Joan Didion, en amerikansk forfatter, mister sin mand pludselig og uventet (?) – det sidste viser sig efterhånden ikke at være helt tilfældet eftersom det viser sig, at han er født med en opdaget og tidligere behandlet hjertefejl. Og bogen er en skildring af hvordan hendes første år går efter at hun er blevet enke. Det er der blevet denne bog ud af… og hvorfor har jeg læst den?

Kvinden i DR-K-programmet havde en irriterende stemme… måske lidt for elitær-irriterende stemme. Men hun fortalte at denne bog ”er en fantastisk skildring som er et grundværk indenfor sorgskildring”.
En bog, hvor forfatteren forsøger at forstå sorgens væsen.

Der gik ikke lang tid førend jeg havde bestilt bogen, og jeg lå med den på sofaen herhjemme allerede fredag-middag. ”Et uafrysteligt lille mesterværk” står der foran på bogen – et citat fra en anmeldelse fra Information. Bag på står der ”En smuk og ubærlig bog af en af de fineste forfattere, vi har”. 

Jeg var klar til at blive et viist menneske – klar til at blive betaget. 172 sider lå foran mig – jeg VILLE læse den inden søndagen var omme, og nu klokken 23.16 søndag-aften sidder jeg og har læst den.

Var den så så fantastisk?
Var den så et grundværk indenfor sorgskildring?

Jeg er dybt skuffet over den. Til sidst var den en kamp at læse.

Jeg havde virkelig en masse forventninger til at blive klog på sorg og forstå sorgen indefra. Jeg havde glædet mig til at skrive denne anmeldelse, hvor jeg ville skrive noget i retningen af, at ”selv om bogen tager udgangspunkt i forfatterens eget liv, så formår den at løfte sig væk fra det subjektive, om hvordan forfatteren oplevede sorgen, og op til en objektiv beskrivelse, der gør at vi kan aflæse noget universelt, der gælder alle”. Men det er jo lige netop hvad denne bog ikke er. Den er ikke objektiv – den har nogle rigtige gode tanker hentet fra bøger om sorg og det at miste, men det er forfatterens egen oplevelse og bogen løfter sig ikke højere op.

Og den er så subjektiv, at den fortæller om to personers liv, to personer, som jeg overhovedet ikke kender, men som åbenbart forudsættes kendt. Den beskriver film, som manden har lavet, og som jeg aldrig har hørt om – bøger, som de har skrevet, som jeg aldrig har hørt om… ja, sågar amerikanske aviser, jeg aldrig har hørt om. Den foregår og lader mig se ind i en for mig meget ukendt verden, som ikke bliver forklaret for et dansk publikum. Prøv læs kapitel 16 – side 140-141 – aldrig har jeg læst så meget, som ikke sagde mig ret meget. Og sådanne afsnit er der mange af. Jeg plejer altid at skrive vigtige ting ned i begyndelsen af bogen, sådan at jeg altid kan vende tilbage til dem – men f.eks. fra side 60-110 er der ikke en eneste note… det er 50 sider i en bog på 172 sider. Det var nogle hårde sider at læse…

Det var svært at leve mig ind i hele universet af elitær tænkning og referencerammer – citater fra bøger og digtet, hvis forfattere jeg ikke kender, gør det rigtig svært – jeg tænker: ”Og hvad så…?” mange gange, fordi digtet ikke siger mig ret meget. Fordi citatet fra en roman, som de skrev tidligere, ikke siger mig ret meget i den sammenhæng.
Lige de to gange, hvor C.S. Lewis bliver bragt på banen er derfor en sand fornøjelse – her er jeg igen inde i noget, som jeg forstår og som jeg er hjemme i.

Men selv midt i dens elitære højhed og rigdom, så rammer det mig, at bogen jo også er præget af fattigdom og håbløshed.

Fattigdom og håbløshed
Fattigdom – når det er digte og citater fra romaner, der bliver hentet frem, når det er citater som ”Mere end en dag mere” (s. 134), der er det gennemgående ord i vigtige begivenheder i deres liv – så er det ikke Bibelens ord. Guds ord. 5 gange har jeg refereret, at Gud og det religiøse spiller ind i bogen – og det er på en meget nedslående måde. Det er faktisk tragisk, at man er bundet så meget til verden her, at man kun i sorg og savn har noget menneskeligt at holde sig til. Det er da tegn på fattigdom – men en fattigdom, der har iklædt sig rigdom og storhedens skin. ”En smuk og ubærlig bog af en af de fineste forfattere, vi har” – det er vi mennesker, der blæser os op til at tale om noget, vi skal have åbenbaret.

Håbløshed – ja, for har man virkelig ikke andet end menneskeligt at læne sig op ad i ens livskrise, så kan jeg godt forstå at man ender i meningsløshed. Så kan jeg godt forstå at hun bliver ved med at gribe sig selv i at ønske at få ham tilbage. Vi følger hendes første år efter at hun er blevet enke – og dér vender det tilbage gang på gang ønsket og håbet om at få ham levende tilbage. Selv om hun i forbifarten nævner at hun tror på Gud (s. 53), så tror hun alligevel ikke på kødets opstandelse og det evige liv(s.114). Hun ser døden som det evige mørke (s. 118-119). Hun tror ikke på at der er et øje, der våger over os, og at derfor er det hele meningsløshed, der er ikke nogen grund til at lede efter en mening. Og derfor er det vel også så svært at give slip, for hvis der kun er evigt mørke… det er da ubæreligt. Den levende og den døde er adskilt af tavshed (s. 147). Men er han der så stadigvæk? Hvis man kan adskilles, så må der jo også være nogen at adskille fra hinanden! Tror man ikke på kødets opstandelse og det evige liv, så er der vel ikke nogen, der kan se det evige mørke eller registrere tavsheden. Er det bare et paradoks – eller hvor står Didion i det spørgsmål?
Og bliver meningsløsheden, der opstår, når der ikke er noget øje, der holder øje med os og vogter over enhver fugl, bliver den ophævet til sidst: ”Intet øje vogter spurven, men det sagde han [hendes afdøde mand, John] faktisk til mig” (s. 172)?

Det normale bliver ændret
Ja, jeg er meget skuffet over bogen – men den har dog også nogle værdifulde iagttagelser. Jeg kan godt lide den gennemgående bearbejdelse af dødens pludselighed – hvordan døden kommer og pludselig ændrer det normale. Hvordan døden træder ind i det normale og ændre det normale for altid. Og hvor meget man bliver ved med at fremhæve, at alt var normalt og så skete katastrofen og døden indtraf. Himmelen var blå – en almindelig dag, og så styrtede flet ned. Eller arbejdsulykken “alt går, som det plejer, og så byder helvede løs” (s. 97). Det er hvad der kommer frem i det indledende digt:

”Livet ændrer sig hurtigt
Livet ændre sig i et nu.
Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op
Spørgsmålet om selvmedlidenhed” (s.5).

Disse linjer vender Didion tilbage til igen og igen og viser forskellige eksempler på hvordan døden kommer ind i det normale og pludselig i et nu er selve livet blevet ændret. At døden aldrig bliver modtaget som befrielsen, også selv om det ser sådan ud for de efterladte, men den vil altid komme som et chok uanset hvor lang tid før, man har set den komme (s. 114). Og ser man tilbage er der tegn – sikre tegn på at de døde vidste det på forhånd. Døden kommer ikke uden varsler (s. 21, 62 og 116). 

Bogen beskriver på en fin måde, hvordan man som efterladt har svært ved at give slip på den døde, men gør man ikke det, så vil man ikke selv kunne leve videre. Men man har ikke lyst til at lade tiden gå videre, for tiden vil lige så langsomt bringe en væk fra den døde og det eneste man har tilbage (minderne) vil lige så langsomt blive svagere og svagere (s. 170).

”Jeg ved også, at hvis vi skal leve selv, kommer der et tidspunkt, hvor vi er nødt til at opgive de døde, give slip på dem, lade dem være døde.
Lade dem blive fotografiet på bordet.
Lade dem blive det navn, der står på klientkontoen.
Giv slip på dem i vandet” (s. 171).

Selvmedlidenhed
Jeg synes det er rigtig spændende at emnet selvmedlidenhed bliver behandlet (s. 60 og især s. 145). Det har jeg aldrig hørt beskrevet før… og altid (som bogen her tydeliggør) som noget, man skal lægge fra sig, som noget negativt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hvor meget de sørgende sørger på vegne af den døde, eller på vegne af dem selv. Måske er det i starten at man søger på den dødes vegne, at den døde ikke får lov til at leve længere, men glider det ikke hurtigt over i at man sørger på egne vegne – over det man har mistet, over det liv, der pludselig bliver ændret? Over den person, man mister?

Der er et fantastisk citat i bogen, som jeg har skrevet forrest i mit eksemplar af bogen: ”En enkelt person er forsvundet og hele verden synes tom” (s. 145). Det er flot sagt! Det rammer virkelig grunden til at man har svært ved at trøst den efterladte – få dem til at se verden og leve livet, for pludselig med et pennestrøg er man forvandlet til ”Palle alene i verden”. Verden er fyldt med mennesker, men er alligevel helt tom, for den mangler den person, man elsker allermest, der fyldte ens verden, ja, der var hele ens verden. Og at det tager flere år at komme tilbage til den tidligere tids livsglæde (s. 129), hvis man da ikke følger efter den døde og selv dør, hvilket der statistisk set er stor fare for (a. 37). Man lader som om man har det godt (s. 36) – imens man faktisk mærker at sorgen kommer til en i bølger (s. 22). Så en dag har man det godt – den næste dag har man svært ved at trække vejret. 

Forskellen på savn og sorg
En anden vigtig ting bogen giver, er en god beskrivelse af forskellen mellem savnet og sorgen (s. 110). Om hvordan man med det samme bliver ramt af savnet over at den døde ikke længere er mere – det kommer helt af sig selv. Sorgen er noget andet – den kan først komme i det øjeblik, hvor man tillader sig selv at behandle savnet, så indtræffer sorgen sig. ”Savnet var noget, der var der. Selve det at sørge, den handling det var at forholde sig til savnet, krævede opmærksomhed” (s. 110).

Min vurdering
Jeg har allerede nævnt, at jeg er meget skuffet over bogen – men den var altså også skruet totalt op i forventning. Jeg har taget en masse gode ting med mig fra bogen, men ikke nok til at jeg på den måde er blevet løftet op og opkvalificeret i min viden om sorg og hvad sorg og savn er.
Jeg har virkelig svært ved at leve mig ind i den, for dens verden er så langt væk fra min verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er godt for mig at læse en bog, som de elitære boganmelder priser til skyerne, for det giver mig et indblik i den måde de tænker. Og nogle sådanne må jeg da også møde på min vej.
Jeg kan godt se, at den er godt skrevet. Jeg er meget benovet over hvor flot den er skrevet sammen – den hænger umådeligt godt sammen, der dukker ting op og sætninger op, som man i første omgang ikke forstår, men de vendes og drejes siden hen, så man forstår det… ja, så jeg faktisk kommer til at holde af sætningen, men kun inde i det univers som hedder bogen ”Et år med magisk tænkning”. Sætningen – f.eks. ”Mere end en dag mere” (s. 134), – kom jeg til at holde af, men den lever jo ikke udenfor bogen, udenfor bogens verden.
Og det er nok mine største anker mod bogen, det er at den 1) er meget langt fra min verden og verdensforståelse, vi kunne lige så godt være fra hver vores planet. 2) Dens erfaringer er så subjektive, at de fleste af dem dør i det øjeblik, der forlader bogen.

Og egentlig er jeg ked at skrive de ord – og være så hård… kan man tillade sig at være det, når et menneske lægger sine dybeste tanker og følelser frem for os?! Er det så ikke at trampe på vedkommende? Og så må man jo bare sige, at det er den risiko Joan Didion løber, når hun ikke bare skriver privat hvad hun føler, men udleverer det til hele verden. Jeg fortalte min far, at jeg læste en bog hvad en enke havde oplevet i det år efter hendes mands død. ”Det var da noget mærkeligt noget at skrive om”.
Og ja, han har da egentlig ret… hvorfor skriver hun? Hvorfor lukker hun os ind i sit liv og sin sorg på den måde? Og det meget provokerende spørgsmål kan også lyde: Hvorfor vil hun tjene penge på sin elendighed og sin sorg?

Jeg håber at andre må lære nok af hendes bog til at det er det værd.