Vi hørte Ingrid Vilslev læse for lidt siden:” Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet…”.  En kvik konfirmand spurgte mig sidste år: Var der en pinsedag før denne pinsedag…. Hmmm… jeg ville mene nej, men var ikke sikker. Er pinsen en jødisk opfindelse eller en kristen opfindelse? Hvem havde den første pinsedag? 
Man lærer så længe man har konfirmander, så jeg måtte hjem og grave et svar frem. Det var ikke den første pinsedag, den vi lige har hørt om – for der var en pinsefest længe før.
Ordet pinse kommer af det græske ord, ”Pentekoste”, som betyder halvtreds – og går vi 50 dage tilbage, så rammer vi påsken.
Jøderne fejrede fest både påske og 50 dage efter også pinse – det, de også kaldte for Ugefesten (2. Mos 34, 22), som er 7 gange 7 uger efter påske.
Påsken var naturligvis den største af alle de jødiske fester – men på grund af årstiden, så var det det simpelthen ikke sikkert at sejle på Middelhavet. De store skarer af pilgrimme kunne derfor ikke komme ud over alle kristne til påskefesten, men de kom så til Ugefesten. Det var derfor at Ingrid kunne læse navnene på så mange forskellige nationaliteter, der er noget af en tungebrækker:
” Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien…” osv…

Der var ingen andre jødisk fest, hvor der var samlet så mange repræsentanter fra forskellige lande som netop pinsefesten. Der var sandsynligvis intet andet tidspunkt, hvor Helligåndens komme ville få så stor direkte og øjeblikkelig resultat end lige netop på den dag. Netop her, på dette tidspunkt, hvor flest mulige nationer var i Jerusalem, da udøste Gud sin ånd, der binder sammen i troens bånd på tværs af nationer, traditioner og sprog. Perfekt timing. Guds timing.
Jøderne fejrede i påsken udvandringen fra Ægypten – hvordan dødens engel gik forbi deres dør og det førte til deres fysiske befrielse. Det skulle påsken minde dem om – befrielsen fra det fysiske slaveri. Ugefesten skulle minde dem om at folket derefter blev åndeligt befriet fra afgudsdyrkelse og amoralitet ved at Gud gav dem lovens bud på Sinai.
For os kristne peger disse 50 dage tilbage til den dag, hvor Jesus befriede os fra synd ved sit blod. 40 dage efter ligger Kristi Himmelfarts dag og 50 dage efter fejrer vi i dag Helligåndens komme, den evige friheds segl og vores indgang ind i Guds rige. Den dag. hvor den talsmand kom, som Jesus lovede disciplene: ”Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer”
Talsmanden – på græsk: Parakletos, parakleten – var det navn, som familiens advokat havde i det græske samfund. Havde du et svært problem, så skulle du kalde på parakleten, talsmanden, så ville han komme og bistå dig med rådgivning, kraft og mod. Jesus siger til sine disciple, at de vil blive slæbt i fængsel, de vil blive hadet og afskyet. Men når I bliver anklaget, så skal I ikke være bekymrede og bange, for jeg vil sende parakleten, jeg vil sende talsmanden til jer for at give jer styrke – talsmanden vil stå lige ved siden af jer og styrke jer uanset hvad der sker jer.
Selv om dagens evangelietekst næste ikke ser ud til at handle om Helligånden, så træder Helligånden alligevel frem. Hvis vi prøver at kigge lidt nøjere på teksten, så siger Jesus, at

– Helligånden er talsmanden, der formidler Guds kærlighed til os: Jesus siger:
”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham”.
Vi elsker med en uperfekt kærlighed – Gud elsker os med en perfekt kærlighed, uden betingelser. Hans kærlighed er ægte, ren, vidunderlig – og den løber aldrig tør. Helligånden bringer den ud over vores liv – og ind i vores hjerter.
– Helligånden er talsmanden, der er Guds egen personlige tilstedeværelse i vores liv.
Jesus siger:
”min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”.
Ånden er ingen ringere end opfyldelsen af Guds løfte om, at han ville være til stede i sit troende folk, i dig og mig.
Helligånden er Guds nærvær i dig, ikke som en kold og klinisk tro og overbevisning, som ikke har noget at gøre med vores ydre liv, men som en kærlighedsrelation til vores himmelske far.
En Gud, der kan indkapsles i en time søndag formiddag, er ufarlig, og rører aldrig rigtig hjertet i vores behov. Helligånden tilbyder at skabe Edens Have i os, hvor Gud vandrer rundt, ligesom dengang med Adam og Eva. Han er her for at dele gode og onde dage med os,

– Helligånden er talsmanden, der vejleder os.
Jesus siger:” han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.”
Vi er Jesu disciple, der står i mesterlærer hos den store mester.
– Helligånden er talsmanden, der skaber fred i os. Jesus siger:

”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”.

Helligånden bringer den fred i os, der er ægte og ikke bare en religiøs selvindbildning.
Fred som helhed,
Fred som hvile,
Fred som tilfredshed og
Fred som fuldstændighed.
Fred, der binder to parter sammen, der før var adskilt fra hinanden af synd og ondskab.

Det er Helligåndens værk, at skabe en fred, som vi ikke kan finde andre steder. Våben kan ikke skabe det. Penge kan ikke købe det. Et menneskeligt forhold kan ikke give det. Ting og sager, vi køber, kan ikke erstatte det. Helligånden er fredens ånd.

Helligånden skaber kærlighed,
skaber Guds nærvær,
Helligånden vejleder os til sandheden og
Helligånden skaber fred i os.

Helligånden er dynamisk – og det er derfor at kristendommen aldrig nogensinde bare kan være en klinisk og teoretisk overbevisning og holdning, men det må være liv. De første kristne sad ikke bare og diskuterede filosofi og etiske idéer om hvordan vi kunne leve et bedre liv, nej, de levede det liv, som Jesus lærte – for de havde lærte Jesus at kende og de erfarede Åndens nærvær og hele deres liv blev vendt rundt 180 grader.

Kristendommen er erfaring, kristendom er liv – ”smag og se, at Herren er God”, som der står i Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Ja, det er også sandhed og lærer, dogmatik, som også er en del af det at være en discipel af Jesus, men uden liv er det intet værd. Den eneste værdifulde teologi og tro er den, der oversættes til liv.

Det er her at Helligånden kommer ind i billedet, ikke bare som en upersonlig kraft eller indflydelse eller magt, men som en personlig Gud.

En del af den treenige Gud: Gud far, Gud Søn og Gud Helligånd.
Et fællesskab i kærlighed uden nogen magtstruktur og menneskeligt hierarki.

I den russisk-ortodokse kirke taler man om treenigheden som den enhed der er imellem tre, der danser sammen.

Som kedelige bænkevarmere, skal vi nødes og inviteres ind i dansen – det er det, Helligånden gør. Byder os op til dans. Kristendommen er ikke tørre paragrafer som om vi studerer jura – kristendommen er det evige liv, der begynder lige her og nu, ikke som livsfjendsk eller livsfornægtelse, men som liv, glæde og dans. Så kom med ind i dansen – og vær dér, hvor det altid har været meningen at du skal være: I centrum for Guds kærlighed.
Glædelig pinse.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader søn og Helligånd. Du som var, er og bliver – en sand Gud treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.