3: Lovsynger Herren
20 vers 1 og 4: Jeg ser dit kunstværk, Gud
624:Gud, er Gud, før jorden skabtes
Prædiken
369: Du, som gir os liv
efter nadver: 435,3:O Jesus Krist, Guds søn, Guds lam
680: Jesus kom dog nær til mig
Lyt til prædikenen

Læs prædikenen
”Men I, hvem siger I, at jeg er?” sådan spørger Jesus. Han vidst nok hvem han var, men han ville bare hente trosbekendelsen frem hos sine disciple. Og det fik han: ”Du er Kristus, den levende Guds søn” – svarer bulderbassen Peter. Og Jesus kvitterer med at kalde rullestenen Peter for klippen Peter, for det er på Peters bekendelse, at Jesus vil bygge sin kirke. Ikke på en person, ikke på Peter – men på bekendelsen, Kristus, den levende Guds søn.

Hvem siger I, at jeg er? Lad os prøve se på spørgsmålet ikke i munden på vores frelser, men i munden på os selv. ”Hvem siger I, jeg er?” Ja, hvem er jeg i det hele taget? Vi lever i en tid, hvor mange søger efter deres identitet, mening og formål i livet. Hvem er vi? Hvor hører vi til? Hvad tror vi på?

Hvem er jeg? Noget, der er snublende nært at gøre, det er netop at finde svaret fra dem omkring mig. ”Hvem siger I, at jeg er?”. At jeg skal bygge min identitet på hvad andre siger om mig.

Der kom en fra menigheden hen til Indre Missions gamle formand, Christians Bartholdy, og sagde:: ”Bartholdy, vi elsker dig”. Og han svarede tilbage: ”Hvis jeg var lavet af glas, så I kunne se igennem mig, så ville I ikke røre mig med en ildtang”.
Det er vel, hvad man i dag kalder for Imposter-syndrom, bedrager-symptomet: Hvis folk bare virkelig kendte mig, så ville de afvise mig. Eller hvis I vidste, at alle mine prædikener er skrevet af en ChatGPT eller er en kopi af Præsteforeningens Blad, så ville I se, hvor dårlig en præst, jeg er.

Men hvorfor skulle jeg egentlig bygge på, hvad I siger om mig? For I kender mig ikke – vi kender ikke hinanden længere ind end til vores tænder.
I kender måske den historie om en mand, der kommer til en læge i en by og siger: “Jeg lider af en depression. Jeg er altid helt nede i kulkælderen. Hjælp mig”. Lægen undersøgte ham lidt og kom til sidst med et uortodokst svar: “Cirkus er i byen – og de har landets sjoveste klovn, hvis han ikke kan få dig bare en smule op med humøret, så ved jeg ikke hvad der kan.” Manden rejste sig bedrøvet: “Det hjælper ikke noget, for det er mig, der er klovnen.” Og så gik manden fra lægen.

Sådan kan man føle det: Det er mig, der er klovnen – alle tror jeg er glad, festlig, men ingen ved, hvad tungt jeg bærer på! Det andre ser, er ikke det samme som det, jeg selv ser.
Det samme siger teologen Dietrich Bonhoeffer i et af sine fængselsdigte, skrevet som Hitlers personlige fange:

Hvem er jeg?
Ofte siger de til mig,
jeg træder ud af min celle
rolig, munter og fast
som en herremand ud fra sit slot.

Hvem er jeg?
Ofte siger de til,
jeg taler med fangevogterne
frit, venligt og klart
som havde jeg at befale!

Hvem er jeg?
De siger også,
at jeg bærer ulykkesdagene
ligevægtigt, smilende og stolt
som en, der er vant til at sejre.

Så nej, vi skal ikke bygge vores selvbillede på, hvad andre siger om os, for de kender os alligevel ikke. For efter at have skrevet om hvad andre siger om ham, fortsætter han:

Eller er jeg bare det, som jeg ved om mig selv?
Urolig, længselsfuld, syg som en fugl i bur,
kæmpende for at få vejret, som om én havde mig i struben,
hungrende efter farver, efter blomster, efter fuglestemmer,
tørstende efter gode ord, efter menneskers nærhed,

Så nej, byg ikke din identitet på hvad andre siger om dig. Og til det kommer også, at andre menneskers meninger er flygtige og hurtigt kan ændre sig. Når vi bygger vores identitet på andres opfattelser, lever vi i en konstant frygt for at blive afvist eller misforstået. Eller også opdager de andre hvordan vi virkelig er, og så vil de nok ikke røre mig med en ildtang-

Jeg kan også bygge min identitet op på hvad jeg kan. Vi lever i en præstationskultur, hvor vores værdi ofte måles i, hvad vi kan opnå. Vi stræber efter succes, anerkendelse og perfektion i vores arbejde og i vores personlige liv. Men hvad sker der, når vi fejler? Når vi ikke lever op til vores egne eller andres forventninger? Når vi ikke kan mere?
En af mine gode præstevenner, der havde givet sig selv 100% som præst – alt, hvad han rørte ved, var som præst. Han var sognepræst og havde virkelig blevet en del af sognet. Men han blev gammel – kroppen kunne ikke det samme drive mere. Man glemte hurtig hans glansperiode, for nu kunne han ikke mere. Og da han stoppede som præst, så blev alt revet væk fra ham. For hvad var han så, når han ikke længere var sognepræst? Som 70 årig skulle han til at genopbygge en helt ny identitet, og det var en hård proces.
Så det er ikke holdbart, at man bygger sin identitet på hvad jeg kan.

Hvad så med at jeg bygger på det, jeg ejer? I en materialistisk verden bliver vores identitet ofte knyttet til vores ejendele. Vi køber ting for at føle os lykkelige og fuldendte. Men materielle ting kan ikke fylde det tomrum, der ofte findes dybt i vores sjæl. De kan ikke give os varig glæde eller ægte mening. Og vi kan miste vores ting. Væk.

Så hvem er jeg? Lad os prøve vende tilbage til Bonhoeffers digt. Digtet slutter  med følgende linje:  ”Hvem jeg så end er – Du, Gud, kender mig. Du er min far!”.
Lad os ende vores søgen efter vores identitet hos Gud. Jeg skal finde min identitet i at jeg er Guds barn – jeg er elsket af ham
Fra Det gamle Testamente læste jeg om Jeremias’ kaldelse:
“Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig,
før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig;
jeg gjorde dig til profet for folkene.”
Gud kendte Jeremias, før han blev født. Han kendte hans potentiale, hans styrker og svagheder, og han havde en plan for hans liv. Ligesom Jeremias er vi også kendt og elsket af Gud fra før vores fødsel. Han har en plan for dig, en plan om lykke, ikke om ulykke, om at give dig en fremtid og et håb.
Vi skal have vores sande identitet i Gud. Han elsker os, lige som vi er skabt – selv når vi lever langt fra ham, ikke skænker ham en tanke, ødelægger os selv, fordi vi er utilfredse med os selv. Fordi vi tror at græsset er grønnere, når vi ændrer os selv, selv dér elsker han os. For lige som vi er skabt, er vi elsket, ønsket og villet. Sådan som du er, sådan er du skabt af en kreativ Gud, der ser på dig med en kunstners stolthed. Prøv se på dig selv med Guds øjne.
Når vi bygger vores identitet på denne sandhed, finder vi en varig og stabil grund at stå på. Vi er ikke defineret af vores præstationer, vores ejendele, andres meninger, vores køn, vores sociale status, vores evner, vores… , du er defineret af Guds kærlighed til dig.
Peter kommer i dagens tekst med en stærk bekendelse: “Du er Kristus, den levende Guds søn.” Denne bekendelse er hjørnestenen i vores tro. Det er ikke bare en erkendelse af hvem Jesus er, men også en erklæring om, hvad vi bygger vores liv og vores identitet på.
Når vi bekender Jesus som Kristus, Guds søn, vælger vi at bygge vores identitet på noget urokkeligt og evigt. Vi erkender, at vores værdi og vores livs fundament ligger i vores tro på Jesus.
Jesus svarer Peter: “Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.” Ligesom Peter er vi kaldet til at bygge vores liv på denne klippe – troen på Jesus Kristus. Denne tro er vores sande fundament, som giver os styrke og stabilitet i en verden, der ofte er præget af ødelæggelser, omskiftelighed og usikkerhed.
Når vi bygger vores identitet på Kristus, finder vi en dybere mening og formål. Vi er kendt og elsket af Gud, før vi blev født. Han har en plan for os, og han kalder os til at leve et liv i hans nærhed og kærlighed.
Lad os derfor tage Peter’s bekendelse til os og lade den forme vores identitet. Lad os finde vores værdi og formål i troen på Kristus, og lad os leve vores liv i hans kærlighed og nåde.

Hvem siger du, at Jesus er? Lad os hver især og som menighed bekende: “Du er Kristus, den levende Guds søn.” Må denne bekendelse være klippen, vi bygger vores liv på, nu og altid.