Det må have været det mest latterlige optog, der red ind i Jerusalem denne første palmesøndag. Ja, det mest latterlige optog. Hele byen har forberedt sig på at Jesus vil komme –

• Messias vil komme.
• Vores nye konge vil komme.
• Vand-til-vin-kongen.
• Brød-og-fisk-kongen.
• Den helbredende konge.
• Kongen, der stiller stormen og opvækker døde.
• Han kommer – nu skal Israel genoprejses.
• ”Make Israel great again

Og så kigger de ud ad byporten og ser… en mand på et æsel? Allerede nu burde folk kunne se, at Jesus ikke er den slags konge, som de forventer. For hvilken konge ville erobre sin kongeby på et æsel?

Prøv lige forestil jer, hvis Christian d. 10. var reddet over den gamle grænse i 1920 på et æsel!!! Altså hallo – det skal da være en hvid stridshest. Enhver general, der ridder ind i kampen på et æsel, vil blive nedslagtet. Det ville være bedre, hvis han var kommet gående.

Men Jesus rider på slavens transportmiddel, den fattiges transportmiddel. Han ridder ind i som en ydmyg tjener og på en måde er det Jesu største lignelse, han viser her. Her er evangeliet i en nøddeskal.

Hvis vi nu definerer synd som at du og jeg sætter os selv og vores vilje højere end Gud og hans vilje med vores liv. Hvis synd er at sætte sig på kongetronen i sit hjerte, i sit liv – jeg vil selv bestemme over mit liv. Jeg ønsker ikke nogen Gud, der skal bestemme over mit liv.

Derfor er der mange ateister, som ikke vil tro, netop ikke VIL tro. Det er heroppe det er galt – de vil ikke. De vil ikke at det med Gud er sandt. De vil ikke have en autoritet over sig, De har et kosmisk autoritsproblem. De vil ikke have det, det kalder for en himmelnisse til at bestemme over deres liv. Og det er derfor det hele går bananas i vores liv, for den slags er vi slet ikke skabt til. Derfor er det synd. Synd er at tjeneren sætter sig selv på kongens plads. Det er hvad der er hele problemet i verden. At vi sætter os selv i Guds sted – det kan have forskellige udtryksformer. Holocaust skyldes, at mennesket satte sig på Guds plads. Hitler, den ariske race, herrefolket – og ikke Gud. Når jeg bekymrede mig over et eller andet i morges, så skyldes det også, at jeg satte mig selv på Guds plads i mit liv. Så er det fordi jeg tror, at jeg ved, hvordan mit liv skal forme sig. Jeg har al den visdom der skal til at overskue mit liv. Se – jeg sætter mig selv på Guds plads. Det er jeg ikke skabt til. Det er synd. Synd er at tjeneren sætter sig på kongens plads.

Og hør så her:
Hvis synd er tjenere, der sætter sig på kongens plads, så må frelsen være kongen, der sætter sig på tjenernes plads. Frelsen er kongen, der sætter sig på tjenernes plads. Derfor palmesøndag.

Verdens religioner, filosofier og selvhjælpsbøger – uanset om de er flere tusind år gammel, eller om det er noget du selv finder på… det hele ligner hinanden, for de siger alle sammen: Du skal rense dit liv og du skal gøre det bedre. Du skal frelses gennem styrke. Du skal gøre sådan og sådan”. Men ved du hvad: Det hjælper lige så lidt som at komme med bandage til et brudt hjerte. Kristendommen siger: Du frelses ikke igennem magt, men igennem svaghed. Du frelses ikke igennem moralsk styrke, men igennem hans nåde. Frelsen, hjælpen, er at Gud sætter sig dér hvor menneskeheden skulle have siddet. Nemlig: Modtage dødsdommen, dø for verdens synd og ondskab.

Det var en clash af forventninger palmesøndag. De havde forventet at Jesus skulle befri dem fra romernes besættelse – Jesus ville noget bedre.
Jesus sagde:

• Jeg vil ikke bare befri dig fra romernes slaveri.
• Hvis jeg bare kom og befrier dig fra Rom, så ville du vende dig rundt om gøre andre til slaver, træde på andre, for det ægte slaveri er dit hovmod.
• Hvis jeg bare kom og befriede dig for Rom, hvad vil du så gøre af din skyld?
• Hvad vil du gøre med den fornemmelse af nøgenhed og åndelig tomhed, som du har?
• Hvad vil du gøre med det faktum, at du hele tiden desperat forsøger at bevise dig selv og træder ned på andre for at vise, hvor speciel du er.

Jeg vil befri dig for et dybere slaveri end slaveriet under Rom. Jeg vil befri dig for synd, død og djævel – det, der presser verden ned i elendighed på samtlige niveauer af den jord, der ellers er så fantastisk.

Det er interessant, hvordan Jesus selviscenesætter alt omkring sin indmarch. Intet er overladt til tilfældighederne. Jesus ønskede den største opvisning, for at fremprovokere en reaktion. Han vil ikke liste ubemærket ind i byen som en tilfældig påskedeltager, nej han ønsker at folk i Jerusalem skal presses til at tage stilling: Enten kroner I mig, eller også korsfæster I mig.

Det er det samme Jesus gør ved hvert eneste menneske. Når han træder ind i vores liv, presser han os til at træffe et valg: Enten skal du krone mig eller også skal du dræbe mig, forkaste mig. Enten skal vi krone ham som den sande hersker over vores indre verden, eller også skal han afvises. ”Kast alt fra dig og gør mig til den suveræne konge i dit liv eller foragt mig, for jeg vil ikke bare kunne blive lides eller beundres. Lovsyng mig, dræb mig, had mig. Men du skal ikke bare kunne lide mig. Du får ikke lov til kun at kunne lide mig, kron mig eller korsfæst mig. Du skal ikke bare beundre ham, du skal ikke bare bede til ham fra tid til anden, når livet pludselig gør ondt, og ellers har du ikke brug for ham. Jeg har hørt om en mand, der meldte afbud til sin præst: Jeg har alligevel ikke brug for at tale med dig, for det viste sig, at jeg alligevel ikke har cancer.

Jesus ønsker ikke lunkne beundrere – som er hverken varm eller kold. Han ønsker at vi skal til stilling: Enten centrum i vores liv eller forkastet, ikke nogen helgarderende mellemvej, hvor Jesus bliver sat i standby, imens vi har travlt med så meget andet.
Vi må enten lade ham være konge i vores liv og vinde alt, eller afvise ham og miste alt, når han kommer igen som verdenshersker … denne gang på den hvide hest. Vil jeg dér krones af ham, eller vil jeg blive korsfæstet af min egen modvilje?

”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel”. Jesus er kongen, der tager tjenerens plads. Det er palmesøndags budskab: Du frelses ikke ved styrke, men ved svaghed.

Og netop derfor, netop fordi vi ikke frelses ved styrke, men ved svaghed, inviteres vi til nadverbordet. Her kommer kongen til os igen – ikke i pomp og pragt, men i brød og vin. Ikke med sværd i hånd, men med udstrakte, naglemærkede hænder. Her sætter han sig endnu en gang på tjenerens plads og bøjer sig ned til dig og mig. Han bøjer sig for at give os sit legeme og sit blod – det offer, som frelser os.

For i nadveren får vi ikke en opgave, vi skal løse. Vi får ikke en liste over, hvad vi skal gøre bedre. Vi får en gave. Vi får ham. Vi får den konge, der gav alt – og som stadig giver alt.

Når du går til alters i dag, så gør det i erkendelsen af, at du ikke skal bevise noget. Du skal ikke være stærk. Du skal bare række hænderne frem som en, der har brug for nåde. For det er der, frelsen ligger: Ikke i din styrke, men i hans svaghed.