Jeg er glad for igen at være blevet inviteret her til Connect for at holde den første andagt i Evangelisk Alliances uge. Selv om jeg har det store privilegium at måtte prædike for rigtig mange mennesker i Hobro Kirke – så kan jeg ikke se det her i aften som årets vigtigste andagt. Den er vigtig fordi jeg tror på, at Evangelisk Alliance er en åndelig hovedpulsåre for det åndelige liv i Hobro. Vores by har brug for at vi som kristne står sammen og starter det nye år i bøn – i bøn først og fremmest for os selv, at vi må have det rette syn og perspektiv på os selv og vores plads her i byen. At vi må finde vores plads i Guds frelsesværk ikke som Guds samarbejdspartnere, men som hans børn, der selv lever af den nåde og den frelse, som vi så inderligt ønsker at hele vores by skal leve af. Vi er nødt til selv at brænde for at kunne bære ilden videre til andre! Som en af de gamle ørkenmødre sagde, en af de vise kvinder, der i 300-talet søgte væk fra verdens larm og fristelser for at søge Gud, hun sagde: “Ligesom den, som har et faldefærdigt hus og tager mod gæster, skader dem, når huset falder sammen, på samme måde vil de, som ikke først sørger for at opbygge sig selv, også ødelægge dem, som kommer til dem.”

Kære brødre og søstre – vores rette plads her i byen er først og fremmest på knæ i bøn for vores os selv og vores by. Jeg ved ikke om det bare er mig, der er blevet doven, men hvorfor knæler vi ikke mere, når vi beder? Da jeg var barn og kom til bedemøder sammen med kristne fra forskellige kirkesamfund ude i det lille røde hus på Rugårdsvej i Odense, der bad vi altid knælende. Vi taler til, beder til og tilbeder universets eneste supermagt – og så sidder vi dvask i stolen – eller står op, som om vi på den måde er ligemænd. Jeg tror, at der er noget godt i at vi knæler, når vi beder, for at vise at vi her står overfor en, der er større end os selv. En, der er hellig, en der er almægtig, en som vi kun kan håbe på vil sende os nåde – gør vi det bedst stående, siddende eller knælende. En, der er hellig – ja, og en, der skal være hellig også i vore øjne. En, hvis navn er fantastisk stort – i Det nye Testamente, nævnes Herrens navn af Jesus, og folk omkring ham falder omkuld. ”Helliget blive dit navn”.

Det er første bøn i Fadervor – og det er netop en bøn. Det er ikke en erklæring eller en lovprisning, som indledningen af Fadervor ”Fadervor, du som er i Himlene”, nej, det er vores anmodning, vores bøn, at Gud må gøre sit eget navn helligt. Jesus giver os besked om at bede Gud om at han må sørge for at hans navn må blive helliget. Vi beder ikke en deklaration: ”Herre, dit navn er helligt”, men vi beder ”Herre, forårsag, at dit navn må blive helliget”.

Nu har I jo lige haft Anders Ova på besøg før jul, og han citerede også Luther i sin fantastiske prædiken her – så kan jeg vel også gøre det. For hans lille katekismus skriver Luther forklaringen her om denne første   bøn i Fadervor: ”Det vil sige: Guds navn er vel helligt i sig selv; men vi beder i denne bøn, at det også må blive helligt hos os.”
Som huset skal være i orden før vi inviterer folk indenfor, sådan også her – før Guds navn kan blive helliget rundt omkring i vores by, så er det nødt til også at være helliget for os – det vil sige, at det skal være kendt af os, lige som det er: Helligt. Bøn er samtale med Gud – men jeg tror også, at bøn er en måde, som Gud bruger for at få os guidet ind på linje med hans vilje. Er vores hjerte rettet ind, så det ønsker at hellige Guds navn alle steder i vores liv og berøringsflade også i vores bøn, så tror jeg, at vores bøn og vores liv og virke har større gennemslagskraft.

I Salme 9 vers 10 i Det gamle Testamente læser vi ordene ”de, der kender dit navn, stoler på dig”. Jo bedre vi kender Guds navn og hvad det er, desto mere vil vi stole på ham. Og jo mere vi stoler på ham, desto større risici vil vi tage for at ære ham. Og jo større risici vi er villige til at løbe, desto mere frimodig vil vi blive, når vi vidner om Gud, jo mindre afhængig vil vi blive af vores materieller komfort, og jo mere vil vi også aktivt gå ind i tjenesten for ham.   ”de, der kender dit navn, stoler på dig” – vækkelse i Hobro, vækkelse i vores egen dvaske kristenliv starter ikke ved uddannelse eller ved at vi modtager nogle af de store åndelige gaver, som vi nok stræber efter alle sammen. Nej, det starter ved den største af de åndelige gaver, nemlig åbenbaringen af ham selv. At han viser os hvem ham er – at vi lærer ham at kende, lærer hans navn at kende – og lære det at kende som helligt.

”Helliget blive dit navn” – jeg synes, at noget af det mest svære i forhold til at få et barn, er at det skal have et navn. Og både for Judith og jeg har det været vigtigt at vores børn får nogle navne med en god betydning. Det blev de tre: Josva, Jonathan og Anemone. Josva betyder Herren frelser. Jonathan betyder Guds gave. Anemone har hele klangen af Kaj Munks sang i sig om den blå anemone, der står der og nikker, så ”sejersæl i Jyllands jord, ukuelige og sikker, trods ensomhed og gus, Som om al verdens modgang her har givet den et større værd”.

Når Gud giver navne i Bibelen, så er det heller ikke bare tilfældigt – der er en programerklæring i navnet. Navnenes betydning går videre til det, den person er. For i modsætning til mig, så har han faktisk magten og autoriteten til, at han kan gøre, at den person, der får navnet, også passer til navnet. Og er det sådan med navne, som han giver andre, hvordan så ikke med det navn, han har givet sig selv – det må virkelig være pakket med det han er og det, han har sat sig for at gøre. Han giver ikke selv et navn for at ære en oldemor eller for at undgå pinlige øgenavne. Han vælger navne for at åbenbare ting om sig selv som vil uddybe vores kærlighed til ham og få vores beundring, vores tro og vores mod til at vokse.
Gud har mange navne i hele Bibelen – og navnene fortæller os, at vores Gud har eksisteret i evigheder, Jeg er. Guds navne fortæller os, at han er den eneste i hele universet, der er selv-tilstrækkelig, dvs. kan klare sig uden noget eller nogen – han er den eneste suveræne, der findes (2. Mos 33,19). Hans navne fortæller os, at han er almægtig: ”Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige” (2 Mos 6,3). Hans navne fortæller os, at han er nådig. Han er begyndelsen og enden for ethvert mennesker, der nogensinde vil komme til at leve. Han er hellig og han er en lidenskabelig Gud, der ikke ønsker at vi deler vores tro til ham med nogen som helst anden: ” Du må ikke tilbede nogen anden gud, for »Lidenskabelig« er Herrens navn, for han er en lidenskabelig Gud” (2. Mos 34,14).
”de, der kender dit navn, stoler på dig” – forstår vi rigtigt hvad Guds navn er, og hvad det betyder, så vil vi komme til at stole på ham og opleve ting, som vi aldrig har troet mulige. Men vi skal ikke bruge den viden om Guds navn som vi bruge den viden, at der er oxygen i vand. I fysik i folkeskolen har vi alle sikkert lært, at der er oxygen i den luft, vi indånder – ellers kunne vi ikke leve. Men vi har også lært, at der er oxygen i vand – formlen hedder H20. Jeg lærte det den gang, og jeg troede på det at hele mit hjerte: Der er oxygen i luften.  Jeg har aldrig tvivlet på det – men ved I hvad: Det har overhovedet ikke betydet noget for mig i mit liv. I hvert fald ikke som jeg kan huske det – jeg har sikkert lært det og så gået op og spist min madpakke. Behandler vi vores viden om Gud og hans navn på samme måde som vi behandler den viden om H2O, så er det fordi vi ikke rigtig har fattet hvad hans navn er og betyder – vi har dybest set ikke forstået hvad han er og hvad han vil.
Guds navn er fantastisk – ja, det ord er ikke engang nok til at beskrive hvad Guds navn er – det er simpelthen helligt og skal blive helliget af os. ”Helliget blive dit navn”. Det du beder, når du beder den bøn er: Far, vær hersker i mit liv. Vær min konge. Vind over mine ængstelser og frygt. Herre gør, at mit hjerte må tro på dig, frygte dig, adlyde dig og ære dig.
Men det handler ikke bare om dig og om mig – bønnen rækker ud: Herre gør at vore medmenneskers hjerter må tro på dig, frygte dig, adlyde dig og ære dig. Herre gør at enhver borger i Hobro må tro på dig, frygte dig, adlyde dig og ære dig.
”Helliget blive dit navn” – bønnen peger på vækkelse i vores liv – i vores kirkes liv – i vores lille superliga by  – ja i hele verden. Helliget blive dit navn.