Jeg husker stadigvæk den sure mand, der ringede til mig pinsedag en gang i 80-erne. Eller det vil sige, han ringede ikke til mig, men til min far, der var kirketjener ved en kirke i Odense. Jeg havde været til den tidlige gudstjeneste, og var derfor hjemme til at tage telefonen. Så det gik ud over mig… for han var så sur over alt den bimlen og bamlen med klokkerne. ”Men når nu russerne kommer, så bliver det slut med alt det spektakel”, sagde han og smækkede røret på.
Fra tid til anden bliver der diskuteret brugen af klokker i medierne og Facebook gløder, når det bliver diskuteret: ”Kirken var her først – du vidste det, da du flyttede ind”, ”jeg hører faktisk kun klokken, når den ikke ringer, fordi jeg mangler den”. ”Jeg går tidlig i seng og kan ikke falde i søvn efter at være blevet vækket”. ”Det er ikke til at være i sit hjem, på grund af den larm”. ”Det hører ikke til i et moderne samfund”.
Ja, det er rigtig: Den praktiske og umiddelbare brug af klokken, er nok begrænset. De fleste har et ur på armen eller i telefonen, så de behøver ikke den information fra kirkeklokken. Solen går op og ned uden hjælp. Det markerer heller ikke ”arbejdstids begyndelse og slutning” i et samfund, hvor der arbejdes døgnet rundt. Og hvor mange bruger kirkens klokker som et kald til andagt? Jeg gør i hvert fald ikke – mit andagtsliv lever fint på andre tidspunkter. Men hvad så? Hvorfor så have den ringning?
Jeg er selv tilflytter – og bor i høreafstand fra både Hertug Hans Hospitalskirke og Domkirken, så jeg kan nok høre at der bliver ringet mere her i vores by end andre byer. Det handler naturligvis om hævdvundne traditioner. Der ringes f.eks. timeslag og kvarters slag døgnet rundt og fra gammel tid ringes der også som signal til, at nu skal proppen slås i øltønden og soldaterne vende hjem til kasernen. Det er det, I hører, når klokken ringer klokken 22.03 her i sommertiden. Og jeg talte med en soldat, der sagde: Det er jo først dér vi begynder at drikke… så også den tradition er tømt for nutidigt indhold.
Enhver af disse ringninger har en eller anden forklaring og historie – og det er naturligvis ikke til den store opmuntring at kende den, når man bliver vækket af sin skønhedssøvn klokken 22.03. Skal vi droppe klokkerne? Eller mere moderat: Skal brugen af dem reduceres?
Ens lydstærskel er nok forskellig – nogle lader sig lettere påvirke end andre. Jeg tænker dog at ville jeg have helt ro, så ville jeg nok flytte ud på landet. At leve i en by er at leve i støj mere eller mindre hele tiden: Bybusser, skraldebilen, hjemmeisbilen, pilotering på havnen, bilerne på Omkørselsvejen, håndværkerne med deres radio…. og også kirken, der ligger midt i det hele.
Og så kommer det nok også an på hvem, der lytter til en lyd om det er en god eller generende lyd. Jeg elsker lyden af klokker! Når metallet sættes i svingning, så hører jeg lyden af historien – traditioner, der har været længe før mig, og sikkert vil være der længe efter mig. Et moderne samfund uden gamle traditioner også uden reel praktisk betydning er et fattigt samfund. Klokkeringningen er lyden af et historisk fællesskab, der hedder Danmark. Det er lyden af frihed – russerne kom heldigvis ikke og satte en stopper for klokkerne, og vi er heller ikke bundet af andre religioners snævrende ekstremisme, der først vil kaste sig over lyden af klokken, førend de kaster sig over andre frihedsrettigheder. Jeg tænker, at klokken er det første, der ryger, i et land, jeg ikke ville leve i.
Jeg ved godt, at det nok ikke hjælper dig, der er sur over at blive vækket eller synes du bliver forstyrret i din aftenkaffe. Men prøv alligevel: Kirkeklokken er lyden af friheden.
