Lyt til prædikenen:
Læs prædikenen:
”I denne søde juletid
tør man sig ret fornøje”
– sådan lyder næste salme. Brorson skrev salmen i et lille hæfte i 1732 – et hæfte, der er Brorsons debut som salmedigter.
Det er jo en skøn titel: ”I denne søde juletid, tør man sig ret fornøje” – som udgangspunkt er det en titel, der passer super godt til julestuen med gløgg, æbleskiver, juledekorationer og juleklip – om ikke andet, så er det en kærkommen afveksling til ”Last Christmas”, der ellers synes at stå på uendelig repeat.
Men i virkeligheden er salmen et opgør med netop den folkelige julehygge – og en opfordring til at søge ind til kernen: Julens centrale budskab.
Rundt i landet var der på Brorsons tid forbud mod julestuer i juledagene, der flere steder udviklede sig til drikorgier, slagsmål og en del fødsler uden for ægteskabet i september måned året efter. Men lige lidt hjalp det – julestuerne fortsatte.
Julestuerne bliver vel i dag kaldt for ”julefrokoster”, der forvandler januar til en højsæson for parterapeuter, privatdetektiver , skilsmisseadvokater og fitnesscentre. Rapperen McEinar har ret i at julen er:
”Overflod og fråds med familie og med venner
Samvittigheden klares med en ulandskalender
Det’ julefrokosttid, traditionspilleri
Sprutkørsel, utroskab, og madsvineri”.
Men alt det skærer Brorson væk – han vil ind til kernen. ”I denne søde juletid, tør man sig RET fornøje”. Den rette måde at fornøje sig på er ved at ”i ånden sig forlyste” som han skriver.
Skær julen ind til kernen.
Det kan næsten virke helt moderne i en tid, hvor bæredygtighed og nøjsomhed er ord, der bliver brugt i enhver sammenhæng. Vi skal skrælle julen ind til kernen uden metervis af glitrende julepapir og overforbrug. Brorson fjerner alt det, der er udenom og sætter fokus på det egentlige.
Juleevangeliet genfortælles ikke, som vi kender det fra en del andre klassiske julesalmer, for Brorson går ud fra, at vi kender historien, og koncentrerer sig derfor om at tolke fortællingen. Og sikke en fortolkning.
”En liden søn af Davids rod, som er og Gud tillige” og hvad det betyder for os: ”Gud er nu ikke længer vred,” og at ”Gud så hjertens inderlig af evighed har elsket mig og er min broder vorden”. ”knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.”
På samme måde skærer Johannes alt det væk, der kan dække for julens budskab og han skrev det mest fantastiske juleevangelium. 14 vers uden Josef, uden Maria, uden Betlehem, uden stalden, uden krybben, uden hyrderne, uden stjernen, uden englen – ja, uden nogen baby, der blev svøbt. Og hvis du tror du ikke kan fortælle juleevangeliet uden alle disse ting – så tager du fejl, for det er nøjagtig det Johannes gør her – og højdepunktet i teksten er 8 ord: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” – det er den sande og dybeste sandhed. Det er grunden til at vi fejrer jul. Ikke på grund af de fysiske ting med folketælling, krybben, stjernen og det unge par – og alt det andet. De deltog naturligvis i den fysiske historie – i den fysisk fødsel af Jesus. Mattæus og Lukas giver os de jordiske elementer, de historiske fakta – Johannes giver os de himmelske elementer, de overnaturlige fakta. Budskabet om Jesu guddommelighed – Ordet blev kød. Gud blev menneske. Den uendelige blev endelig. Den evige kom ind i tiden. Den usynlige blev synlig.
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Jesus er grunden til at vi, jorden, alt om omkring os, ja universet overhovedet eksisterer: ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er”.
Det er en skøn tekst – men hvorfor kalde Jesus for ”Ordet”, hvorfor ikke
”I begyndelsen var Kristus….” Eller
”I begyndelsen var Jesus, og Jesus var hos Gud….”.
Hvorfor den omskrivning?
Når Jesus bliver kaldt for Ordet – uden at det bliver forklaret – er det fordi dem, der skulle læse teksten første gang, godt vidste, hvad Johannes mente. Og det gjorde de – jøder som hedninge.
I græsk filosofi var ”Ordet” navnet på den mest magtfulde magt i universet. En skabende kraft, et ikke-personligt princip af orden og intelligens, en kreativ kraft, en kilde til viden og visdom.
Det er lidt det samme, når der er nogen i dag, der taler om ”Intelligent Design”, som en ikke-guddommelig erstatning for den hensygnende evolutionsteori.
Det var Albert Einstein, der var den første, der lancerede den tanke. Naturligvis er der en gud bag det hele, naturligvis er der en kraft bag det hele, men vi vil ikke kunne erkende den. Det er en kosmisk kraft, kosmisk intelligens, kosmisk orden, der ikke kan identificeres med Bibelens Gud, for hvis vi laver den op til Bibelens Gud, så skal vi lige pludselig til at forholde os til Bibelens Gud på den måde det er blevet åbenbare i Bibelen – og der har vi ikke bare en skaber, men også en dommer, en lovgiver og en bøddel til dem, der afviser ham.
Det Johannes siger her er: Ordet er ikke en upersonlig kraft, det er ikke et princip, det er en person – og han blev menneske. Den personlige Gud kom ind i verden og blev mennesket Jesus.
Når jøden hørte navnet ”Ordet”, så tænkte han på det ord, der udgik fra Guds mund. Mange steder i Det gamle Testamente læser vi: ”Herrens ord kom til mig”. Når Gud talte til et menneske, så var det Guds ord, der kom til det menneske. Guds ord er den måde Gud åbenbarer sig på – åbenbarer sin person, sin natur, sin vilje, sin visdom og sin sandhed på. Og Guds person, natur, vilje, visdom og sandhed blev kød og tog bolig iblandt os.
Så når Johannes bruger navnet ”Ordet”, så taler det både til jøden og til ikke-jøden og maler sig ind i et fantastisk tankeunivers og siger: ”Det ord blev kød – mennesket Jesus”.
Den uforanderlig og evig Gud – den rene væren, Gud, der ikke udvikler sig, Gud, der ikke vokser, Gud, der ikke får mere viden eller erfaring, den altvidende, almægtige, allestedsnærværende og alkærlige Gud – skaberen af alt. Gud der på ingen måde er ufuldstændig. Den Gud oplevede en eneste forandring: Han blev menneske. Gud forblev den uforanderlige Gud – men han blev tillige menneske.
”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” – Gud tog bolig iblandt os. Jesu menneskelighed var ikke bare en illusion, en vision, et slags genfærd eller et fantom eller mental oplevelse. Han tog bolig iblandt os. Når Johannes senere sætter pennen til papiret for at skrive sit første brev, så indleder han på samme måde:
”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord” (1. Johs 1,1).
Det kosmiske princip – Guds vilje blev kød, vi rørte ved det, vi talte med det, vi spiste og drak sammen med det. Fantastisk!
Johannes skriver: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”
Ordet, der er ophav til alt levende, alt, der er til – kommer til jorden og blev til mennesket Jesus, sand Gud og sandt menneske. Og skabte sig en åndelig familie: Dig og mig, Guds menighed på jorden. Ordet er ikke alene skaberen af det fysiske, men han er også skaberen af sin egen familie igennem en åndelig skabelse. Os, der tog imod ham, os, der tror på hans navn. Os, der blev forfremmet fra at være det fantastiske, Guds skabning, til at blive det himmelske, nemlig Guds børn. ” For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i ”(Ef 2,10).
Hans familie er vi, når vi tager imod ham og tror på hans navn.
Hvad betyder det at tro på hans navn? Hans navn er Jesus, der betyder Herren frelser. At tro på hans navn er at tro på, at han er, hvad han hedder. Tror vi at han er Herrens frelse? Tror vi på Kristus, som han er blevet åbenbaret for os i skriften – tror vi ham som vores frelser, vores eneste håb, vores herre og vores Gud?
Så kan vi også synge som Brorson slutter sin salme:
”Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja! nu har jeg nok,
den fryd har ingen lige!
Halleluja, halleluja,
Guds Søn er min, jeg vil herfra
med ham til Himmerige!”
