Jeg har en meget eftertænksom dreng på 7 år, der følger meget med i mit arbejde – også i mit arbejde som arresthuspræst. I går aftes imens jeg puttede ham, så spurgte jeg ham, hvad jeg skulle sige til jer, når jeg nu skulle holde en juleprædiken for jer. Og det kom ud af ham hurtigt som ingenting: ”Sig til dem, at de gerne må blive frie – at de må komme hjem”.

Ja, det ville være noget af en julegave at kunne give jer: Jeres frihed – at I kunne komme hjem og holde juleaften. Nu har jeg ikke lige snakket med arrestforvarerne Erik, men jeg tror ikke det kan lade sig gøre. Men i hans verden var det det eneste, der gav mening at sige til jer her i dag den 24. december.  Det var den bedste gave, man kunne give jer her morgenen inden juleaften.

Jeg kan ikke give jer jeres fysiske frihed, men jeg kan fortælle om en, der kan give jer en frihed, der er meget større end en fysisk frihed, nemlig en åndelig frihed. En frihed, som intet arresthus, intet fængsel, ingen dummebøder, intet kan tage fra jer – og det er naturligvis Jesus, der kan give jer den frihed. Jesus, den kongesøn, der blev født af en fattig kone for over 2000 år siden i en stald i et besat land. Man kunne ikke forestille sig noget mere ynkeligt end det syn: Et barn i et madtrug – men dem af os, der kigger ned i krybben kan dér finde frelseren, Guds søn. Dem af os, der tør lægge vores stolthed og storhed til side og sige: ”Jeg kan ikke klare det her liv uden en frelser” – vi vil dér i krybben finde vores frelser. Vi vil finde en frihed, der sprænger alle lænker. For den Jesus gør fri, han er virkelig fri. Dem, der har en åndelig frihed, er fri uanset hvad der så sker. Mange vil nok sige, at dem, der sidder i arresthuset ikke er Guds bedste børn – men ærligt talt, hvad ved de om det? Det at Jesus blev født, viser os, at vi er meget mere end vores handlinger, at vi er meget mere end vores straffeattest, vi er mere end det, vi ejer, vi er altid mere end det, andre siger om os – vi er Guds børn. Uanset hvad så både anklager, nævning, dommere eller ”manden på gaden” siger. Barnet i krybben fortæller os, at vi er Guds elskede børn.
Gud vil altid se på os ligesom den gode far eller den gode mor vil se på os – med kærlighed. Jeg har oplevet det alt for tit, at skulle begrave en alkoholiker. Men noget af det, der gør størst indtryk, det er at sidde og høre en mor fortælle om afdøde. For uanset hvad hendes søn har gjort, uanset hvor langt nede i skidtet den søn er kommet ned – så ser hun stadigvæk sin lille dreng, som hun elsker. Det er ikke fordi hun benægter og ikke ser alt det andet – men i hendes øjne er det biting i forhold til, at ”det altså er min søn. Og jeg elsker ham”. Hun er den sidste, der har opgivet håbet for den mand – selv om vi andre måske synes hun er naiv. Men sådan er kærlighed – den kan se naiv ud, for den holder fast.
Sådan ser Gud på os – med kærlighed. Og beviset på, at Gud ser sådan på os – det har vi i krybben i Betlehem. Der står et sted i Bibelen et enkelt vers, som fortæller alt, hvad der er at sige om kristendommen i en sætning. Det vers kaldes den lille bibel, og lyder sådan: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv” (Johs 3,16).
Det er hvad julen drejer sig om – at Gud gav sit dyrebareste han havde, sin søn. For at vise os, at uanset hvad vi ellers siger om os selv eller hvad andre siger om os, så er vi først og fremmest hans elskede børn. At uanset hvad dommeren siger, så er vi frie mennesker – for han har bragt det største offer en far kunne give, nemlig sin egen søn.
Det er hvad der skete i Betlehem – længe før der var noget, der hed julemanden, nisser og risalamande – men hvor det kun var en mor, en papfar og en baby i en krybbe. Og så englene, der sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred i mennesker, der har hans velbehag.