Det har altid irriteret mig! De fleste af jer, har sikkert besøgt en kirke og det første øjet mødes af, er naturligvis alteret og alterbilledet eller korset eller hvad der nu er placeret det mest centrale sted i kirken. Hele kirken er designet sådan, at det er dertil øjet drages og derfor er der også gjort en del ud af alteret. Her finder vi oftest det flotteste kunstværk i kirken. Og her kommer så det, der altid har irriteret mig, for hvad er der bag ved alteret? Her har kirketjeneren fundet plads til en støvsuger, pudsekludene ligger også her og er alteret højt nok, så kan man også have stigen, der skal bruges til at hænge adventskransen op. Jeg ved godt, at det jo skal stå et eller andet sted – men hvorfor lige her bag alteret? Her bag det, som vel er det tætteste vi kommer på et helligt sted i kirken. Her har vi så depotet.
Jeg synes, vi har god orden bag ved vores alter i domkirken, så hvorfor skriver jeg så om noget så inderligt ligegyldigt som manglende depotplads i de danske kirker? Det gør jeg, fordi jeg faktisk er blevet omvendt! En dag, da jeg surmulede over depoterne bag altrene, så ramte det mig: Sådan er det jo også med os mennesker. Overfladen er fin – men under overfladen gemmer vi det, som vi ikke vil at andre skal se. Jesus sagde til nogle skriftkloge, at I ligner smukke velholdte grave – men graven dækker over ”… dødningeben og al slags urenhed…  indeni er I fulde af hykleri og lovløshed”.
Vi gør, hvad vi kan for at opretholde en fin facade – men nogle gange falder ”støvsugeren” ud eller nogen kigger bag facaden. Så vi kender ”depotpladsen” fra os selv og bærer over med os selv, men vi er ikke altid så overbærende, når det gælder vores medmennesker. Når vi nu opdager naboens sorte arbejde. Når en altfavnende politiker viser sig som et magtmenneske. Eller hvis en chef til en julefrokost får ”en tår over tørsten” og træder ved siden af. Eller hvis en præst lader sig rive med af sjælesorgens inderlighed. Jo mere profileret og mere anset ”alterbilledet” er desto mere forarget og vrede bliver vi, når vi ser, at bag ved alterbilledet er der pudseklude, støvsugere og skidt. Og så falder hammeren.
Så derfor: Lav mindre depotplads i kirken, for pludselig er pudsekluden og støvsugeren bag alteret blevet en prædiken til mig. Alteret er det flotteste i kirken. Det er et kunstværk og det flotteste vi mennesker kan frembringe med vore hænder, men selv det har en bagside. På samme måde med vores personlige overflade, det bedste vi kan frembringe, også vi har en bagside. Og nogle gange falder der noget ud, som rammer andre.
Så næste gang jeg hører om endnu en politiker, nabo eller topchef, der blev afsløret, så vi ser ”hendes sande jeg”, så vil jeg tænke på alteret i kirken – smuk facade, men et rod på bagsiden. Selv det bedste, vi mennesker kan lave, har en bagside. Selv det bedst, vi mennesker kan være, har en bagside. Det gør det ikke mere undskyldeligt, når ”stigen” falder ud og rammer en forbipasserende. Det gør det måske mere tilgiveligt, at vi ved, at jeg faktisk også har mit depotrum, hvor ting også kan falde ud. Vi skal naturligvis bærer konsekvenserne af vores handlinger, men måske behøver jeg ikke at være den, der kaster med sten. Dels bor jeg i et glashus – og dels som Jesus sagde ”lad den, der er ren, kaste den første sten”. Jeg tror ikke jeg kaster min sten – jeg kunne jo gemme den bag alteret.