En bog, som jeg egentlig nærmest altid godt har kunne tænke mig at læse, er nu endelig læst. En bog, som har fyldt meget i min barndom, da min far har nævnt dens tittel, så jeg kan den til hudløshed, og så den nærmest er blevet et fænomen. Lille mand – hvad nu?
Hovedpersonerne i bogen er den lille mand, ekspedienten Johannes Pinneberg og hans kone, kaldet Pusser. Han er (og her har jeg lært et nyt ord) en flip-proletar dvs. en af de dårligst betalte kontorfolk, men selv om han er en lille mand, så føler han sig stadigvæk lidt bedre end de andre, for han er fin i tøjet og går med flip. Men hvad sker der for sådan en mand, når han ikke længere er i stand til at holde de flipper ved lige? Når han mere og mere kommer til at ligne de andre – men uden at være de andre? Ja, lille mand, hvad nu? Men hvor mange skuffelser kan sådan et menenske klare – og så alligevel holde selvværdet oppe? Det her er historien om et helt almindeligt menneskes tur – og turen går nedad! “Pinneberg er kun en lille Mand, som engang har drømt om at komme frem i Verden og blive ´noget bere´ (s.382).
Bogen fortæller om ægteparrets liv i Tyskland under 30-ernes kriser med arbejdsløshed, boligmangel og politisk ustabilitet. Hvordan de må leve på de riges nåde og unåde. Det er egentlig en rigtig sørgelig historie om den lille mand, der hele tiden må bøje sig for overmagten og kapitalen, men som alligevel prøver at holde humøret oppe, og det lykkes også for det meste, men det takket være hans kone, Pusser, hans livs lykke og beskytter. Men hvor går det dog galt for ham – og hvor synes man det er synd for ham, når han hele tiden rammer ind i den ene skuffelse efter den anden. Men – med Pusser ved hånden og i livet – så holder han alligevel til det.
På den måde er der rigtig mange lighedspunkter mellem den historie og Selma Lagerløfs Kejseren fra Portugalien, og mange af replikkerne kunne lige så godt stamme fra denne svenske forfatter (synes jeg).
En politisk roman
Begyndelsen af 30-erne var grobunden for Hitlers fremmarch – og det er netop fra en person som Pinneberg, at Hitler fik sine stemmer. De underkuede, der var stærkt utilfredse, men ikke gjorde oprør i en gloende kommunisme, for det var dog for meget, og man tilhørte jo ikke proletariatet. Men det var den utilfredshed Hitler spillede på. Politikerne “vil allesammen have noget af mig; men gøre noget for mig vil ingen af dem. Det er de, jo så komplet ligegyldigt, om jeg krepere eller ej; om jeg kan gå i Kino eller ikke; om Pusser kan faa nærende Mad eller udslttes for at for meget Sindsoprør; om Sønneken bliver lykkelig eller ulykkelig — hvem bekymrer sig om det?” (S. 147).
Man kan vel sige, at historien svarer lidt på det spørgsmålet om, hvorfor tyskerne kunne stemme på Hitler. Havde de noget alternativ? De regerende politikere syntes ikke at gøre eller kunne gøre noget – de virkede til at være ligeglad. De store i samfundet undertrykte de mindre, og arbejderne havde deres solidaritet med hinanden og deres selvstændige selvbevidsthed. Men hvad så med dem i midten – den lille mand? Han kunne ikke stemme på kommunismen, han ville ikke stemme på dem, der nu sad ved magten – hvem, var så tilbage? Også selv om man ikke billigede Hitlers jødehad – som nærmest mest så ud til at være en legitim menneskelig holdning – nogle kan ikke lide hunde, andre kan ikke lide jøder. Som den forsagte fru Nothnagel, der ikke kan drive forretning, også på grund af sin jødiske afstamning. “Men naar Jødehaderne bare vilde anbringe et Skilt på Deres Døre, saa man kunde undgaa at genere dem. I Gaar var der en, der sagde til mig:´Skrup af med Deres uanstændige Ting, De gamle Jødeso!´” (s.256). Bogen tager ikke dette emne op, men det er også en del af det samfundsbillede, bogen skildrer.
En veloplagt bog
Det kan naturligvis nok lyde som en rigtig tørvetrillerbog – og det bliver ikke meget bedre af den hessian-farvede omslag,der beklæder bogen. Men det er faktisk en lystig bog – der er morsom, om end på en lidt gammeldags måde. Replikkerne er veloplagte og man er med i historien fra først til sidst. Som da Pinneberg skal ind og se sin søn for første gang: Sygeplejesken
“stod på Tærsklen med en hvid Bylt paa Armen, og frem fra Bylten stak et ældgammelt, lakrødt, hæstligt, rynket Ansigt med et spidst, pæreformet Hoved, og det klynkede højt og paatrængende og jamrende.
De blev Pinneberg med et Slag ganske lysvaagen, og alle hans Synder lige fra den tidligste Ungdom stormer ind paa ham… “Søster, ser han – ser han saadan ganske rigtig ud? Saadan som andre nyfødte, mener jeg”….. [Sygeplejeskern svarer] Tænke sig, at have den pæneste lille Unge paa hele Afdelingen, og saa ikke engang være tilfreds med ham! Kom her ind, unge Mand, og se Dem omkring.” Og hun førte Pinneberg ind i det tilstødende Værelse, hvor der ganske rigtigt stod tres eller firs Senge fulde af Dværge og Gnomer med gamle og runkne, gustne eller røde smaa Fjæser. Pinneberg betragtede dem bedrøvet” (s. 264).
Ja, er det ikke en replik og en situation, som lige så godt kunne være hændt den skæve eksistens, Jan Andersson fra Skrolycka i Kejseren af Portugalien? Eller de ventende fædre, der står og småsnakker store i kæften og venter på at deres koner kommer med børnene. En af dem, havde krævet sit barn og kone hjem, for det var da ikke nødvendigt for en germansk kvinde at være på sygehuset så længe efter en fødsel.
“´Undskyld, Hr. Doktor, men det er min Kone, hende bestemmer jeg over. Hvordan tror De, mine Forfældre, Germanerne, gjorde med deres Kvinder?´Haha! Jeg skal love for, at han blev rød. Hans Forfædre havde nemlig bestemt ikke været Germanere!” (s. 267).
Min vurdering af bogen
Jeg vil derfor kort og godt anbefale den her bog – den er virkelig en læsning værd og også en hurtigt læst bog. Der er måske ikke de store tankevirksomheder, der bliver sat i gang, men den giver et stemningsbillede, der er medrivende og som handler om en tid, som vi slet ikke kender til (eller de fleste af os, i hvert fald).
Jeg får helt lyst til at genopleve læsningen af en anden tysk forfatter, der var samtidig med Falada, nemlig Erich Kästner og hans Drei Männer im Schnee. Et herligt forvekslingsdrama, der også handler om forskellen mellem den store mand og den lille mand på gulvet.
——-
Om forfatteren
Hans Fallada (1893-1947) var tysk socialkritisk forfatter. Kom fra et borgerligt og godt hjem, men hans forhold til sin far var meget anstrengt. Da han kom i gymnasiet som 18 årig besluttede han sig for at begå selvmord sammen med sin klassekammerat – ved dette forsøg døde kammaraten, imens han selv overlevede, men meget medtaget. Han blev anklaget for mord og sendt på et psykiatrisk hospital. Han blev frikendt på grund af at man mente, at han havde været utilregnelig. Derefter forlod han gymnasiet uden nogen eksamen. I en lang periode (fra 1919-1929) sumpede han ned i alkoholmisbrug og røg flere gange i fængsel for tyveri til finansiering af sit misbrug. Blev gift i 1929 med Anna Isel, som vi finder igen i den elskelige og måske lidt naive Pusser i Lille mand – hvad nu?
Fra begyndelsen af 1930 begyndte han at skrive og få succes med det. Først nationalt med sin første bog, men med Lille mand – hvad nu? fik han i 1932 international opmærksomhed. Han skrev derefter enkelte socialkritiske bøger, men slog under pres fra den voksende nationalsocialisme over på mere underholdende bøger. Selv blev han ved med at kæmpe med sit alkoholproblem – og blandt andet dette førte til skilsmisse i 1944. Han forsøgte at slå konen ihjel, men det mislykkedes og igen måtte han en tur på den lukkede afdeling, hvor han skrev bogen Der Trinker, der også er en socialkritisk roman. Året efter sad han som borgermester i en by Mecklenburg, hvorefter han tog til Berlin og blev journalist på en stor avis dér. På grund af alkoholproblemer kunne han ikke forblive ansat dér, og på grund af sit alkoholmisbrug og de skader dette havde medført blev han indlagt på et sygehus i 1947. Dér skrev han bogen Jeder stirbt für sich allein og ganske rigtigt – dette år døde han.
