Jeg kan huske, at jeg som teenager hørte en andagt, hvor der blev læst op fra Kærlighedens højsang, og hvor ordet ”kærlighed” var erstattet af ”Jesus”. Som teolog senere fandt jeg ud af, at det kan man faktisk godt argumentere for, eftersom ordet kærlighed i den græske tekst er ”Agape”, der som regel bliver brugt ikke om menneskers kærlighed, men om Guds kærlighed. Og findes der noget større bevis for Gud kærlighed end Jesus?
Så begyndelsen af teksten lyder sådan:
”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har Jesus, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.  Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har Jesus, er jeg intet.  Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har Jesus, gavner det mig intet.

Jesus er tålmodig, Jesus er mild, han misunder ikke, Jesus praler ikke, bilder sig ikke noget ind.  Han gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.  Han finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.  Han tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt…. Osv osv.”

Min første bog, jeg sådan læste bare fordi jeg ville, det var Kaj Munks ”Ordet”. Jeg skulle tilbage i 1992 i 10. klasse skrive en opgave om et frit-valgt emne. Jeg var meget seriøs, for bladrede et leksikon igennem og fandt dér et billede af Kaj Munk… og jeg synes han så sjov ud med hans meget markante sideskilning, så derfor valgte jeg at lave opgaven om ham.
Og det åbnede en ny verden for mig – som blandt andet fik mig til at læse Ordet. Jeg var fanget også af hans stærkt tale om at ofre sig for sin tro, for Jesus, når han kalder.
”Mester med den tunge tornekrone
jeg kan ikke følge efter dig
Når en præstegård, en venlig kone
og tre raske drenge lokker mig”.

og digtet ender med:
Mester med den tunge Tornekrone:
„Hvo sit Liv vil bjerge, naar det ej!”
Hjælp mig da trods Præstegaard og Kone,
ja, selv Drengene at følge dig

Der startede min fascination af de mænd og kvinder, der kompromisløst fulgte Jesus – jeg skal i næste uge holde foredrag om en præst i socialistiske Østtyskland. Det ledte mig ind i Åbne Døre, det ledte mig til at skrive om efterfølgelse…. Og i starten af mit studie sad jeg og oversatte martyr-akterne fra latin, om hvordan de kristne blev afhørt og siden henrettet af de romerske myndigheder.
De kristne mødte op til forhør og henrettelse – for at styrke de kristne og give dem mod til at holde fast på troen. Men kirken kom også i den situation, at hvad skulle man gøre med dem, der bukkede under i forhøret? Dem, der ofrede til Kejseren og frasagde sig troen? Jesu ord var klare: ”dem, som ikke kendes ved mig over for mennesker, vil jeg ikke kendes ved overfor min far, som er i himlene”.
Så de frafaldne var derfor ikke velkomne i kirken længere!

For tiden taler man om ”social kontrol” – det er nok lidt voldsomt at brug det ord om det. Men var der nogen, der blev presset til at sige ”jeg tror på Jesus”, og døde uden egentlig at tro? Fordi de ellers ville miste det fællesskab, der var en del af – og som de måske var afhængig af. Døde måske ud fra principper og ikke tro. Som ikke havde bedt om tilgivelse for deres synder uden et liv med Jesus.
Vi ved det naturligvis ikke – men at dø i Jesu navn er ikke det samme som at blive frelst i Jesu navn. Det, der frelser er ikke det offer, man gav, da man lod bødlen svinge sværdet, det, der frelser er troen på Jesus.

”om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har Jesus, gavner det mig intet”.

Uanset hvad vi kommer med at præstationer – om det så er at give min krop hen for at brændes – jamen det hjælper ingen ting. Måske får jeg et navn, der bliver rejst en sten og lavet en statue, men har jeg ikke Jesus, så gavner det mig intet.
Det er Jesus, der frelser – der er ikke en martyrenes vej til himmelen og en vej for alle os andre. Der er kun en vej – og det er Jesus Kristus. Jesus, der frelser os fordi vi netop ved, at vi ikke kan selv, men at Jesus kan alt.
Og det er hvad der bærer de forfulgte kristne op – at når mister alt, så hvis de har Jesus, så har de alt. ”om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men har jeg Jesus, så har jeg alt ”.
Som vi sang til missionshusmøderne i Ansgarssalen lidt tættere ind i centrum af Odense:

Men nu har jeg alt, ja alt i Jesus,
lægedom for alle hjertets sår,
ingen synd, som ikke kan forlades,
ingen nød, som ikke han forstår.
Om jeg ejer Jesus, ene Jesus
og om andre mig forlod,
o, så ejer jeg dog alt i Jesus,
han som giver liv i overflod