Mig og Poul
En første maj, 1993, havde jeg taget knallerten tidligt ud til en haveforening i Odense. Der var morgenmad og morgenbitter som starten på arbejdernes internationale kampdag. Men det var ikke derfor at jeg var dér – jeg skulle have Poul Nyrups autograf, for han var med dér i haveforeningen. Han var nok på vej afsted – jeg stod i siden af vejen op ad en nyklippet hæk og ventede. ”Må jeg få din autograf, Poul”. Jeg havde øvet mig i at spørge – og jeg spurgte og jeg har stadigvæk autografen.
Nyrup var næsten lige blevet statsminister efter at Schlüter havde trukket sig. Der var – for mig at se – et nybrud og et nyt hold af ministre i stedet for de gamle kendte og slidte. I USA var Bill Clinton valgt med sloganet ”A new begining” og i Danmark brugte Poul det til en fordanskning ”En ny begyndelse”. Kan huske, at jeg skrev de to citater i programmet for den kristne ungdomsforening, hvor jeg så havde skrevet ”Se, jeg gør alting nyt, Kristus”. En af programpunkterne var en fastelavnsfest, hvor jeg blev udvalgt til at klæde mig ud som Poul Nyrup – jeg havde købt mig et højrødt slips. Emnet var en diskussion om hvorvidt man skulle sælge Bornholm. Ham, der skulle klæde sig ud som Uffe Ellemann kom hen til mig, og vi aftalte, at jeg var imod at sælge øen. Der blev råbt ”Poul, du er en skovl”. Og jeg svarede igen: ”Ja, men til gengæld er jeg et nyttigt redskab”. Den var hurtigt grebet.
Poul Nyrup vandt snævert over Uffe Ellemann – jeg var med til et vælgermøde sponsoreret af Socialdemokraterne, så man skulle bare råbe Buh, hver gang Uffe talte. Det var dealen for at få turen betalt.
Dette beskriver aftenen
”To modstandere, 2000 tilskuere, masser af røde og blå balloner, bannere, slagsange, en stemning som til en fodboldlandskamp. Valgkampens højdepunkt ligger i Brædstrup. Her mødte Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen hinanden for første gang i valgkampen. Og det var ikke kedeligt (https://www.information.dk/debat/1999/03/krop)
Jeg stemte ikke socialdemokratisk, men jeg var med til at få Jakob Haugaard ind i Folketinget med min stemme.  Men det var den periode, hvor jeg var ved at blive politisk aktiv – men så nej, det blev ikke til noget alligevel. Det ebbede ud.
Og det gjorde min begejstring for Poul Nyrup også. Han blev udstillet lidt som en klovn – ikke bare på grund af den for lille cykelhjelm, men der var ”Uld-i-mund” og han virkede også klodset. Og så forsvandt han ud af mit opmærksomhedsfelt, da han stoppede som formand for Socialdemokratiet. Og dukkede så op, da jeg sad med en gruppe konfirmander i headspace, for at høre om hvad det var for noget. ”Og det er grundlagt af Poul Nyrup” – og jeg måtte forklare mine konfirmander hvem han var. Han havde åbenbart kastet sig ud i arbejdet for psykisk sårbare unge. Sympatisk. Og jeg huskede nok, at han mistede sin datter, men kendte ikke historien bag, men hun var psykisk syg, og det ledte ham ind i dette arbejde.

Poul – du er en skovl
Det var også derfor, at jeg købte bogen, Kan vi ikke gøre det lidt bedre, som er Poul Nyrups tredje biografi. Det var for at høre om netop den side af hans historie og hans erfaring med at miste og bruge det som katalysator fremad. Jeg blev nok lidt skuffet, da det var den mindste af den fjerdedel, som bogen er delt op i.
Men den er spændende – eller har sine spændende sider – især, når jeg hører de begivenheder, som jeg husker nøje, men her høre dem fra ”indercirklen”.
Det viste sig, at jeg i mit gensvar til den kristne fastelavnsfest, havde ramt ret meget plet i forhold til hans selvopfattelse: ”til gengæld er jeg et nyttigt redskab”. For det er i hvert fald det, der beskrives som drivkraften i hele hans virke. At få udrettet noget for de svage. Og at disse svage aldrig kun er de danske arbejdere, men at udsynet er større.
Jeg synes, dog at der igennem min læsning så en tendens til at holde fast på magten – omtale magten som noget, der skulle holdes fast på for enhver pris. ”Magt” og ikke det mere politiske korrekte ”indflydelse”. Det var vel også magten han gik efter, da han væltede Svend Auken ved formandsvalget i 1992.
Når befolkningen ikke bakkede op, så var det ikke fordi idéen og arbejdet ikke var godt og nødvendigt, men alene fordi man ikke var kommet igennem med sit budskab. Ja, det var måske for kompliceret? – hvor Anders Fogh Rasmussen solgte de nemme løsninger.
Jo, de tabte også fordi de for sent havde gjort noget ved indvandrespørgsmålet, men det var fordi De radikale ikke var med på den kurs.

Signe
Signes sygdom og død dykker op flere steder i bogen – og det gør en fars deling mellem sit arbejde og sin familie også. Og her er det så igen en far, der sætter sin familie til side for en højere sag. En sag, som han også mener ville være i datterens ånd at tilsidesætte hende for.
Han beskriver så fint denne magtesløshed, man som far har, når ens barn ikke har det godt. ”Den dag, hvor jeg var blevet en af landets mest magtfulde mennesker, var også den dag, hvor jeg følte mig allermest magtesløs” (s. 297).
Det var et fint afsnit, hvor det dog mest beskriver hvad hans tab fik af konsekvenser for hans gode arbejde som ”pensionist” og det er ædelt og fint. Men jeg synes på en måde ikke at man kommer ret tæt ind på mennesket Nyrup. Det er altid meget glatbarberet og politisk korrekt – og ikke et helt og rigtig sårbart menneske. Eneste sted, hvor det virkelig kommer tæt på, er i erkendelsen af at han var meget langesom om at erkende sin datters sygdom – men igen: Det var nok mest den tilbageholdendehed, der generelt var i forhold til psykisk syge,
Og alt sker med en hensigt, det gælder bare om at lære en lektie af det.

En gudløs fortælling
Der kommer heller ikke en klage til Gud eller over Gud. Ja, han nævnes overhovedet ikke – eneste tidspunkt Jesus nævnes, er ved fortællingen om en rejse til Israel (s. 248). Og i slutningen af bogen fortælles en anekdote om forsagelsen i trosbekendelsen (326). Er han ateist?  Han har i hvert fald ikke Bibelen som Bibel, men: “Derfor er det ikke uden grund, at jeg kalder Gummi Tarzan for min bibel” (s. 308).
Han holdt selv begravelsestalen for sin datter – ingen præst? Intet evighedshåb?
”8-tallet er jo, når det ligger på langs, et matematisk begreb, der betyder uendelighed. Det holder jeg meget af. Ikke at jeg drømmer om det evige liv” (s. 326).

Bogen set med præstens øjne
Når man læser Kan vi ikke gøre det lidt bedre med præstens briller på, står det klart, at bogen er gennemsyret af en stærk tro på menneskets evne til at gøre verden bedre – men uden nogen eksplicit åndelig dimension. Poul Nyrup Rasmussen fremstår som en mand drevet af idealisme og viljen til at handle for de svage, men det er en handling funderet i en humanistisk og rationel tilgang snarere end en religiøs overbevisning. Der er ikke en søgen efter svar hos Gud, og den spirituelle dimension udebliver stort set helt. Det er slående, hvordan hans enorme engagement og livsværk på mange måder rimer på næstekærlighedens budskab, men uden at han selv placerer det i en kristen eller åndelig ramme.

Som præst savner jeg et dybere indblik i de eksistentielle spørgsmål, der ofte trænger sig på i forbindelse med sorg og tab. Tabets konsekvenser beskrives nøje, men de store “hvorfor”-spørgsmål, der kan føre til en åndelig refleksion, berøres kun overfladisk. Man kunne have håbet på en dybere indlevelse i, hvordan Signe og hendes skæbne også satte hans egen tro – eller mangel på samme – på prøve.

Bogen fremstår derfor som en fortælling om en menneskelig kamp og et livsprojekt med fokus på handling frem for refleksion over livets mening og dybder. Det gør den ærlig og inspirerende, men også lidt reserveret og utilnærmelig, set med præstens øjne. Det er en historie om at gøre noget, snarere end at forstå noget større. Det er måske bogens styrke – men også dens svaghed.