Lyt til prædiken
Jeg fik ikke min lydoptager med – så det blev optaget med min mobiltelefon.
I begyndelsen af december eksploderede medierne med historien om en lærer på Gungehusskolen i Hvidovre, der havde fortalt sine elever i 1. klasse, at julemanden ikke findes. Katastrofen var komplet! Aula, den digitale krigszone for forældre, gik i flammer.
For jer, der ikke kender Aula, kan jeg afsløre, at det er lidt som Facebook – bare med flere emojis og færre kattevideoer.
En mor smed sig direkte ind i skyttegraven og skrev vredt:
“Hvordan kan en lærer tage magien fra børnene?”
Ikke fordi hun selv troede på julemanden, men fordi hun mente, at børnene skulle have lov til at tro på magien. Og fair nok.
Når alt andet går i stykker – vejr, økonomi og politik – har vi brug for lidt håb. Måske endda en overvægtig mand i rødt, der kommer med gaver, uden vi behøver udfylde en eksport-erklæring eller betale moms.
Som altid skulle medierne selvfølgelig lave en undersøgelse. Resultatet? 9 % af danske voksne siger, de tror på julemanden. Det lyder måske lidt tosset, men hey, i Norge er det 13 %, og i Sverige hele 15 %. (Svenskerne må virkelig have brug for de gaver).
Men lad os lige være ærlige:
Jeg tænker, at ingen af dem forestiller sig en fyr, der sidder på Grønland og tjekker Excel-ark med børns opførsel. Julemanden er snarere et symbol på alt det, vi savner:
barnlig glæde,
gavmildhed
og håb.
Og det har vi brug for, især når verden føles som én lang udgave af “Breaking News”.
Men vent lidt – hvorfor nøjes med en mytisk figur? Julens budskab er jo langt større!
Vi taler ikke om en figur skabt for at gøre os varme om hjertet.
Vi taler om noget, der rent faktisk skete: En Gud, der blev menneske og valgte at starte sit liv i en stald i Betlehem. Ikke just en glamourøs entré. Han kunne have valgt et palads eller en penthouselejlighed med udsigt, men nej, han kom lige ind i kaos og rod.
Og hvad gjorde englene? De holdt verdens første open-air koncert for nogle søvnige hyrder og sang: ”Ære være Gud – og frygt ikke!” Hvis det var sket i dag, havde hyrderne nok optaget det hele på deres telefoner og lagt det på TikTok.
Julens budskab er, at Gud ikke bare står på afstand og sender lykønskningskort med teksten: ”Held og lykke med livet!” Han kom tæt på, tog vores sorger og glæder på sig og sagde: ”Jeg er her.”
Og det er faktisk ret sjovt. Vi mennesker har så travlt med at finde håb i alle mulige fantasier – julemanden, horoskoper eller tanken om, at januar måske ikke bliver så slem i år – når vi allerede har noget langt bedre at tro på.
Så ja, lad børnene tro på julemanden. Det er fint med lidt magi. Men husk også på den største gave, vi nogensinde har fået: Gud, der kom til os som et lille barn. Han tog ikke bare vores nød væk, men han overvandt den. Forvunden – som i “den har mistet sin magt”.
Så lad os fejre det.
Syng højt,
spis rigeligt,
og giv gaver –
ikke kun fordi det er hyggeligt, men fordi det minder os om, at vi er elsket. Og hvis vi kan bære den kærlighed med os ud i verden, så er det måske os, der kan være lidt som julemanden. Ikke med rensdyr og skæg, men med håb og glæde, der varer hele året.
Glædelig jul – og husk, hvis Aula bliver for meget, kan du altid logge ud.
Herluf Andersens julebøn
Vi takker dig, vor himmelske Far, fordi du julenat blev menneske som os. Nu tør vi tro, at du er Lyset der er kommet til verden, og som skinner i vort mørke.
Vi beder dig: velsign denne aften her hos os og overalt på jorden. Giv os glæden ved stilheden, og tryghed i troen på, at vi er dine børn. Giv os lys fra dine øjne, så vi kan se det væsentlige: barnet i krybben, himmelkongen. Giv os øjne for mennesker i nød.
Lad døren til dit hus være vid nok til at tage imod alle, og smal nok til at holde al misundelse, hovmod og strid ude. Gør tærsklen så lav, at børn og trætte fødder ikke snubler over den.
Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland. Vær med vor Dronning og alle, vi har valgt til at have ansvar i vort land. Lad dem altid tjene dig.
Vær med os alle i det ansvar, der er vort.
Vi beder for de mennesker, der må fejre denne jul uden deres kære, for dem, der lever hvor der er krig og nød.
Lad julens budskab om fred nå de bange og magtesløse, de forpinte og undertrykte, så de får nyt håb.
Vær hos alle, der sørger og savner, hos de syge, og dem, der har mistet eller skal miste en, de holder af. våg med dem der våger i denne nat.
Du, der kender vore hjerter og elsker os. Giv os at åbne vore hjerter for dig og for vore medmennesker, så vi hjælper dem så langt, mennesker kan hjælpe.
Vi mindes vore døde for dit ansigt. Giv dem og os alle en glædelig opstandelse på den store påskemorgen.