Læs en rapportage fra aftenen – tryk her

Da min ældste skulle i børnehave, så skete det tit og ofte, at jeg glemte at få madpakken med, så for at huske det, så satte jeg et lille klistermærke på døren med teksten: ”Husk madpakken”. Det klistermærke har nu hængt på døren rigtig mange år – og de eneste, der lægger mærke til skiltet, det er når vi har gæster og de kommentere det. ”Har du husket madpakken?” – og så står jeg og ser mærkelig ud, for hvad mener de med det? Indtil de peger på klistermærket… og ti-øren falder.
Jeg ville have håbet at jeg havde set klistermærket i går, fredag, for så havde jeg sparet mig en ekstra tur frem og tilbage til skolen. For der glemte jeg rent faktisk madpakken.
Rundt om i vores land er der rejst en masse mindesmærker – da man rejste de sten, så var det fordi man havde en hændelse i nærmeste erindring, som man ville markere og sikre for eftertiden. Men tit og ofte gled disse sten bare ind i bybilledet, hvis den ikke gror næsten helt til, og det er først, når der kommer turister forbi, der spørger ind til stenen, at ”nå ja”, så falder ti-øren. Vi mennesker glemmer. Selv personer, der var store og fyldte alt, kan glide i glemmebogen.
Vi har for ikke længe siden fejret påske – skærtorsdag, dagen for indstiftelsen af nadveren og dagen før den lange fredag, hvor Jesus døde. Jesus sad imellem sine disciple og har sikkert været så stor, så når de har tænkt tilbage på den aften, så har der kun været ham. Jesus fyldte hele salen – centrum var Jesus.
Jesus vidste hvor dårligt vi mennesker husker, så han gav dem ikke en masse instrukser, men gav dem en klar ordre: Husk mig. I rockmusicallen Jesus Christ Superstar synger Jesus endda:

”Jeg må vær blevet tosset
hvis jeg tror jeg bliver husket, når jeg er død
se jeres tomme ansigter, mit navn vil blive glemt
samme sekund jeg er død”

Jesus indstiftede nadveren af mange forskellige grund, en af grundene var for at vi må huske ham. ”Dette er mit legeme, som gives for jer, gør dette til ihukommelse for mig” … ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, gør dette, hver gang I drikker det til ihukommelse af mig”. Kort sagt: Gå til nadver og husk mig. Og Paulus supplerer, at hver gang vi spiser og drikker til altergangen, så forkynder vi Herrens død, indtil han kommer. Vi husker Jesus og vi forkynder hans død og hvad hans død betyder. Jesus kender os mennesker så godt, at han ved, at vi husker bedst det, som vi har knyttet en eller anden ydre ting til og en eller anden handling til. Historien bliver gentaget – historien bliver nærværende – vi har fokus på hvad Jesu død betyder hver eneste søndag, når vi er til alters.
På samme måde i aften ved mindestenen her i Lundby Krat. Egnens beboere rejste denne sten – for dem var hændelsen stor og vigtig, men stenen har sikkert også lidt mindestens-skæbnen, at den normalt glider i et med skoven her. Men for at det ikke må ske, så knytter vi en hændelse, vi mødes her på årsdagen og lægger en krans og husker den unge pilot Germain og hvad hans offer fortæller.
Jesu død betød frihed for synd, død og dom.
Germains død som sådan betyder ikke noget. Det var ikke planlagt, at han skulle dø her i skoven, at hans fly skulle styrte ned. Hans død betød ikke noget i krigssituationen – andet end på den alt for lange tabsliste og for den familie, der dagen efter skulle få den forfærdelige besked om at han var død. Det var et af mange krigsofre – han ligger sammen med 65 andre britere oppe ved Frederikshavn, og netop derfor skal vi huske ham. For vel betyder hans død ikke noget, for han ville hellere end gerne være nået over til England og fortsætte sit liv og sin karriere i flyvevåbenet, men det vi mindes er hans offersind. Det var hans villighed til at sætte sin ind i en flyvemaskine og flyve over besat og farligt område. At han var villig til at løbe risikoen for at miste sit liv for at bringe det onde nazi-diktatur et skridt længere mod afgrunden. For at bringe ham, os – ja, hele Europa et skridt længere mod friheden.
Så lad os mødes her hvert år, lægge en krans, synge en sang og salme og mindes. Mindes Germains offervillighed og mindes om (som Oberst Løjtnant Jan Johansen sagde) at ”Fred, Frihed og Demokrati ikke er en selvfølgelighed – det skal der værnes om, det kræver indsats, og det har omkostninger”.
Det er da værd at huske.
Lad os bede fadervor sammen.