Den store norske polarforsker Roald Amundsen var på en langvarig og farlig ekspedition til Antarktis – målet var foruden en masse videnskabelige undersøgelser, også at nå først frem til Sydpolen som det første menneske overhovedet. Det var noget af et kapløb, for en engelsk polarforsker havde også sat sig det mål at blive det første menneske på verdens top… eller bund, om man vil. Men det blev altså Roald Amundsen, der den 14. december 1912 nåede Sydpolen som den første. Da han var nået frem, tog han en brevdue, som han havde taget med sig hjemmefra, og slap den løs. Roald Amundsen havde da været af sted på ekspedition i lidt over to år, så man kan nok forestille sig, at hans kone blev overvældet af glæde, da hun noget tid senere så, at nu var hendes mands due landet. ”Han er levende. Min mand er stadigvæk i live”.
Mon ikke disciplene har haft det lidt på samme måde, som Roald Amundsens kone på den første pinsedag. Jesus havde forladt dem – de havde set ham forsvinde op i skyen. Han var væk, men de har sikkert klynget sig til Jesu løfte om, at der vil komme et eller andet. En talsmand, Helligånden – sådan som Jesus siger i dagens tekst:” Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn”. Hvor må glæden da have været overvældende, da Helligånden så endelig kom. Nu havde disciplene et klart tegn på, at Jesus stadigvæk var levende og nu sad sejrrig ved sin fars side. Og ja, det er jo stadigvæk det, Helligånden gør: Skaber troen i os, at Jesus stadigvæk lever, og at han er ved magten… også selv om så meget andet i verden siger det modsatte. Selv om mange sikkert siger det modsatte – så vi kan sikkert nok leve os ind i Judas lille protesterende spørgsmål til Jesus: ”Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?”. Hvorfor kan du ikke gøre det så overbevisende at det er sandheden at være en kristen, at hele verden vil se det? Jesu svar kan i første omgang ligne sådan lidt goddag-mand-økseskaft, men ved et nærmere kig, så giver Jesus faktisk et ret klart svar. Jo, jeg vil gerne give mig til kende for hele verden – men måden, jeg gør det på, skal være på min måde. Ikke ved bombastiske undere, ikke ved veltalende og overbevisende prædikener – ja, Jesus vil end ikke overbevise verden ved hjælp af Bibelen. Alt det kan på en eller anden måde bortforklares, forvanskes og ødelægges. Jesus ved, at folk kan læse Bibelen uden at komme til at lære ham at kende som deres Herre og frelser, for der skal mere til end bare en bibelsk tekst. Der skal ånd til, der skal kraft til… ja, det kræver Helligånden. Det er på den måde Jesus vil åbenbare sig: Ved Helligånden. Ikke ved at Helligånden bare overbeviser, men ved at Helligånden tager bolig i det menneske – og dermed ved at Gud og Jesus tager bolig i det menneske. Som Jesus siger, min far og jeg ” vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” Det er den eneste måde, at vi kan komme til at kende Jesus på – det er den eneste måde, vi kan komme til at kende Gud på, nemlig ved at Helligånden gives os som en gave, som nåde. Og ved at Helligånden får lov til at gøre sin gerning i os.
Noget, der er interessant, men egentlig også frustrerende for mig, er hvor lidt stads Helligånden egentlig gør ud af sig selv. Det er lidt ligesom de projektører, som vi har siddende ude på kirkegården ved Horne Kirke, der peger op på kirkebygningen. Det er ikke meningen, at vi skal se på projektørene – nej, for det er jo ikke derfor vi har sat dem op. Vi har sat dem op, fordi vi ønsker at oplyse kirken, så vi kan se den flotte gamle kirkebygning. Sådan er Helligånden som et projektørlys, der lyser på Jesus og kun på ham. Vi vil aldrig høre Helligånden sige se på mig, hør på mig, kom til mig, lær mig at kende, for han siger altid: Se på Jesus, se hans herlighed. Lyt til ham og hans ord, søg ham og få liv. Lær ham at kende og oplev hans fred og hans glæde. Helligånden skal egentlig være et himmelsk ægteskabsbureau, der fører os og Kristus sammen, og sørger for at vi bliver ved med at være sammen.
Men jeg vil alligevel tillade mig at vende opmærksomheden på projektøren et øjeblik. Når vi taler om Helligånden, så taler vi oftest om hvad Helligånden gør – og uden at vide det, så tror jeg, at i hvert fald 80% af de prædikener, der prædikes i dag i Folkekirken handler om hvad Helligånden gør. Og derfor er jeg lidt bange for, at vi meget ofte kommer til at se Helligånden som en ting, en den, og ikke som en person, som han virkelig er. Han er ikke en ”den”, men han er den tredje selvstændige personlighed i vores treenige Gud. Det er ikke nemt at holde fast i forestillingen om at Helligånden er en person – han kan hurtigt komme til at blive en eller anden kraft, der bare flyder ud fra Faderen og Sønnen. Det er nemt at forestille sig Gud far som en person – for hans handlinger er på en måde rimeligt forståelig for mig. Jeg kan se hans skaberværk – universet, jorden og alt liv, der er her på jorden. Jeg ved, at han har skabt alt dette. Jeg kan se, at det må være en person, fordi jeg kan se hans handlinger. Og jeg kan helt klart se Jesus som en person, fordi han er så menneskelig som ethvert andet menneske: Ben, kød, liv, glæde, sorg… han er virkelig et menneske, en person. Det kræver ikke en masse fiksfakserier, at forestille sig det lille barn i krybben. Det kræver heller ikke det helt store at forestille sig Jesus på korset – som troens største martyr, der står foran Pilatus og modtager sin dom. Og selv om det lyder utroligt, så har jeg heller ikke svært ved at forestille mig Jesus siddende til højre for Guds trone i majestæt og herlighed, netop fordi han er et menneske – stadigvæk med sårmærkerne i hænderne, fødderne og siden som et souvenir efter hans ophold på jorden. Men når det så kommer til Helligånden, så er det straks noget sværere, fordi hans handlinger er så mystiske og skjulte. Hans handlinger er så langt fra hvad vi kender til, at det kan være svært at se ham som en person, men det er han. Han er lige så meget en person, som Gud er det og som Jesus er det.
Prøv bare at se på dåben – vi hører det hver eneste gang vi har dåb her i kirken, hvor jeg på Jesu befaling døber det lille barn i ”Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Alle vi, der er døbt her i kirken, er døbt også i Helligåndens navn. Der er et ligeværdigt forhold mellem disse tre personer – og det hele sammenfattes i et navn, ikke i navne, som man jo ellers ville sige det. ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navne” – men i ”Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” – altså ental, den treenige Guds navn.
Vi ser også, hvordan Helligånden kommer f.eks. i skikkelse af en due – da Jesus bliver døbt, stiger Helligånden ned som en due. Da disciplene modtager Helligånden kommer den og sætter sig som en flamme på dem. Denne manifestation viser, at det er en person – for en indflydelse kan ikke vise sig. Vi kan ikke se egenskaber – vi kan ikke se påvirkninger. Derfor er Helligånden nødt til at være en person, for han bliver set af menneskeøjne.
Et tredje stærkt bevis på at han er en person, kan vi se ved at Bibelen tillægger ham personlige kvaliteter, selvstændige handlinger og følelser. Helligånden handler – som Paulus skriver: ”Ånden ransager alt, selv Guds dybder” (1 Kor 2,10) . Helligånden kan være bedrøvet, som Paulus skriver som en advarsel til menigheden i Efesos: ”Vold ikke Guds hellige ånd sorg” (Ef 4,30) – Helligånden går i forbøn for os (Rom 8,26-27). Helligånden tager beslutninger i overensstemmelse med sin egne vilje, som Paulus skriver et andet sted efter at have nævnt om åndens gaver: ”Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” (1 Kor 12,7-11). Og det er ikke bare i Det nye Testamente, at Helligånden er i funktion – helt fra de første vers i Bibelen kan vi læse:”Guds ånd svævede over vandene” (1 Mos 1,2) – i skabelsens første dage. I hele Israels historie er det Helligånden, der har drevet profeter og salmister til at tale (2 Pet 1,21). Da Moses satte sig til at skrive Mosebøgerne, så var det Helligånden, der drev hans hånd. Da David skrev sine salmer og man kunne høre den smukkeste musik, da var det Helligånden, der var på spil. Da Kong Salomon gav sig i kast med sine visdomsord, så var det Helligånden, der havde givet ham den visdom. ”Så siger Herren” – sagde profeterne, men først han Helligånden hvisket dem i ørene, hvad Herren sagde. ”ingen profeti har nogen sinde lydt af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” – sige Peter (2 Pet 1,21).
Og Helligånden var ikke bare aktiv dér på kongernes og profeternes tid – eller på Jesu tid og i den første kirkes tid… også i dag, også i os er han aktiv som den selvstændige person i Gud, han er. Han er den, der overbeviser os om synd, når vi træder ved siden af, så vi igen kan komme på ret kurs. Han er den, der åbner Ordet for os, så vi ikke bare må kunne forstå det, men også tro det. Han er den, der skaber troen i os… ja, og så er vi jo lige pludselig tilbage ved dagens tekst: At overbevise om Jesus. At holde fast i ved Jesu ord, at modtage Jesu fred, der overgår al forstand.
Tænk, at vi har så mægtig en Gud, der samtidig har så stor en omsorg overfor det han gør, at han selv vil gøre det. Gud Fader, der ikke fik nogen til at skabe universet, jorden og alt liv, men som selv skabte det og selv stadigvæk styre det. En Gud, der ikke sendte en engel for at frelse os, men som sendte Gud Søn for at frelse os… ja, tænk, at vi har en så mægtig Gud, der ikke bare nøjes med at sende os en guddommelig kraft for at kalde os til tro, styrke os i vores tro, lede os i vores liv og i vores bøn… men at han sendte en person, han sendte Gud Helligånd for at gøre det. ”Talsmanden, Helligånden… skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer”.
