Kristi himmelfartsdag er en festdag – selv om vi i dag hører om hvordan disciplene ser Jesus forsvinde væk synligt fra jordens overflade, så er det alligevel en festdag. Jesus vender tilbage til himmelen efter at have udført den opgave, som var grunden til at han kom herned: Vores frelse.
I indledningsbønnen bad vi til ”den almægtige Guds søn, som ikke længere er fattig og elendig på jorden, men sidder ved [sin] Faders højre hånd og er herre over alle ting”. Skulle man ikke vide bedre, så kunne man næste fristes til at tro, at der var tale om to forskellige guder – en elendig på jorden og en triumferende i himmelen. Sådan at den Gud vi mødte på jorden som tømreren Jesus af Nazareth egentlig ikke rigtig var den Gud, som vi møder i dag. Vi blev narret, da Jesus hang på korset… den rigtig Gud møder vi ikke på korset, men først, når Jesus står op fra de døde og her i dag, når vi hører om hvordan Jesus farer til himmels.
Men sådan er det jo bare ikke – der er ikke forskel på Jesus langfredag og Jesus Kristi Himmelfarts dag…. det er den samme Jesus. Det er ikke nederlag det ene og sejr det andet – det er sejr begge dele og det er det, som gør det svært for vores lille hoved at forstå det. Det er ikke logisk – det er det, man kalder et paradoks.
Vi har faktisk begge dele i korset som et symbol på kristendommen, for er korset et symbol på sejr og liv eller et symbol på død og nederlag?
Hovedvej 9 mellem Odense og Svendborg er en vej, hvor der er sket mange færdselsuheld med dødelig udgang. Det ville folk langs vejen gøre noget ved, så som en måde at råbe folk op på plantede de en række hvide kors de steder, hvor der var sket et dødeligt uheld. Her var korset ikke et tegn på liv, men på ulykke og død.
Men korset er også et tegn på sejr. Det fortælles om Konstantin d. Store i 312, at han kort før et vigtigt slag, som kunne gøre ham til Roms kejser… at han dér så et lysende kors over solen, med ordene ”ved dette skal du sejre”. Og det fortælles videre, at Jesus viste sig for ham om natten og befalede ham, at hans krigere skulle bruge korstegnet som beskyttelsestegn mod fjenden. ”Ved dette skal du sejre” – Konstantin d. Store vandt slaget og gjorde i årene derefter kristendommen til Romerigets officielle religion. Vi har lidt en historie, der minder lidt om den, nemlig da Dannebrog med korset falder ned fra himmelen under et tugt.
Men selv om man kan tolke så forskellige ting ud fra korset, så er det stadigvæk et tegn på sejr og liv – også selv om det bliver placeret på en farlig hovedvej 9 eller på krigs-kirkegården med de tusindvise hvide kors i Frankrig over de faldne under D-dag under 2 Verdenskrig. For det er virkelig et paradoks, at kristendommens sejrs-symbol er et totursinstrument.
Et af kristendommens mange paradokser er nemlig, at det er den samme Jesus, der blev korsfæstet langfredag, som disciplene nu ser farer til himmels. Det er ikke sådan, at der er mere triumf Kristi himmelfartsdag end langfredag – det kan godt være, at vores øjne ser korset som et nederlag, men korset er i virkeligheden sejrsskamlen. Triumfen, hvor Jesus råber ”det er fuldbragt”. Det er ikke sådan, at Jesus viste en side af sig selv langfredag og så pludselig nu her 40 dage efter viser sig fra en anden overraskende side som den sejrende. Det er den samme Jesus – det er den samme Gud.
Kristi himmelfartsdag er Guds blåstempling af at den Gud vi møder på korset også er den Gud, vi møder i himmelen.
Når Bibelen skal beskrive Guds himmel for os, så fortæller den om Gud, der sidder på sin vældige trone og derfra styrer han verden med sin højre hånd. ”Giv sejr med din højre hånd” (Sl 60,7).
Det er hans højre hånd, der frelser – ”med din højre hånd frelser du dem, der søger tilflugt for deres modstandere”.
Fra hans højre strømmer velsignelse: ”Du har altid herlige ting i din højre hånd” (Ps 16,11).
Guds højre hånd er altså et tegn på hans vilje og hans magt – men her er det, at vores hjerne render ind i et problem, for hvem er placeret dér som Guds højre hånd, som tegnet på Guds magt og velsignelse? En korsfæstet mand! En mand, der vel stadigvæk har sårene fra naglerne og fra spydet. I vores trosbekendelse siger vi, at vi tror på Jesus, som ”opfor til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd”. Den korsfæstede og opstandne Jesus er tegnet på Guds almægtighed.
Prøv læg mærke til, at vi aldrig i vores ritualer siger ”den korsfæstede, men opstandne frelser”, men altid ”Den korsfæstede og opstandne frelser” – der er altså intet overraskende og nyskabende ”men”, men et naturligt ”og”…. og opstandne frelser.
Den Gud vi møder i himmelen er ikke den store dømmende og magtfulde Gud, som skælder og smælder og allerede har dømt os til Helvedet inden vi når at sige ”undskyld”. Nej, den Gud vi møder i himmelen er den korsfæstede og opstandne, som viser sin almagt i korset – i det, der ligner et nederlag og afmagt. Det, der lyder fra korset er tilgivelse for os mennesker – og dom over vores fjende. Men vælger vi at sige nej til Guds højre hånd, så har vi gjort Gud magtesløs – så kan selv den almægtige Gud ikke frelse os.
Kan korset ikke tvinge et menneske til at vende sig til Gud, jamen så er der ingen anden magt i universet der kan. Så har vi selv valgt døden frem for livet – forbandelsen frem for velsignelsen. Men i dag læser vi ”i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Der skal prædikes omvendelse fra død og forbandelse til liv og velsignelse.
Omvendelse også til et liv, hvor det der ser ud som et nederlag er en sejr – for vi tilhører ikke den korsfæstede men opstandne frelser, men den korsfæstede og opstandne frelser. Den frelser, som finder sin sejr i sit nederlag – kristendommens paradoks er, at vi faktisk også sejre selv om vi taber.
Mange af de mennesker, der stod og kiggede på, da Jesus for til himmels ville på et eller andet tidspunkt blive udsat for forfølgelse og blive martyrer…. og alligevel sejre. Vi kan også finde vores sejr selv om vi plages af nederlag, fiasko, sygdom, lidelse og død. Det store spørgsmål, som jeg også kæmper med, når jeg møder sygdom og problemer, er ”Hvorfor?”…. skulle vi ikke prøve at stille modspørgsmålet ”hvorfor ikke?”.
Er spørgsmålet ”hvorfor, Gud?” mere et spørgsmål, der hører hjemme i den vestlige verden, hvor alting skal gå godt og gnidningsfrit. Går det ikke godt og gnidningsfrit, så stiller vi os op ”hvorfor Gud?” og vender ham ryggen. Men modsat: Går det os godt, jamen så er vi så optaget af alt det, som går godt, at vi ikke har tid til Gud og derfor alligevel vender ham ryggen. Der er ikke noget at sige til, at kristendommens centrum er ved at flytte sig fra gamle kristne Europa og så sydpå til lande, som måske ikke har det som vi vil kalde godt med overflod og sundhed, men som… ja, bare er kristne selv om de ikke har overflod og sundhed.
Jesus gennemgik ikke lidelse og død for at lægge lidelse og døden bag os, men for at give sejr i lidelse og døden, når alt det kommer. Den engelske forfatter C.S. Lewis blev på et tidspunkt spurgt ”hvorfor skal kristne lide?” og svarede også med et modspørgsmål. ”Hvorfor skal de ikke lide – vi er jo de eneste, der kan klare det?”.
Det sidste disciplene så af Jesus inden han forsvandt var at han velsignede dem – det er nok en oplevelse, som de aldrig glemmer. Men vi må heller aldrig glemme, at de hænder der velsignede dem var gennemhullet af naglerne. Det var en velsignelse af den korsfæstede og opstandene frelser – det er ham, der velsigner os også midt i problemerne. Ikke nødvendigvis sådan, at problemerne forsvinder, men sådan at vi midt i problemerne bliver iført kraft fra det høje. Dér hvor Jesus har sat sig ved sin fars højre hånd.
Kære vor Gud og himmelske far
Vi takker dig at du tog din søn til dig i triumf efter at han havde givet verden frelsen. Far vi beder dig, at du må vise os, at vi kan finde sejren hos ham selv midt i nederlag og smerte. At du ikke har vendt os ryggen, fordi vi møder modgang og sygdom her, men at vi altid må have dig for øje.
Vil du være med dem, der er syge – dem, der kæmper mod svære sygdomme… vil du også være med dem, der sidder magtesløse ved siden af. Tag du dig af dem – velsign du dem med kraft og styrke.
