Det er i dag midfaste søndag – vi befinder os altså midt i fasten, som jo fra gammel tid også har været en tid, hvor temaet var kamp. Det kan vi også se i de tekster, der er blevet brugt de sidste tre søndage. Første søndag i fasten var det kampen mod os selv, mod egoisten i os alle sammen. Anden søndag i fasten var det kampen for vores tro, hvor vi hører faderen til en besat dreng råbe sit nødskrig ud ”Jeg tror, hjælp min vantro”. Tredje søndag i fasten var det så kampen mod det onde – forsagelsen og afsløringen af Djævelen og hans løgne. Og så midt i en tid med kamp bliver der så givet os et pusterum: Midfaste søndag. Omsorgens søndag. Her er det virkelig evangelium for alle pengene. Jesus siger ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste… og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort”.
Men det er som om han taler for døve øre – de havde helt andre tanker end åndelige tanker, da de hørte Jesu ord. Folk har ellers lige oplevet hvordan Jesus har forvandlet fem brød og to fisk til en middag, der kunne bespise fem tusinde. Sikke et under – et under, man virkelig kunne bruge til noget. Men i stedet for at tænke i åndelige baner, blev de ved med at kredse om maden. ”Hvis vi kunne få ham gjort til konge, så ville han kunne befri os fra romernes tyranni og bagefter kunne Kong Jesus bare gøre sine mirakler, og vi skulle aldrig mere slide i vort ansigts sved for at få mad på bordet”. Det var med de tanker, at de ledte efter Jesus og de fandt ham mærkeligt nok på den anden side af søen. ”Hvordan mon Jesus er kommet derover uden nogen båd?” De lugter allerede endnu et mirakel… sikke dog en konge. Men i stedet for at afsløre, at han var gået over søen, holdt han folk fast på deres forkerte motiv til at søge efter ham.
De havde godt nok set miraklet, men de havde ikke draget den konklusion, at her var måske Messias – Guds søn. De havde ikke tænkt, at her kunne der måske være noget mere end bare at få stillet sulten. Jesus siger også til dem: ”I har set mig, men I tror ikke”. De søgte ikke Jesus på grund af fremtiden, men de søgte efter ham på grund af noget i dag: Deres tomme maver. Drivkraften var deres selvcentrerede behov nu, i dag. De tænkte med maven ikke med hjertet, med troen. Man kan næsten sige, at de havde deres mave, som deres gud. Det var deres behov her og nu som var deres gud, som styrede dem. Det var det, der fyldte deres tanker – det, der fik dem til at lede efter Jesus, som lige nu var dagens varme navn. Og lige så snart Jesus havde mistet deres interesse, så var det videre. Jesus havde mange beundrere, men han havde kun ganske få efterfølgere, som virkelig fulgte efter ham.
Beundrerne er farlige, for de er ikke særlig stabile, for lige så snart de ser noget andet, der er mere tillokkende, som kan tilbyde dem noget mere her og nu, jamen så er de derovre. Eller lige så snart der bliver stillet krav, så er de væk – og de har måske endda vendt sig imod en. Det oplevede Jesus. Folk i Jerusalem nærmest vendte omkring på en tallerken på få dage, da Jesus var i Jerusalem i påsken. Den ene dag råbte de hellige hyldestråb ”hossiana”… og et par dage efter råbte de ”korsfæst ham” – nærmest som besatte – og de fik deres vilje. Men mon de fik det de ønskede, da de så, at Jesus udåndede på korset? Nej, så var der bare noget andet, der tiltrak dem. Videre…
Jeg har læst en gammel japansk legende om en fattig bjergarbejder, der levede af at hugge stenblokke ud af et bjerg. Dag ud og dag ind sad han med sin lille mejsel og huggede i bjerget. En dag så han en mægtig prins ride forbi, og den fattige mand kunne naturligvis ikke gøre andet end at se misundeligt på prinsen… og han ønskede sig: Gid jeg dog var som ham. Den store ånd hørte, hvad han bad om – og forvandlede ham til en rig og mægtig prins. Manden var glad for sit flotte tøj og sin store mægtige hær, lige indtil han en dag bemærkede, hvordan solen bare med sin tilstedeværelse kunne svide en blomst i hans kongelige have. Han ønskede sig derfor at få lige så stor magt, som solen. Også det ønske blev opfyldt! Manden var glad for at være solen lige indtil en dag, hvor en sky gik for solen og altså stoppede mandens magt. Manden så altså, at skyen og vejret havde større magt end solen – så nu var det det han ville være – en sky og hans ønske blev opfyldt. Manden blev forvandlet til en sky med skyens magt til at ødelægge og skabe flodbølger og lave ravage på landjorden. Sikke dog en magt – og hvor var manden glad… lige indtil han en dag stødte på et bjerg. Selv om han brugte alle sine kræfter så blev bjerget stående, så nu krævede manden, at han ville være det her knejsende og majestætiske bjerg. Og den mægtige ånd var åbenbart i sit gode humør den dag, for også det ønske blev opfyldt: Manden blev et stort bjerg…. og hvor nød han det – her var den sande majestæt: Bjerget. Nu var han mægtigere end prinsen, end solen og også mægtigere end skyen. Han nød det lige til han en dag mærkede en mejsel, der borede sig ind i sig. Og manden kiggede ned og så en fattig bjergarbejder, der levede af at hugge stenblokke ud af bjerget.
Vi har samme tema i Konen med æggene eller Konen i muddergrøften – de kan aldrig få nok – altid er der uro og lyst på noget andet.
Vi kan møde den samme slags mennesker i dag: Mennesket, der har maven som deres gud og, som derfor også, hvornår det skal være, kan vende om på en tallerken. Det urolige menneske, der aldrig har ro på sig, fordi det hele tiden har et umætteligt behov efter noget andet, efter noget nyt, efter noget spændende.
For nogle år siden udkom der en bog, som analyserede vores moderne samfund og menneskesyn. Bogens titel er meget sigende, for titlen er: Uro – en rejse i det moderne selv.
Der er mange, der vil byde ind på at få stoppet den uro. Vi kan købe os ud af uroen – reklamerne er altid klar med nye og spændende ting. Vi kan arbejde os ud af uroen – og kan vi ikke få et arbejde, kan vi uddanne os ud af uroen. Vi kan have en spændende fritidsinteresse og hobby og forsøge at stoppe uroen dér. Eller hvad med stoffer og alkohol? Det er ikke bare noget, der foregår i København eller Århus…. Nej, i Hirtshals er der det største antal misbrugere i forhold til antal indbyggere. Altså et forsøg på at drikke sig ud af uroen eller tage stoffer for at dulme uroen… Vi kan også tro os ud af uroen, hvis vi ikke er materialistiske anlagte og der er nok, der gerne vil stille din uro med andet end den gamle traditionelle kristendom…. ”hvad med at prøve noget nyt?” Men uroen forsvinder ikke sådan uden videre. Freden – den virkelig fred finder vi ingen af de steder. Uroen driver os bare rundt i rundkreds ligesom manden i den japanske legende. ”Verden ejer ingen lyst, som kan fylde dette bryst”.
Egentlig er denne uro en gave fra Gud – det er en tørst og hunger efter Gud. Når man tørster, så er det fordi, man mangler noget – nemlig væske. Og på samme måde med sulten: Det er også et tegn på, at man mangler noget: Nemlig mad.
Og på samme måde er uroen et tegn på, at der mangler noget. Den store kirkefar Augustin sagde: ”Du har skabt os for dig, og vort hjerte er uroligt indtil det hviler i dig”. Og det er rigtigt – det er kun Jesus, der kan stille uroen, der kan stille vores åndelige sult og tørst, som driver os rundt i en evig uro. Men selv om vi mærker uroen og føler den åndelige sult og tørst, så søger vi ikke af os selv Gud. Så langt ude er vi, så desperat er vores situation, at vi ikke af os selv kan søge Jesus. Det fortabte menneske søger ikke selv efter sin frelse – søger ikke selv efter Gud. Der er kun en, der søger Jesus rigtig – og det er den, der er draget af Gud. Gud skal gribe ind – gribe ind og hive os ud af vores uro. ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt” siger Jesus. Det er Gud, der giver os troen, så vi ser Jesus som mere end en religionsstifter blandt mange andre. Så vi ser Jesus som mere end et godt menneske med gode tanker om næstekærlighed og tilgivelse – ja så vi ser Jesus som det vi har allermest brug for: Vores personlige frelser. Det er evangeliet, at Jesus stiller uroen i os og at han som livets brød og det levende vand kan stille de inderste behov i os.
Hvor kan vi møde Jesus i dag? Vi kan møde Jesus i evangeliet – vi kan læse i Bibelen og der vil han møde os i sin kærlighed. Evangeliet er ikke bare bogstaver uden liv lige som enhver anden bog. Nej, evangeliet er det gode budskab som er dynamisk. Paulus beskriver evangeliet som ”Guds kraft til frelse for enhver, som tror” (Rom 1,17). Paulus siger ikke, at evangeliet handler om Guds kraft, men at det er Guds kraft. Sådan virker evangeliet som en dynamisk kraft, der giver retfærdighed, der frelser, der skaber den fred i os og som den eneste kan stille den åndelige sult og tørst.
Vi kan også møde Jesus i nadveren, hvor vi på en næsten for konkret måde tager imod Jesus som livets brød: I nadverens brød og vin. Oblaten er så lille, at det næsten ikke kan regnes for et stykke brød, men med Jesu løfte knyttet til, får det evigheds værdi. Så giver det os del i vores frelser – det sande brød, der kom ned fra himlen.
Begge ting ligger klar til os i dag – ordet og nadveren. Lad os ikke bare vende os til Jesus, lad os komme til ham – ja, lad os lægge al vor åndelige blufærdighed til side og tage skridtet fuldt ud hen til ham, der har sagt ”den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”. Hos ham er der fred – liv… ja, frelse.
