Så blev den sidste af mine tre bøger skrevet af Leonard Ravenhill læst – mit sommerprojekt sommeren 2016.

Et par kritikpunkter
Igennem de første to bøger cirkler Ravenhill rundt om bønnen – hvis vi bare bad mere, kirken af i dag er den mindst bedende kirke siden pinse etc. I sidste bog er der så fokus på den bøn – eller det, bliver der lagt op til. Jeg synes egentlig ikke jer er blevet klogere på hvordan eller andet, ikke andet end at bogen igen siger, at der skal bøn til. Havde måske troet, at vi ville være nede i mere ”how-to-do”- i denne bog.
Ravenhill kommer med en fantastisk undren: Hvorfor spurgte Jesu disciple ikke Jesus: Lær os at bede, lær os at helbrede… de sagde: Lær os at bede. Det gjorde de, fordi de ikke bare ønskede at vide hvordan Jesus gjorde, men de ønskede at kende hans hemmelighed (s. 141). Jeg sidder måske nok stadigvæk med den tanke: Hvordan bede i 2 timer (sådan som han lagde op til i sin anden bog)? Hvordan? Naturligvis, hvis vi er ude i at bøn ikke bare er ord, mine Gud (og Guds ord?), så forstår jeg det måske bedre (s. 50). Men jeg sidder stadigvæk med ”bønnen”: Ravenhill lær os at bede!!

Noget andet, der er noget trættende, er alle de mange anekdoter, der enten skal fremhæve hvad store troens og bønnens mænd og kvinder har gjort, men som også skal tjene som et billede på troens verden, som en slags lignelse. Det bliver faktisk rimeligt meget for meget til sidst – især de tre sidste kapitler, hang det mig faktisk ud af hovedet… Lidt mindre af det, tak!

Og så igen: Den er skrevet under den kolde krig, så den store fjende er naturligvis sammen med den katolske kirke, kommunismen. Der er mange ting, jeg ikke kan huske, som står klart for dem, der læste bogen første gang (dog er jeg lidt i tvivl om hvorvidt Stalin havde meget med kulturrevolutionen i Kina at gøre (s. 130), men jeg kan let tage fejl).

Der er naturligvis også noget teologisk, som ikke lige følger min teologi – især omkring læren om Helligånden og Helligåndens dåb. Tillige er der et helt kapitel, der er helliget til tanken om at vi har brug for en ny pinsedag. Det vil jeg nu ikke lige mene at vi har – vi har fået Helligånden en gang for alle – han er ikke trukket tilbage, men er hos os. Det, vi måske har brug for, er at vi må lade Helligånden fylde os mere og mere og styre os mere og mere.

Men når det så ser sagt, så har den nogle gode pointer, som er værd at tænke over. Ja, som er nødvendigt at tænke over.

Bøn – og vækkelse
I bogens sidste kapitel kommer Ravenhill med en beskrivelse af hvad han sigter til i denne bog hvad bøn angår:

”we are aiming here at a state of prayer far beyon using God as a means of escape or relief. The stae of praying that we seek is free from personal request for personal benefit. We are seeking a love for the will of God among men,  for the manifestation og the power of God among men, and for the recovery of the glory og God among men” (s.171).

Kort sagt: Bøn skal være bøn om vækkelse.
Vi har brug for vækkelse – ikke bare udenfor kirken, men så sandelig også indefor kirken, for kirken sover, så hvordan vil vi kunne forvente vækkelse (s. 138). Ja, Ravenhill har endda et billede, som viser, at den kristne kirke leget, imens verden omkring den dør (s. 40). I et fantastisk billede med Niagra Falls i USA siges noget om at være lydhør overfor det åndelige skrig, der findes i verden. En indianer kunne midt i vandmassernes buldren høre en lille kvist, der blev knækket. Sådan skal vi også opøve vores øre, så vi kan høre de behov der er bag ved materialismen, egoismen etc (s. 137).

Der er en masse gode tanker om hvad bøn er: Bøn er relation (s. 31-32), bønnen skal ikke ses som en opgave eller en byrde (s.36), bøn er ikke en smutvej til at opnå det, vi ønsker (s. 45), bøn er at søge vejledning i samtale med Gud (s. 54) – ja, bøn er det himmelske sprog (s. 56) – stadigvæk er den største form for bøn er en ordløs bøn (s.54), det er en vedvarende forbindelse med Gud (s. 51).
Der skal mere fokus på bøn – måske endda også mere fokus på at bede end at læse og forstå Bibelens indhold. For at bede er at leve Bibelen (s. 100) og også i denne bog bliver der slået fast, at ingen er større end sit bønsliv (s.105). Ravenhill slår endda fast, at bøn ikke bare er frivilligt, men at hvis man ikke beder, så er det faktisk en synd (s.63-66).

Formaninger til præsten
Dette gælder naturligvis også præsten – han skal bede, gå foran med et godt eksempel, og menigheden vil følge efter ham. Der er nemlig to ting en præst skal: Prædike og bede. Det er ikke altid, at præsten skal prædike – for så prædiker man kun for prædikens skyld. Hvis Helligånden ikke lægger en noget på sinde, så skal der ikke prædikes, så ikke noget med at tage en gammel prædiken frem (s. 77). Ja, en præst skal ikke altid prædike, men en præst skal altid nede.
Også i denne bog kommer der stærke forventninger til præsten og prædikanten. Blandt andet det råd, at det tager to dage at skrive en prædiken og en dag at få en selv ind i prædikenen (altså øve sig på den) – og så kommer man naturligvis ikke bare i sidste øjeblik til gudstjenesten, men kommer 1½ time før hver tjeneste, så man kan bede og fokusere (s. 85). Det sidste ved jeg ikke om jeg kan praktisere med børn, der skal passes og være med….

Min vurdering af bogen
Bogen er god – især hvis man dropper de sidste 2-3 kapitler, hvor formen synes at blive ødelæggende for læselysten. Hvis man ikke kigger efter en gennemgående rød tråd i bogen, men kan læse hvert kapitel som en lille isoleret andagt, så er der faktisk meget godt at hente i den. Der er mange gode pointer og gode tanker, som i hvert fald har fået mig til at stoppe op og overvejet min måde at være præst på og kristen på.
Der er ingen tvivl om at vi i denne bog er i selskab med et vist menneske, et menneske i bøn og med et budskab fra Gud. Et menneske, der ønsker vækkelse.
Sidste ord i bogen er et suk og et håb – vækkelse er ikke utænkelig:
”Revival can be brought to this generation by prayer, by faith, by cleansing, and by obedience to the will of God” (s. 176)