Ørkenfædrene – kan man hente guld i ørkenen?
Du kan finde mine Power-Points her: https://webpastor.dk/Ragelse/PP/Orkenfadrene2.pptx – ordet “Slide” i manuskriptet henviser til at man skal skifte til næste dias.

(Slide)
De sidste par år har mine tanker strejfet omkring de gamle eneboere, der levede i ørkenen i kirkens første tid.
Noget af det, der interesserer mig ved disse mænd og kvinder er at selv om de blev indflydelsesrige teologer i kirken og underviste om Gud, så var deres mål ikke at blive indflydelsesrige, deres mål var at møde Gud. Deres tanker var ikke at nu skal jeg leve op til Guds ord og leve som han ønsker af os – deres tanker var at de ville være hans nærvær på jorden. Og måden de opnåede dette nærvær på var at de i deres liv skabte rum til at han kunne være i deres liv. Der blev låst op på forunderlige mirakler, utrolige vidnesbyrd, utrolige historier om hvordan folk blev frelst og sat fri. Men alt det var ikke deres mål – deres mål var at blive forenet med Gud. Og det blev de ude i ørkenen.
De var eksperter i det åndelige liv. I deres ord formidles en stor indsigt i menneskesindet – det er en indsigt, som er dybt forankret i en erkendelse, som man har opnået gennem et ærligt møde med ens eget indre liv.

1) Overordnet: Hvem er ørkenfædrene og mødrene? Og et blik ind til en moderne ørkenfar.
(Slide)
Lad os først se på navnet – ørkenfædrene. De er ørkenfædre for at skelne dem fra oldkirkens teologer, som blev kendt som kirkefædre. Navnet ”fædre” eller som de også bliver kaldt ”ældre” betyder ikke at de er gamle, men fortæller noget om deres indflydelse på kirkens teologi og liv. I modsætning til kirkefædrene voksede deres indflydelse ud af ørkenen og ensomheden, og ikke ud af debatter i kirkemøder og blandt biskopper. Det er interessant, at der kvinderne også kom til orde i en mandsdomineret verden – det gjorde de som ørkenmødrene, der har en lige så stor autoritet som fædrene.

Tiden for ørkenfædrene var især fra 250 – 407 og de bosatte sig primært i den ægyptiske ørken.
(Slide)
De første ørkenfædre forlod det romerske hedenske samfund, der virkelig viste tegn på nedbrud i alle dele af samfundslivet. Man levede i et samfund, hvor seksuelle synder var åbenlyse og normale, et samfund med magtkampe, økonomiske grådighed, stolthed – selve kulturen var blevet så ødelagt, så mænd og kvinder, der havde mødt Kristi kærlighed og som ønskede at følge ham helhjertet, så hele dette dekadente samfund og besluttede sig til at fjerne sig fra samfundet for at søge Gud og sætte sig selv til side for Gud.
(Slide)
De første af dem levede alene, men lige så langsom søgte man sammen i samfund ude i ørkenen og levede sammen, tilbad sammen, bad sammen, fastede sammen – levede i huler i klipperne som kolonier. Derefter byggede man huse ude i ørkenen, hvor hver munk havde sin lille bitte celle uden møbler – man sov på gulvet. Man levede omkring en Abba, en fader – ung eller gammel, for at søge vejledning, hjælp og visdom.
Samfund og imperium i opbrud

(Slide)
Samfundet og imperiet var som sagt i opbrud – hvad skal man gøre for at holde sammen på det? Der er ikke noget, der holder sammen på et samfund som en fælles fjende – og der var de kristne en oplagt kandidat. Der havde altid været kristenforfølgelser, men i februar 303 opsøgte Kejser Diocletian et Apollo-orakel for at få svar på, hvorfor de gik så dårligt i imperiet. Oraklet svarede at guderne bebrejdede de kristne. Svaret blev startskuddet til den største og voldsomste og mest systematiske kristendomsforfølgelse i Romerrigets historie.
(Slide)

Det skulle gå værst til i Ægypten – hvor historikere kalder den ægyptiske kirke, eller den koptiske kirke for martyrernes kirke – både på grund af mængden af martyrer og på grund af den iver, man tog martyriet på sig. Martyriet blev anset som den højeste form for tegn på at man var en kristen – det største tegn på at man havde skilt sig ud fra verden og ønskede helt og holdent at følge Jesus og søge himmelen, den bedre verden.

Denne store bølge af forfølgelse skulle vise sig at være den sidste omspændende forfølgelse. Det hjalp ikke noget – så man lavede en omvendt Uffe Elleman.

(Slide) – video
Uffe Elleman, der efter Danmarks nej til Euroen og foran EM-finalen i fodbold sagde: If you can´t join them beat dem. Her gjorde man det modsatte: If you cant beat them join them, Først blev kristendommen accepteret og derefter blev det Romerrigets officielle religion.
Romerriget var ved at brække over i to dele – der manglede en stærk sammenhængskraft og Konstantin forsøgte at redde riget ved
(Slide)
1) at flytte hovedstaden østpå fra Rom, for riget var ved at brække i to: En vestlig og en østlig og
(Slide)
2) ved at støtte sig til den stadigt voksende kristendom, der snart skulle blive statsreligion og kejserens religion.

Kirken som statsreligon
(Slide)
Men hvad skete der med kirken, da kristendommen blev statsreligion? De kristne, der førhen var udskud, der skulle bekæmpes, blev respektable borger af verden. Ville man til tops, så var kristendommen vejen. Men hvilke slags kristne sad så i kirken? Det mange oplevede var ikke at verden blev kristelig – men det var modsat kirken blev verdslig.

– Hvad blev der af ydmyghed?
– Hvad blev der af at sælge alt hvad man ejer og give det til de fattige?
– Hvad blev der af at forvente Herrens komme snart – når man nu havde bundet sig til livets magt, goder og forpligtelser?

(Slide)
Med verdens indtog i kirken, var der mange, der ikke længere det sted, hvor man kunne finde Gud – de søgte ham derfor i stilhed og ensomhed i ørkenen.

De var kommet ind i en krise: Hvis martyriet er den højeste form for kristen efterfølgelse, hvad gør man så, når martyriet ikke længere er en mulighed?

Du kan ikke længere dø for din tro,
– men du kan dø fra dig selv.
– Du kan dø fra verden.

 

Antallet af kristne, der søgte ud i ørkenen steg eksplosivt. Omkring starten af 300 tallet viser opgørelser, at der var omkring 10000 munke og 20000 nonner alene i den ægyptiske ørken. En af kirkefædrene skriver, at ørkenen blev som en by. Kirkehistoriebogen, vi brugte på universitetet, skriver: ”Efter år 305 fyldtes Ægyptens Ørkener hastigt med Eremiter, især efter Kristendommens verdsliggørelse havde taget forøget Fart i og med Fredsperioden” (s. 185 i Holmquist/Nørregaard; Bind I Kirkehistore).

Man afgav afkald på alt og søgte Gud i stilheden og ensomheden i ørkenen. ”Vil du være fuldkommen, så sælg alt hvad du ejer og giv det til det fattige”.

Antonius den Store
(Slide)
Ham, der blev kendt som den første ørkenfar og som faderen til klosterlivet, var Antonius den Store. Udgangspunktet for hans tid i ørkenen var netop ordene til den rige unge mand. Den unge mand i Bibelen gik bedrøvet bort – for han var meget rig.

Cirka 270 år efter at denne rige unge mand gik bedrøvet bort – gik en rig mand forbi en kirke i Ægypten og hørte netop de ord. Han havde hele sit liv forsøgt at leve et fromt og gudsfrygtigt liv – da hans far og mor, der havde beskyttet ham mod omverdenen, døde, så var han virkelig ”på Herrens mark”. De havde efterladt sig en masse penge og en masse ejendomme. Han hørte ordene sagt til ham personligt: Sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige. Og han solgte sin ejendom og langt det meste blev foræret til de fattige. Han oprettede en hjælpefond, som kunne støtte hans lillesøster, der fra da af kom til at bo sammen med nogle kristne jomfruer.
Han flyttede ud på kirkegården i udkanten af byen og levede i den strengeste askese. Han skammede sig endda, når han måtte give efter for legemets fornødenheder som at spise og sove. Han arbejdede for føden til sig selv og til de fattige på kirkegården. Han boede i gravkamrene – lukkede sig inde i et gravkammer, og efter aftale kom en mand fra tid til anden med vand og brød. Han lå som død – angrebet af dæmoner – og vennerne kom og brød gravkammerets døre ned og hjalp ham ud. Så snart han var vågen igen, løb han tilbage til gravkammeret.
Han forlod sit gravkammer til sidst og fandt et forladt kastel fuldt af slanger, hvor han slog sig ned – hentede brød hver sjette måned. I denne tid modnedes han og ”kom igennem til et langt dybere og mere upersonligt lag i sindet – et lag, hvorfra han af egne erfaringer kunne vejlede og støtte andre søgende”[1].

Hans omdømme gjorde snart, at folk opsøgte ham, så efter de 20 år, så mærkede han behovet for at forlade stilheden og ensomheden. Han kom tilbage til civilisationen og blev endnu mere kendt vidt og bredt for sin åndelige indsigt.
Da han trådte frem strømmede folk til, som
han helbredte,
han uddrev dæmoner,
trøste sørgende,
var mægler, der gjorde fjende til ven,
når han talte til folk, så forandrede det deres hjerter.
Guds ånd talte igennem ham.

Han så at man ikke skulle have en balance mellem socialt liv og ensomhed. Han oplevelser viste også, at der ikke var plads til venskaber. De eneste venner han havde var Gud og englene. Som der står i hans biografi:

(Slide)
”Anthony er englenes og Guds ven – han var en bror for menneskene, men ikke deres ven. ”Han fik aldrig nogen ligeværdig ven – han var altid autoriteten, der var i stand til at komme med et vejledende ord.
Han levede i bøn og i et tæt liv med Jesus – og han fandt sin glæde i livet sammen med ham.
Når han blev fristet, så påkaldte han Jesu navn og dæmonerne flygtede fra ham.
(Slide)
Han bad: ”Her er jeg – det er intet, der nogensinde vil skille mig fra Kristi kærlighed”.

(Slide)
Han gav den bøn genklang, der lød ofte på denne tid: Kend dig selv og derigennem kan du komme til at kende Gud. Vi skal se på den bøn igen lidt senere, men lige her vil jeg tage fat på, at den måde Antonius bruger bønnen er, at ved at kende sig selv, så kan man skelne mellem det, der er mine tanker – og så skelne dem fra Guds tanker med mig. Hvis jeg ikke ved hvad jeg tænker, hvordan kan jeg så vide, hvad Gud tænker. Du vil tage fejl af hvad du tænker med det, Gud er. Den simple idé er at min mening må være Guds mening.
Jeg vil være rig, derfor vil Gud have mig til at blive rig.
Jeg vil være velsignet på denne måde, derfor vil Gud velsigne mig på denne måde.
Jeg vil være magtfuld, derfor vil Gud have at jeg er magtfuld.
Hvis du ikke kender dine egne tanker og kender dig selv, hvordan vil du så kunne finde visdommen om Gud inde i dig selv.

Men han ville helst være i afsondretheden– men han mærkede folks nød efter at få åndelig vejledning.

(Slide)
Og han afbrød også sin afsondrethed, da han hørte om forfølgelserne i Alexandria. Han rejste dertil for at kæmpe for de kristne – han gjorde alt for ikke at provokere myndighederne og han ”meldte” sig ikke til myndighederne som kristen, som det ellers var skik blandt mange kristne. Da forfølgelserne stoppede rejste han tilbage til ørkenen, hvor han boede i klipperne. Han forlod regelmæssigt sit hjem for at tage til den nærliggende by for at undervise og helbrede syge. Hedenske filosoffer og andre kom ud for at diskutere med ham, og forlod ham imponeret over hans indsigt og hans sagtmodighed.
(Slide)
Da den første bølge af vranglærer ramte kirken gennem arianerne, blev Antonius af biskop og kirkefar Athanasius bedt om at møde op igen i Alexandria for at imødegå de nye tanker om at Jesus ikke er skabt, men er af samme væsen som Faderen.
(Slide)
Da han til sidst synes at han havde et for omsværmet liv og at han var bange for at al postyret om ham ville gøre ham stolt, så valgte han at rejse længere ud i ørkenen til et sted, hvor ingen kendte ham. Der fandt han et bjerg med en kilde med koldt vand, hvor han boede resten af livet.

Selv om han havde forladt verden og samfundet, så påvirkede han alligevel verden og kirken. Han var den første munk – ham, der blev kendt som rollemodellen for alle efterfølgende eneboere og ørkenfædre.

(Slide)
Ikke eje noget
Ørkenfædrene så ejendele som et anker, der bandt dem til verden – allerhelst skulle man ikke have noget som helst. Der beskrives en af de gamle, der ikke havde nogen ejendele andet end en afskrift af et evangelium… og det havde han solgt for at give mad til de fattige.

(Slide)
Som han sagde ”Jeg har endda solgt det ord, der byder mig at sælge alt for at give til de fattige” (nr. 5 side 54).

En broder sagde til en af de ældste: Giv mig et ord, men faderen sagde:
(Slide)
”Hvad kan jeg sige til dig? Du har taget hvad der tilhører enken og de forældreløs og så har du stillet det i din vindueskam”.

Den gamle så nemlig at den anden havde sin vindueskam fyldt med bøger. Altså i stedet for at have købt disse bøger, så skulle han have givet pengene til enkerne og de forældreløse.
De kunne finde på at sige: Hvis du har to par sko, så er det fordi du har stjålet det ene par sko fra en anden., som ikke har nogen sko. Har du noget ekstra, så er det fordi du har stjålet det fra dem, der ingenting har.

Slide)
Man ville ikke have ejendommene som et anker, der holdt fast på en, når Jesus kom igen og det regnede man bestemt med snart skulle ske – og så gjaldt det om at være klar befriet fra alle ting. Man skulle på ingen måde være bundet til verden, men være klar til at bryde op, når Jesus kom i skyen. Som man sagde ved nadveren: Maranatha – kom Herre Jesus. ”Lad nåden komme og denne verden forsvinde”. Man levede i en umiddelbar forventning om Herrens komme. En måde at udleve den forventning var at trække sig fysisk tilbage fra det verdslige samfund.
En besøgende i Ægypten skrev disse observationer:
”Man kan se dem i ørkenen – ventende på Kristus som trofaste sønner kigger efter deres far… Der er kun forventning om Herrens komme i deres sange… der er ikke en by eller en landsby i Ægypten, som ikke er omringet af disse eneboere som var det byens bymur”.

Når vi når til omkring år 400 slutter den egentlig periode med fædrene og mødrene. Man kan se fædrene og mødrene som måske den anden store vækkelse i kirkens historie. Og lige som det skete på andre tidspunkter i historiens forløb, sådan skete det også her: En vækkelse blev opslugt af kirken – en bevægelse blev institution med regler og forskrifter. Man havde brug for enhed i landet, derfor skulle man have enhed i kirken – eneboerne skulle ind under kirken og gennem det kirkelige hierarki skulle de under kejserens kontrol.

Slide)
Men stadigvæk findes der den dag i dag mænd og kvinder, der vender samfundets stress og jag ryggen for at søge Gud i stilhed og afsondrethed. Et eksempel er Fader Lazarus. Han forklarer hvordan han før var en underviser på universitetet i litteratur og filosofi – en ateist. Da han er 40 år dør hans mor af kræft – og han begiver sig ud på en rejse for at finde fred i det, der er sket. Og den rejse ledte ham til Ægypten og ud i ørkenen, hvor han fandt Gud. Samtidig med at han blev kristen – blev han munk – tog navneforandring til Lazarus, manden, der var død, men blev opvakt til livet.
(Slide) (SE VIDEO).

Nu er vi jo gode lutherske kristne – og for at understrege det, så har vi også lige sunget ” Lov dog den Herre, som dig i din stand giver lykke”. Min stand – mit arbejde – mit liv midt i mellem mennesker. For at være kristen er da ikke at afsondre sig, men tværtimod at gå ind i samfundet og levet sit kald og stand midt i verden. I verden – men ikke af verden. Vi skal som kristne ikke være hellige som afsondret, vi på den anden side, skal ikke være verdslige og ligne dem omkring os. Vi er kaldet til hellig verdslighed – ingen af ydrepunkterne, men midten. Så når vi hører om de mennesker, der bevidst som et tegn på deres kristentro unddrager sig samfundet, så stritter det jo lidt i gamle lutheranere.
Og det er rigtigt – mange, måske de fleste af dem, der flyttede ud i ørkenen flyttede også væk fra forpligtelserne og kravene fra samfund, familie og kirken og også det at tage sig af de fattige og syge – men det behøver man jo ikke bo i ørkenen for at forsømme.
Det lå ikke i ørkentanken at det at trække sig væk fra samfundet var det samme som at forlade samfundet og lade det sejle sin egen sø.
Den måde eneboerne tjente til deres livsophold var at de imens de sad og bad – syede kurve og tæpper. Og når de havde nok, så gik de ind til byen, hvor de solgte deres varer. De gemte en lille del til sig selv – til deres mad – men den største del af det forærede de til de fattige. De beholdt 10% og gav 90% – så omvendt tiende.
(Slide)
En af de gamle blev spurgt: Forestil dig, at der er to munke – den ene lever stille i sin celle, han faster i 6 dage og han lægge en mængde besværligheder på sig selv. Den anden tjener de syge. Hvem af dem har mest Guds velbehag? Den gamle svarede:
”Selv om broderen, der fastede i seks dage, hang sig selv i næsen, så ville han ikke være lig med ham, der tjente de syge” (´s. 181).
Abba Agathon levede ude i ørkenen i ensomhed og stilhed foran Gud – og så syede han kurve og måtter, som han gik ind i byen og solgte for at få mad og drikke – det var en almindelig praksis for folkene i ørkenen. En dag ser han en mand, der ligger på vejen og er syg. Han sælger sine ting og går hen og lejer et værelse til manden – og passer og plejer ham i 4 måneder og betaler for ham ud fra de små penge han har. Og da manden så var rask igen, så vendte Agathon tilbage til ørkenen igen stilhed og ensomhed for Guds ansigt.

Men det interessante ved mange af disse mennesker er, at de i deres afsondrethed fra samfundet alligevel påvirkede samfundet. Jeg tænker, at det kun er Gud, der kan kalde folk til at fjerne sig fra samfundet med henblik på at øve indflydelse på samfundet og de havde en imponerende indflydelse på samfund. Selv om de havde fjernet sig fra samfundet, så kom folk ud til dem i massevis for at lære af dem – lytte til dem – stille spørgsmål. Historierne begynder ofte: ”Fader, giv mig et ord”. Enten fik de et ord med på vejen – eller de blev stillet en udfordring, der har symbolsk karakter, for at de gennem at lave opgaven må få en dybere åndelig forståelse. Man lærer mest ved at gøre ting – man lærer at holde sig fra flammerne ved at have brændt sig. Man lærer at køre bil, ved at sætte sig bag rattet.

Der var en mand, der ville forlade verden, så han gav alle sine ting til de fattige, MEN han beholdt lige en lille smule til sig selv. Han gik hen til Antonius den store, der vidste hvad han havde gjort. ”Hvis du vil være en munk, så gå hen til landsbyen og køb noget kød – så skal du hænge det på din nøgne krop og så komme tilbage”. Manden gjorde, hvad Antonius sagde og hunde og fugle havde revet hans krop til blods på turen tilbage. Antonius sagde: Sådan er det for dem, der giver afkald på verden, men ønsker at beholde deres penge – de bliver angrebet af dæmoner og revet i stykker.
(Slide)
Et andet sted står der:
En mand kommer og siger til Fader Makarius: ”Giv mit et ord, så jeg må blive frelst” – den gamle svarede:
(Slide)
”Gå hen på kirkegården og skæld de døde ud”. Manden gik hen på kirkegården og skældte de døde ud og kastede sten på deres gravsten. Manden kom tilbage og fortæller Makarius hvad han havde gjort. ”Sagde de ikke noget til dig?”. Næste dag blev manden igen sendt til kirkegården, men denne gang skal du ikke fornærme og skælde dem ud. Du skal lovprise dem – du skal kalde dem apostle, hellige, retfærdig mænd…
Manden gik afsted og gjorde hvad han var blevet givet som opgave. Svarede de dig denne gang? Broderen rystede på hovedet. ”Du fornærmede dem – og de svarede ikke. Du lovpriste dem – og de svarede ikke. De er døde – og sådan skal du også være overfor verden for at blive frelst. Du skal ikke reagere hverken når verden sviner dig til eller når verden priser dig. Jeg synes det er en fin lille historie – for vi kender alle sammen, hvordan vi helt naturligt bliver påvirket af hvad andre siger til os eller om os. Hvordan vi kan lade vores liv bestemme af ære eller vanære, lovprisning eller forbandelser, sådan at vi bliver påvirket til at leve det ud, som vi føler dybt i os, fordi vi lader os styre af andre menneskers behag eller ubehag.

(Slide)
En dag kom der en flok munke, der havde hørt om Agathons store visdom – men de ville se om de kunne få ham til at miste besindelsen, så de forsøgte at provokere ham.
”Jamen er det ikke Agathon, som man siger er en stolt og utugtig mand?”
Jo – det er mig.
”Er du ikke den Agathon, der altid taler nonsens?”
Jo – det er mig.
”Er du ikke Agathon, der er kætter?”
Nej, det er jeg bestemt ikke – jeg er ikke en kætter.
Da de så spurgte ham, ”hvorfor han havde accepteret alle de andre fornærmelser, men ikke den sidste”, så svarede han: ”Jeg gav ret i de første beskyldninger imod mig, for de gavnede min sjæl” – dvs. de ydmygede ham.
(Slide)
Men jeg accepterede ikke det ikke, da I sagde at jeg var en kætter, for det er at være skilt fra Gud, og jeg vil ikke være skilt fra Gud (s. 90 nr 10).
Det går igen i rigtig mange af ordene: Uanset hvad andre siger om dig, så skal du acceptere det og vende den anden kind til. Svar ikke tilbage, vær ikke ubehagelig, vær venlig. Kalder nogen dig for en løgner, så vend dig bort. Siger nogen noget skidt til dig – accepter det.

De ønskede at vise barmhjertighed og Guds kærlige overbærenhed overfor alle mennesker. De ønskede at tydeliggøre Guds tilgivelse overfor dem, de mødte og overfor dem selv.
(Slide)
Der kom to munke til en af de ældre og fortalte om hvordan en af deres brødre havde syndet. Og den gamle sagde så, at de to havde gjort noget, der var en meget større synd end den synd, den anden bror havde begået: De havde nemlig dømt denne bror – og det er ikke os menneskers opgave at dømme hinanden. Man skal ikke sætte sig over andre, men altid underlægge sig selv under andre. Du er aldrig en anden mands dommer – altid en anden mands slave. Også selv om det måske er helt på sin plads med en irettesættelse, så tænk dig om. Som en Macarius sagde: >
(Slide)
”Hvis du bliver rørt til vrede, når du ønsker at irettesætte en anden, så glæder du dine egne passioner. Mist ikke dig selv for at redde en anden”.
(Slide)
En fader Moses – han var en mørk tidligere slave, der levede i ørkenen nær Petra i Jordan, blev kaldt til et kloster, hvor en broder var dømt skyldig i en eller anden forseelse. Man i første omgang ville han ikke komme. Til sidst kom han, men på sin ryg havde han en utæt sæk, som han havde fyldt med sand:
(Slide)
”Mine synder løber ud bag mig og jeg ser dem ikke, og jeg er kommet i dag for at dømme en anden”. Dem, der havde kaldt Moses til sig lyttede til ham, og tilgav den bror, der havde syndet. Eller som Jesus siger:. Eller: ”Lad den, som er uden skyld, kaste den første sten”.

Fader Pior har måske hørt historien om Moses´ sandsække, men han forfiner den. Da de i rådet i et klostersamfund skal tage stilling til om en bror har syndet, så tager han en stor sæk sand på ryggen og en lille sæk med sand foran. ”Sækken med meget sand er mine synder. De er mange, så jeg har dem på min ryg og jeg græder ikke over dem. Kurven med lidt sand i er min brors synder og dem og de er lige foran mig og jeg ser dem, og jeg dømmer dem. Det er ikke rigtigt. Jeg bør have mine egne synde foran og jeg burde tænke på dem, og bede Gud om at tilgive mig”. Jesus brugte ikke sand i sit billede – han var jo ikke en ørkenfar, men en tømre, så han sagde: ”Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men bjælken i dit eget øje ser du ikke”

(Slide)
De så ikke sig selv som perfekte, men så sig som syndere, der havde behov for Guds nåde. Ja, som Mathois sagde: ”Jo tættere et menneske kommer Gud, desto mere ser han sig selv som en synder” (s. 157 nr. 28)

(Slide)
Cyrus fra Alexandria sagde: ”Hvis du ikke er fristet, så har du ikke noget håb. For hvis du ikke er fristet, så er det fordi du allerede synder. Den mand, der ikke kæmper imod synden på fristelsens scene, han synder allerede i sin krop. Manden, der synder i sit kød møder ingen problemer fra fristelser (s. 35 nr. 5).

At være fristet er noget, man ikke har – eller ikke gør.
Jeg ser det: Jeg bør ikke gøre det – men jeg har lyst til det!

Det er anspændelsen mellem det man har lyst til og det man ikke må fordi det er en synd.

Er der ikke den spænding, så er det fordi du allerede har givet efter.

Fristelser er ikke farlige – det kommer an på hvordan du behandler den. Fristelser er det, der viser vores karakter – står vi fast eller giver vi efter? Et råd lyder sådan:

(Slide)
”Begærfulde tanker er lige så skrøbelig som papyrus (altså det tynde papir, ægypterne skrev på). Kaster vi fristelsen fra os, så går den itu, men hvis vi tager den til os, inviterer den ind i vores liv, så bliver den lige så vanskelig at bryde som jern ”(s. 44 nr. 33).
(Slide)
Agathorn sagde: ”En synd eller en uren lyst, der er blevet gammel i en persons hjerte, kræver meget tid og meget lidelse, for vanen, der har dybe rødder i hjertet kan kun ændres med vanskelighed”.
Det er et stærkt billede: En synd, der er blevet gammel i ens hjerte!
(Slide)
En af ørkenmødrene, Sarah, fortæller hvordan hun i tretten år har været angrebet af lystens dæmon. Hun bad aldrig Gud om at denne dæmon skulle forlade hende – men hun plejede at bede:
”Herre, giv mig styrke”.
Hvorfor bad hun ikke om at få fjernet den lyst?

For uden ”lystrens dæmon” ville der ikke have været noget valg for Sara. Hun blev ikke stillet overfor valget mellem at vælge mellem at give efter for lysten eller at følge Kristus og hans vilje.
Man vokser først i dyder ved at have valg – og så have kræfter til at vælge det rigtige. ”Herre, giv mig styrke”.
(Slide)
Skt. Johannes Dværgen mødte en mand, der havde bedt om at Gud måtte tage fristelserne fra ham og nu levede han i fuldendt fred, der var ikke nogen kamp i ham mellem kød og ånd. Eneboeren sagde så til ham: ”Gå hen og bed Herren om at rør en ny strid op i dig. At kæmpe er godt for din sjæl”. Da konflikten genopstod i ham, så bad han ikke om at kampen måtte blive taget for ham, men ”Herre, giv mig styrke til at holde ud i denne kamp” (s. 61 8).

Smerte og lidelse
Vi lever i en verden, hvor vi får at vide: Hvis det føles godt, så gør det. Hvis du har lyst til det, så gør det. Og på den anden side: Smerte og lidelse er dårligt for dig. Det er derfor vi er så medicineret som aldrig nogensinde i menneskets historie. Lidelse er ikke ondt i sig selv – siger de gamle – lidelse er en advarsel: Gør ikke det eller det.

(Slide)
Ørken-moderen Syncletica sagde: ”Der er vundet en masse åndeligt talt ved at bære fysisk lidelse stille og roligt og takke Gud. Hvis vi er blinde, så lad os ikke være vrede. Vi kan stadigvæk se med sjælens øje. Hvis vi bliver døve, så lad os huske på, at vi så ikke længere hører menneskers dumme snak. Hvis du mister kraften i din hånd, så har du stadigvæk den indre kraft til at kæmpe mod fjendens angreb.
(Slide)
Hvis hele din krop er ramt af sygdom, så kan dit åndelige helbred stadigvæk vokse (s. 64, 17).

Der er altså noget, der er vigtigere end fysisk og psykisk velværd – og det er at søge Guds vilje i alle ting. En anden eneboer sagde:
(Slide)
”Hvis du bliver syg, så skal du ikke beklage dig. Hvis Herren Gud ønsker at din krop skal være svagelig, hvem er så du at klage over det? Tager han sig ikke af dig i alle dine behov? Sandelig: Du skal ikke ønske at leve uden ham. Vær tålmodig i din sygdom og bed Gud om at give dig det, der er det rette – og det er det, der gør dig i stand til at gøre hans vilje, og vær tålmodig og spis hvad du har med taknemmelighed” (s. 75, 45).
En stor lærer så hvordan en af hans elever kæmpede med en fristelse af en eller anden slags: ”Skal jeg bede Gud om at tage disse problemer fra dig?” – han svarede:
(Slide)
”Jeg ved godt at det er en pinefuld kamp, men jeg lærer af at bære denne byrde. Men bed Gud i dine bønner om at han vil give mig nok tålmodighed til at udholde det”. Da læreren hørte det, så sagde han: ”Nu ved jeg, at du er meget mere åndeligt avanceret, min søn, langt over mig”. Den store eneboer og lærer siger til sin elev: ”Du er min mester – du har en større åndelig forståelse end mig”.

Hvad lærte ørkenfædrene fra sig? De underviste en del principper, som de indpodede i deres liv. Men de underviste også, at i sig selv er pilgrimsrejser, faste og isolation ikke noget med mindre det også har en åndelig virkelighed og en oprigtig tro.

(Slide)
”Hvis du ikke kan kontrollere din tunge, så vil du aldrig kunne være en pilgrim uanset hvor du rejser hen. Men kan du kontrollere din tunge, så kan du være en pilgrim uden overhovedet at rejse”
(Slide)
”I stedet for at faste burde du styre dine tanker bort fra onde tanker”.
(Slide)
Og det med at leve isoleret fra andre mennesker:

”Hvis du ikke først tager hånd om dine synder, imens du lever mellem mennesker, så vil du ikke være i stand til at tage dig af dig selv, når du lever alene” (s. 96 nr 33). Der er ikke noget magisk i at leve som en kristen eneboer, skridtet kommer ikke fra det ydre til det indre, men fra det indre til det ydre.

Nogle af de vigtigste discipliner og principper, ørkenfædrene lærer fra sig er
bøn,
stilhed,
selverkendelse,
ensomhed
og faste.

Det er ikke tænkt på som en byrde, som nogle har lagt på os, for det og det skal vi gøre – nej, det er en fantastisk ting at træde ind i. Det er et skridt i retningen af at forbinde sig med skaberen af universet. Det er smukt at træde ind i det intime forhold til Helligånden.

 

Bøn
(Slide)
Et andet ord, der er tillagt Agathon er: ”Jeg anser ikke noget andet arbejde så hårdt som det at bede. Når vi er klar til at bede, så forsøger vores åndelige fjender at forstyrre os. De forstår nemlig at det kun er ved at forstyrre os i vores bøn, at de kan skade os. Andre ting vil vi på et tidspunkt have succes med, hvis vi bare bliver ved, men at arbejde med bønnen er en krig, der vil fortsætte indtil vi dør”.

Bøn var en vigtig del af deres liv. Fader Lazarus, som vi så i videoen, siger et sted: At leve i ørkenen er for ham ikke et stille og roligt sted, men et sted, hvor man hver dag kæmper med Djævelen. Og et sted med bøn. Du er her for at velsigne verden igennem din bøn. Ikke ved at have en lang liste med navne, men ved at være vågen i ånden. Ved at være åben overfor Gud, er du en velsignelse for verden. Deres mål var at bede uden ophør (1. Thess 5,17).
(Slide)
Selv om de var åndelige, så var det ikke nok for dem at være åndelig – så var det ikke nok at bede.
En ung mand kom til et klostersamfund og var chokeret over at se, at folk arbejdede og brugte så forholdsvis lille tid på at bede.

”Hvorfor er her så mange Martha-kristen, men hvad med Maria-kristne?”.

Faderen sagde så til ham: Du er velkommen til at være Maria-kristen, her er en celle, luk dig ind i den og bed til Gud, så du kan være som Maria”. Manden gik ind i sin celle og begyndte at bede. Dagen går og manden undrer sig over hvor hans mad bliver af og går ud til den gamle mand:
”Hvor er min aftensmad”.
Den gamle svarede: ”Du ville bede dagen lang – så jeg regnede med at du var så åndelig, at du slet ikke havde brug for noget mad. Vi har brug for mad – så derfor er vi nødt til at arbejde for vores mad”.

Den unge mand bliver ramt af dårlig samvittighed:

Undskyld – jeg er så ked af min stolthed. Og så kommer punchlinen – der er altid en punch-line:
(Slide)
Ved du – i et normalt kristent liv, blandt almindelige kristne, da har Maria brug for Martha lige så meget som Martha har brug for Maria. Vi er nødt til at leve som begge to, hvis vi skal være sande kristne i verden.
(Slide)
Stilhed,
for at fjerne ekstern larm for at høre hvad hjertet tænkte. De søgte væk fra larmen for at få styr på hvad deres hjerter tænkte og for at have stilhed til at høre Guds stemme. De søgte stilheden for at lære sig selv at kende. En af de bønner, der går igen i mange af disse historier er en bøn, der lyder nogenlunde sådan:

”Herre, hjælp mig til at lære mig selv at kende, så jeg må kunne lære dig at kende”. Tanken er at vi ser Gud med vores hjerter, vore følelser og det, vi har oplevet i vores liv. Smerte, folk, der har såret os, når vi har haft succes eller vi har spillet fallit. Alle de ting øver indflydelse på hvordan vi ser på Gud. Og ved ikke hvor meget og hvordan vores syn på Gud påvirkes af de ting, vi har med os i bagagen, at vi ikke ved at de ting enten hjælper eller forhindre vores syn på Gud og vores evne til at knytte os til hans hjerte, så er vi helt tabt og kæmper igennem vores åndelige liv.”

(Slide)
Fader Poemen siger et sted:

”Hvis du ønsker at finde ro i dette liv og i det næste, så skal du hvert øjeblik sige: Hvem er jeg? Og så skal du ikke dømme andre” (S. 85, 5).

Vi skal lære os selv at kende – som syndere, der har brug for tilgivelse og nåde – og så skal vi bruge samme standard overfor andre, som vi ønsker det fra Gud overfor os.

(Slide)
Ensomhed. At sætte sig lidt ned – bare for sig selv og i sine egne tanker, det kan virke som spild af tid. Jeg burde gøre et eller andet. Folk har besvær med at køre i bil uden musik eller uden at snakke med nogen. Hvor mange unødvendige telefonsamtaler foregår ikke nede på gågaden hver dag?

Ensomhed er at flytte sig fra et sted til et andet, for at komme væk fra det, der var komfortabelt for dig.

Når stilheden handler om det indre liv og hvad du tænker på, så handler ensomheden om det du begærer.

At man skal fjerne sig fra det, du har brug for,
for at finde ud af det, der bringer dig behag –

for at binde dig selv til Kristus,
for at finde behag i ham alene.

Det drejer sig om at skabe rum i hjertet for at møde sig selv og møde Gud. En af de ældre sagde:
(Slide)
”Gå ind i din celle, og din celle vil lære dig alting” (s, 10 nr 9). En anden blev opfordret:
”Giv mig et ord”. Den gamle svarede ham:
”Undgå mennesker”.
Hvad betyder det at undgå mennesker?
Den gamle svarede: Det betyder, at du skal sætte dig i din celle og græde over dine synder”.
(Slide)

 

 

Faste.
En kommer til Fader Poemen og spørger om hvordan man skal faste:

”Jeg foreslår at enhver hver dag skal spise en lille smule mindre end han ellers ønsker det”.

Det synes manden var mærkeligt, så han spørger tilbage: Da du var en yngre mand, fastede du så ikke i to dage uden afbrydelse”.

Poemen svarer tilbage:
”Det er rigtigt, jeg fastede tre dage i træk, selv endda en uge i træk. Men de store eneboere har testet alle disse ting og fundet ud af at det er godt at spise lidt hver eneste dag, men på nogle dage skal man spise mindre. De har vist os, at det er kongens vej, for den er nem og let” (s. 99 nr 44).

(Slide)
At faste handler om at genopdrage begær.
(Slide)
Når jeg sætter mig på en restaurant og læser de mange retter, der er på menukortet, så tænker jeg:
Hvad har jeg lyst til?
Vi har et følelsesmæssigt forhold til mad som fasten kan afsløre for os. Fasten har at gøre med følelser – og fasten skal genopdrage følelserne, så vi igen ikke begærer og ønsker mad, men begærer og ønsker Kristus.
(Slide)
Afslutning
Alt hvad ørkenfædrene lever af principper har Gud som centrum. At uanset hvad vi gør, at vi da må have fokus på os at kende os selv, så vi ser vores afhængighed af Gud og så vi ser vores næste og vores næstes nød. Ørkenfædrene er egentlig tegn på den levende Gud. De havde kun et begær: Gud. At længes efter Gud er at elske ham og den sande kærlighed til og fra Gud kan ikke lukke sig om sig selv, men åbner sig mere og mere overfor hinanden. De valgte et liv i ensomhed og under hårde livsomstændigheder, da de regnede med at det kunne styrke deres åndelige udvikling. Og dermed gavne andre.
(Slide)
Jeg vil gerne slutte af med en historie om Fader Macarios den store. Han sidder i sin celle og beder, faster og lever i isolation. Og det har han gjort i årevis. Og så sker det, at en engel kommer til ham. ”Du har endnu ikke nået et åndeligt niveau som det niveau to kvinder har nået inde i byen.
Det rammer ham lige i hovedet de to ord: Kvinder og by – for hvordan kan kvinder, der lever i en by, når en større åndelighed end han har.
Han er nysgerrig og går hen i den nærliggende by og finder altså de to kvinder – hvordan han gør det kan være et mysterium. Men han banker på døren.
”Hvordan kan I leve et så fantastisk åndeligt liv”.
De svarede tilbage: ”Det ved jeg ikke – jeg mener, vi var sammen med vore mænd i går”. Det er kodeordet for at have sex med deres mænd.
Så nu har Marcarius ikke bare at gøre med kvinder og med byliv, men han har også sex med i billedet.
De sagde: Vi er søstre, der har levet sammen i meget lang tid. Og vi har begge spurgt vore mænd om vi kan blive løst fra vores ægteskabsløfte, så vi kunne flytte ud i ørkenen og leve lige som dig. Og de svarede begge to nej til os – I skal blive og leve med os.
Så vi forsøger simpelthen at leve for Gud hver eneste dag lige nøjagtig dér, hvor vi er.

 

(Slide)
Macarius slutter historien af med at sige: Pludselig gik det op for mig at det ikke handler om hvorvidt vi bor i byen eller i ørkenen
om vi lever som gifte mennesker eller som ugifte
om vi lever et regelbundet asketisk liv eller et liv i verden

(Slide)

Men det handler om at vi lærer at leve for Gud lige nøjagtig hvor vi er.

 

[1] Stubberup 2004:30