Langfredag (2006)

INTRODUKTION

Det vi lige har hørt er centrummet i den kristne tro – Jesu kors. Alle fire evangelier kulminerer i beretningen om Jesu korsfæstelse, Apostlenes Gerninger fortæller, hvordan de første kristne forkyndte, hvad Gud havde gjort igennem Jesu kors, mens de nytestamentlige breve alle i en eller anden grad udlægger, hvad korset betyder.

Justitsmord

Hvis man ser det hele udefra, så ser det virkelig mærkeligt ud det der skete i foråret omkring år 30 e.kr. Lederne og præsterne i den jødiske nation udleverede den ung Jesus til besættelsesmagten, for at han kunne blive tortureret og henrettet.

Havde Jesus gjort noget forkert? Næ, der var tale om justitsmord – altså en uskyldig, der blev dømt. Det kunne den romerske statsholder, der stod for dødsdommen også godt se, og han erklærede da også tre gange, at Jesus var uskyldig. Men på trods af at romerne havde ry for at være retfærdige, så blev Jesus dømt til døden.

 

Der er sket mange justitsmord igennem tiderne – men ingen af dem har haft så store konsekvenser som det, der skete med Jesus. Hvis Jesus bare havde været endnu et uskyldigt offer som f.eks. Martin Luther King eller Mahatma Ghandi, så ville han have sat sig et spor i historien og så være forsvundet. Der ville ikke have dannet sig en religion og tro på grund af ham. Det er så vigtig en begivenhed, at man kunne sige, at ”Korset står i centrum af den kristne tro”.

Kernen i kristendommen: Korset

Kernen i kristendommen er ikke etik, ”fred på jorden” og heller ikke næstekærlighed… selv om det er vigtige elementer af kristendommen. Kernen i kristendommen er korset. Jesus prædikede, underviste og gjorde tegn og undere… men sådan set var det ikke derfor han kom herned og blev menneske. Gud kunne godt have vist sig som menneske og gjort alle de her ting alligevel.

Der er steder i GT, hvor Gud kommer ned i skikkelse af et menneske. Jesus kom ikke bare ned i skikkelse af et menneske, men han kom herned som et menneske… Jesus blev ved med at være Gud, men han blev helt igennem et menneske. Jesus var altså 100% Gud og 100% menneske, hvordan det regnskab kommer til at gå op, ja det er ikke til at se….

men Jesus blev helt igennem et menneske, for at leve som et menneske, men også for at han  kunne dø som et menneske. Han blev et menneske for at dø for os.

Frivillig til døden

Når vi læser evangelierne igennem, så ser vi, at Jesus selv hele tiden vidste, at korset ventede forude. At han skulle til Jerusalem for at dø på et kors.

Han rejste selv til Jerusalem selv om han udmærket vidste, at han underskrev sin egen dødsdom. Tre gange under den lange rejse mod Jerusalem fortalte han sine venner, at han gik sin død i møde.

Og i den bedst kendte beskrivelse, han giver af sig selv, nemlig sig selv som den gode hyrde, understreger han, at den gode hyrde er den, der er parat til at sætte sit liv til for fårene.

Da han blev arresteret den mørke nat i Getsemane Have, kunne han have bedt sine venner om at kæmpe for sig. I stedet sagde han til den eneste af hans venner, der var bevæbnet, at han skulle stikke sværdet tilbage i skeden… og derefter helbredte han den mand blandt sine angribere, som var blevet ramt af sværdet.

Der var ingen, der kunne fange Jesus i noget, når man diskuterede med ham… han kunne virkelig få folk til at se dumme ud, når han afslørede dem. Men mærkeligt nok, så forsvarede han ikke sig selv overfor den romerske statholder, der skulle dømme i sagen. Statholderen pralede ellers med sin magt ”hvorfor siger du ikke noget… jeg har jo magten over dig”. Jesus svarede bare kort, at han ikke havde anden magt end den, der var blevet givet ham fra Gud.

Selv da han hang på korset kunne han have bedt sin far om at befri sig… sende engle ned for at tage ham ned fra korset. Men han bad ikke om at blive befriet… selv om hver eneste nerve i hans krop skreg i protest, så bad han ikke ”Far, befri mig”, men han bad for sine bødler ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”.

Hvorfor skete det? Hvorfor gik han frivilligt i døden, når han nu kunne undgå det? Hvorfor døde Jesus?  I Esajas´ gamle profeti står der om Jesu død: ”Det var Herrens vilje at knuse ham” (Es 53,10).  Alt det jeg lige har læst op fra Markusevangeliet skete fordi det var Guds vilje. Det var Guds vilje – at ”han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder”.

Ja selv hans mærkelige tavshed var også villet af Gud ”Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund” (Es 53,7).

Det var Guds vilje, at Jesus skulle dø – ja, det var derfor han kom til jorden. For at tage vores skyld på sig,  for det var for vores skyld at han døde, for at udslette vores synd.

Det var ikke jøderne, der slog Jesus ihjel – det var heller ikke romerne, der slog Jesus ihjel… det var dig! Det var dig, der tvang Guds søn på korset! Det var dine synder, der slog naglerne i hænder og fødder på Jesus. Havde du ikke været en synder, så ville der ikke være nogen grund til at Jesus døde for dig.

”så slem er jeg da heller ikke, at der er en, der er nødt til at gå igennem alt det bare for mig? Ok – jeg er ikke perfekt, det skal jeg da være den første til at indrømme, men så slem er jeg da heller ikke!” Jo du er – du er så slem – dine synder slog Guds søn ihjel.

Kristendommens lære om tilgivelse tager synden alvorligt. Gud tilgiver ikke bare i en håndvending og siger ”nå, pyt, det gør ikke noget”. For at kunne give os tilgivelse kom Gud i sin søn her til jorden og tog selv straffen for vores synd. Korset er en anerkendelse af, at synden er en alvorlig sag, at den fortjener at blive straffet – men Guds søn gik i vort sted, så vi aldrig selvkommer til at bære den straf.

Der er mange synsvinkler vi kan lægge på korset. Men en enkelt lyder: Gud kunne have valgt at straffe alle onde mennesker, alle mennesker, der har gjort noget forkert. Men i stedet sendte han sin søn, der døde på korset. ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Eller som Paulus skriver i Romerbrevet: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig som tror på Jesus”.

Author: Kim Præst