Som I ved, så er vores Bibel delt op i to dele – noget vi kalder et gammelt testamente og et nyt testamente. De to ting hænger nøje sammen. Man kan ikke læse Det nye Testamente uden at bladre om i det gamle Testamente og kigge. Og man kan ikke læse i Det gamle Testamente uden at komme ind på Det nye Testamente. De hænger nøje sammen – som et løfte hænger sammen med opfyldelsen af løftet. De hænger sammen, fordi de handler om den samme Gud.
Når jeg begynder med konfirmanderne hver sommer, så er der et spørgsmål, som altid er blevet stillet mig og det er: Har du læst hele Bibelen? Har du sat dig ned og læst den fra ende til anden… og med skam må jeg erkende, at det har jeg ikke. Det er et projekt, jeg har foran mig, som jeg godt kunne tænke mig at have gjort på et tidspunkt, men endnu er det ikke lykkedes mig. Men der findes faktisk noget, der hedder ”Den lille Bibel”. Det er et enkelt vers, som fortæller hele pointen med det gamle og det nye Testamente. I kender godt typen, der læser den sidste side i en bog, for at se om det var Butleren, der gjorde det… i et vers, kan vi altså sige, at vi har hele Bibelens budskab. ”Den lille Bibel”.
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have et evigt liv” (Johs 3,16).
Så det er pointen i hele bibelen, at Gud elsker verden, så han gav sin søn til os, så vi kan tro på ham. Således elskede Gud verden…. men hvordan elskede han verden?
For at besvare det spørgsmål vil jeg lige lege Jørgen Clewin… ham kender I nok, selv om det er nogle år siden han døde. Han kunne lave alt muligt sjovt med et stykke papir og en saks.
(Klip et kors ud af et stykke papir).
Så hvordan elskede Gud verden? Et kors! Således elskede Gud verden – ved at Jesus døde på korset. Det er Guds største kærlighedserklæring til os. Og det er påskens store tema: Jeg elsker dig så meget, at jeg ikke bare er villig til at sende min søn i døden for dig. Nej, jeg elsker dig også så meget, at jeg er villig til at bryde alle mine naturlove for at gøre ham levende igen.
Så hvad ser vi i korset?
Vi ser den levende Guds hjerte.
Vi ser det instrument på hvilket du og jeg er blevet reddet fra straffen for vore synder.
Vi ser det instrument på hvilket vi er blevet forsonet med Gud, totalt tilgivet og evigt sikre.
Hvis du fjerner korset fra den kristne tro, så har du ingenting. Hvis du tog alle de henvisninger til Jesu blod ud fra denne bog, så ville det her bare være en hvilken som helst bog.
Korset og Jesu død på korset er temaet, der slynger sig igennem hele Biblen her fra 1. Mosebog i starten af Bibelen og til Johannes Åbenbaringen i slutningen. Alt det, som det levende Guds ord siger til os, kan koges ned til en ting: Korset. Og alt står og falder med hvordan vi forholder os til det kors.
Nu er det snart påskeferie – jeg håber, at du vil benytte lejligheden til også at smutte en tur forbi kirken for at høre om Guds kærlighed til dig. Og hvordan du skal forholde dig til den.
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have et evigt liv” (Johs 3,16)