Der lyder et kæmpe brag i det øjeblik et fly bryder igennem lydmuren med en hastighed på omkring 1235 kilometer i timen. Kristi himmelfartsdag fejrer vi, ikke hvordan Jesus brød lydmuren, men hvordan Jesus brød evighedsmuren….

Ved juletid fejrer vi, hvordan Jesus brød evighedsmuren – han lod sig føde fra den guddommelige evighed, trådte ind fra evighed udenfor tid og sted og trådte ind i tid og sted. Kæmpebraget rungede fra englene: ”Ære være Gud i det højeste”.

Han levede i tid og sted og fuldendte nådens store værk og med det store ”Det er fuldbragt” bag sig og med den tomme grav bag sig, så bryder han igen evighedsmuren og træder ud af tid og sted, men forandret, med et herlighedslegeme, der er inkarnationens legeme, hans krop, med sårmærker ikke efter et nederlag, men efter hans ophøjelse og sejr på korset.

Og braget, da han har brød igennem evighedsmuren har rullet gennem hele evigheden: ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige”.

Og tilbage stod disciplene – ”forladt og alene, danser cirkusprinsessen rundt – går i stå på sine line i et sanseløst sekund”. Der stod de… Der er jo også noget sørgmodigt over Kristi Himmelfartsdag, er der ikke?

Jeg kan huske, da jeg som 19-årig stod på parkeringsplads ved Skejbycenteret i Århus og kiggede efter mine forældre, der kørte til Odense og efterlod mig i Århus, hvor jeg skulle til at studere. Sikke en afsked! Jeg kan stadigvæk hører lyden fra traileren, da den bumpede ud af parkeringspladsen. Her stod jeg med tårerne ned ad kinderne, ene og forladt og overfor et studium, som jeg tvivlede kraftigt på at jeg kunne gennemføre. Men som min faster støttende havde sagt: ”Han har jo lov at prøve”.

Man skulle tro, at disciplene også blev bedrøvet – deres opgave var noget større end et teologi-studium:  ” i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag” – og for resten, så skal I begynder derinde, hvor de slog mig ihjel: Begynd i Jerusalem. Nu var de ellers klar til at gå ud og erobre verden med Jesus i spidsen. Og så forlader han dem – så efterlader han dem. Men, nej, de står der ikke og er kede af det. Der står, at de tilbad Jesus og der står, at de glad vendte tilbage til Jerusalem. Ja, det er ikke engang sådan som jeg ofte ellers forestiller mig, at de skynder sig op i det kammer, hvor de havde fejret nadver, og så gemte de sig dér til Helligånden kaldte dem ud. Nej, de var det sted, hvor deres fjender var allerstærkeste, nemlig i templet. Og de krøb ikke langs muren, nej de lovpriste de Gud.

Kristi himmelfartsdag er ikke en afsked, det er ikke et farvel, de skilles ikke, for nu skulle han bare være til sammen med dem på en anderledes måde.
Som han sagde ved indstiftelsen af nadveren: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer”.
Og når jeg nu læser de forskellige gange, hvor Jesus viste sig for disciplene i de dage, der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart, så synes jeg at kunne se, hvordan han forsøger at afvænne dem. Han afvænner dem fra at være afhængig af sin fysiske tilstedeværelse og til at de må kunne se ham, genkende ham og fornemme ham på en anden måde. Vi har sikkert alle sammen studset lidt over, at når Jesus viser sig i for disciplene, så genkender de ham faktisk ikke længere i sin fysiske fremtræden, men de genkender ham i en anden slags manifestation.

Disciplene på vej til Emmaus genkendte ikke Jesus med deres øjne, men da han brød brødet.
Maria Magdalene genkendte Jesus, da han sagde hendes navn.
Disciplene ude på søen, da de vendte tilbage til deres gamle arbejde, genkendte de ikke Jesus på hans stemme, men da de genoplevede hvordan fiskene myldrede rundt i deres net på hans ord.

I disse dage vænner Jesus dem af med at være afhængig af sin fysiske tilstedeværelse. Se mig ved alteret, ved brøds brydelsen, når jeg taler til dig i ordet og se mig, når jeg skaber liv og fred i dit liv.

Som Grundtvig skriver det:
Vor Herre! ja, nu er du nær,
det kan vi på trøsten fornemme,
… Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerter og munde,
du blandt vore lovsange bor.

Jeg tager tilbage til min far – og når jeg er dér, så så vil kunne være tættere på jer, end da vi sad og skuttede os omkring bålet efter en lang vandringsdag.

Så nej, der var ingen tårer på P-pladsen foran Føtex ved Bethania, der var tilbedelse, glæde og lovsang. Det her var begyndelsen på et nyt kapitel i den kosmiske historie, som forfatteren C.S. Lewis kalder det:

“Et nyt kapitel i den kosmiske historie er begyndt. Kristus lukkede døren til evig død ved sin egen død og åbnede himlen for alle lige så let da han åbnede sin egen grav. Dragen er dræbt, Lammet har sejret, og nu stiger kongen op til sin trone.”

Det er begyndelsen på et nyt kapitel i den kosmiske historie – her begynder kristendommens historie – her begynder troens historie. Her begynder frelsens historie – evangelisationens historie. Gå ud.

Jesus døde med ordene ”Det er fuldbragt” på korset – himmelfarten er Guds store ”Det er fuldbragt”. Her tager Gud ham tilbage, nu hvor Jesu værk er fuldbragt, færdigt.
Ved nærmest enhver begravelse beder jeg bønnen: ”Vi takker dig, fordi du modtog vor Herre Jesus Kristus i dit rige, da han havde givet sit liv for at frelse verden”. Kristi himmelfart er Guds blåstempling af Jesu værk: Gud tager sin søn tilbage i herlighed og han indtager sin retmæssige plads på højre side af Gud. Højre hånd, højre side, er frelsens og nådens side. Når der står i den store verdensdom, at alle de frelste bliver placeret til højre for dommeren, så fortæller det os, at når Gud kigger på os mod højre, så kigger han i retningen af sin elskede søn, vores frelser.
Forskellen mellem højre og venstre er som skiftet mellem liv og død, mellem forbandet og velsignet, mellem synder under Guds vrede og retfærdig og frelst under Guds nåde.
Når Gud kigger på dig til højre, så ser han først på Jesus, vores ypperstepræst, vores forbeder, vores bror – Guds lam, der bar verdens synd. Og fordi han er alt det, så slutter bønnen ved begravelser ikke bare med en tak for at Gud tog imod Jesus. Nej hele bønnen slutter sådan: ”Og vi beder dig, modtag også os, som er døbt til hans død”.
Modtag også os…. Ja, det må være Kristi himmelfarts-bønnen: Modtag også os det må være ubeskriveligt forfærdeligt, hvis Gud ikke modtager os, men afviser os. ”Jeg kender jer ikke”.

Kristi himmelfart – Jesus vender hjem og dér gør han en plads klar til os. Der er en plads til os, når vi en gang skal genopstå, når vi en gang skal få del i hans himmelske herlighed og selv bryde evighedsmuren. Det er hvad vi er skabt til. Og han har givet os sin Helligånd som en kraft, som kan holde os i gang i det korte blink med øjet som vores jordiske liv er. Ja, for selv om vi får et langt liv med mange år her på jorden, så er det bare et blink med øjet. Vores liv her er ingen ting i forhold til vores evige eksistens. Vores liv her er bare et lille blink med øjet, det er slet ingen ting. Så jeg beder at vi har det himmelske håb og at vi har Helligåndens kraft i vores liv i dag, så Gud også må tage imod os.
Alle ting er mulige for Gud.