Ærligt talt, det er virkelig noget lort, at I sidder her i dag. Ja, sådan er det i det hele taget hver eneste dag. Men så i dag, den 24. december. Juleaften. Det burde være en aften fyldt med lys, varme og fællesskab. I stedet sidder vi her – bag lås og slå. Jeg er ikke blind for, at det gør ondt. For nogen af jer er det første gang, I ikke er sammen med jeres familie på denne dag. For andre er det måske en smerte, der er blevet mere velkendt, men som stadig niver.
Jeg har en meget eftertænksom dreng derhjemme, der følger meget med i mit arbejde. I går aftes, mens jeg puttede ham, spurgte jeg ham, hvad jeg skulle sige til jer, når jeg skulle holde denne juleprædiken. Hans svar kom hurtigt, som om han allerede vidste det: “Sig til dem, at de gerne må blive frie – at de må komme hjem.”
Ja, det ville være noget af en julegave at kunne give jer: Jeres frihed – at I kunne gå ud ad døren og holde jul derhjemme. Men selvom jeg ønskede det, så kan jeg ikke give jer den gave. Den frihed, I drømmer om, er uden for mine hænder. Men hans ord fik mig til at tænke på en anden slags frihed – en frihed, som ingen mure eller låse kan holde fanget. En frihed, som ikke afhænger af, hvor vi er, men hvem vi er.
Og det er netop den frihed, som Jesus kom for at give os. Den kongesøn, der blev født af en fattig pige, i en stald, midt i et besat land. Man kunne næppe forestille sig noget mere ringe. Men det barn, der lå dér i krybben, var ikke bare en baby. Han var vores frelser, der kom for at bryde de lænker, der binder os. Ikke kun de fysiske lænker, men også dem, vi bærer i hjertet – skyld, skam, frygt.
For den, Jesus gør fri, er virkelig fri. Det betyder ikke, at vi ikke har konsekvenser at leve med eller ansvar at tage for vores handlinger. Men det betyder, at vi er mere end det, vi har gjort. Mere end vores fejl. Mere end vores straffeattest. Når Gud ser på os, ser han ikke kun det, vi har rodet os ud i. Han ser os som sine børn – elskede og værdifulde.
Der er mange, der tænker, at jer herinde, at I ikke er “Guds bedste børn”. Men ærligt talt – hvad ved de om det? De er simpelthen så dumme at høre på. Hvis der er noget, julen fortæller os, så er det, at vi alle er elsket, uanset hvem vi er, eller hvad vi har gjort. Gud sendte sin søn til verden ikke for at dømme, men for at frelse.
Jeg har ofte siddet med mødre, der skulle begrave deres sønner – sønner, der havde rodet sig ud i noget, der var svært. F.eks, alkoholikere, der har drukket sig selv ihjel. Men når mor taler om sit barn, så ser hun stadig det lille barn, hun engang holdt i deres arme. Mor bliver ved med at se den 50 årige som sit barn som hun naturligvis stadigvæk elsker. Og sådan ser Gud på os. Med en kærlighed, der aldrig giver op.
Den kærlighed er, hvad krybben i Betlehem handler om. Det lille barn i madtruget er beviset på, at vi er mere end vores fejl. At vi altid allerede er elsket.
Det er julens budskab: Gud er med os, også her. Han ser ikke kun vores fejltagelser, men også vores håb, vores længsel, vores drømme. Og han elsker os midt i det hele.
Så her, juleaften, hvor omstændighederne langt fra er perfekte, kan vi stadig finde håb. For det, der begyndte i en stald i Betlehem, er stadig sandt: Vi er elsket. Vi er set. Og vi er aldrig alene.
