sådan, at han både fandt yndest og nåde hos Gud og skabte gode relationer til dem omkring sig. Han viste, at et liv med Gud ikke var en undskyldning for at trække sig tilbage, men en opfordring til at leve troen ud i hverdagen.
Teksten om Jesus, der både opholder sig i templet og vender tilbage til hverdagen i Nazareth og dér finder visdom og yndest hos Gud og mennesker, minder os om, at vi kan finde en balance mellem det åndelige og det menneskelige.
Det handler ikke om at vælge mellem det ene eller det andet. Jesus viser os, at vi kan leve et integreret liv, hvor troen ikke adskilles fra hverdagen, men tværtimod bliver en del af den.  For mange af os kan hverdagen føles så fyldt, at vi udsætter det åndelige, fordi vi tænker, at det kræver tid, vi ikke har. Men det kræver ikke en time i stilhed for at komme nær Gud. Start med små skridt: En kort bøn, når du står op, eller en tak, inden du går i seng. Disse øjeblikke kan give styrke og retning til resten af din dag.
Jesus levede et liv, hvor han både virkede aktivt blandt mennesker og trak sig tilbage for at være alene med Gud. Vi har brug for begge dele. Planlæg tid til både handling og stilhed. Det kan være en gåtur uden telefon, hvor du lader tankerne finde ro, eller et øjeblik i stilhed, hvor du reflekterer over din dag.
Troen er ikke et projekt, der skal afsluttes, eller en opgave, der skal løses. Troen er en relation – en daglig, levende forbindelse med Gud, som vi nærer i både de små og store øjeblikke. Når vi ser på Jesus, ser vi, at det åndelige liv ikke var noget, han skubbede til siden for kun at fokusere på sine gøremål. Nej, hans liv var en dyb sammenvævning af handling og bøn, af arbejde og stilhed.

Og måske er det lige netop det, vi er kaldet til at efterligne. Ikke at jagte det perfekte eller måle vores værdi ud fra, hvad vi udretter. Men at leve hver dag med en åbenhed for Guds nærvær. At finde Gud i de små ting – i et smil, en taknemmelig tanke eller i det øjeblik, hvor vi stopper op og bare lytter.
Så her er min opfordring til dig: Find ét lille sted i din hverdag, hvor Gud kan få lov at møde dig. Det behøver ikke være stort – det kan være i stilheden i bilen, i en bøn, mens du laver mad, eller i et øjeblik, hvor du lægger arbejdet væk og er nærværende med dem, du holder af.

For Gud er allerede dér, i din hverdag. Han kalder dig til at leve dit liv med ham – ikke som en ekstra byrde eller endnu en ting, der skal måles, men som en kilde til glæde, ro og mening. Og det, venner, kan ikke måles i et Excel-ark. Det kan kun leves.