Man kan lære meget ved at spise slik – i hvert fald hvis det er Gajol-er man spiser. På sådan en har jeg nemlig en gang læst, at ”Hvad der ikke skrives med tårer, bliver ikke læst med glæde”. Og sådan vel også med musik – og især det værk, som jeg gerne vil sige lige om i aften.

En af mine klassekammerater fra folkeskolen var ansat som kirketjenervikar i domkirken i Århus. En dag i juletiden havde han fået et par fribilletter til Händels Messias – og Judith og jeg blev inviteret med. Normalt ville man skulle komme i rigtig god tid for at få gode pladser, men min kammerat sagde, at vi bare kunne komme fem minutter før, for der var reserveret pladser til os. Og ganske rigtig – vi gik ind og min kammerat låste os ind i helt oppe foran i et lille aflukke, hvor Dronningen normalt sad, når hun var i kirke i domkirken. Folk kiggede godt nok på os – for selv om det lignede almindelige fattige studerende, så måtte vi jo alligevel være et eller andet specielt, for ellers ville vi jo ikke sidde dér på Dronningens pladser. Så vi sad virkelig på første parket til Händels Messias….  og det er den, jeg gerne vil tage mit udgangspunkt i her i aften. Men først lidt om komponisten:

Om Händel
George Friderick Händel blev født i Tyskland i Brødremenighedens hovedstad, Halle. Det skete den 23. februar 1685 – i øvrigt blev Johan Sebastian Bach født samme år. Meget tidligt i sit liv udviste han stor musikalsk talent. Som syvårig spillede han på cembalo og orgel, som vi andre nok aldrig opnår at kunne gøre det. Allerede som 9-årig begyndte han at komponere musik. Men i modsætning til f.eks. Mozarts far, der pacede Mozart frem, så var Händels far, Georg Händel, imod at sønnen fik en musikalsk karriere. Händels far var kirurg – eller som det vel var på det tidspunkt: En barber med en meget sikker hånd. Han var en mere jordbunden mand – praktisk mand – så nej, sønnen skulle studere jura – og havde det ikke været for moderen, Dorothea Händel, så havde vi nok aldrig haft en musiker ved navn, Georg Friderick Händel.
Händel nemlig fik lov til at tage timer i komposition og musikteknik og han øvede sig gevaldigt på de musikinstrumenter, han kunne komme i nærheden af. Men i 1702 – da Händel var 17 år, begyndte han at studere jura på universitetet i Halle. Det var alene for at tilfredsstille sin far, så da hans far døde året efter, droppede han ud af sit jurastudium og studerede musik i stedet og blev organist i den protestantiske katedral i Halle.
Igen året efter flyttede han til Hamburg, hvor han var violinist i operaen dér. Han skrev en del operaer og rejste blandt andet til Italien for at studere. Da opera i forbudt at de lokale autoriteter, så begyndte Händel at skrive religiøs musik og skrev enkelte religiøse værker i stil med opera… dog uden helt at være det.

Som 25 årig blev han kapelmester for Kurfyrste Georg af Hanover, der siden skulle blive Kong Georg I i England. Han besøgte London samme år – det var i 1710 og besluttede sig for at flytte dertil i 1712. Vejen opad var banet – 1727 skrev han fire værker til kroningsceremonien for Kong Georg II – hvoraf en af disse stadigvæk bliver brugt ved sådanne lejligheder. Alt så storslået ud for den unge tysker – direktør for Royal Academy og Music – men sygdom skulle komme i vejen.

I 1737 – som 52 årig – fik han et slagtilfælde, som nærmest lammede hans højre arm og som derfor forhindrede ham i at arbejde – og han havde virkelig vanskeligt ved også at bevare fokus.
Og han var ikke så god til at bevare sig på god fod med skiftende regenter – og kirken var også imod at han skrev bibelske stykker, der så blev spillet på almindelige verdslige spillesteder. Ja, føj da… han gik fra den ene fiasko til den næste og skyldte til langt op over begge øre. Så da vi skriver årskiftet 1740-41 sad han fysisk og økonomisk nedbrudt. Den 8. april 1741 holdt han hvad han anså for sin afskedskoncert – nu ville han trække sig tilbage som 56 årig, ja, hele vejen tilbage til gældsfængselet.
Men som jeg indledte med at sige, ”Hvad der ikke skrives med tårer, bliver ikke læst med glæde”. For sammen med breve fra kreditorerne kom også to breve, der skulle ændre alt for Händel.
Det første brev var fra hertugen fra Devonshire, der inviterede ham til at lave en række velgørenhedskoncerter til ”lindring af fanger i forskellige fængsler” og til støtte for et hospital og et ambulatorium.
Et par dage efter kom der et brev fra en noget excentrisk engelsk godsejer, Charles Jennes. Jennes havde tidligere skrevet nogle tekster til Händel – men til sin store overraskelse lå der i brevet en sammenarbejdning af tekster fra Det gamle og Det nye Testamente, der alle handlede om Jesus, Messias. Händel læste teksterne igen og igen – og var dybt rørt af dem og langsomt fremkaldte teksterne deres helt egen musik i ham. På 24 dage skabte Händel noget af det smukkeste han nogensinde fik skrevet. Han var selv så imponeret over denne musik, at det fortælles, at hans tjener ofte så Händel sidde og græde stille ved sit bord, overvældet af musikkens skønhed og majestæt. Og majestætisk er det – prøv hør hvordan den starter med – der begynder med den fornemme symfoni.

 

Spil overturen (Tryk her)

Händel blev færdig med Messias i sommeren 1741, men det blev først spillet året efter i 1742 ved velgørenhedskoncerterne, hvor Händel selv spillede cembalo og en anden dirigerede.

Stykket reddede nok hans økonomi, men fra dette øjeblik gik det helbredsmæssigt ned af bakke for Händel – kom ud for en ulykke i 1751 på vej hjem fra Tyskland og da han var 65 år var han helt blind på det ene øje, imens det andet også var ved at miste synet. Han døde ni år efter som 74 årig i 1759 og efter en begravelse med mere end 3000 deltagere blev han begravet i Westminister Abbey. I de sidste mange år havde han arbejdet og forbedret stykket ”Messias”, så der faktisk ikke findes en oprindelig udgave.

Teksten, der beskriver Jesu liv kan deles op i tre dele. En, der handler om profetierne og fødselen, en, der handler om lidelseshistorien og den sidste del, der handler om tiden efter, om løfterne om frelse, og om dommedagen for til slut at munde ud i et halleluja-kor.

 

Så på den måde har den to slags adventer: Jesu komme, da han blev født, og Jesu komme ved hans genkomst – det, som vi har hørt om i kirkerne i søndags.

Händel begynder med forjættelserne afgivet 500 år før Jesu fødsel igennem profeten:

”Trøst mit folk, trøst det! Siger Gud.
Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende
at hendes skyld er betalt […]
Der er en, der råber: Ban Herrens vej
i ørkenen,
jævn en vej for vor Gud
i det øde land.
Hver dal skal hæves,
hvert bjerg og hver høj skal sænkes,
klippeland skal blive til slette
Herrens herlighed skal åbenbares og alle mennesker skal se den.
Herren selv har talt”. (Esajas 40, 1-5).
Da Esajas stod på tempelpladsen og udtalte ordene har folk garanteret ikke forstået hvad han talte om. Han talte ikke om den nationale katastrofe, der lå foran ved at hele landet skulle smadres og tages til fange i Babylon. Nej, Esajas taler allerede om befrielsen – at Gud vil selv befri dem.
”Trøst mit folk, trøst det! Siger Gud.
Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende
at hendes skyld er betalt”

100 år efter at det var skrevet ned, var folket i en hel situation – langt hjemmefra i det babylonske eksil… og pludselig forstod de løfterne i ordene, der blev sagt 100 år før. Folket har lænet sig stærkt op af denne tekst.
500 år efter det blev skrevet ned, på Jesu tid, der lænede folket sig igen op af teksten – godt nok var de kommet hjem, men landet var aldrig kommet op på den styrke, som de havde oplevet før – nu var de ikke i en eksil i et andet land, men i et eksil i deres eget land: De var besat af romerne.

Profetier har altid mere end et dobbelt sigte: Det har et sigte lige for – og det har et sigte længere fremme og et dybere sigte end det første. For teksten kan også tale om det eksil og den besættelse, som menneskeheden er blevet udsat for og som vi stadigvæk lider under. Syndefaldet og syndens komme ind i verden satte os i fangenskab.
Esajas profeti blev opfyldt ved at Tyrus bragte folket hjem, men profetien er blevet endnu mere opfyldt ved Guds søn, ja ved at Gud selv kom til jorden og blev menneske – for at føre os ud af eksilet, ud af fangenskabet og hjem til Gud.
Vejen dertil går ikke over Lukas-evangeliet, ”Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus”, men over Esajas igen:
”Herren vil selv give jer et tegn: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Imannuel”
Og i Händels udgave lyder det sådan:

“Behold A Virgin Shall Conceive” (Tryk her)

Hun skal give ham navnet ”Immanuel” – men det navn fik han jo ikke, han fik navnet Jesus. Det må altså betyde noget andet end at det bare var det navn, han skulle have. Navnet Immanuel betyder ”Gud med os”. Desmond Tutus bog har skrevet en bog, der hedder: ”Gud har en drøm”. Det er en bog, som jeg egentlig ikke vil anbefale andre at læse… men mere om det en anden gang. I den har han et afsnit om navnet ”Immanuel”, som var en øjenåbner for mig. Den handler om at Jesus netop er Immanuel, Gud med os. Ja, at Gud virkelig er med os, som er med os midt i lidelsen og problemerne. Jeg har altid set navnet mest ud fra et majestætisk synspunkt, at Gud den majestætiske Gud er med os – og er Gud med os, hvem kan da være imod os?! Men Gud er også den Gud, der er med os midt i problemerne, midt i faren.
Tutu fortæller om Daniel, hvordan han og hans venner bliver smidt i ovnen, da de ikke vil bøje sig og tilbede en afgud, for de vil kun tilbede Gud. De bliver smidt ind i ilden – og så skriver Tutu:
”da kongen kiggede ind i ilden og troede, at de allerede var blevet sprøde, kunne han ikke tro sine egne øjne. For de vandrede rundt i ilden! Og der var ikke tre! Der var en fjerde sammen med dem. Kongen kikkede og sagde: ”Der er en fjerde, som ligner en gud”.
Den Gud vil tilbeder, eder ikke sit folk iføre sig brandsikkert tøj, før de går ind i en ovn. Han går ind med dem.
En historie fra holocaust drejer sig om samme emne. En nazivagt hånede en jødisk fange, som havde fået det mest beskidte job af alle: Rengøring af toiletterne. Vagten stod højere oppe og så ned på ham og sagde: ”Hvor er din Gud nu?” Fangen svarede: ”Lige her sammen med mig i skidtet”.
Og det kolossale, som er kommet oftere og oftere til mig, er erkendelsen af Emanuel, Gud med os, som ikke giver os gode råd fra sidelinjen, den Gud, som er med os i skidtet. Gud fjerner ikke vores lidelser, men Han bærer dem sammen med os og giver os styrke til at bære dem” (Tutu: ”Gud har en drøm” (s. 25).

Det Händels Messias naturligvis er mest kendt for, er det store Hallelulja-kor – men det, som jeg synes lyder bedst er gengivelsen af en profeti om Jesu mål med at blive menneske, nemlig at rense os for al synd. Det står i Malakias´ bog, hvor der står ”Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne (altså præsterne) og lutrer dem som Gud og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren.”

Det er samme linie Ingemann digter sin ”Den store Mester kommer”, der renser sjæl og sind – og har i hjertedybet sit billede klart han set, så glædes den høje mester, så er hans gerning alt sket. I Händels version lyder det sådan:

Jeg synes virkelig det stykke helt kan tage vejret fra ind – der er pondus og majestæt i det. ”He shall purify – han skal rense”. Det, der bliver sunget her er: ”Han renser levitterne (altså præsterne) og lutrer dem som Gud og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren”.

Spil: ”And He shall Purify” (Tryk her)

Og det var også den Gud, der renser, som Händel selv troede på og som han stolede på. På hans gravsten i Westminister Abbey står der det korte ”I know that my reddemer liveth” – som oversat betyder: ”Jeg ved, at min befrier eller forløser lever”. Som foruden at være en del af Messias sikkert også var Händels egen overbevisning. Og jeg vil da også håbe, at alt det julehalløj med salmesang og kirkegang, at det ikke bare er en overflade, men at det også bunder i overbevisningen at ”jeg ved, at min forløser lever”. At det barn, som fødtes i Bethlehem også er din frelser. ”jeg ved, at min forløser lever”

Også det er taget fra Bibelen – fra Det gamle Testamente i Jobs Bog, hvor Job siger

”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden”

– og det er dér Händels Messias ender, Jesu andet komme, hvor han træder frem til et kæmpe Halleluja!

Afspil: Halleluja (Tryk her)