Er det lykken at leve Gud nær?

”At leve Gud nær er min lykke” – sådan skrev Asaf i en af sine salmer i Det gamle Testamente. ”At leve Gud nær er min lykke, min lid har jeg sat til Herren”.. det er noget, jeg har sunget mange gange selv. Hvor er det bare skønt, at være i de oaser i livet, hvor man ikke kan synge andet end sådanne små vers: ”At leve Gud nær er min lykke”. Når man lever dér i oasen og virkelig har opdaget, at Gud har udført banebrydende ting for os. Når man har oplevet, at det simpelthen bare er stort at være en kristen. Sådan er det, når tro og erfaring følges ad. At leve Gud nær er min lykke. Men så kan der også komme tider, hvor livet gør det meget svært at synge om lykken i at leve i nærheden af Gud, fordi vores tro og vores erfaring slet ikke følges ad, hvor Gud pludselig er den fjerne eller ham, der tillader at det onde skylder hen over os. Vi oplever pludselig, at det, vi har troet, at det ikke stemmer mere.

Lad os prøve her i dag, at kigge på de tidspunkter i vores liv, hvor livet med Gud ikke føltes som en lykke. Og det er nok også en erfaring, som vi alle sammen enten har løbet ind i, eller som vi nok vil løbe ind i på et eller andet tidspunkt i vores liv.

Føler vi det, så er vi ikke alene – folk før os, har oplevet det, og så længe verden eksisterer, så vil folk efter os også opleve det. Bibelen selv er hudløs ærlig, når den fortæller om de mennesker, der levede tæt op og ned af Gud – at vel var det en lykke på et plan, men på et andet plan, så var det altså ikke bare halleluja og glæde at være i nærheden af en hellig Gud som en synder.

Jeg vil holde mig til Maria, Jesu mor, nu, hvor jeg lige har læst Marias lovsang: ”Min sjæl ophøj Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser”. Tænk hvilken ære, hvilket kald Maria havde fået: Du skal føde verdens frelser, Guds søn. Men hvad var det for et liv hun skulle komme til at leve som Herrens udvalgte tjenerinde? Var det bare hurra og halleluja hele vejen igennem? Nej, måske endda tværtimod:

Først i begyndelsen: Hendes forlovede, Josef, der kun med nød og næppe blev overtalt til at beholde hende.

Eller folks forargede blikke, da de så hvordan Marias mave blev større og større… hvisken og tisken i krogene: ”og så var de ikke engang gift, Maria og Josef… hvis det da var Josef”.

Et par måneder efter føder hun sit første barn, langt fra sin familie og slægtninge, i en stald omgivet af fremmede mennesker. Det var nok heller ikke ligefremme en hver ung kvindes fremtids drøm.

Og hvad var det for en søn? Det har sikkert føltes som slag i hendes ansigt, da sønnen Jesus på den måde blev lagt for had af præster og skriftkloge – for at det hele skulle kulminere langfredag, hvor Jesus blev smadret fuldstændigt og døde på et kors.

”At leve Gud nær er min lykke”.

Hvorfor sker det her for mennesker, der lever i nærheden af Gud – skulle det ikke være en lykke? For er Gud ikke den, som gør store ting mod den svage? Er han ikke den Gud, som øver vældige gerninger med sin arm, som ophøjer de ringe og mætter de sultende med gode gaver? Alle de flotte og dejlige ord, som Maria får lov til at synge ud i dagens tekst. Som hun synger her i starten af sin lange og lidelsesfulde vandring med Guds søn. Jo, det passer, Gud er den Gud, men parallelt med disse smukke og flotte livsbekræftende ord, så står der også ord, som jeg i hvert fald frem til nu aldrig rigtig har lagt mærke til – netop det man kunne kalde bagsiden af at leve Gud nær. For det er jo ikke bare de sultende, han mætter med gode gaver, nej i samme sætning står der: At Gud sender de rige tomhændet bort. Gud er også den Gud, som styrter de mægtige, han er den Gud, der splitter dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker.

Den Gud, som vi allerhelst prædiker her i kirken er naturligvis den første – nemlig ham, som ophøjer de ringe og mætter de sultende med gode gaver. Men hvad så, når vi møder det, der føles som den anden side af Gud? Den Gud, som styrter folk og som splitter folk? Den Gud, som gør det vanskeligt… ja, for ikke at sige umuligt at synge Asafs lille linje: ”At leve Gud nær er min lykke”? Det vil være skrivebordsteologi, hvis jeg stod heroppe og sagde andet, end at det slår benene væk under en, at opleve den Gud. Men hvad gør vi, når Gud ikke lever op til den stillingsbeskrivelse, som vi har ansat ham til: Nemlig at han skal være den gode kærlige Gud, der baner en snorlige vej af glæde og lykke igennem livet for os. Den Gud, der skal skærme os fra ulykke hele vejen igennem livet fra vugge til grav. Normalt ville man jo fyre en, der ikke lever op til sin stillingsbeskrivelse… men man kan jo ikke bare fyre Gud. Eller kan man?

Det kan være, at der er nogle af jer, der har set Skriftestolen på DR2 med sygehuspræsten Preben Kok fra Vejle. Jeg har haft ham til undervisning, hvor han fortalte om hvordan han som ung blev ramte af en svær sygdom, der virkelig slog benene væk under hans barndomsforestilling om hvem Gud er. Så til sidst fyrede han Gud – det var hans egne ord: Han fyrede Gud. “Hvis det er på den måde du behandler mennesker, så er det slut mellem os. Så gider jeg ikke have noget med dig at gøre!”. Men Gud gik ikke – men så sagde han det samme en gang til: “Hvis det er på den måde du behandler mennesker, så er det slut mellem os. Så gider jeg ikke have noget med dig at gøre!”… men Gud blev stadigvæk! Og så måtte Preben Kok jo til at tage det derfra, når Gud nu ikke sådan bare ville lade sig fyre.

 

Gud er langt mere kompleks end vi kan fatte – heldigvis da. Livet er mere kompleks end vi kan fatte – også heldigvis til det. Men vi vil jo gerne som mennesker have styr på det hele – vi vil gerne have kontrol over vores liv og forstå det. Om ikke forstå vores liv i de enkelte detaljer, så da i hvert fald i de store træk. Men pludselig kan vi være derude, hvor vi mister kontrollen – ja, netop dér, hvor vi møder en side af Gud, som vi ikke havde forestillet os, at vi skulle opleve. Vi har godt nok lige sunget: ”Knus selv mit hjertes stene, bøj høje tankers grene”, men hvad når Gud pludselig tager os på ordet og knuser vores hjertes stene, og bøjer vore høje tankers grene? Det lyder smukt, men står vi pludselig midt i det, så er det langt fra smukt. Det var jo altid naboen, der fik den side af Gud at se – vi vidste nok, at den var dér på et eller andet plan, men det sker jo altid for naboen, og helt ærligt, det var vi faktisk en ordning, som vi var ret godt tilfreds med. Men en dag er det dig, der er naboen.

 

Og så er det, at tågen begynder at lægge sig over vores gudsbillede, så vi ser ham enten som ukærlig eller i bedste fald som magtesløs. Men nu er det jo bare det, at Bibelen fortæller os han er ikke er magtesløs eller ukærlig. Men den fortæller os, at han har al magt i himlen og på jorden, og at vi er hans kære børn. Hvad gør vi ved det?

 

Det kan godt lyde naivt, men er vi børn, så skal vi også opføre os som børn. Vi skal især i de alvorligste situationer – der skal vi benytte os af, at vi ikke skal være kloge voksne, men at vores forhold til Gud netop skal være far-barn-forholdet. Det betyder, at vi kan lægge ansvaret fra os – det her er for stort, det her er for grimt, det her er for kompliceret til at jeg kan rumme det. Det må min far tage sig af. Det er børns privilegium.

 

Selvfølgelig kan vi som børn have lyst til at smække med døren, og gemme os på vores værelse, eller måske rende væk hjemmefra. Eller sagt anderledes: Vi har lyst til at sige til Gud: ”Hvis det er på den måde du behandler mennesker, så er det slut mellem os. Så gider jeg ikke have noget med dig at gøre!”. Men Gud lader sig ikke fyre – heldigvis for det, for vi har brug for ham. Vi har brug for ham, også selv om vi ikke forstår ham. Selv om vi hader det, der er sket os, og alle pilene peget op mod Gud, som den skyldige.

 

Men vi har brug for ham, fordi der er ingen anden. ”Jeg er Herren, der er ingen anden” siger han et sted (Es 45, 6-7). Vi har brug for ham, også selv om det nogle gange kan mærkes som om vi kun vælger ham, fordi der ikke er andre muligheder. Vi har brug for ham, selv om hver eneste celle i kroppen råber det modsatte, og ønsker at fyre ham. Men han bliver her… selv om vi slipper taget i ham, så vil han ikke slippe os. Selv om vi ikke har kræfter eller lyst til at holde fast i Gud, så holder han stadigvæk fast i os. Det er et af budskaberne i den påske, der ligger foran os: Gud har sendt sin søn til verden for at være sammen med dem, der lider. Korset råber: Den kærlige og almægtige Gud holder fast i dig, for han ønsker at være alt for dig – han ønsker at du skal slippe alt det, der er dig og dit eget, og holde fast i ham, der alene kan holde dig oppe i livet og i døden. Han ønsker, at du netop skal være hans barn, og at du skal leve dit liv i tro på ham, i tillid til, at han som din far, ved bedre end dig.

Sådan er en af sangene i tegnefilmen om Josef fra Det gamle Testamente, ”Josef drømmenes konge”, som jeg lige har set med mine konfirmander i denne uge. I kender sikkert historien om drømmetyderen Josef, og hvis I ikke har set tegnefilmen, så synes jeg bestemt I skal se den. 

Nå, men han sidder i fængselet og synes bare at være glemt af alle og være blevet bragt i fedtefadet af Gud. Men så synger han til Gud:

 

Jeg havd´ det ikke let

Jeg troed du ville hjælpe

Først nu hvor jeg har givet op

Forstår jeg meget mer

 

Du ved bedre end jeg

Du ved hvordan.

Jeg skal ikke vide hvorfor

For du ved bedre end jeg.

 

Jeg gør hvad der er bedst

Min tro vil gi´ mig styrke

Jeg ved, hvor lykken gemmer sig

Min tillid bli´r hos dig,

For du ved bedre end jeg

Du ved hvordan.

Jeg skal ikke vide hvorfor

For du ved bedre end jeg.

 

Uanset hvad der er sket os, eller hvad der kommer til at ske os, så skal vi ikke lade det være en snublesten, der sender os i en stor bue uden om Gud og i sidste ende så langt væk fra Gud at det hedder fortabelsen. Lad snublestenen på en eller anden måde – eller på et eller andet tidspunkt – blive en trædesten, som får os længere op til Gud. Som får os ind i et dybere fællesskab med Gud – vores kærlige far. Og netop os, som børn, der er helt afhængige af ham, og ham som vores far, der har det fulde ansvar, og som ved bedre end os.

Du ved bedre end jeg

Du ved hvordan

Jeg skal ikke vide hvorfor

For du ved bedre end jeg