Juletid er drømmenes tid. Drømmen om de ønsker, som måske bliver opfyldt her i aften.

Jeg har hørt om den kvinde, der vågnede op om morgenen den 23. december… og gav sin mand dette vink med en vognstang::
– Jeg drømte lige at du gav mig en perlehalskæde i julegave. Hvad tror du den drøm betød?
– Det finder du ud af i morgenaften, smilede manden, og for op af sengen.
Juleaften lå der en ekstra pakke under juletræet, som manden var ekstra spændt på at give sin kone. Glad åbnede hun pakken – og fandt en bog med titlen: Drømmetydning.

En anden vågnede op efter et slemt mareridt:

– Jeg havde et slemt mareridt i nat!
-Jeg drømte, at jeg var i Italien og spiste spaghetti.
– Det lyder da rart, hvordan gjorde du det til et mareridt?? !?
– Jo, for da jeg vågnede, var snoren i mine pyjamasbukser forsvundet..

 

Juletid er drømmenes tid. Der er et eller andet befriende, magisk og eventyrligt over drømme. Måske er det også derfor, at titelsangen til årets julekalender på DR, Absalons hemmelighed, er
”Drømte mig en drøm i nat              
Om julesang og julepjat”  – nu skal jeg nok lade være med at afsløre slutningen. Det kom jeg til et år – det var ikke populært!!!

Drømte mig en drøm i nat.
Jeg begyndte året med at fylde 40 år, og året blev kronet med at jeg skulle have briller med glidende overgang! Så jeg er ikke længere den unge præst – som jeg ser mig selv som. Jeg har også indset, at de ønsker jeg har og drømme jeg har, at de ikke længere kan opfyldes for penge. Hvad er din drøm her juleaften? Hvad håber du på?
Jeg er nok ikke alene om at drømme som englene ude på marken: ”Fred til mennesker med Guds velbehag”. Fred… hvis der er noget verden har brug for, så er det fred.

Skolebørn i Libanon
Den stærkeste oplevelse, jeg har haft i 2015 var, da jeg besøgte en skole. De små børn havde deres første skoledag – der hang stadigvæk prismærker på skoletaskerne, der sad en dreng og pillede skumgummi ud af penalhuset. Der var glæde og luften var tyk af forventning. Jeg kiggede ind ad vinduet til klasselokalerne, hvor de små sad og fik deres første timer. Det lignede ganske almindelige børn – og det var også ganske almindelige børn, det var bare deres situation, der var anderledes. Skolen lå i kælderen på en kirke i en grænseby i Libanon – børnene var flygtet sammen med deres forældre fra borgerkrigen i Syrien. De blev hentet i bus fra den store teltlejr, der lå i udkanten af byen, hvor deres forældre betalte et skyhøjt beløb for at leje et simpelt telt. De blev hentet i bus, for kirken havde oplevet året før, at der var blevet bortført børn på vej til skole – af kriminelle, der ønskede en hurtig fortjeneste. Og da vi kørte igennem teltlejren gjorde vi det også ret skyndsomt, for ikke at falde i hænderne på Islamisk Stat eller andre gemene forbrydere. Aftenen før skrev sad jeg på hotelværelset og skrev jeg et afskedsbrev til min hustru, børn, far, mor og søskende. Jeg anede ikke om jeg kom tilbage – hvad der ventede mig. Men tænk: Det, jeg inderst inde havde i tankerne, der kunne ske mig på mig én eneste dag, det var disse børns liv hver eneste dag!

Det, der mødte mig, var glade smilende børn. Dér i kirkens kælder var der glæde hele vejen rundt, barnlig glæde. Midt i en kaotisk situation og kaotisk verden var de her børn heldige – de var endelig langt om længe nået væk fra bomberne. De mødte kristne, der brød den onde cirkel. Kirken sørgede for mad til familien og skolegang til børnene. Jeg har lige læst om englenes sang om fred ude på marken. Det græske ord for fred betyder dybeste set ”at binde sammen”. Det synes jeg er smukt! Fred, er at være bundet sammen med den, man før var i ufred med! Disse kristne skabte fred! Dér i skolen i kirkens kælder, oplevede jeg et stykke af den fred, som englene sang om ude på marken.

Selv om jeg ved, at den fred og den glæde bare er et lille åndehul i indlandsisen, så mærkede jeg en lille flig af opfyldelsen af Esajas-teksten – at se ”Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes – for et barn er født os, en søn er givet os”. Så oplevede jeg en flig af hvad der sker, når troen på Betlehems-barnet ikke er et smukt eventyr og en ophøjet legende, men når det er virkelighed.
Men var der så noget fred, siden jeg var nødt til at sidde aftenen før og skrive et afskedsbrev? Det var faktisk ikke særlig let at skulle sætte ord på en sidste hilsen til mine elskede. Ja, selv svigermor fik en oprigtig kærlig hilsen fra mig. Det skulle læses, hvis jeg ikke kom tilbage. Og jeg var da ked af det på mine elskedes vegne – jeg var ked af, hvis jeg ikke længere kunne give mine kone og børn et knus. Hvis jeg ikke fik lov til at se børnene vokse op…. Og hvis de skulle vokse op uden deres far.

Men der var en ting, der glædede mig: Jeg skrev brevet med et blødende hjerte – men ikke med et bange hjerte. Jeg var ikke urolig – jeg frygtede ikke noget. Jeg oplevede en fred ved at vide, at uanset hvad der så skete på min tur, så ville jeg være i Guds hænder. Så ville mine elskede være i Guds hænder. Jeg lærte noget værdifuldt om den fred, som englene synger om ude på marken.
Nogle peger finger af juleevangeliet: ”Hvad er der blevet af den fred? Der er da stadigvæk ikke fred på jorden”. Nej, men englen lovede ikke fred på jorden, til nationer til lande…. men fred til individer. Fred til mennesker, der har det rette forhold til Gud – ”Fred til mennesker med Guds velbehag”. Englene lovede os en stabil fred, der ikke bare kommer og går.

Når vi taler fred, så er det ofte en stemning – f.eks. den følelse, der efterlader os, når vi her i aften vinker farvel og tak for i aften til svigermor. Eller en fred, der bygger på at der er stabilitet og ro i landet. At vi i vores private liv har medgang og gode forhold. Det er en fred, der bygger på noget, man kan røre ved og føle. Ting, som man har. Ting, som man ejer.

Den kristne fred er baseret på et forhold. Et forhold til en person, og den person er Jesus, Bethelhemsbarnet. Som sagt, så betyder ordet ”fred” – ”at være bundet sammen”. Jesus i krybben er ikke bare vores vej til freden, men han er vores fred – for han binder os sammen med Gud. Og ingen fred – uden Gud. Det er en stabil fred, der ikke forsvinder forud for en rejse til Islamiske Stats områder – eller når katastrofer rammer os, eller vi kommer ind i en slem periode af vores liv, hvor INGENTING går i vores retning. Dér kan vi have fred – for selv dér er Jesus med os. Hvor der ellers vil være tomhed, dér er Jesus. Når du har ham med dig, så kan du møde hvad som helst, for du går aldrig alene. Eller som Liverpool fans siger: ”You never walk alone”. Eller som vi siger herude på Stadion, når HIK lukker et, to eller tre mål ind i overtiden: I medgang og modgang.

• Juleevangeliet er for dig, der føler, at du går alene midt i modgangen, for det siger: Nej, du går ikke alene, Jesus er med dig.
• Juleevangeliet er for dig, der lever i en fredsløs periode af dit liv, for freden han bringer overgår al forstand.
• Juleevangeliet er for dig, der føler, at Gud aldrig høre dine bønner, for det gør han, og Jesu fødsel, liv, død og opstandelse er svaret på dine dybeste bønner.
• Juleevangeliet er for dig, der føler at Gud ikke elsker dig, fordi du ikke er værd at elske, for det viser: Så meget elsker Gud dig, at han blev et menneske.

Du har fundet nåde for Gud, Gud kan lide dig – ikke fordi du har gjort noget bestemt godt, men simpelthen bare fordi han elsker dig.
Jeg håber for dig, at du må få den bedste jul nogensinde – fordi det lille Jesus-barn ikke bare ligger i krybben i krybbespillet, men at han er i dit hjerte!

Så har du frelseren i dit hjerte!
Så har du fredsfyrsten i dit hjerte!