Jeg har lidt svært ved at komme med lidt kommentarer om bogen her. Måske fordi bogen på den ene side ikke er et kunstnerisk  mesterværk, som man læser på grund af dens sprog, billeder eller overbevisende argumenter. Men på den anden side kunne jeg alligevel ikke lade være med at blive voldsomt grebet og… ja, berørt af den historie, der udfolder sig på de små 250 sider, som bogen fylder. Hvorfor? Jeg er ellers ikke den store læsehest, der bare læser for at læse – jeg vil fange og have noget ud af det, jeg læser. Så hvorfor læste jeg den så?

Selve Massoud Fouroozandehs historie er fascinerede i sig selv – hvordan en ung dreng flygter fra sit hjemland, Iran, for ikke at blive “martyr-ofret” af et koldt regime. Hvordan han ved et mirakel bliver sat af direkte i sine rejses mål: Danmark. Hvordan Danmark tager imod ham på både godt og ondt. Jeg sad virkelig og fnyste indvendig over dumme efterskoleelever eller forstenede racistiske lærere. Men hvor glad bliver man så ikke, når man så læser om hvordan Guds tilgivelse slukker alt had og bitterhed hos offeret.

Iran
Bogen fortæller en god historie, men ikke bare en personlig historie, men en førstehånds skildring af et land, Iran, og de forhold, der ligger så langt væk fra hvad vi kan forestille os. Særligt spændende er beretningen om revolutionen. Massouds far var blandt dem, der virkelig gjorde den islamiske revolution mulig og som endda stod for sikkerheden dengang ayatollah Khomeni kom til landet og overtog magten i 1979.

Massoud laver i sine bog stærke paralleller til Jesu indtog i Jerusalem – og Khomeni blev også modtaget som en frelser for landet. Men – fortæller Massoud i bogen han havde

 “også vist et mere kynisk ansigt. Da han steg ud af flyet, spurgte en journalist fra det iranske fjernsyn – som revolutionisterne vel at mærke endda havde overtaget – på livet-tv, hvad han følte, da han nærmede sig Teheran.

 – Hvad føler de lige nu?

  Imamens svar rystede befolkningen og blev senere benzin på hans kritikeres bål.
– Intet. Jeg føler intet, sagde ayatollahen til den befolkning, der ventede ham som Guds profet” (s.71-72).

Hvordan samfundet blev hjernevasket – skolen ændret og vejen til “martyriet” ude på slagmarken i kampen mod Irak blev banet af lærerne. Hvordan Mullahen kommer til skolen og fortæller “Vær ikke bange for at dø som martyr for Allah. Det er dejligt at dø, hvis man melder sig i den hellige krig. For så vil Allah kysse sine tapre soldater på panden og tildele hver især syv jomfruer, fordi de har været lydige og fulgt hans vilje ved at gå tappert i døden for Ayatollah Khomeini” (s. 69).

Efter at have læst det, så forstår jeg langt bedre det, jeg læste i Krasniks bog De retfærdige bog (for lidt bemærkninger om denne bog – tryk her). Der var også en af hans interview personer, der fortalte om krigen mod Irak. Hvor fornærmet han blev, da Martin stillede spørgsmålstegn ved om disse martyrer ikke var martyrer for Iran i stedet for for Allah. Når man virkelig har ofret – og set venner dø i dette offer, så kan det simpelthen ikke tåles, at der bliver sat spørgsmålstegn ved berettigelsen af dette offer, for så er offeret jo omsonst. Det vil være omsonst at dø for at en gal diktator kunne blive ved med at være ved magten, når diktatorens kamuflage var religiøs.

Islam
Det er også en spændende førstehånds skildring af islam. Det er interessant at læse om muslimernes forhold til Koranen, om hvordan man ikke bare sådan lige må sætte sig hen og læse i den. Man skal være helt igennem ren – og det skal naturligvis foregå på arabisk… og det er ufatteligt. Når man forestiller sig en muslim, så er det altid en, der er meget stærk i troen og virker til at kunne sin Koran ud og ind. Men som jeg læste Massouds bog, så var det et fåtal, der egentlig har læst i den. Massoud bliver i skolen udvalgt til at læse Koranen op for alle i skolen, fordi han havde en så smuk stemme… men end ikke han, vidste hvad det betød. Det var bare lyde, der skulle udtales på en bestemt måde. Jeg forstår så også hvilken magt imamerne har, når deres “menighed” ikke virkelig forstår det, der prædikes over. Hvordan kan de så stille kritiske spørgsmål?

Jeg forstår så også godt dem, der sammenligner Islam med kristendommen før reformationen. Den gang måtte man også tage sig til takke med det, der passede den lokale præst – og det virkelige væsentlige foregik på latin. I ved sikkert nok, hvordan trylleformularen “hokus-pokus” stammer fra en misforståelse af det latinske nadverritual.

Der er derfor mange, der håber på, at islam snart må få sig den reformator, der kan bringe religionen ud i frihed.

Allah
En af de ting, der virkelig slog mig, da jeg læste bogen, var hvor forskellig gudsforholdet er mellem kristendommen og islam. I Martin Krasniks bog sammenlignes forskellen af en muslim med, at kristendommens Gud er kærlighed, imens Allah er retfærdighed. Kristendommens Gud er nu begge dele – både den retfærdige Gud og den kærlige Gud, men er han kun retfærdig, så må det nødvendigvis frem”elske” enten bange troende eller radikale troende, der vil gøre det mest voldsomme for at overbevise deres Allah om at jeg er værdig til at komme i himmelen. Som en dreng forsøger at gøre alt for at vinde sin vrede fars gunst…. og ganske rigtig, ens Gudsforhold præger også ens faderforhold – sikke dog en angst, Massoud har for sin far.

I bogen følger vi udviklingen fra frygtens gudsbillede til kærlighedens gudsbillede – hvordan han i kristendommens Gud finder det han søgte accept og tilgivelse…. fred. Dette brud med den retfærdige og vrede himmelske far, må også nødvendigvis fører til et brud med den retfærdige jordiske far. Telefonopringningen, der slutter af med at røret bliver smækket på i den anden ende i Iran – faderen, der skriger “SÅ ER DU IKKE LÆNGERE MIN SØN”. Men hvordan forbøn alligevel kan åbne op hos selv den hårdeste og stejleste. Jeg vil ikke afsløre mere, end at det igen slår fast: Gud kan finde… ja, skabe en vej, dér hvor vi slet ikke kan se nogen.

Church of love
Gud kan skabe en vej, hvor der ellers ingen er – det lyder fortærsket, men sætningen er stadigvæk sand “Guds veje er uransagelige”. Vi fatter ikke Guds veje, men som Massoud fortæller i bogen, man behøver ikke forstå Gud for at have fællesskab med ham (s. 241). For Massoud gik vejen fra Teheran over en drabelig flugt til han nu er en velsignet præst for en iransk kirke, Church of love. Det har ikke været en nem rejse på den vej, og det er stadigvæk ikke let, men – jeg havde nær sagt “hvad skidt”… hvad skidt, når Gud er med en. “Jeg blev pludselig mere taknemmelig end nogensinde for at være en af de mange lemmer på den kristne kirkes legeme, hvor Jesus var hovedet; selvfølgelig var det ikke altid let, men når Jesus var hovedet, måtte hovedpinen jo også tilhøre ham” (s. 254).

Mine bedste anbefalinger – kærligheden er størst.
Jeg skrev i begyndelsen, at jeg er lidt delt i min holdning til bogen, men jeg vil alligevel her til sidst slå fast: Den er en læsning værd. Den er hurtigt læst – og den er et berigende møde, først og fremmest et møde med en kærlig Gud. Og det er nok det, der først og fremmest bærer læsningen, nemlig at vel er det historien om Massoud Fouroozandeh, men det er endnu mere: Det er endnu et eksempel på en historie om Gud. Det er lige så meget Guds selvbiografi som det er Massouds historie om sig selv. Massoud har skrevet sin autograf i den bog vi har, og der står “Kærligheden er størst”… det er det, jeg fik ud af at læse bogen “Kærligheden er størst”. Og det er vel ikke et så ringe udbytte af en bog.