Lyt til prædikenen:

Læs en længere version af prædikenen: Tryk her.
Læs den holdte prædiken:
”Lær os at bede” – siger Jesu disciple – de havde set Jesus bede, nu kom de til ham: Lær os at bede. Vi har det sikkert sådan, at bede, det er da nemt. Det er bare en samtale med Gud – ja, det er rigtigt – og så er det også det rene vås. Det er et godt udgangspunkt, men kun som et basis, men rykker vi ikke videre, så går vi fejl af bønnen. For bøn er mere. Måske vores nytårsforsæt i år ikke skal være at tabe os eller andet i den dur, men vil det ikke være skønt at kunne bede bedre, bede rigtigere – ja, at bede som Jesus?
“Lær os at bede”.
Jesus begynder med at sige: at for at bede, skal man være offentlig som om man praler med sin åndelighed. Man skal ikke bruge en masse ord, som om man skal overtale Gud. “Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. For at bede, så skal du være alene, isoleret – så det kun er dig og Gud – Gud vil se dig i det skjulte. Jeg har det virkelig sådan: Er det ikke nok? Jeg sidder alene – men i min ensomhed, ser Gud mig. Der er vel ikke meget andet, der betyder noget, end tanken: Gud ser mig, Gud kender mit navn, Gud høre min bøn. Og Gud vil lønne os. Og nej, det betyder ikke: Gud vil opfylde vores bønner – Gud vil gøre som vi beder om. Det ved vi godt: Det virker ikke – ellers havde der nok holde flere sportsvogne ude på parkeringspladsen, eller der vil være flere af os, der var gift med gadens mest populære pige eller dreng…. så vi ved godt: Det virker ikke.
Og så kommer der noget, der måske kan være lidt demotiverende: ” Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det”.

• Men hvis Gud allerede ved, hvad jeg har brug for, før jeg beder, hvorfor skal jeg så bede?
• Hvis det ikke handler om at informere Gud om mine tanker og ønsker,
• hvis det ikke handler om at overbevise Gud,
• hvis det ikke handler om at tro Gud til at gøre hvad vi vil.
• Hvis det ikke handler om at bevæge Gud.

Hvad er bøn så? Lad os lige have spørgsmålet i baghovedet?

Og så kommer Jesus til det: Sådan skal I bede:

”Vor Fader, du som er i himlene!”.

Jeg må se på Gud som min far. Gud er ikke en eller anden upersonlig kraft, Gud er ikke en eller anden ånd, som vi ikke kan forholde os til – nej, Gud er vores far. Jeg elsker at få et knus af mine børn – jeg elsker den hengivenhed, elsker deres kærlighed – når jeg tænker mine bønner igennem, er det så sådan jeg har det, når jeg beder til ham: At jeg slår armene omkring min elskede far? For det er det, Gud ønsker: Et fællessskab bundet sammen af kærlighed.
Det kan godt være, at du ikke har haft et sådant forhold til din far, fordi det var bare regler, det var bare at adlyde – og gjorde man ikke det, så “faldt fars hammer”. “Du kan bare vente dig til far kommer hjem”. Det er ikke vores jordiske far, der er skabelonen for Gud – det er Gud, der skal være skabelonen for vores jordiske far. Vi skal bede til Gud som vores himmelske far, som ham, der er den perfekte far. Han er mere – bønnen fortsætter:

“Helliget blive dit navn”
Så stor er Gud, at selv hans navn er helligt. Så stor er Gud. Prøv en gang at træk vejret helt ned i lungerne… det er skønt at kunne det… grunden til at du kan det, det er at Gud har tilladt dig at trække vejret. Taler vi til Gud, så er det fordi han tillader os at tale. Hvordan betrager vi en skabning, som er den skabning, der har givet os evnen at betragte og tillader os at se? Hvordan lytter vi til nogen, som har givet os evnen til at lytte? Hvordan skal vi omgåes en, som vi i den grad er afhængig af – hvert eneste sekund vi lever, lever vi fordi han tilllader det. Det er det befriende ved kristendommen – det er det komplicerede ved kristendommen, at vi har en Gud, som vi både skal tale til som vores far, som ønsker det nære intime fællesskab med os, men som samtidig er ham, hvis navn og person skal være helligt for os. Jeg ved ikke – men jeg tror jeg er nødt til at bruge resten af mit liv på at finde ud af hvordan jeg får det til at balancere. Hvordan have det intime forhold og samtidig behandle Guds som hellig?

Lad os prøve at sætte foden på speederen:
“komme dit rige – ske din vilje som i himlen således også på jorden”
– der kommer et tidspunkt, hvor Guds vilje sker på jorden fuldt ud. Det bliver skønt.

“Giv os i dag vort daglige brød”
– den anden dag stødte jeg tilfældigvis på et vers fra Ordsprogenes bog (30,8-9). hvor der er en, der beder til Gud:

“Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: »Hvem er Herren?« og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn”.

Er det ikke en fantastisk definition af “Giv os i dag vort daglige brød”? – altså: Giv os det, vi har brug for og ikke mere. Giv os ikke så meget, at vi mister tanken om at vi er afhængig af dig, Gud. Og giv os ikke så lidt, at vi er nødt til at stjæle for at leve. Jeg ved ikke om vi egentlig ved at det er det, vi beder, når vi beder Fadervor: Uanset hvad, Gud, så gør mig ikke rig, så jeg glemmer dig. Gør mig ikke så fattig at jeg er nødt til at stjæle fra andre. Giv mig lige det, jeg har brug for, hverken mere eller mindre. Gad vide om vi vil være tilfreds med Gud, hvis han kun gav os til ”dagen og vejen”. At vi kun vidste, hvad vi skulle leve af i dag og ikke i morgen – i overmorgen, eller når vi går på pension. Hvem skal så sørge for os? ”Giv os i dag, vort daglige brød”.

“… forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.
Det er den del af Fadervor, som gør mig bange, så derfor beder jeg den ofte uden rigtig at tænke over at jeg beder: På samme måde, som vi tilgiver alle dem, der har gjort noget ondt imod mig, sådan skal du tilgive mig. Hvor mange gange har jeg ikke bedt denne bøn, imens jeg var vred mod nogen, imens jeg var bitter og ikke var klar til at tilgive? Er det virkelig det, vi mener – eller er det bare noget, vi siger? Vi lever af hans tilgivelse – lad os udbrede den tilgivelse til dem omkring os.
Og Jesus fortsætter

“og led os ikke ind i fristelse”
– og jeg tænker: Nej, det behøver han ikke, det skal vi nok selv klare. “led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”

Hjælp mig i kampen mod synden – tilgive ikke min synd, tøm ikke bare min spand fyldt med synd, så jeg kan komme tilbage om en uge igen og få den tømt igen – men hjælp mig til at jeg ikke fylder den op mere. Hjælp mig til at jeg ikke må synde igen. Vi skal ikke bede, hvis vi ved at vi vil synde igen, men vi skal bede, hvis vi er træt af at synde.
Vi kan sige meget mere – og det her er bare 1/3 af min oprindelige prædiken til i dag – men vi skal også nå at få kage og bobler. Men når jeg tænker på det her, næste gang jeg beder Fadervor, så vil der ske noget inde i mig. Så er det mig, der bliver bevæget, når jeg beder “Forlad mig – som jeg forlader” – “giv mig det, jeg har brug for, og ikke mere”. ”Lad din vilje ske, komme dit rige ikke lad min vilje ske – komme mit rige”. Beder jeg det, så er bøn altid en succes, ikke fordi den forandre Gud, og bevæger Gud, men fordi den bevæger mig. Så måske er det svaret på: Hvorfor skal vi bede, når Gud allerede ved, hvad vi beder om, når Gud allerede kender vores tanker og vores ønsker og vores behov?

Vi skal bede for at blive bevæget. For at blive ændret. For at hjælpes til at se tingene som Gud ser tingene. Det er ikke altid at vi får det, vi beder om, og jeg er taknemmelig over at vi ikke altid får det, vi beder om. For vores udsyn er bare her – Guds er uendeligt. Gud ved, hvad der tjener os bedst, og Gud stopper ikke med at være Gud fordi vi beder til ham. “Mit rige vil komme, min vilje vil ske” – og jeg inviterer dig til at blive en del af det.

Hvorfor skal vi bede? Jo, når Gud bliver så stor for os som bøn afridser for os, så skrumper alle de vigtige ting ind i det vi beder om for det store, at jeg sidder her og kan dele alt med min almægtige far. At jeg sidder og beder til Gud – himlens og jordens skaber, og må øse mine tanker ud for ham – og kalde ham far, og når vi er færdige med vores bøn, vil han svarer tilbage: Ja, jeg ved det. Jeg kender til din søn, som er syg. Jeg kender til din arbejdsløshed. Jeg kender til problemerne i dit ægteskab. Før du overhovedet satte dig ned for at bede – så kendte jeg det hele. Men jeg er glad for at du deler det med mig.

Lad os 2020 være året, hvor vi lærer at bede. Hvor vi begynder hver dag med at sætte Guds vilje over vores vilje. Hvor vi begynder hver dag med det håb, at han må give os lige nøjagtig det vi har brug for – og det vi kan bære – og dele hans tilgivelse ud over mennesker omkring os. At vi i vores bøn må ære vores Gud, hvis navn er helligt og som er vores far. At vi må lade ham bestemme – og hvorfor det – jo for, som vi slutter Fadervor af med:

“For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.”