Prædiken til Horne Efterskoles pilgrimsvandring

Indledning: Jeg er blevet stillet to spørgsmål. 1) Hvad er helligt? 2) Hvor er himmelen?

 

Det skulle jo være meget nemt at svare på de spørgsmål, men det første af dem viser sig at være rimeligt kompliceret alligevel. Jeg hev en masse af mine bøger frem fra hylderne derhjemme og bladrede dem igennem. Ingen steder en kort og ordentlig forklaring, der dækkede mit krav. Der stod, at helligt, det er det Gud er, men det giver jo egentlig ikke den helt store forklaring. Hellig – det er det Gud er. Det er lige som at sige, at lækker, det er det, som Timberlake er. Eller sød, det er det, som Camron Diaz er. Det siger jo ikke noget om hvad det er at være lækker og at være sød, men siger noget om hvad Diaz og Timberlake er.

Men så fandt jeg denne gamle bog (Munksgaards Bibelleksikon s. 118), hvor han skriver en lang række ting, som er helligt. Gud er helligt, templet er helligt, Israel skal være helligt, menigheden skal være hellig…. og så kommer det så til allersidst ”Grundbetydningen af ´afsondret´ træder derved tydeligt frem”.

Hvorfor sagde han ikke det fra starten, at hellig det er det, som er afsondret.

 

Det passer meget godt på Gud, at han er hellig.  Gud er hellig, for han er afsondret. Han har skabt verden og er derfor ikke en del af denne verden. Han er afsondret.

 

Så der er kun en, der er helligt – der er kun en ting i hele universet, der er helligt, og det er Gud.

 

Ingen kan se Gud

Så hellig er Gud, at vi mennesker ikke kan se ham, uden at dø.

I har nok set tegnefilmen Prinsen af Egypten, hvor Moses taler med Gud. Men ikke ansigt til ansigt – for Gud er hellig. Nej, Gud taler til Moses igennem en brændende tornebusk.

Men Moses vil mere, han vil se Gud. ”Nu har vi snakket sammen så meget, lad mig se dig ansigt, Gud”.

 

Læs: 2. Mos 33,20-23 (side 86).

 

Der findes en profet i Det gamle Testamente, der hedder Esajas. Da han bliver kaldet til profet står han midt i tempelet i Jerusalem og ser et syn, hvor han ser Gud. Og han bliver skrækslagen

 

Læs: Es. 6.1-7 (side 609)

 

Der er altså en mulighed for at kunne se Gud, nemlig hvis man bliver renset. Hvis en synd og urenhed bliver sonet. Det vender vi tilbage til om lidt.

 

Gud vil i kontakt

Bibelen er historien om hvordan Gud vil i kontakt med os mennesker. Hvordan han har skabt os, med et formål: Han vil være sammen med os.

 

Af en eller anden grund valgt Gud en person, en slægt, et folk – det var dér han ville åbenbare sig. Det var her i dette folk, at kontakten mellem Gud og mennesket skulle foregå. Så hvad gjorde Gud? Han afsondrede en person, en slægt og et folk – han helligede det. Det folk er Israel – han sagde: I skal ikke ligne de andre folk med deres forskellige guder og deres umoralske liv. ”I skal være hellige, for jeg er hellig” (3 Mos 11,45 – side 104).

I skal ikke være som andre, I skal leve afsondret efter min vilje. Der blev givet forskellige regler og love (Hellighedsloven 3 Mos 17-26 kræver, at folket forbliver helligt, og De ti bud).

 

”Jeg vil være sammen med jer. Også selv om jeg stadigvæk er hellig, og det forbundet med livsfare at se mig. I skal afsondre et sted, hvor vi kan mødes – lav en helligdom, lav et tempel, hvor vi kan mødes. Så f.eks. midt i Jerusalem blev der bygget et specielt hus, et tempel.

I et afsondret folk var et afsondret sted.

 

Selve måden tempelet var bygget på viste det med at være afsondret. Der skete en gradvis afsondring af folk.

Hedningenes forgård – hertil måtte kun hedninger komme, altså 

folk, der ikke var jøder

kvindernes forgård – hertil måtte kvinderne komme

Præsternes forgård, med alteret – hertil måtte præsterne komme

Først dér er vi inde ved selve tempel-bygningen.

Kernen i templet hed så det hellige

og bag det hellige, bag et metertykt tæppe var det allerhelligste. Eller som det hedder – det hellige af det hellige.

Dér stod pagtens ark med de ti bud – som I måske kan huske fra Indiana

Jones-filmen.

 

Dér var der skabt et rum, hvor man kunne være sammen med Gud, bede til Gud, ofre til Gud. Men man kunne ikke bare komme til Gud – for det første der var de mange afspærringer, så ikke alle kunne komme ind. Og var man nok fremme i skoene, så kunne man heller ikke komme længere end til tæppet ind til det allerhelligste. Det var kun chef-præsten, der måtte komme derind – og det en gang om året.

 

Synden

Men hvad gik galt? Hvis Bibelen er historien om at Gud vil i kontakt med os, hvorfor så alt det her med afsondrethed og templet med en masse forgårde og et kæmpe tæppe?

Noget gik galt – og det noget hedder synden. Selve ordet synd – kommer af sund – det, der skiller. F.eks. Øresund skiller Danmark fra Sverige. Synden skiller mennesket fra Gud. Templet med dets forgårde var et tegn på, at synden spærrer mellem Gud og mennesker.

 

I begyndelsen af Bibelen læser vi om Edens have: Gud slentrede rundt i haven sammen med Adam og Eva. Men synden kom ind og skilte.

Men kunne Gud da ikke gøre noget for at ødelægge denne afsondrethed, ødelægge det, der skiller os fra Gud. Hvis Gud er mægtig, så burde han da om nogen kunne gøre noget! Der var et eller andet med han profeten Esajas, der fik sin synd sonet, så han kunne tale med Gud. Så kan synden ikke forsvinde? Der må være noget, som Gud kan gøre… Og ja, det var der! Guds plan hedder ”Jesus”.

 

I kender historien om Jesus – at han til sidst døde på korset.

Hvad I måske ikke lige kan huske er, at I det øjeblik, hvor han døde, der skete der nemlig noget i tempelet: Det store tæppe, der skilte mellem det hellige og det allerhelligste blev revet i stykker.

Hvad betyder det? Pludselig var Gud ikke afsondret – pludselig var der adgang lige ind til det allerhelligste.

Ved at Jesus døde blev det, der spærrede mellem os og Gud fjernet, nemlig synden.

Gud er stadigvæk hellig, men ved troen på Jesus får vi del i den hellighed. Vi bliver afsondret – lige som Israel var afsondret, for de hørte Gud til, sådan er de kristne ”afsondret”, for de hører Jesus til og ønsker at være sammen med ham. Være sammen med ham her på jorden og i himmelen.

 

Men hvor er så himmelen?

En hurtig definition er: Det er det sted, hvor Gud er, og hvor vi kan være sammen med ham. Om det er herinde i kirken, om det er på jeres værelse, om det er på en gåtur, hvor du taler med ham og beder til ham. Himmelen er det sted, hvor Gud er og hvor vi kan møde ham… også ude i fremtiden i evigheden.

 

På den måde er cirklen tilbage ved udgangspunktet på grund af det, der skete på korset.

Historien begyndte i Paradiset, hvor Gud og mennesket er sammen

historien ender i Paradiset, hvor Gud og mennesket igen er sammen. Da vil Gud igen være sammen med os (læs Johs åb 21,1-5 side 1167)

 

Kirken

Det var med det budskab, at folk gik ud i hele verden. Vi kan være sammen med Gud igen. Budskabet spredes som ringe i vandet.

Først i private hjem – men efter 300-tallet, hvor kristendommen blev statsreligion i Romerriget begyndte man at afsondre huse, som man sagde – det her skal bruges til gudstjenester. De huse bruger vi kun til at være sammen med Gud. De huse hører Gud til. Det er det, som kirke betyder – det, som hører Gud til.

 

(Derefter fortalte jeg lidt om Horne Kirke – se evt Wikipedia)

 

Fred være med jer

(Og jeg sluttede af med et vers af Grundtvigs salme, der er skrevet på stenen ud for indgangen til kirkegården – nr. 323 i Salmebogen)

 

Give da Gud, at hvor vi bo, altid, når klokkerne ringe, folket forsamles i Jesu tro der, hvor det plejed at klinge (altså herinde: Verden vel ej, men I mig ser (fordi er er hellige, afsondret, alt, hvad jeg siger, se, det sker; fred være med eder alle!

 

Jeg vil ønske for jer, at Guds fred må være med jer her i dag. At I må få fred til at arbejde med Fadervors store løfter og bønner.