Prædiken holdt på plejehjemmet Solgaven den 9. august 2016

Lukas 11,1-4:
Og det skete, da han var et sted og bad, at en af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: »Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.« v2  Han sagde til dem: »Når I beder, skal I sige:
      Fader!
      Helliget blive dit navn,
      komme dit rige;
       v3  giv os hver dag vort daglige brød,
       v4  og forlad os vore synder,
      for også vi forlader selv enhver, som er skyldig over for os,
      og led os ikke ind i fristelse.«

En fra min familie har i denne sommerferie været i USA og blandt andet besøgt Niagara Falls – vandfaldene. De optog en film fra det – og det er jo øresønderrivende at høre det meget vand, der buldre dagligt ud over klippeskrænterne. Det er egentlig tre store vandfald, der ligger tæt op og ned af hinanden, så i minutter strømmer der cirka 168.000 m3 vand igennem vandfaldene.

I en af de bøger, jeg har fået læst i sommerferien, har jeg blandt andet læst om en amerikansk digter (John Greenleaf Whittier) fra 1800-tallet. Han var også omkring vandfaldene og stod og kiggede forbavset på dette naturfænomen. Lyttede til tordenen og bragene fra vandmasserne – han var forbløffet, men endnu mere forbløffet blev han, da den indianer, han rejste rundt med, prikkede til ham og sagde: ”Der kommer en fjende”.
”Hvor ved du det fra” – svarede digteren.
”Det er fordi jeg hørte en kvist brække”.
Forfatteren havde overhovedet ikke hørt noget – ikke andet end det buldrende vand, men indianerens følsomme øre havde advaret jægeren, så han hørte at en kvist var brækket midt i alt det andet larm.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at der er meget, som vi går glip af midt i vores dagligdag, fordi vi der er så meget andet, der larmer så meget, så det bliver overdøvet. Det kan være, at det er materialismen, at vi ikke ser det vi har, fordi alt det andet, som vi ikke har, larmer så meget: Det vil vi gerne have.
Eller at det vi kan, forsvinder for os, fordi vi kun ser det, vi ikke længere kan, så det larmer for meget.

Men jeg tror også, at alt det omkring os larmer så meget, at vi ikke kan høre Guds stemme mere. Ja, at han endda helt forsvinder, fordi alt omkring os, hverdagen med dets glæder og problemer, verden omkring os med de mange storpolitiske begivenheder og katastrofer, larmer så meget, så vi ikke høre Gud længere. Så vi ikke taler til og med ham længere, fordi hans stemme, hans nærvær bliver overdøvet som den lille kvist, der blev brækket i stykker. Kun det øvede øre kunne høre det – kun det følsomme øre kunne høre det.

På samme måde med det at bede – jeg tror ikke det er noget, som vi bare kan, det er noget, vi skal lære. Det er noget, som vi skal opøves i, så vores ”åndelige øre” bliver trænet og følsomt.
Jeg har lige læst en lille tekst om bøn – og jeg synes faktisk det er interessant, at det hele starter med at disciplene siger til Jesus: Lær os at bede.
Det er interessant, at disciplene ikke spurgte Jesus: ”Lær os at prædike” eller ”lær os helbrede”. De havde jo ofte set hvordan Jesus har prædiket og helbredt – set den store succes, han har haft. Men de ønskede ikke at lære hans metoder, men de ønskede at lære om hans hemmelighed. De ønskede at kende hans vej til Gud. Lær os at bede.
Og en af måderne at lære at bede på at Fadervor, som vi kender så godt. Men det er også at være stille, så vores øre kan vænne sig til at lytte efter Guds stemme. Indianeren har sikkert brugt meget tid på at opøve sine sanser, så han kunne høre kvisten midt i lyden fra vandfaldet – på samme måde med os i vores bøn. Jo mere vi beder – jo mere vi giver os tid også til stilheden i bønnen, desto mere opøvet bliver vi, så vi må kunne høre og også se Gud i vores liv.
Som David skrev i den salme, jeg læste for lidt siden (Salme 5):

Herre, lyt til mine ord,
læg mærke til min stønnen!
Hør mit råb om hjælp,
min konge og min Gud!
Jeg beder til dig.
Herre, om morgenen hører du min stemme,
om morgenen fremlægger jeg min sag
og spejder efter svar.

At lære at bede er også at lære at være stille og som indianeren gør, når han kigger ud over prærien: Han er stille og spejde efter svar.