Lyt til prædikenen:
Læs prædikenen:
Den største bølge i gaveorgiet er nu overstået– et utal af gaver er blevet åbnet, nogle er blevet åbnet med et ”Nejjjjj!” (siges glad), imens andre er bare er blevet åbnet med et ”nejjj!” (udtales med stor skuffelse).
I USA laver de undersøgelse for snart sagt alt ting – jeg fandt en sjov en den anden dag, hvor banken bag kreditkortet ”American Express” havde lavet en undersøgelse af hvad der skete med dårlige gaver, som folk ikke kunne bruge. 30% af de adspurgte ville gemme dem i skabet. 21% ville bytte dem, imens hele 19% ville give de dårlige gaver til nogle andre.
For nogle år siden fik jeg en gave af min svigermor og svigerfar, som nok ville ende som de 30%, der ville ende i skabet. Jeg pakkede den troskyldigt op med et ”neejj!” – det var fire store batterier. Men det er da altid rart at have batterier i huset – man ved jo aldrig hvornår man får brug for sådan nogen, så ”mange tak”. Ikke fordi jeg havde noget elektronisk apparat, der brugte så stor batterier, men ”mange tak”. Først et par gaver henne i juleaften fik jeg så en stor lommelygte – så kunne jeg jo nemt se, hvad batterierne skulle bruges til.
Gad vide hvor mange julegaver, der bliver anset som en dårlig gave, men i virkeligheden er en rigtig god gave, men man ved bare ikke, hvad det er eller hvordan den skal bruges. Mon det er sådan med for nogen med julens egentlige gave – den gave, som vi har fået af Gud, nemlig hans egen søn, Jesus? Der er nok ingen, der vil sige, at Jesus var en dårlig gave, men alligevel hvis man ikke ved hvem Jesus er, hvad Jesus kan og hvad hans fødsel betyder, og at det faktisk rammer ind i os menneskers dybeste behov, jamen så ender han såmænd nok i skabet. Dårlig gave. Ubrugelig gave.
Englen præsenterede den himmelske julegave med ordene: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”. Det lille barn er Herren – bestemt form ental. Ikke bare en herre ud af mange herrer, en Herren – Jesus er Herren selv, altså Gud selv. Det er selvfølgelig en fantastisk tanke, at Jesus var Gud – ikke bare en gud, som nogle sekter mener, eller at Jesus var guddommelig. Nej, Jesus var Gud – med stort G.
Prøv tænk på at de første kristne var jøder – jøderne, der var strengt opdraget med at der ikke var andet end én Gud. Jødernes trosbekendelse lyder ”Hør Israel, Herren er Gud, Herren er én”. Der er kun en Gud – Gud den almægtige. Men alligevel kunne de første kristne sige ”Jesus er Herren”. Eller sige som disciplen Thomas: ”Min Herre og min Gud”. Var det ikke et oprør mod det centrale i deres tro, troede de ikke pludselig på to guder? Nej, selvfølgelig ikke – de så Jesus som Gud – de Jesus som den eneste Gud.
Den himmelske julegave var, at Gud blev menneske. Og hvorfor skal vi ikke smide den julegave hen i skabet? Det skal vi ikke, for det betyder, at vi ikke er frelst af en eller anden skabning, som Gud skabte, men vi er frelst af Gud selv. Den Gud, jeg tror på døde for mig på korset udenfor Jerusalem, og han stod op fra de døde tre dage efter. Gud selv betalte prisen for mine synder for at frelse mig, og genskabe det fællesskab, som var brudt af min fejl og mine synder.
For det andet betyder den julegave, at hvis Jesus er Gud, så kender vi Gud. Den evige Gud, som ingen har set, og som ingen kan tåle at se, ham kan vi lære at kende. Hvis vi vil vide noget om Gud skal vi bare se på Jesu liv – se på hans medlidenhed, se på hans kærlighed.
Gud blev kød.
Vi kan lære Gud at kende ved at se på Jesus, men at Gud blev menneske betyder også noget for Gud Det er ikke bare os, der ved hvem Gud er. Nu ved Gud også fuldt og helt hvad et menneske er. Ikke bare som førhen, fordi han har skabt os, fordi han kender os ud og inde, ”Gud, for du kender vor skabelses gåde, støvtråde-værket du kommer i hu”, som vi synger i en lovsang. Han kendte også vores svagheder før. Han vidste hvad vi havde af problemer med at overholde hans ord… men som et gammelt ordsprog siger, så er det kun, den der har skoen på, der ved hvor den trykker. ”Ordet blev kød og tog bolig i blandt os”, skriver Johannes. For at sige det på en plat måde, så tog Gud skoen på for at mærke, hvor den trykker.
Jeg har hørt en lille søde historie om en lille 5-årig dreng legede med sin lillebror på omkring 2 år. Det gik da også meget godt lige indtil den toårige greb ud efter storebrors hår og rev i det. Han råbte af smerte og moderen kom løbende ind. Tårerne stod ned af kinderne på ham, da han forklarede hvordan lillebroderen havde hevet ham i håret. ”Dumme lillebror”. ”Åhh… ” svarede moderen” han er bare to år gammel, han ved jo slet ikke hvordan det gør ondt at blive revet i håret”. Tårerne blev tørret af og moderen gik, men efter et par sekunder hørte hun et andet skrig – det var lillebroderen, der skreg og moderen kom springende ind: ”Hvad er der galt?”. ”Du sagde, at han ikke vidste, at det gør ondt, når man bliver revet i håret. Det ved han nu”.
Gud ved hvordan det føles at være menneske. I lidt over 30 år gik Gud rundt på vores jord og oplevede alt det, som du og jeg har prøvet. Han blev træt, han blev tørstig. Han grinede, han græd – han oplevede glæden ved at møde nye venner og sorgen ved at miste. Gud ved hvad det vil sige at være et menneske – han forstår os fuldstændig. Han forstår vores svaghed og vores begrænsning. Gud valgte at identificere sig med vores smerte, vores menneskelighed, vores kød.
Og hvorfor skal vi ikke smide den gave hen i skabet? Jo, fordi det betyder at kommer vi til Gud møder vi ikke en fjern og urokkelig tyran, men vi møder en forstående Gud, der har de samme erfaringer som dig og som kan forstå dig og som vil give dig måske ikke det du sørger, men det du har brug for.
Julen er glædens fest, men ikke en påtvunget glæde med syntetiske smil, for Jesus er ægte og hans glæde og fred er ægte. Det er det mærkelige med glæden og freden fra Jesus, at den kan eksistere selv om der er sorg og ufred nok til at kunne kvæle en. Guds julegave er håb og trøst, er lyset midt i det mørke, som vi kan have i vores indre af den ene eller anden grund. Jesus er det evige liv. Tror vi på ham får vi del i det liv – som også kan holde vore kære oppe. Der skal også være plads til sorg i juledagene, vi skal ikke kvæle den, hvis den melder sin ankomst, for ”nu taler vi om noget andet”. Lad der være plads til sorgen – juleevangeliet er stærkt nok til også at bære sorgen, men lad det være en besejret sorg, for Jesu fødsel var startskuddet til sejren over døden.
Lad der også være plads til de tunge og mørke tanker, der kan melde sig – også dem kan julens hovedperson bære, for ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”.
