Tryk på dette link for at finde powerpoint.

Find Gud i stilheden….
Jeg er vildt dårlig til stilhed… jeg ved det er nødvendigt, men gør det sjældent.

Men det er faktisk rimelig arrogant ikke at forsøge at finde stilhed.
– Jesus søgte stilhed
– Paulus søgte stilhed
Hvem er så jeg, at jeg ikke også søger stilhed. Er jeg større end Jesus? Er jeg større en Paulus?

Min påstand er, at Gud er i Stilheden
Gud er i stilheden
Vi har lige sunget

”Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind,
så Guds Helligånd må hviske for at nå et splittet sind”

”Da lød det: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.« Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning. Da lød der en stemme: »Hvad vil du her, Elias?«” 1 Kong 19,11-14)

Gud var hverken i stormen, jordskælvet eller ilden… men han var i den sagte susen. Den, som man ikke bare sådan lige høre, hvis man ikke er stille. Gud er i stilheden – Gud findes af den, der søger stilheden. Og det er nok også grunden til, at det er så svært at finde stilhed, for Djævelen vil vel gøre hvad han kan for at vi ikke møder Gud, for at vi ikke finder Gud.

Stilheden er pinlig…
Nu tager salmen her nok munden for fuld… for er der stille i kirken? F.eks. til gudstjeneste…. Hvor mange sekunders stilhed er der ved en gudstjeneste? Der er vel kun mellem bedeslagene før gudstjenesten, hvor der er stilhed, resten overdøves af orglet og præsten.
En gang imellem især til de tidlige gudstjenester, skaber jeg lidt ro. I slutningen af kirkebønnen slutter jeg af: ”Og hør os hvad vi hver i sær i et øjebliks stilhed bærer frem som vort hjertesuk og bøn denne søndag morgen”.
Det er ikke noget, jeg selv har fundet på – en præst i Århus. Selv om han havde haft en uheldig episode: Dåbsforældre kom hen og sagde tak for en rigtig dejlig gudstjeneste… ”men hvor var det bare synd for dig, at du gik i stå under bønnen”.
Stilhed er pinlig… Et af mine værste mareridt, når jeg drømmer, det er at jeg står på prædikestolen – kirken er fyldt med mennesker. Jeg kan ikke finde teksten, jeg skal læse på af – mit manuskript er rodet og giver mig ikke noget. Det er pinligt – og i nogle af drømmene, er der nogle, der begynder at rejse sig – ”det gider vi ikke vente på”.
Der var en gang, hvor jeg oplevede drømmen blive til virkelighed. Jeg var virkelig presset – og jeg stod og skulle holde et oplæg et kristendomskursus. Jeg havde fuldt manuskript – jeg skulle bare læse det op…. Men jeg kunne det ikke.

Visdommen fra stilheden
Jeg var sammen med forskellige præster i Libanon – det var en flok af meget forskellige præster. En af dem var sådan en ”vild”, der virkede til at være i profetisk henrykkelse hele tiden. Rimelig belastende ? Vi mødte forskellige folk fra Syrien – og afsluttede med at slå ring omkring dem og bede for dem. Og ham, der var denne vilde præst i profetisk henrykkelse – stod altid og lagde en meget kraftig hånd på.

Der var blandt andet en syrisk ortodoks munk – en lille bitte skrøbelig mand. Der var ikke noget pang og profetisk henrykkelse over ham og han holdt et foredrag om ”Ikonernes historie”. Og jeg tænkte: GAAAB – så meget skudt ved siden af. Men denne lille munk, når han åbnede munden viste en så stor visdom og hellighed – hvor jeg bare tænkte: Det må jeg have!
Da vi skulle bede for ham, så stod vi en meter fra ham – og endda ham med de profetiske henrykkelser ”turde” ikke røre ham.

Han fortalte om sin dag, der ikke var så meget anderledes end andre munkes. Deres dag begyndte klokken 4 om morgenen med bøn og lovsang – meditation. Og når de nåede 7-8-tiden, så skulle de i gang med de andre ting, praktiske ting, så klosteret kunne eksistere økonomisk.
Så jeg begyndte at studere deres historie – og det førte mig tilbage til en strømning i Ægypten fra 250-407 de såkaldte ørkenfædre. Det var mennesker, der søgte ud i ørkenen for at finde Gud.
De gjorde det af tre grunde:
1) De forventede at Jesus snart skulle komme, og ville være klar. Man skulle på ingen måde være bundet til verden, men være klar til at bryde op, når Jesus kom i skyen. En turist skrev ”Man kan se dem i ørkenen – ventende på Kristus som trofaste sønner kigger efter deres far… Der er kun forventning om Herrens komme i deres sange… der er ikke en by eller en landsby i Ægypten, som ikke er omringet af disse eneboere som var det byens bymur”.
2) De trak sig væk fra et samfund hvor seksuelle synder var åbenlyse og normale, et samfund med magtkampe, økonomiske grådighed, stolthed – selve kulturen var blevet så ødelagt, så mænd og kvinder, der havde mødt Kristi kærlighed og som ønskede at følge ham helhjertet, så hele dette dekadente samfund og besluttede sig til at fjerne sig fra samfundet for at søge Gud og sætte sig selv til side for Gud. De søgte samfund ude i ørkenen og levede sammen, tilbad sammen, bad sammen, fastede sammen – levede i huler i klipperne.
3) En tredje grund var at efter at kristendommen var blevet statsreligion i Romerriget og kristendommen var kejserens religion, så blev de kristne, der førhen var udskud, der skulle bekæmpes, så blev de respektable borger af verden.  Ville man til tops, så var kristendommen vejen. Men hvilke slags kristne sad så i kirken? Så samfundet blev ikke kristeligt – men kirken blev verdslig. Og det var også en grund til at flytte ud i ørkenen – for hvad blev der af ydmyghed? Hvad blev der af at sælge alt hvad man ejer og give det til de fattige? Hvad blev der af at forvente Herrens komme snart – når man nu havde bundet sig til livets magt, goder og forpligtelser? For mange var kirken ikke længere det sted, hvor man kunne finde Gud – de søgte ham derfor i stilhed og ensomhed i ørkenen. Skriften og stilheden var deres eneste lærer.

Fader Lazarus
Men stadigvæk findes der den dag i dag mænd og kvinder, der vender samfundets stress og jag ryggen for at søge Gud i stilhed og afsondrethed. I kan finde hele interviewet med Fader Lazarus på Youtube. Han forklarer hvordan han før var en underviser på universitetet i litteratur og filosofi – en ateist. Som 40 årig dør hans mor af kræft – og han begiver sig ud på en rejse for at finde fred i det, der er sket. Og den rejse ledte ham til Ægypten og ud i ørkenen, hvor han fandt Gud. Samtidig med at han blev kristen – blev han munk – tog navneforandring til Lazarus, manden, der var død, men blev opvakt til livet.
Han lever i en hule i et bjerg, som han har indrettet med et beskedent køkken – med en masse forskellig slags kaffe. Hans med-munke kalder ham i spøg for ”Fader Nescafé”.  At leve i ørkenen er for ham ikke et stille og roligt sted, men et sted, hvor man hver dag kæmper med Djævelen. Og et sted med bøn. Du er her for at velsigne verden igennem din bøn. Ikke ved at have en lang liste med navne, men ved at være vågen i ånden. Ved at være åben overfor Gud, er du en velsignelse for verden.

Noget af det, der interesserer mig ved disse mænd og kvinder er at selv om de blev indflydelsesrige teologer i kirken og underviste om Gud, så var deres mål ikke at blive indflydelsesrige, deres mål var at møde Gud. Deres tanker var ikke at nu skal jeg leve op til Guds ord og leve som han ønsker af os – deres tanker var at de ville være hans nærvær på jorden. Og måden de opnåede dette nærvær på var at de i deres liv skabte rum til at han kunne være i deres liv. Der blev låst op på forunderlige mirakler, utrolige vidnesbyrd, utrolige historier om hvordan folk blev frelst og sat fri. Men alt det var ikke deres mål – deres mål var at blive forenet med Gud. Og det blev de ude i ørkenen.
De var eksperter i det åndelige liv. Og jeg har lært rigtig meget af dem. Deres historier er fantastiske – og deres viden er samlet i små samtaler og ordsprog. Ikke at man skal finde Gud i byen, men skal søge afsides… men det gælder om at vi lære at leve for Gud nøjagtig hvor vi er.  Men også at skabe rum for ham i vores liv.

Fader Macarios den store.
Han sidder i sin celle og beder, faster og lever i isolation. Og det har han gjort i årevis. Og så sker det, at en engel kommer til ham. ”Du har endnu ikke nået et åndeligt niveau som det niveau to kvinder har nået inde i byen.
Det rammer ham lige i hovedet de to ord: Kvinder og by – for hvordan kan kvinder, der lever i en by, når en større åndelighed end han har.
Han er nysgerrig og går hen i den nærliggende by og finder altså de to kvinder – hvordan han gør det kan være et mysterium. Men han banker på døren.
”Hvordan kan I leve et så fantastisk åndeligt liv”.
De svarede tilbage: ”Det ved jeg ikke – jeg mener, vi var sammen med vore mænd i går”. Det er kodeordet for at have sex med deres mænd.
Så nu har Marcarius ikke bare at gøre med kvinder og med byliv, men han har også sex med i billedet.
De sagde: Vi er søstre, der har levet sammen i meget lang tid. Og vi har begge spurgt vore mænd om vi kan blive løst fra vores ægteskabsløfte, så vi kunne flytte ud i ørkenen og leve lige som dig. Og de svarede begge to nej til os – I skal blive og leve med os.
Så vi forsøger simpelthen at leve for Gud hver eneste dag lige nøjagtig dér, hvor vi er.

(Slide)
Macarius slutter historien af med at sige: Pludselig gik det op for mig at det ikke handler om hvorvidt vi bor i byen eller i ørkenen
om vi lever som gifte mennesker eller som ugifte
om vi lever et regelbundet asketisk liv eller et liv i verden

(Slide)
Men det handler om at vi lærer at leve for Gud lige nøjagtig hvor vi er og skabe rum for ham der.

Lær dig selv at kende
Den bedste måde at lære Gud at kende på er ved at lære dig selv at kende.
En af de bønner, der går igen i mange af disse historier er en bøn, der lyder nogenlunde sådan:
”Herre, hjælp mig til at lære mig selv at kende, så jeg må kunne lære dig at kende”.

Tanken er at vi ser Gud med vores hjerter, vore følelser og det, vi har oplevet i vores liv. Smerte, folk, der har såret os, når vi har haft succes eller vi har spillet fallit. Alle de ting øver indflydelse på hvordan vi ser på Gud. Og ved ikke hvor meget og hvordan vores syn på Gud påvirkes af de ting, vi har med os i bagagen, at vi ikke ved at de ting enten hjælper eller forhindre vores syn på Gud og vores evne til at knytte os til hans hjerte, så er vi helt tabt og kæmper igennem vores åndelige liv.

Fader Poemen siger et sted:

”Hvis du ønsker at finde ro i dette liv og i det næste, så skal du hvert øjeblik sige: Hvem er jeg? Og så skal du ikke dømme andre” (S. 85, 5).
Vi skal lære os selv at kende – som syndere, der har brug for tilgivelse og nåde – og så skal vi bruge samme standard overfor andre, som vi ønsker det fra Gud overfor os.

Og hvordan lærer vi os selv at kende?
Jeg har holdt et foredrag, der hedder: ”At turde stilheden”? Og hvorfor ”Turde”… er det noget, man skal turde?

Har I prøvet at spille på en flippermaskine? I ved en af de maskiner, hvor man hiver en stang med en fjeder tilbage og skyder en bold ud på en skæv spilleplade. Og det gælder så om at sørge for at den lille bold ikke kommer ned i hullet forneden af spillepladen og det gør man ved at holde den i gang hele tiden.

På samme måde, når vi opsøger stilheden: Det er som om der bliver skudt en masse bolde ind på spillepladen og de suser så rundt frem og tilbage, op og ned. Selv om der er stilhed, så er der ikke ro.

Prøv sæt telefonen på lydløs og flymode – prøv sæt dig i en stol derhjemme, og lad tankerne vandre. Prøv at gå en tur ude på Starup Hede. Og du er mere modig end så mange andre. For man vil finde ud af at der ikke er ro i stilheden. Pludselig dukker der en masse tanker op. Og pludselig dukker ens værste fjende op.,.. Det er måske også derfor, at man skal turde stilheden. Hvem vil af egen fri vilje stille sig hen til sin egen værste fjende… men hvem er så “ens egen værste fjende”?

Det er ingen ringere end en selv. Dér i stilheden kommer den person frem som man er. Ikke den, som man spiller over for andre mennesker – ikke den, man selv tror man er, eller den person som man gerne vil være. Nej, dér i stilheden møder man den, man er.
Giver man sig tid til stilhed vil man pludselig blive indhentet af alle de ting, som man ellers forsøger at flygte fra. Ved stilheden dukker der ting op, som vi måske forsøger at skubbe til side normalt. Tanker, oplevelser, som vi ikke har fået bearbejdet dukker op til overfladen og kræver at blive taget hånd om. Eller følelser, som vi ikke kan håndtere…. man skal faktisk være meget stærk for at kunne håndtere stilheden.

Rundt omkring i det kirkelige landskab bliver der mere og mere sat fokus på retræte. At man hiver et par dage – en weekend – ud af ens kalender og søger hen sammen med andre til et afsondret sted i bøn og ikke mindst stilhed. Retrætens største force, men så også dens største er stilheden. En veninde afbrød sådan en retræte, fordi hun simpelthen ikke kunne klare den stilhed og de tanker, der så pludselig vældede ind over hende.

Kan man ikke klare stilheden, så gør man hvad man kan for at afbryde den – her ved at stikke af fra en retræte, men også bare ved at begynde at snakke.

Jeg var en gang til begravelse – ikke som præst, men som privatperson – og der var ro i kirken i minutterne inden selve begravelsen. Men det var åbenbart for meget for ham, jeg sad ved siden af, for han snakkede og snakkede og snakkede… egentlig ikke om vigtige eller (synes jeg) interessante ting… nej, han snakkede bare. Stilheden var for meget for ham. hvorfor? Måske fordi dér ved den tavse kiste vældede følelserne, minderne op om den døde, som ville være for meget for ham, og den eneste måde at holde dem fra livet var ved ord. Ved at bryde tavsheden. Snak, snak, snak….

Der skal mod til at turde stilheden – for stilheden er om ikke farlig, så i hvert fald ubehagelig. Og den er især ubehagelig for os, der har en masse træls bagage hængende bag os, som så pludselig har chance for at indhente os. ”Vi er her stadigvæk”.

Det sjove… eller snare: Det interessante er, at forfatteren flere gange bruger ørkenen som symbol på det modsatte af uroen. Han skriver om ørkenen omkring spillebyen Las Vegas:

”Jeg kan lide ørkenen. Jeg har været nogle døgn alene i Death Valley. Jeg kan lide ørkenen som fysisk erfaring. Jeg synes at den er smuk. Jeg kan lide ørkenen som en udfordring. Den udformer min følelse af at være ensom. Jeg kan lide den fordi de uvæsentlige ting er fjernet” (s. 17).

Jeg synes faktisk, at ørkenen er et godt billede på stilheden og afsondretheden. I ørkenen er de uvæsentlige ting fjernet. Når den person, jeg sad ved siden af til begravelsen, bare blev ved med at snakke og snakke og snakke, så skyldtes det vel, at han ikke turde stå ved det væsentlige: Døden, mindet, savnet.

I stilheden finder du:
1) Dig selv
2) Djævelen – der vil ødelægge din fred. Djævelen, der frister dig.
Bare se Jesu fristelse i ørkenen.
Men hvad sker der så, når Djævelen har forladt Jesus? Englene kommer og sørger for ham.

3) Gud
Gud kommer og sørger for os i stilheden – også med alt den onde bagage, som vi slæber rundt med. For hos ham kan vi finde fred – i Esajas 53 står der om Jesus, Herrens lidende tjener: ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (Esajas 53,5). Det er sjovt: Jeg har aldrig rigtig lagt mærke til ordet ”fred” her, før jeg har arbejdet med temaet ”stilhed”. Men der står jo ikke:
– ”Han blev straffet for at vi kunne få tilgivelse”
– ”For at vi kunne få nåde”,
– ”for at vi kunne få hjælp”.

Nej, der står ” ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred. Gud er fredens Gud og skænker os fred.

Vi kan gå til psykolog og få bearbejdet de traumer, som vi slæber med os. Vi kan tale ud med en god ven om det vi har oplevet eller gjort – alt det, som man prøver på at skjule i larmen og kaoset, men jeg tror først det er ved at finde ind i stilheden hos Gud, at vi virkelig opnår en helbredelse af psyken og kommer af med alt det, som vi bærer på.

Jesu død på korset gør, at vi kan finde fred og ro og tilgivelse hos ham. Han har allerede gjort det, der skal til. ”Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig” (Sl 116,7).

Skab ro i stilheden
(Her vendes tilbage til billedet med flippermaskinen. For hvad gør man, når tankerne flyver rundt i ens hoved som bolde i en flippermaskine? Jo, man holder dem selv i gang. Man tager de spændende tanker og holder dem flyvende ved at beskæftige sig med dem… i stedet for bare at lade være med at holde dem i gang. Bare drop dem – lad vær med at tage fat på det. Også selv om det er interessante og gode tanker… nu er der tid til stilhed. Gå ikke i dialog med tanker.

I Det nye Testamente siger Jesus: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« (Matthæus 11, 28-30)

Tal til Gud i stilheden

Det er dér i stilheden, at vi kan tale med Gud, for Gud er i det skjulte – da Jesus lærte os at bede, sagde han:

”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. (Matthæusevangeliet 6,5-6)

Lyt til Gud i stilheden

Når vi bruger tid med Gud, så er det ofte os, der sidder og snakker til Gud – vi beder til ham. Vi fylder vores hoved med ord til Gud, vores hjerter med tanker, som vi deler med ham… og så siger vi amen, måske et Fadervor og så afbryder vi kontakten og går ud i vores liv. Det er lidt det samme som David siger i en salme i Salmernes Bog
”Herre, om morgenen hører du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag”. Men afbryder David kontakten dér? Nej, han stopper ikke dér. ”Herre, om morgenen hører du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag og spejder efter svar” (Sl 5,4). Det er dér ved det sidste, at vi virkelig går glip af noget, når vi ikke spejder efter svar. Jeg forestiller mig at en person, der spejder efter svar, er en, der står koncentreret og kigger ud i det fjerne– spejder ud i horisonten og er så koncentreret om det, at han ikke taler, men kigger i stilhed.

Vi burde unde os selv at spejde efter svar – ja, bare at sidde med antennerne ud og vente… vente på Gud. Søge væk fra mennesker og al den larm, som vi omgiver os med hele tiden – ja, finde vores egen lille ørken midt i vores dagligstue.

Desmond Tutu har et kapitel i bogen Gud har en drøm, der handler om stilhed. Han skriver

”Folk spørger ofte om kilden til min glæde, og jeg kan ærligt svare, at den kommer fra mit spirituelle liv – og især fra stunderne med stilhed. De er en uundværlig del af min dag, uanset hvad jeg ellers skal foretage mig. Jeg beder højt eller for mig selv før hvert møde, og før jeg kører hjem i min bil. Jeg har også stille dage, hvor jeg ikke taler – i hvert fald ikke før til aftensmaden. … Betydningen af denne form for tilbagetrækning er svær at forklare – den styrker mig, og jeg bliver i stand til at høre, hvad Gud siger, og til at finde løsninger på problemer, som synes uløselige… Ud over bøn og meditation kender jeg ikke nogen anden tilgængelig måde, hvorpå jeg kan dyrke et reelt og dybt personligt forhold til Gud, vores store Elsker, i hvis nærvær vi ønsker at vokse frimodigt og finde større og dybere stilhed. Det er kærlighedens tavshed, tilbedelsens og selvfordybelsens stilhed ” (s. 101 i Tutu: Gud har en drøm).

Være sammen med Gud i stilhed

Der var et interview med Mother Theresa, hvor intervieweren spurgte hende: ”Hvad siger du til Gud, når du beder?” ”Jeg siger ikke noget”. Det havde intervieweren slet ikke regnet med, så han svarede tilbage: Ok… hvad siger Gud så til dig”. ”Han siger ikke noget”. (s. 25 i Bill Jastram ”The secret place”.)

Mother Theresa sagde, at ”Gud er stilhedens ven”. Det udfolder Martin Lönnebo i bogen Kristuskransen:

”Ja, Gud er sandelig stilhedens ven. Hele universet er fyldt af hans uendelige stilhed. Solen synger ikke, månen taler ikke, universets sorte rum mellem de lysende stjerner er idel stilhed, og dog proklamerer himlen Guds ære og synger hans pris. Markens liljer blomstrer i stilhed, og dog forkynder de højt og tydeligt Guds omsorg for os”. (s. 68: Martin Lønnebo)

Hvordan stilhed?

Sluk for alt i verden mobilen….

Gåture: Man slipper vrede, bitterhed, forsmåelsen og sorgen falder på en dybere plads i brystet.

Tænd et lys
Det er godt at markere, at nu starter det. Det kan være med en bøn, eller ved at tænde et lys, måske med ordene: ”Jeg tænder et lys for dig, som har tændt et for mig”.

Hvad fylder man tiden ud med?

Man kan fylde den ud med ingenting. Et lys skaber fred – ro, og dens stille dans kan være med til at holde flyvske tanker på afstand.

Man kan begynde med at bede ”Gud, nu sidder jeg her… jeg sidder her i stilhed – jeg sidder og venter på dig”.

Begynder tankerne at flyve, kan man bede ”Herre Jesus Kristus, Forbarm dig over mig”. Det er en åndedrætsbøn, som man kan bede inde i sig selv. Ved udåndning ”Herre Jesus Kristus” og ved indåndning ”Forbarm dig over mig”.

Afslutningsbøn

Der er noget godt over ritualer derhjemme, for så markere man start og slut. Man begyndte med at tænde et lys og så kan man slutte med Simeons lovsang.

”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord, som du har beredt for alle folk; et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.” (Luk 2,29-32.)

Jeg tror det er vigtigt at vi vælger stilheden.
Hvad er det vigtigste i stilheden?
Det er ikke at studere Bibelen
Det er ikke at have et bedemøde
Det er at have tid og fællesskab alene sammen med Gud og lad Gud have fællesskab med dig.

Hvor længe siden er det, at du har været alene sammen med Gud – bare dig og Gud? Og du sagde til ham: Jeg vil bare gerne lytte til dig. Jeg vil have, at du skal tale til mit hjerte. Skab ro i mine tanker og frustrationer. Åben mine øjne og giv mig forståelse.
Jeg vil ikke tale – jeg vil bare lytte.

Hvor længe siden er det, at du bare har været afsides – bare for at være sammen med Gud.
Da Gud skabte himmelen og jorden gjorde han det fantastisk – det kan vi nok alle samme være enige om. Gud skabte jorden fantastisk.
Men Gud skabte ikke noget, som han personligt havde fællesskab med, før han skabte mennesket.
Ved du hvorfor du er i live?
Gud skabte dig for at have fællesskab med dig, elske dig og blive elsket af dig.
Gud tillod at du blev født – for Gud valgte fællesskab med dig. Og Gud valgte fællesskab med dig for at vise dig sin kærlighed til dig.

—-