Bibeltekst
(En genfortælling om forhistorien, hvordan Jakob er en skidt knægt)
Jakob forlod Be’ersheba og begav sig til Karan.  Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér.  I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen.  Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere.  Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes.  Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«
(En afrunding om at selv om man er en skidt knægt – og bogstaveligt talt ligger som man selv har redt, Jakob lå på en sten – så er Gud stadigvæk med os.

Prædiken
Det er en mærkelig tid – en gang var november våd og kold, men vejret er ikke hvad det har været. Og på den ene side, så er jeg da glad for det, for november har for rigtig mange været svær at komme igennem, men på den anden side, så er rammes jeg også af bekymring om klimaforandringer.
Mon digteren Henrik Nordbrandt ville have skrevet digtet ”Året har 16 måneder”, hvis han skulle skrive et digt i dag? I kender måske digtet:

”Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.”

Der er mange grunde til at være mismodige. Og er man ikke mismodig over at vejret er trist, så kan man være mismodig over at vejret ikke er trist.

Jeg har derfor valgt at læse teksten, som salmen ”Nærmere Gud”, er skrevet over. Om hvordan selv en, der virkelig ligger som han har redt, selv han er i Guds hænder.  Selv han kan se stigen til Gud.

Jeg har valgt salmer, der puster til håbet i os.
Dybt hælder året
Ingen er så tryg i fare (eller som jeg sang det, som barn: Ingen er så tyk som far, det skulle lige være mor”. Jeg var en skidt knægt…)
Nærmere Gud til dig

Og jeg har valgt at slutte af med en sang – det gør jeg altid, vælger en sang. Denne gang er det “Regnvejrsdag i november” (eller som vi også kender den som: ”Jeg vil male dagen blå”) – den vi nok bedst kender fra Giro 413.
Det er et lille uprætentiøst digt om hverdag, natur og tiden, der går. Selvom titlen referer til årets normalt tristeste måned, er det et digt om glæden ved livet.
Der er rigtig mange grunde til at mismod, men hvorfor vælge at have fokus på det? Hvorfor ikke vælge at have fokus på det gode? Hver eneste af versene begynder med et ”Jeg vil…”. Som Piet Hein sagde: ”Sygdom er; hvordan man har det – sundhed er; hvordan man tar det…”.
Hvad vælger vi?
Sangen “Regnvejrsdag i november” afspejler en stærk længsel efter lys og håb midt i en grå og tung tid. De forskellige farver – blå, gul, rød, grøn, hvid og lys – bliver billeder på en vilje til at vælge håbet, troen og glæden, selv på regnvejrsdage. Det er et bevidst valg om at male verden lysere, et udtryk for, hvordan vi selv kan finde små glimt af skønhed, også i mørket.

I den kristne tro er håb ikke kun en følelse, men en tillid til Guds løfter. I Jeremias’ Bog 29:11 siger Gud: “Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer… planer om fremtid og håb.” Håbet i Gud er ikke baseret på omstændighederne omkring os, men på hans trofasthed. Når vi maler dagen i farver – vælger blå tro, gul glæde, grøn fred eller rød kærlighed – spejler vi det håb, som Gud giver os.

Men hvordan finder vi dette håb i praksis? Måske som sangen beskriver: ved at vælge lyset frem for skyggen, give os selv et “puf i ryggen” og tro på lykken, selv når november kan føles endeløs. For håbet er ikke blot, at solen igen vil skinne, men at Gud er med os i hvert øjeblik. Han går ved vores side, både når vi ser lyset tydeligt og når dagen er regntung.

Når vi vælger at male dagen lys, svarer vi på Guds kald om at leve i hans lys, også når alt omkring os synes gråt. Paulus skriver i Romerbrevet: “For jeg er vis på, at hverken død eller liv… intet kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.” Dette løfte er kernen i håbet – at vi altid er elsket, aldrig alene.

Lad os derfor tage imod opfordringen fra sangen og male vores dage i farver. Det er ikke en fornægtelse af mørket, men en tro på, at lyset altid er nær. For hos Gud er selv en regnvejrsdag i november fyldt med håb.