Sig tak til Gud, hvis du kan (del 2) Sidste søndag hørte vi Marias lovsang – en tak til Gud for det han havde gjort imod Maria og det, han ville gøre ikke bare mod Maria, men mod hele menneskeheden. I dag møder vi en anden Maria – dvs. vi mener i hvert fald, at den kvinde, der kom og salvede Jesu fødder er Maria Magdalena. Hun vil være en af dem, vi om ikke officielt, så i hvert fald uofficielt vil omtale som “hun er ikke en af Guds bedste børn”. Som luder er hun enten årsag til folks dårlige samvittighed eller også er hun årsag til forargelse og at andre kan pudse deres glorie – “for så slem er jeg da i hvert fald ikke”.  Men hvad ved vi egentlig om et andet menneske – hvorfor et menneske gør som han eller hun gør? Vi ved ikke hvilket såret menneske, der gemmer sig bag et hårdt ydre. Vi ved ikke hvilket knust menneske, der gemmer sig bag en selvsikker facade. Vi kan ikke se længere ind i et andet menneske end til tænderne – resten må vi gætte os til, så hvad bilder vi os egentlig ind, at vi dømmer andre? Og det ligger tæt for os alle – at dømme andre, men hvem har givet os den ret?  Tag nu Maria Magdalena her i dagens tekst – stakkels Maria. Hvad har hun dog ikke været udsat for siden hun valgte den “leve”vej? Hvad har hun ikke været udsat af fordømmende blikke og hårde ord fra fromme folk? Hvad har hun ikke oplevet af dobbeltmoral? Vi ved det ikke – men mon ikke hendes liv på et eller andet tidspunkt har fået et grundstød, der for altid ændrede hendes livsvej. Den ene ting tog den anden, så vejen tilbage pludselig ikke var en farbar vej… men så pludselig drejede hendes vej rundt. Den Gud, der i andres udlægning mere og mere blev den vrede Gud, den straffende Gud, blev nu den kærlige Gud, der ville frelse selv den “selvforskyldte” udstødte.   Det er mit gæt, at Maria på et eller andet tidspunkt ramte ind i noget for ellers tror jeg ikke hun ville vælge den profession. Så på den måde kan hun være et advarende eksempel for os – for hvad ville vi gøre, hvis vi støder ind i et eller andet? Eller rettere sagt: Hvad gør vi, når vi støder på et eller andet i vores liv, der rammer ind i os, og skader os? Jeg nævnte sidste søndag den mand, der havde mistet sit lille barn – hvad ville det betyde for hans forhold til Gud? Er det en af de ting, der sender ham i en lang bue udenom Gud? Jeg nævnte også damen, der havde været udsat for incest – ville det ikke kunne sende selv den stærkeste kvinde i en lang bue udenom Gud, for hvor var Gud henne, da hun inde i sit lille barnehjerte råbte efter den gode Gud? Den Gud, som hun havde lært at synge om henne i søndagsskolen: “Lille Guds barn, hvad skader dig tænk på din fader i himmerig Han er så rig, han er så god ingen kan stå hans magt imod. O, Gud ske lov”. Hvor var han henne? Hvor var han henne, da flodbølgen ramte ind over store dele af Asien for nogle år siden? Hvor var han henne, da jeg som barn blev drillet? Hvor var Gud henne…? Og hvor skal vi gå hen med vores vrede, vores sorg og vores negative følelser? Sidste søndag prædikede jeg om, at vi skulle takke Gud, men sluttede af: Hvad gør jeg, når jeg ikke kan takke Gud? Hvad gør jeg, når lidelsen rammer mig, uretfærdigheden, andres overgreb – bruger Djævelen det som en måde at få mig væk fra Gud, som det måske skete med Maria Magdalena eller hvad gør jeg? Hvad gør vi, når vi ikke kan takke Gud? Nu er jeg ikke den store psykolog, men jeg har da alligevel mine små kæpheste, og en af dem er, at hvis vrede bliver rettet det forkerte sted hen, så bliver det til bitterhed. Men hvis vreden bliver rettet det rigtige sted hen, så bliver det til forløst vrede.  Men hvor retter man sin vrede hen, ved en flodbølge? Hvor retter man sin vrede hen, når en uhelbredelig sygdom rammer én eller menneskers ondskab ikke bliver tøjlet? Hvor… man kan jo rette sin vrede hen mod regeringerne, for det er da for dårligt, at de ikke havde et bedre beredskab. Man kan rette sin vrede hen mod lægerne, det er da også for dårligt at de ikke kan hjælpe mig. Eller mod justitsministeren, at sådanne kriminelle overhovedet får lov til at gå frit omkring. Men hjælper det at klage på den måde – næ, ærligt talt ikke, for det er kun den vrede, der rettes det rigtige sted hen, der bliver en forløst vrede. Det andet bliver bare til bitterhed. Men hvad gør vi så, når modtageren på vores klagebrev mere og mere synes at hedde “Gud – enevældig hersker, himlens slot”? Kan vi virkelig klage til Gud? Tør vi virkelig vende os bebrejdende mod Gud: “Hvor var du henne, da jeg råbte efter dig?”.

Jeg var på kursus i forrige uge og en af foredragsholderne hedder Preben Kok, han er sygehuspræst i Vejle. Han fortalte om hvordan han som ung blev ramte af en svær sygdom, der virkelig slog benene væk under hans barndomsforestilling om hvem Gud er. Så til sidst fyrede han Gud: “Hvis det er på den måde du behandler mennesker, så er det slut mellem os. Så gider jeg ikke have noget med dig at gøre!”. Men Gud gik ikke – men så sagde han det samme en gang til: “Hvis det er på den måde du behandler mennesker, så er det slut mellem os. Så gider jeg ikke have noget med dig at gøre!”…. men Gud blev stadigvæk! Og så måtte Preben Kok jo til at tage det derfra, når Gud nu ikke sådan bare ville lade sig fyre.

Vi har lov til at klage til Gud og over Gud – ham, der siger “Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig… jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg Herren, frembringer det”(Es 45,5-7). Og vi synger det også “Om han tager om han bliver samme fader han dog bliver”. Vi har dybest set et problem, som samtidig er en velsignelse. Vi har en Gud, der er både almægtig og kærlig. Havde han bare været en af dem, så ville lidelsen ikke være noget problem for os. Havde Gud ikke været kærlig, så kunne vi sige, jamen sådan er Gud – han er en ond Gud, der straffer. Men nu er han jo kærlighed. Men så er han måske ikke almægtig, siden han ikke kan standse lidelsen? Han har simpelthen ikke magt til det – det er jo lige før vi kan sige “Det er viljen vor Herre ser på”. Men nu er Gud almægtig og han er kærlig – hvad så? Magt giver ansvar – og Bibelen er ikke bange for at lade mennesker råbe deres vrede og frustration ud: “Vågn op, hvorfor sover du, Herre? Stå op, forstød os ikke fior evigt! Hvorfor skjuler du dit ansigt og glemmer vor nød og trængsler?… Udfri os, så sandt du er trofast” (Salme 44,24-27).

Vi har lov til at skrige til himmelen, når vi ikke kan få et tak over vores mund. Vi har lov til at anklage Gud uden at han slår hånden af os. Han ved jo alligevel hvad der gemmer sig i os – så hvorfor gå og gemme det væk? Mon ikke den almægtige Gud kan tåle at man bringer alle følelser frem for ham, eller tror du han er så lille, at han konstant skal stryges med hårene? Profeten Jeremias, der levede under eksil efter at Israel var blevet overfaldet og fordrevet fra deres land siger “Herre, du får ret, når jeg anklager dig, og dog må jeg gå i rette med dig” (Jer 12,1).  Bring alle ting frem for Gud – ikke bare glade smil, men også sorg, vrede og frustration! Alle ting!!! Gud kan rumme det – ja, Gud tillader det, for han kender vores liv som menneske. I modsætning til os andre, så kan han se længere end ind til tænderne, han kender os bedre end vi kender os selv – og de øjne der ser derind, ser med kærlighed. Gud kan rumme vores klage – Gud tillader vores vrede, men det er et spørgsmål om vi som medkristne kan rumme og tillade den klage og vrede.

Jeg ved ikke om I har det på samme måde som jeg har det. Men når jeg taler med sådant et menneske, der har udtømte samtlige klagemuligheder og nu begynder at rette blikket opad mod Gud, så sker der to ting. For det første træder omsorgsgenet i gang, jeg vil trøste den person, og derefter forsvarsgenet, jeg vil forsvare Gud. Men det går mere og mere op for mig, at kristne, der bliver ramt af lidelser har to problemer. Det ene er naturligvis selv lidelsen. Og det andet er andre kristnes trøst – og det er virkelig et problem selv om det er kærlig og velmenendemenende mennesker. “Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet”. “Gud plukker altid de flotteste blomster først”. “Ja – du kan nok ikke se det nu, men der er en mening med det”. “Gud vil nok lære dig et eller andet igennem det”. “I skal bare se at få jer et nyt barn, så… ” “Du ved jo ikke hvor meget han er bliver skånet for ved at dø så hurtig”.

Det er velmenende trøst, men hvem siger at de har brug for trøst… hvem siger, at de vil trøstes? Efter barnemordet i Bethlehem står profetien “I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere” (Matt 2,18). Hun vil ikke lade sig trøste! Og ærligt talt, når vi er i en situation, hvor vi ikke kan overskue tingene, vil vi så trøstes af andres råd og meninger? Vil vi høre andre komme med en masse ord, eller vil vi ikke bare selv fortælle? Da Job sidder i sin elendighed og så bliver overfaldet af sine velmenende venner, der vil trøste ham, så siger han “Hør dog på, hvad jeg har at sige, lad det være den trøst I kan give mig” (Job 21,1-2). Vi skal som kristne ikke overfalde den anden med vores trøst men bare være der og lytte. Vi skal ikke komme med vores forklaringer på det uforklarelige – for dybest set, så har den, der har løst lidelsens problem ikke forstået lidelsen.

Men vi har en Gud, der har forstået lidelsens problem, ikke bare fordi han har skabt os og kender de grundlæggende principper i os mennesker, men også fordi han selv er menneske: Vores frelser Jesus Kristus. Forstår vi ikke Gud, så tror jeg dog vi har nemmere ved at forstå Jesus, han er blevet Guds tolk, som Bibelen siger. Han viser mig, at min Gud ikke er på en helt anden planet end mig,  men han kender mig og alt det der er mig. I Jesus  kan jeg se at Gud ikke bare er den almægtige Gud, men også er den grædende Gud, der lider med mig.

Det var den Gud, Maria Magdalene mødte og som fik hendes vej vendt om – væk fra synden og døden. Hvad andre ikke kunne gøre ved deres moralprædikener og hårde ord kunne Jesus klare. Havde Maria Magdalene mødt Gud i sin ophøjede majestæt, så ville hun lige som alle os andre skabssyndere, være blevet fortæret af hans hellighed. Men nu mødte hun Gud som mennesket Jesus – som Guds tolk. Mødte omsorg, mødte lydhørhed ikke bare overfor lovsang og tak, men også lydhørhed overfor klage og suk. Hun mødte kærlighed – den kærlighed, som ofrer sig for den, der elskes ubetinget.

På fredag er det langfredag – hvor vi igen får mulighed for at høre om Guds kærlighed til os – om Gud, der tog vores skyld – som tog vores klage – som tog alt ondt og banede en vej igennem det hjem til sin himmel, hvor han selv vil tørre hver tåre fra vores øje og hvor vil få besvaret vores store spørgsmål: “Hvorfor?”