Jeg er en fremmed på jorden.
Salmernes Bog 119,19

Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene.
Andet Korintherbrev 5,1

Det må have været et mærkeligt syn at se flokken af soldater gå ned i floden, imens de løftede højre hånd med sværdet over sig. Kejser Karl den Store befalede, at alle hans soldater skulle døbes, men kunne en god soldat elske sin fjende som Jesus påbyder? Derfor blev næsten hele kroppen døbt, med undtagelse af højre hånd, som soldaten kunne slå fjenden med.
Har vi også en udøbt hånd? Har vi et område i livet, hvor vi bestemmer? Vi holder måske vores tro uden for vores politiske holdninger, vores økonomi eller vi skiller arbejde og tro fra hinanden, for ”nu er jeg professionel”.
Set med Jesu øjne er der dog ikke sådan en ”udøbt hånd”. Det er ikke både-og, men kun enten-eller. Enten er vi Guds helt og fuldt, eller også er vi ikke Guds. Gud har givet os to riger at vælge imellem: Dette og det himmelske. Vi kan ikke både holde fast i jorden med den ene hånd og holde Guds rige i den anden. Enten-eller. Hvis vi vælger Guds rige, så er vi fremmed her på jorden, og vælger vi jorden, så er vi fremmed for Guds rige. Og hvem vil være det?
Som kristne er vi fremmede på jorden, og det mærker vi: Jorden har en anden etik, et andet livssyn og verden har ikke noget evigt håb. Det har du som kristen. For når vores tid her som fremmed er slut, så begynder det først, for så er vi hjemme i Guds trygge omgivelser. Uden sorg, uden pine og uden tårer kun med Jesus helt, fuldt og udelt.

Så er jeg frelst, så er jeg fri,
så har jeg vundet frem.
Så er min strid med ét forbi,
så er jeg i mit hjem.
Det hjem min frelser lovet har
hver den, som korset med ham bar,
Guds Paradis, vort rette hjem. (DDS 569,4).