Webmasteren til denne hjemmeside.
Jeg gør det på frivillig basis og som amatør, men jeg synes da ikke det er en helt ringe hjemmeside efterhånden.

Her kan I læse lidt om mig… det spændende beholder jeg for mig selv 🙂

At jeg er præst i Den danske Folkekirke og endda i Haderslev Domkirke, vist et tegn på, at Guds veje er uransagelige. Min barnevogn stod dog bogstaveligt talt i våbenhuset i en folkekirke, da min far var kirketjener i en Odensekirke og vi naturligvis levede med i hans arbejdsplads. Der var så godt som ingenting for børn i kirken, et par gamle børnebøger, og så var der billederne af alle domkirkerne i salmebogen. Og jeg var rørende enig med mig selv om, at Haderslev Domkirke da var den grimmeste af dem alle sammen, for den havde ikke noget tårn.
Da et missionshus blev lukket ned i Odense, så synes min far at det var ærgerligt, så han flyttede møderne over i kirkens sognelokaler, hvor han drev møderne frem næsten til sin pension. Men ellers kom vi i en tværkirkelig bibelstudiekreds og bedekreds. En flok mødtes en gang om ugen til disse møder, hvor Ingrid Stegelmann, som lagde hus til disse møder hurtigt begyndte at kalde mig ”du er min lille præst”. Og det blev hun ved med selv, om min far bad hende om at stoppe – og det blev hun ved med, også da jeg så virkelig var blevet præst.
Det var Kaj Stegelmann, Ingrids mand, der stod for bibelundervisningen, som jeg lappede i mig. Og der blev lyttet og svaret på den lille drengs bibelspørgsmål – og mange var benovet over min store bibelske paratviden ”i så tidlig en alder”.
Heltene den gang var Moses Hansen, der turde tale, hvor andre tiede, og en person som Herbert Neimanas, der var en så alvorligt troende menneske, at han endda blev smidt ud af Indre Mission. Men han forkyndte og sang – og de gamle damer var benovet over ham, og kunne næsten ikke andet end at sige hans navn med et strejf af gammelkone-forelskelse ”jamen det er jo Neimaaanaaas”.
Der var nok mange til den kreds, der så os som et tegn på hvor bredt kredsen favnede. Dels stemte min far den gang på Socialdemokratiet, og ”kunne man være en socialdemokrat og så kristen?” og så ”kommer de i …. suk … folkekirken”. Jeg var et par år henne i mine teologistudier, før jeg opdagede at ordet ”Folkekirke” ikke var et nedsættende ord, et hånende smædeord opfundet af frikirkefolk, men virkelig var navnet på vores kirke, Den danske Folkekirke.
Men jeg begyndte altså at læse teologi i 1994 – og da jeg blev optaget på studiet, så tog jeg knallerten ind til Ingrid, der tog imod mig med takkebøn og et lille mannakorn fra Bibelen: ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!« (Kol 3,17). Og med de ord gik jeg i gang. Også omringet af mere forbøn end jeg vidste af.
Efter et par år som præst var jeg på besøg i den lokale kristne boghandel i Odense. Og der stod en gammel dame, som jeg nok kunne huske at have set til Evangelisk Alliance. ”Jamen er det ikke Ingvard og Dagnys søn, der læste teologi”. Jo, det var jeg. ”Ja, vi var mange, der bad for dig under dine studier, for at du ikke skulle falde fra i troen. For du ved jo godt, at teologi ikke skal være Te-og-luk-i, men til at åbne for evangeliet og Guds kraft”.