Jeg har et ønske om at mine børn skal kende nogle af de helt store klassikere i verdenslitteraturen. Så vi æder os igennem den ene bog efter den anden som godnatlæsning efter aftenandagten. ”Skatteøen”, ”Robinson Crusoe”, Jules Verne ”Jorden rundt i 80 dage”, ”En verdensomsejling under havet”… endda Georg Orwells ”Kammerat Napoleon”. Lige for tiden har vi kastet os over Sherlock Holmes. I sommerferien gik jeg lidt bævende i gang med ”Onkel Toms hytte”. Bævende, for jeg vidste at den indeholdt grimme scener – men heldigvis viste det sig ikke at være så udpenslet. Det er mindst 30 år siden jeg har set den i fjernsynet, så jeg kan ikke huske noget af historien andet end at Tom dør efter at være blevet mishandlet af sin onde ejer. Men jeg blev faktisk overrasket over hvor stærkt kristendommen træder frem i historien. Selvfølgelig især i ordene fra Toms mund.  
Harriet Stowe havde selv længe været engageret i rettighedskampen for slaver – havde hjulpet slaver til at flygte, men hun søgte en måde hvorpå hun kunne gøre mere. Under en nadver-fejring i sin kirke fik hun synet af Toms triumferende død – og ud fra det dannede hun resten af historien, der blev udgivet som føljeton i en anti-slave-avis.
Historien om Tom havde stor indflydelse på mange folks holdning til slaver, at slaver faktisk også var mennesker med sjæl- og åndsliv. At den – sammen med en masse andre faktorer – var med til at bygge op til den amerikanske borgerkrig, hvor netop slavespørgsmålet var en vigtig drivkraft. Det fortælles, at da præsident Lincoln mødte forfatteren Harriet Stowe, så sagde han til hende: ”So you’re the little woman who wrote the book that made this great war!”.

Det er måske ikke verdens bedste bog, hvis man ser den med litteratur-briller. Situationerne er konstruerede, dialogerne er urealistiske og slaverne overromantiseredes.
Og på trods af det, så træder evangeliets kræft stærkt frem.

Det er jo det rene galskab. Man forstår godt at filosoffen Nietzsche kalder kristendommen for en slavereligion – dens venden den anden kind til. At det er den mindste, der er den største – at den største er den, der tjener… og den allerstørste er ham, der har givet sit liv som løsesum for mange. Det er virkelig ”Umwertung aller Werte” – omvurdering af alle værdier, som Nietzsche kaldte det.

Ja, og jeg kan så tilføje, at det så også er sandheden.  Og en sandhed som mange af vores kristne brødre og søstre, der lever under forfølgelse, at de har oplevet som sand i deres eget liv. Det er meget nemt at overromantisere de forfulgte kristnes liv og kamp – men det, der træder frem fra alle beretningerne er et vidnesbyrd som det her fra bogen, at ”slagene ramte ham kun udvendig og gjorde ikke hans sjæl fortræd”. Slagene udvendig kan naturligvis også være slemt nok – ødelæggende nok – men vi må bede til vores kristne brødre og søstre ikke må lade slagene nå ind til deres sjæl. At de forsat må erfare, at intet kan skille dem fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.
Og det er især på det punkt, at jeg henter inspiration til mit liv som kristen og mit virke som præst. At vi har en så stor Gud, der er større end vore omstændigheder – ja, at han kan ændre tingene, så det bliver til det gode, men er med os i det onde – og vil lede os igennem det onde. Lede os igennem dødsskyggens dal – som vores vogter og værner. Og uanset hvad der sker os i vores liv – uanset hvad der hiver i os, så kan det ikke hive os bort fra Guds kærlighed. Det kan godt være, at det føles sådan – men så er det godt at vide, at Gud er større end vore følelser. Det vi ved fra Guds ord er mere nøjagtigt end det vi føler.
En amerikansk marinesoldat blev sendt af sted af en meget bekymret mor – og til afsked sagde han: ”Mor, husk på, at selv det største ocean er ikke større end at det kan ligge i Guds hænder”.

”Er Gud for os, hvem kan da være imod os?  Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?  Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig.  Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.  Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? –  som der står skrevet:

På grund af dig dræbes vi dagen lang,vi regnes for slagtefår.

 Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”.